Olie til tjeneste — måske!
DÉR lå jeg helt uforstyrret og passede mig selv. Sammen med milliarder af andre oliedråber havde jeg slumret fredeligt i utallige år. Pludselig blev jeg vækket ved en uhyggelig, skærende lyd af stål mod væggene i det der var mit hjem. Denne fredsforstyrrer fra en anden verden viste sig at være spidsen af et bor, og den forandrede min tilværelse fuldstændigt fra den ene dag til den anden.
Hvordan er det gået til at jeg er blevet kendt, skønt jeg blot er en ubetydelig oliedråbe? Min beretning går tilbage til begyndelsen af 1960erne. Dengang var man i færd med at søge efter olie i North Slope-distriktet i Alaska. Olieselskaberne har i årenes løb brugt millioner af dollars på at søge efter deres skjulte mål — et oliefelt der kunne udnyttes kommercielt. Langt om længe bar deres anstrengelser frugt. I 1968 fandt man det kæmpemæssige oliefelt ved Prudhoe Bay.
Mit fædrene hjem blev invaderet. Forestil dig den rædsel der fyldte mig da jeg blev tvunget ud af mit dejligt varme hjem og ført op gennem et koldt stålrør til en verden jeg intet kendte til!
Mit hjem
Måske skulle jeg først fortælle lidt om mit hjem, som jeg nu måtte forlade. Det befandt sig i en dybde af 2600 meter under havet. Hvilken uforstyrrethed! Desuden var temperaturen omkring 90 grader celsius — netop tilpas varmt for vores molekylestruktur. Mange omtaler mit hjem som et reservoir. Det kunne give indtryk af at jeg kommer fra et stort hulrum fyldt med en sø af olie. Sådan er det nu ikke. Selv om mit hjem kaldes et reservoir består det faktisk af et lag sand eller grus der virker som en oliefælde og er blevet fyldt med olie og gas. Det kan sammenlignes med en beholder der er helt fyldt med sand — selv om der er sand i, kan man fylde vand i beholderen, svarende til helt op mod 25 procent af det samlede rumfang, uden at det løber over!
Men nu tilbage til dengang jeg blev bortført. På grund af det enorme tryk i oliefælden, et tryk der i begyndelsen blev målt til over 280 kilo pr. kvadratcentimeter, gik det utrolig hurtigt op gennem røret.
Det var begyndelsen til en helt ny tilværelse. Nogle sagde at jeg ville blive meget populær som brændstof. Men der var også i tusindvis af andre ideer om hvordan jeg kunne gøre nytte, både i husholdningerne og i industrien. Hvor mon jeg ville havne? Jeg var noget ængstelig, men i det mindste var jeg da ikke alene. Flere huller blev boret sådan at endnu flere oliedråber kunne komme op fra oliefelterne ved Prudhoe Bay.
Det er både kostbart og farligt at bore den slags huller. I mange tilfælde vil boret trænge igennem lag hvor trykket er meget højt, og hvis ikke man passer på os kan vi presse os ud med en kraft som ved en kæmpemæssig eksplosion og forårsage megen skade på tundraen og dyrelivet. Men jeg blev ikke medskyldig i den slags. Jeg rejste gennem rørledningen til byen Valdez, på vej for at stå til tjeneste for dig.
For øvrigt er det rør der førte mig til Valdez anbragt oven over tundraen, for at forhindre optøning af permafrostlaget. I North Slope-distriktet når dette permafrostlag gennemsnitlig 600 meter ned. Godt en tredjedel af det er frosset vand; hvis den varme olie blev transporteret i underjordiske rør, ville permafrostlaget omkring røret derfor begynde at tø, hvorved røret kunne blive beskadiget og revne. Kan du forestille dig hvilke skader det ville anrette? Det ville være en katastrofe hvis tusinder af liter råolie slap ud i den sårbare tundra!
Fra Valdez skulle jeg fortsætte min rejse med en supertanker til et olieraffinaderi langt borte, hvor jeg skulle begynde en helt ny tilværelse. Mit indhold af gas og vand ville blive skilt ud og sendt et andet sted hen. ’Hvor kommer den gas fra?’ spørger du måske. ’Jeg troede vi talte om olie.’ Det er måske ikke almindeligt kendt, men der hvor jeg kommer fra findes der altid gas. Faktisk består jeg hovedsagelig af gas. Hvis man slap mig løs så snart jeg nåede op til jordens overflade, ville jeg udvide mig mere end hundrede gange — og sikke en støj jeg så ville lave!
På raffinaderiet skal jeg imidlertid gennemgå en forvandlingsproces. Jeg skal nedbrydes i mindre bestanddele, i en proces der kaldes fraktioneret destillation. Råolien bliver opvarmet til den fordamper og stiger op gennem en høj beholder, en såkaldt fraktioneringskolonne. Her kondenserer de forskellige bestanddele på nogle bunde i forskellige højder, hvorfra de ledes bort. Måske ved du at næsten halvdelen af mig bliver til benzin, og når det er sket vil jeg stå til tjeneste for dig når du kører ind på benzinstationen for at tanke op.
Men jeg kunne også havne i mange andre produkter. Vi oliedråber ser måske ikke ud af meget ved første øjekast. Men se dig engang omkring i din bolig. Måske er din stol fremstillet af plastic, vinyl eller syntetisk gummi. Den smukke finér på køkkenbordet er måske blevet behandlet med en oliebaseret fernis. Gulvbelægningen kan meget vel være fremstillet af oliebaserede råstoffer fra en kemikaliefabrik — og sådan står vi til tjeneste på et utal af måder.
Ikke længere ’til tjeneste’
I mit tilfælde blev intet af alt dette til noget. Jeg begyndte min rejse fra Valdez til raffinaderiet om bord på en supertanker ved navn Exxon Valdez. Lidt over midnat hørte jeg pludselig en kraftig lyd af metal der skurrede mod en klippe — langt mere frygtindgydende end lyden af det bor der var trængt ind i mit hjem oppe i North Slope-distriktet! Et øjeblik efter blev den tank jeg befandt mig i flænset op af Bligh-revet i Prince William Sound. Jeg skyllede ud i vandet sammen med 42.000.000 liter af mine rejsefæller og er nu blevet delagtig i en forfærdelig forureningskatastrofe, forårsaget af det største olieudslip i Nordamerika nogen sinde!
Så det bliver altså ikke mig der kommer i benzintanken i din bil. Jeg vil heller aldrig komme til at indgå i de tallerkener af plastic du måske vil få på bordet eller i materialet i det fjernsyn du køber næste gang. Jeg vil heller ikke indgå som bestanddel i din yndlingscreme, eller i det tøj du har på eller i den skønne parfume du bruger. Jeg vil aldrig nogen sinde komme til at stå til tjeneste for dig, sådan som jeg sagde i begyndelsen. Den sag står helt fast!
I stedet har jeg været med til at forurene både Prince William Sound og Alaskabugten, ødelægge adskillige hundrede kilometer kyststrækning og dræbe i tusindvis af fugle og pattedyr. Desuden er jeg blevet en trussel mod fiskernes eksistensgrundlag. Det ville have været langt bedre om jeg, som en lille oliedråbe, havde fået lov til stille og roligt at passe mig selv i mit dejlige, varme hjem, 2600 meter under havet, ved Prudhoe Bay.