Om at finde fred midt i en krigstid
Af Vågn op!-korrespondent i Panama
PANAMA er i forhold til andre lande en ret ny stat. Panamas historie går kun tilbage til 1903, hvor landet løsrev sig fra Colombia og blev en selvstændig republik.
Panama har fra begyndelsen været tæt knyttet til De Forenede Stater på grund af bygningen og driften af Panamakanalen, som blev opført af ingeniørtropper fra USA i perioden fra 1904 til 1914. Men efterhånden som årene gik blev dette fredelige forhold til sidst vendt til mistillid og fjendtlighed.
Den 20. december 1989, omkring klokken et om natten lokal tid, kulminerede denne gensidige fjendtlige holdning i krig, da De Forenede Staters tropper invaderede Panama. Hvilke omstændigheder førte til denne invasion? Lad os tage et kort tilbageblik.
Hvad der gik forud for invasionen
I 1968 blev Panamas demokratiske regering styrtet ved et militærkup der blev ledet af en officer ved navn Omar Torrijos Herrera. Det nye militærstyre lagde vægt på den nationale suverænitet. Kanalzonen, som blev styret direkte af USA, blev derfor et stridsspørgsmål.
I 1977 blev den såkaldte Panamakanal-traktat underskrevet af general Torrijos og USA’s daværende præsident, Jimmy Carter. I denne traktat blev det bestemt at Panama i år 2000 skulle overtage hele ansvaret for kanalens administration, drift og vedligeholdelse.
I 1981 blev Torrijos dræbt ved et helikopterstyrt og blev senere efterfulgt af general Manuel Antonio Noriega. I februar 1988 blev der i Florida rejst tiltale mod Noriega for beskyldninger om narkotikasmugling. Fra det tidspunkt blev hans forhold til De Forenede Stater forværret. Året efter var der valg i Panama, men valgresultaterne blev annulleret af Noriegas regering. USA øgede derefter gradvist sine bestræbelser for at få afsat Noriega ved hjælp af diplomatiske og økonomiske sanktioner. Den 15. december 1989 erklærede Panamas nationalforsamling at Panama var i en slags krig med USA. Dagen efter blev en amerikansk marineinfanterist dræbt. Og kort tid efter gav præsident Bush ordre til at anvende militærmagt.
Grunden til invasionen var udadtil at beskytte de omkring 35.000 amerikanske statsborgere i Panama, opretholde sikkerheden ved kanalen, genindføre demokratiet og pågribe Noriega og bringe ham for retten for narkotikasmugling. Invasionen var den største amerikanske militæraktion siden Vietnamkrigen. Cirka 26.000 amerikanske soldater kæmpede mod Panamas forsvarsstyrke på skønsmæssigt 12.000 mand plus flere tusind frivillige borgere som var blevet trænet af Noriega-styret, og som var medlemmer af såkaldte „værdighedsbataljoner“.
Den 20. december 1989 ved ettiden om natten lokal tid, blev lokalbefolkningen i Panama City, i Colón, samt andre der boede i nærheden af militære mål, vækket ved lyden af krig — riffelskud og maskingeværsalver, eksploderende mortérgranater og raketdrevne bomber. Den amerikanske hær anvendte også højteknologiske våben, blandt andet seks F-117A Stealth-jagerfly, til en værdi af cirka 320 millioner kroner stykket, samt missiler styret af infrarøde stråler, Apache-helikoptere, kampvogne og soldater udstyret med briller der gjorde det muligt at se om natten. Inden for nogle timer var det meste af den organiserede modstand nedkæmpet, men i dagevis fortsatte de spredte skydninger mod værdighedsbataljonerne.
Kristen neutralitet under anarkiet
Jehovas Vidner er ud over hele jorden kendt for deres neutrale standpunkt i politiske spørgsmål. Hvordan klarede de sig gennem denne nationale katastrofe? Lige så snart kommunikationslinjerne blev åbnet igen, blev det undersøgt hvor mange tilskadekomne der var blandt de omkring 6000 forkyndere der er i landet. Adskillige familier havde mistet deres hjem og ejendele, men ingen havde mistet livet eller var blevet alvorligt såret, hvilket var meget glædeligt.
