Namib-ørkenens overlevere

Af Vågn op!-​korrespondent i Sydafrika

KAOKOFELD og Damaraland er vidtstrakte områder i den nordlige del af Afrikas Namib-ørken. „Indtil for nylig har kun få vovet sig ind i disse glemte verdener,“ skriver Clive Walker i sin bog Twilight of the Giants. De er hjemsted for verdens eneste ægte ørkenelefanter.

Der er sikkert kun omkring hundrede af disse kæmper tilbage i disse områder. Der falder mindre end 15 centimeter regn om året, og nogle gange regner det ikke i årevis. Hvordan slukker elefanterne deres tørst og stiller deres enorme appetit?

Tilpasser sig ørkenen

I 1895 berettede man for første gang om elefanter i det vestlige Namib, men noget tyder på at elefanterne har levet i ørkenen i mange generationer. For nylig var der en periode på fem år hvor det ikke regnede, men elefanterne forlod ikke ørkenen. Så vidt man véd døde ingen voksne elefanter på grund af tørken, selv om utallige kuduer, oryx-antiloper og bjergzebraer samt nogle få elefantunger omkom. Mitch Reardon siger i sin bog The Besieged Desert at „elefanterne er blandt de dyr der besidder den største tilpasningsevne på jorden“.

For det meste er flodlejerne i Kaokofeld udtørrede, men vand fra de østlige skråninger siver frem under sandet, og det benytter elefanterne sig af. De graver vandhuller i flodlejerne, som bevares fordi de sørger for at de ikke sander til igen. Vandet siver ned i hullerne, og når elefanterne har slukket deres tørst, benytter myriader af andre dyr, fugle og insekter de samme huller, hvorved de overlever.

Elefanterne fortærer enorme mængder plantevækst. De behøver over 100 kilo om dagen, og man skulle derfor tro at de ødelagde økologien i området. Men læg mærke til hvad en anerkendt forsker, dr. Anthony Hall-Martin, skriver i sin bog Elephants of Africa: „Elefanterne i de frodige troper ødelægger hele træer blot for at æde nogle enkelte blade, men deres artsfæller i ørkenen vælter sjældent træerne. Hvis de gjorde, ville der snart ikke være noget at leve af. I stedet spises hver eneste grønne plante og vi fandt kun nogle få blade der var trådt ned og derved gik til spilde.“

I virkeligheden fremmer ørkenens elefanter træernes vækst. Elefanternes livret er akacietræer, og i sæsontiden fortæres store mængder af akaciefrø. Disse frø passerer så igennem elefantens fordøjelsessystem hvor frøene bliver blødgjort og derefter udskilt og afgivet i en dynge varm, nærende gødning, klar til at spire når regnen senere falder. Ja, takket være elefanterne, bevares akacietræerne i en endeløs økologisk cyklus.

At huske er at overleve

Du har sikkert hørt udtalelsen: „En elefant glemmer aldrig.“ Lad os prøve at se hvordan det passer på ørkenelefanternes levevis. De har et stærkt familiesammenhold, og en unge kan blive hos sin mor i op til ti år, hvilket er længere end hos andre pattedyr.

Under opvæksten færdes ungen blandt elefanter af forskellige aldre og lærer derved hemmelighederne ved at overleve i de barske omgivelser. Den lærer hvor og hvordan man kan finde vand, hvilke planter der er spiselige og hvornår de modnes, samt hvordan man undgår mennesket. Det er denne oplæring og viden elefantungen aldrig må glemme når den bliver voksen. „I tørketider er det elefantens hukommelse og erfaring der er nøglen til at den overlever,“ siger Reardon.

Elefanten lever i et matriarkalsk samfund hvor det er hævet over enhver tvivl at nøglefiguren bag hjordens overlevelse er den ældre hunelefant. Hun er anfører for sin familie og hjorden i deres konstante søgen efter vand og føde. I en alder af cirka 50 år besidder hun en stor erfaring i at overleve som hun giver videre til de yngre i hjorden. Det sker dog at en krybskytte dræber en ældre hunelefant, og sammen med hende forsvinder således mange oplysninger om hvor man kan finde mad.

