Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g90 8/7 s. 28-29
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1990
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • NYE BIBELOVERSÆTTELSER
  • KNOGLESKØRHED
  • FORDELE VED AMNING
  • KRIMINALITETSHÆRGET KARNEVAL
  • GADEVOLD
  • TØR IKKE KOMME HJEM
  • „IKKE NOGET AT FEJRE“
  • ULIGE KONKURRENCE?
  • BILKAPRING
  • KAMPAGNE MOD ABORT
  • HOMOSEKSUELT ALIBI
  • Knogleskørhed — en snigende sygdom
    Vågn op! – 2010
  • Osteoporose — sygdommen der giver ’skøre knogler’
    Vågn op! – 1997
  • Aktivitet og liv kontra inaktivitet og død
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1956
  • Hvorfor taber man kampen mod lovløsheden?
    Vågn op! – 1976
Se mere
Vågn op! – 1990
g90 8/7 s. 28-29

Vi betragter verden

NYE BIBELOVERSÆTTELSER

Hele Bibelen eller dele deraf er nu tilgængelig for cirka 98 procent af verdens befolkning og er helt eller delvis oversat til 1928 sprog. Den franske avis La Croix oplyser at Bibelen i 1989 udkom på 21 nye sprog, deriblandt tok-pisin, en form af pidgin-engelsk der tales i dele af Papua-Ny Guinea, trukesisk, der tales på øen Truk og andre øer i det sydlige Stillehav, lahu, et sino-tibetansk, men ikke kinesisk, sprog i Sydøstasien, samt bawm, som er udbredt i Bangladesh. I øjeblikket er man i gang med oversættelser til samisk, der tales blandt samerne i Skandinavien og dele af Sovjetunionen, samt til romani, sigøjnernes sprog.

KNOGLESKØRHED

En fjerdedel af alle hvide kvinder over 60 i USA bliver ramt af osteoporosis, også kaldet knogleskørhed. Dr. Jeanne Freeland-Graves fra University of Texas i Austin, USA, hævder at der er en sammenhæng mellem osteoporosis og blodets manganindhold. Af hendes forskningsresultater fremgår det at ældre kvinder med osteoporosis har et lavere indhold af dette mineral i blodet end raske kvinder i samme aldersklasse og at dette kan være en medvirkende årsag til sygdommen. „Knoglerne begynder at degenerere i 35-årsalderen,“ fortæller dr. Jeanne Freeland-Graves. „Men når kvinder kommer op i overgangsalderen, hører østrogenets beskyttende virkning op, og dette forstærker knoglernes degeneration.“ Hun fastslår at calcium ganske vist er af stor betydning for knoglerne, men at man ikke kan forebygge sygdommen alene ved at tage et calciumtilskud eftersom „knoglevæv består af andet end calcium, og et af de mineraler der findes i knoglerne er mangan“. Ananas, pekannødder, jordnødder, bønner, ris, spinat, batater, havregryn og fuldkornshvedebrød er næringsmidler der er rige på mangan.

FORDELE VED AMNING

Mødre der ammer deres børn, giver børnene en betydelig fordel — en begrænsning i risikoen for infektion, konkluderer et lægehold anført af professor Peter Howie fra Ninewells Sygehus og Medicinske Fakultet i Dundee (Skotland). I en undersøgelse har man fulgt nogle spædbørn i deres første hele leveår; det engelske lægetidsskrift British Medical Journal beretter at hyppigheden af mave- og tarmsygdomme hos de børn der fik bryst i deres første 13 uger, var mindre end en tredjedel af hyppigheden hos dem der fik flaske. En lignende, skønt mindre udtalt, virkning kunne spores med hensyn til luftvejssygdomme. Lægerne konkluderer at mødre skal „give bryst i mindst tre måneder“ for at opnå disse gavnlige virkninger.

KRIMINALITETSHÆRGET KARNEVAL

Den brasilianske avis Folha de S.Paulo har for nylig offentliggjort en liste over de kriminelle handlinger der fandt sted i São Paulo under karnevalet forud for fasten. Det drejede sig om 616 slagsmål, 17 tilfælde af voldtægt, 3 kidnapninger og 39 mord, samt 432 tyverier, indbrud og voldelige overfald — alt sammen begået inden for 18 timer. I samme tidsrum opstod der desuden 24 brande; der druknede 12 mennesker, 6 begik selvmord, og 17 børn blev forladt. Desuden blev der fundet 23 døde. Rapporter viser også at der hver dag i gennemsnit blev stjålet 260 biler i de fem dage festlighederne varede.

GADEVOLD

Ifølge The New York Times er New York den by i USA hvor der sker flest overfald på gaden. Avisen oplyser at der blev begået flere mord i New York i 1989 end nogen sinde før, nemlig i alt 1905. I de to første måneder af 1990 steg antallet af drab „20 procent i forhold til samme periode sidste år“, heri ikke medregnet de 87 der omkom under en pyromanbrand i Bronx i marts. Efter hvad avisen skriver, erkender politiet at dets 25.500 mand store styrke er overbebyrdet og har vanskeligt ved at opretholde lov og orden på gaderne. Sammenlagt blev der begået 542.932 ejendomsforbrydelser og 169.487 sædeligheds- og voldsforbrydelser i New York i 1989.