Et vidne som boede i nærheden af det panamanske militærs hovedkvarter i Chorrillo fortæller: „Min mand og jeg var hjemme da der pludselig eksploderede en bombe i nærheden af kanalzonen. Jeg sagde til min mand: ’Der kan meget let gå ild i vores træhus, så lad os se at komme væk.’ Vi løb bort fra huset og befandt os snart i et meget farligt område hvor amerikanske og panamanske soldater udkæmpede et større slag. Vi søgte beskyttelse i en bygning, og imens fortsatte bombningerne.
Den næste dag forlod vi farezonen. Vi standsede en bil og bad chaufføren køre os hen til en af min mands venner. Idet vi satte os ind i bilen blev jeg klar over at den var besat af bevæbnede mænd fra værdighedsbataljonen. Efter kort tid sagde en af mændene: ’Så er det ud.’ Og det var kun godt, for hvis vi havde mødt amerikanske soldater ville de sandsynligvis have åbnet ild mod mændene fra værdighedsbataljonen, og så var vi måske blevet skudt.
Vi tog derfra hen til en af min mands venner. De var ivrige katolikker, og deres søn læste til præst. Men alligevel deltog de i plyndringerne og spiste stjålne fødevarer. Jeg sagde derfor til min mand: ’Som et Jehovas vidne vil det være forkert af mig, og imod min samvittighed, at blive her.’ Vi tog derfor hen til nogle Jehovas vidner, som viste os stor omsorg.
Min mand var nedtrykt fordi vi havde mistet vores hus og alle de ejendele vi med stort slid havde skrabet sammen. Men vi havde bevaret det vigtigste, nemlig livet. Min mand havde ændret sit syn på Jehovas vidner, og derfor modsatte han sig ikke længere at jeg overværede møderne. Vi fulgtes endda ad til et foredrag, og han var imponeret over den fred og orden der rådede i menigheden.“
En anden forkynder på næsten 80 år, som boede i krigszonen, fortæller hvad hun oplevede: „Ved ettiden om natten bankede min niece på døren og råbte: ’Krigen er begyndt!’ Da jeg åbnede døren til opgangen så jeg at alle styrtede panikslagne ned ad trapperne. Gaderne var fyldt med mennesker der løb i alle retninger i et forsøg på at flygte fra bomberne og skyderiet. Men jeg lukkede blot døren og gik tilbage i seng.
Den næste dag løb folk igen rundt i gaderne, men denne gang var det ikke for at flygte fra kugleregnen men for at plyndre forretningerne. Nogle tilbød mig madvarer meget billigt, men jeg ville ikke købe dem da jeg vidste at det var tyvegods. De forsøgte så at forære mig varerne, men jeg fortalte dem at selv om varerne var en gave ville jeg ikke tage imod dem. Jeg spurgte dem om hvilken slags kristne de var, når de kunne tillade sig at tage noget der ikke tilhørte dem. En af dem svarede: ’Det må jeg godt for min Gud.’ Jeg sagde: ’Måske tillader din Gud det, men det gør den sande Gud, Jehova, ikke.’“
Omfattende plyndringer
Byen Colón har over et hundrede tusind indbyggere og ligger ved kanalens udmunding i Atlanterhavet, cirka 80 kilometer fra Panama City. Denne by var også krigsskueplads, og strategiske militære mål blev angrebet. Derefter fulgte plyndringer. En tilsynsmand i en af Jehovas Vidners menigheder i byen beretter: „Klokken lidt i et onsdag nat blev folk vækket ved lyden af bomber som ramte Panamas marinehovedkvarter, kun et par kilometer uden for Colón. Kampene fortsatte natten igennem, og til tider rykkede bombardementerne temmelig tæt på.
Om fredagen var der total kaos i byen, som blev kontrolleret af bevæbnede banditter. Politiet var sat helt ud af spillet. Nogen havde åbnet en skibscontainer fyldt med våben, og hvem som helst kunne nu forsyne sig, selv de der var sluppet ud af fængselet. Skydevåben lå også frit fremme på torvet, hvor de var til salg. Man kunne endda se mindreårige bære våben.
