Crackmisbrug — Findes der en udvej?
DER kan ikke herske tvivl om at crackmisbruget har fået en kolossal udbredelse, og problemet bliver værre og værre. Emnet får omtale i medierne. På skadestuer og intensivafdelinger har man de voldelige følger inde på livet. Fødeafdelingerne er fyldt med crackskadede spædbørn, og nogle steder må man endda inddrage depotrum til sygestuer.
Visse steder afvænner og revaliderer man børn der endnu ikke er teenagere. Socialvæsenet trygler om bevillinger til at bekæmpe epidemien. Nogle patienter påstår at de ikke kan klare at blive afvænnet; andre ønsker det ikke. De sidstnævnte kan ofte se frem til en trøstesløs, voldspræget tilværelse med høj dødsrisiko. For de førstnævnte er der håb.
I The New York Times for 24. august 1989 hed det: „For blot et år siden blev crack almindeligvis anset for at være et forholdsvis nyt og stadig ret uudforsket stof med specielle egenskaber der medførte en næsten uhelbredelig afhængighed;“ men nu har forskerne erfaret at man under de rette omstændigheder med held kan behandle denne afhængighed. Dr. Herbert Kleber, der er vicedirektør for USA’s narkotikabekæmpelsesråd, udtaler at crackafhængighed kan behandles og at det altafgørende er at misbrugere anbringes i en familie eller en samfundsgruppe de aldrig har været i før. Han pointerer at det ikke så meget drejer sig om at resocialisere misbrugerne som at give dem en social identitet.
Forskere har erfaret at crackmisbrugere lettest kureres ved hjælp af et tretrinsprogram — afgiftning, omfattende personlig rådgivning og oplæring, samt, som det vigtigste, støtte i et sundt miljø. Det vanskeligste er ikke at afgifte misbrugeren, at afvænne ham fysisk. Ofte kan han klare det selv, hvis betingelserne er til stede. Mange gange er misbrugeren for eksempel nødt til at holde op med sit misbrug når han ikke har råd til at købe stof. En anden udvej er at anbringe misbrugeren i fængsel eller på et hospital, afskåret fra crack. Det sværeste er imidlertid at holde ham fra stoffet når han igen får adgang til det.
Nogle misbrugere har haft held til at vriste sig ud af stoffets jerngreb ved at deltage i særligt tilrettelagte behandlingsprogrammer, men specialister understreger at de fleste kun forbliver stoffri i få uger. For eksempel nævner dr. Charles P. O’Brien, en psykiater ved Pennsylvaniens universitet, at to tredjedele af deltagerne i hans afvænningsprogram får tilbagefald i løbet af den første måned. Andre programmer har haft endnu ringere resultater.
Miljøets betydning
„Man kan blive nødt til at fjerne misbrugerne fra deres vante omgivelser,“ fortæller en velkendt leder af et behandlingscenter. „Man må flytte dem fra narkomiljøet, ellers betyder det den visse død.“ Forskere har konstateret at miljøet er den vigtigste grund til at de fleste afvænnede igen begynder at tage de stoffer de engang var afhængige af. Årsagen er indlysende. Var det ikke netop dette miljø der bragte dem i forbindelse med behandlingssystemet? Var crack ikke til salg på ethvert gadehjørne, så misbrugeren under pres, måske endog fra venner og familie, lod sig lokke til at tage det første drag af crackpiben? Hvem skal nu holde modet oppe hos dem så de fortsætter behandlingen og for bestandig siger farvel til stofmisbruget?
De bedste resultater er opnået med programmer der har fokuseret på miljøets betydning for vedvarende stofmisbrug. Om denne behandlingsform skriver The New York Times: „Patienten lærte hvordan han skulle holde sig fra stoffet, deriblandt hvordan han skulle undgå alt hvad der fremkalder trangen til det.“ Trangen kan, ifølge avisen, melde sig ved „synet af den gade hvor man engang har købt crack, en bortkastet kapsel på fortovet, en tandlægeklinik, eller en medicinlugt der vækker associationer om cracklugten“. Virkningsfulde behandlinger har også fremhævet vigtigheden af at misbrugere „brød forbindelsen til alle venner og familiemedlemmer der stadig tog stoffer“. Misbrugerne har fået det fornuftige råd at finde sig nye venner der ikke er narkomaner.
Du kan sige nej!
Bogen Self-Destructive Behavior in Children and Adolescents kommer med denne iagttagelse: „En ung stofmisbruger er som regel blevet præsenteret for de forskellige stoffer af en kammerat. . . . Denne har måske bare villet give den anden del i noget rart eller spændende.“ Men som voksne stofmisbrugere kan bekræfte, er det ikke bare unge der kommer ud for gruppepres. Uanset alder har man gavn af at følge dette råd fra Bibelen: „Den der vandrer med de vise bliver viis, men den der omgås tåber går det dårligt.“ — Ordsprogene 13:20.
Hvis du er ung og synes at dine problemer er ved at vokse dig over hovedet, så brug ikke narkotika som flugtmiddel. Det gør kun ondt værre. Tal problemerne igennem med dine forældre eller andre ansvarsbevidste voksne som virkelig har dit ve og vel på sinde. Husk også Bibelens råd: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil . . . beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ — Filipperne 4:6, 7.
[Ramme på side 9]
„Ice“ — værre end crack
„Japanerne kalder det shabu; i Korea hedder det hiroppon. Amerikanske stofmisbrugere der er ved at opdage den stærke rus og den forfærdelige eftervirkning stoffet giver, kalder det ganske enkelt ’ice’ [is],“ fortæller tidsskriftet Newsweek om dette nye stof, der stammer fra Asien. Det er en form for metamfetamin, eller speed, og fremstilles i laboratorier af lettilgængelige kemikalier. I modsætning til crackrusen, der varer nogle minutter, kan ’ice’ virke i timevis, helt op til 24 timer. Stoffet gør ofte brugeren voldelig. Ved længere tids brug opstår der psykiske skader og livstruende lunge- og nyrelidelser. Newsweek kalder virkningen af ’ice’ på nyfødte „forfærdende“. En forsker beskriver det sådan: „Hvis man synes at kokainmisbrug er slemt, skal man vide at det er det rene barnemad i sammenligning med dette stof.“ Afvænning er vanskeligere end med kokain, og selv efter to års behandling kan hallucinationerne være lige stærke.