TØR IKKE KOMME HJEM

Hvad har mange japanske mænd fået ud af i årevis at arbejde over? De er blevet fremmedgjorte over for deres familie og har mistet deres myndighed som ægtemænd og fædre. En undersøgelse fra Fukoku Livsforsikringsselskab har vist at 40 procent af alle mandlige ansatte i Japans største firmaer mindst én gang om ugen vælger ikke at komme hjem. To tredjedele af dem drikker hele natten sammen med vennerne, og en tredjedel drikker alene. Og hvad værre er, nogle forsvinder. Repræsentanter for politiet har til Vågn op! udtalt at man i 1988 eftersøgte 46.577 tilsyneladende frivilligt forsvundne mænd og at det i hovedparten af tilfældene var familieproblemer der var årsag til forsvindingen.

„IKKE NOGET AT FEJRE“

„Stanley Matthews, der er Englands berømteste fodboldstjerne nogen sinde og den eneste der er blevet slået til ridder, synes ikke at der er noget at fejre,“ melder den brasilianske avis O Estado de S.Paulo. „I hans øjne er den moderne måde at spille på bedrøvelig fordi sportsglæden er væk.“ Stanley Matthews, der afsluttede sin karriere som professionel fodboldspiller i 1965 i en alder af 50, synes at vore dages fodboldspillere mangler opdragelse og moral og er voldelige og illoyale. „Nutidige spillere laver langt flere frispark end i min tid, og en stor del af underholdningen og fornøjelsen er gået tabt,“ siger Matthews. „Det hele har forandret sig meget. Hvis man før den anden verdenskrig spillede på landsholdet og blev udvist, kom man aldrig ind igen. Man ville blive pebet ud af sine egne fans.“

ULIGE KONKURRENCE?

Siden 1928 har man i Calaveras County i Californien hvert år afholdt springkonkurrencer for frøer. De fleste af de deltagende frøer er amerikanske oksefrøer, som sjældent vejer over et halvt kilo. Men en importør af eksotiske dyr har forsøgt at få sine goliatfrøer fra Vestafrika med i konkurrencen. En goliatfrø kan veje op til syv kilo og kan blive en meter lang. Konkurrencens hidtidige rekord er 6,5 meter i tre hop, men importøren af goliatfrøerne hævder at hans frøer kan springe lige så langt i ét hop. Arrangørerne har udelukket goliatfrøerne fordi, siger de, der ellers ville være tale om ulige konkurrence. Desuden er de bange for at goliatfrøerne måske ville spise de mindre frøer, og at nogle ville hoppe op af den 11 meter dybe arena og lande på tilskuerne.

BILKAPRING

Efterhånden som flere og flere biler bliver tyverisikrede, finder tyvene på nye strategier. „Da de ikke længere bare kan smadre en rude, kortslutte tændingslåsen og køre med bilen, er mange biltyve gået over til at stjæle køretøjet mens føreren sidder i det,“ skriver avisen Saturday Star, der udkommer i Johannesburg i Sydafrika. Nogle tyve har givet sig ud for at være politibetjente i biler med blåt blinklys. De har stoppet deres ofre og stjålet deres bil idet de har truet med skydevåben. Andre har stjålet bilen mens føreren holdt ved et trafiklys eller var ved at låse bilen op. Politiet mener at nogle varebiler bliver stjålet lige så meget for varernes som for køretøjets skyld. De opfordrer bilister til at låse dørene, ikke rulle ruderne for langt ned og passe på ved trafiklys og stoptavler.

KAMPAGNE MOD ABORT

Romersk-katolske biskopper i De Forenede Stater har engageret et kendt reklamefirma og et indflydelsesrigt politisk meningsmålingsinstitut til at lede en landsdækkende antiabortkampagne der henvender sig både til katolikker og ikkekatolikker. I de næste tre til fem år regner man med at ofre op mod 5 millioner dollars på projektet. „Opinionsundersøgelser viser at de fleste kvinder, herunder mange katolske kvinder, går ind for at kvinden inden for visse grænser har ret til fri abort,“ oplyser The New York Times.

HOMOSEKSUELT ALIBI

En ung mand der var tiltalt for overfald, voldtægt og andre sædelighedsforbrydelser blev frikendt af en domstol efter at et uventet vidne havde udtalt sig i retten. Vidnet var en katolsk præst fra bispedømmet Pittsburgh i Pennsylvanien. Ifølge avisen National Catholic Reporter „bevidnede præsten at han og den anklagede havde været elskere og var sammen da den påståede voldtægt fandt sted“. På grund af denne chokerende offentlige tilståelse blev den homoseksuelle præst suspenderet på ubestemt tid.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del