Folk gik amok. Flere kørte rundt og skød op i luften. De som vovede sig ud på gaderne satte livet på spil. Men jeg besluttede alligevel at gå ud for at undersøge hvordan mine trosfæller havde det. Nogle af dem kontaktede jeg samme formiddag, og vi aftalte at holde møde om eftermiddagen. Jeg var lige kommet hjem igen og skulle til at spise frokost, da jeg hørte lyden af helikoptere. Jeg gik hen til vinduet netop som en amerikansk helikopter kredsede over husene i nabolaget, og så den affyre tre raketter mod en 15-etages bygning — den højeste i byen.
Det var forfærdeligt! De skød mod et civilt mål hvor der boede over hundrede familier, hvoraf de fire var Jehovas vidner. Raketterne ramte netop de etager hvor disse familier boede. Nogle af dem der ikke var Jehovas vidner og som var imod invasionen havde tilsyneladende åbnet ild mod helikopterne inde fra bygningen, og amerikanerne gav igen med samme mønt. En tyk, sort røgsky steg op fra bygningen. Jeg prøvede at ringe til et af de Jehovas vidner som boede der, men ingen svarede. Ingen har sikkert svært ved at forestille sig hvordan jeg havde det. Senere ringede jeg til en anden familie, som til min store lettelse fortalte mig at alle vennerne var uskadte.“
Et andet vidne i den samme by fortæller om de plyndringer der fandt sted: „For cirka halvanden uge siden var der ingen myndigheder i byen. Banditterne havde overtaget styret og indledt systematiske plyndringer. Blandt dem der tog del i disse røverier var der både kirkegængere og folk i højt betalte stillinger, såsom advokater og læger. De kom bærende med ovne, køleskabe, stereoanlæg, datamater og andre ting. På det kontor hvor jeg arbejder blev der stjålet for 143.000 kroner.
Nogle mistede endog livet under disse plyndringer. En gruppe stjal fra en container i området lige over for Jehovas Vidners rigssal. Adskillige blev mast ihjel da containeren væltede ned over dem, men de andre fortsatte bare deres plyndring som om intet var sket. For at få fat i et bytte kæmpede de mod hinanden med knive og skydevåben. Dette viser tydeligt hvad der kan ske når der ikke er nogen ’højere myndigheder’, det vil sige regeringsmyndigheder, til at overvåge forholdene. Når mennesker under sådanne anarkistiske forhold ikke har Jehovas lov i deres hjerte, handler de nøjagtig som deres lave instinkter byder dem.“ — Romerne 13:1-4.
Organiseret hjælpearbejde
Man besluttede at sende nødhjælp lige så snart Jehovas Vidners afdelingskontor i Panama kendte antallet på dem der havde mistet deres hjem og som behøvede materiel hjælp. Mange af forretningerne var blevet plyndret i Panama City, hvor næsten halvdelen af landets befolkning lever. Afdelingskontorets udvalg kontaktede derfor vidner som boede i områder hvor det stadig var muligt at skaffe fødevarer. Vennerne ønskede at bidrage med penge og mad, og blev derfor bedt om at skaffe rigelige mængder af mel, ris, bønner, madolie og andre langtidsholdbare fødevarer.
En stor lastbil blev læsset med adskillige tons af disse madvarer, og allerede et par dage efter invasionen kunne de som trængte til hjælp, frit forsyne sig. Der blev oprettet fordelingssteder i mange rigssale i de berørte områder, og de var i kraft indtil alle havde fået hjælp. De fødevarer der blev tilovers stillede man til rådighed for dem der som en direkte følge af krigen havde mistet deres arbejde.
Mange af dem som havde mistet deres materielle ejendele var tilbageholdende med at bede om hjælp, og stod derved i skarp kontrast til dem som af grådighed plyndrede hvor de kom frem. Når et område rammes af en ulykke er der altid nogen der udnytter situationen til at skaffe sig materielle goder.
Nogle i Panama er optimistiske når det gælder landets fremtid under den nye regering, mens andre stadig betragter krigen som et imperialistisk overgreb. Jehovas vidner fortsætter imidlertid med at fortælle de retsindige om Guds rige, det eneste styre som kan løse ikke blot Panamas men også hele verdens problemer. — Daniel 2:44; Mattæus 6:9, 10.
[Illustrationer på side 24, 25]
Chorrillo-området blev hærget under kampene; butikker blev plyndret; militære anlæg blev ødelagt
[Illustrationer på side 26]
Supermarkeder og forretninger blev udplyndret