Garth Owen-Smith fra Namibias Naturfredningsforening siger om disse elefanter fra Namib-ørkenen: „Det er værd at huske på at der ikke her er tale om helt almindelige vilde dyr. Dette er ørkenelefanter . . . Denne kombination . . . findes ikke andre steder i verden. . . . Det vil være et stort tab ikke bare for videnskaben men også for verden som sådan hvis de fik lov til at uddø.“ Disse kæmper vil dog ikke uden videre forsvinde fra deres selvvalgte levested. De ejer en utrolig tilpasningsevne og er veludrustede til at kunne overleve.

Andre metoder til at overleve

Hvis man fra et skjul får lejlighed til at betragte en flok elefanter på nært hold, vil man kunne få et lille indblik i deres overlevelsesteknik. Man vil bemærke at elefanterne samler sig rundt om en lav fordybning af fint sand, hvor de med forbenene sparker i jorden og tager støvet op med snabelen og blæser det ud over sig indtil de ligner grå spøgelser. Tror du det er fordi de godt kan lide at snavse sig til? Nej. Grunden er at dette støvlag virker som fint talkum der afkøler huden og beskytter dem mod den skarpe sol.

Hvis man er meget stille vil man kunne se flokken hvile sig efter støvbadet. Det eneste der ikke er i ro på elefanten er de store ører, der konstant bruges til at vifte med. Ud over at frembringe en let brise, der altid er velkommen, afkøles blodet der passerer gennem nettet af blodårer i ørerne med hele seks grader. Dette afkølede blod cirkulerer igennem den store krop og tilbage igen til ørerne. Er der også tider hvor du ville ønske at du havde et indbygget luftkonditioneringsanlæg?

Er dine fødder ved at blive trætte af at sidde på hug? Se hvordan den store voksne elefant derovre hviler sine fødder. Elegant bøjer hun forbenet, med foden balancerende på ’tåneglene’. Hun hviler trædepuderne under fødderne. Nogle gange krydser elefanterne deres bagben på en morsom måde ligesom en mand der læner sig op ad en spadserestok.

En anden sjov vane er vist på den modsatte side. Se den runde sten elefanten ruller under fødderne. Man mener at dette får trædepuderne under de trætte fødder til at slappe af, på samme måde som når en fodterapeut masserer en patients ømme fødder. Man skal huske på at flokken måske har gået mange kilometer, og dette kan være én af måderne hvorpå de kan lette trykket på fødderne.

Hvor længe vil de overleve?

Selv om elefanterne er i stand til at overleve naturlige farer i området, er det et spørgsmål om de også kan overleve angrebet fra deres eneste trussel — mennesket. Men det ser ud til det. De lokale stammer er nu blevet inddraget i bevarelsen af deres egne naturrigdomme.

Ifølge bladet African Wildlife har en oplysningskampagne om elefanternes bevarelse, iværksat af Namibias Naturfredningsforening, „resulteret i at stammeoverhovederne for både damara- og herero-stammerne har forbudt elefantjagt i området“. Naturfredningsforeningen har også fået støtte fra himba-høvdingerne i Kaokofeld der har udnævnt medlemmer af deres egne stammer til vildtbetjente.

Denne positive støtte fra naturfolkets ledere har ført til at stammerne nu føler sig stolte over naturen. „For første gang i femten år,“ skriver African Wildlife, „er antallet af elefanter og sorte næsehorn steget i dette imponerende og betagende område.“ Man kan så bare håbe at interessen for dette område af dyreriget vil fortsætte.

Disse omstrejfende dyr i dette vandløse, øde område vil også i fremtiden gennemstrejfe klippedragene her hvor de har valgt at leve. Ved hjælp af deres medfødte instinkter og indbyggede overlevelsesudstyr vil de kunne overleve i Namib-ørkenen.

[Illustration på side 25]

Elefanterne bevarer deres vandhuller i flodlejerne ved at sørge for at de ikke sander til

[Illustration på side 26]

Elefanterne ruller en rund sten under fødderne, tilsyneladende for at massere trædepuderne så de slapper af

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Clive Kihn