En sangkarriere der skænker varig lykke

ALLEREDE som barn var jeg besluttet på at gøre karriere som sangerinde, og med årene lykkedes det mig at blive en berømt fadosangerinde i Lissabon. (Fado er en speciel portugisisk, nostalgisk musikform.) Snart optrådte jeg også i andre portugisiske byer og i den landsdækkende radio.

Derefter arrangerede min impresario en Spaniensturné der omfattede Madrid, Barcelona, Zaragoza og Bilbao. Efter en optræden i Frankrig fulgte så to år i Angola, hvor jeg sang i en lang række byer og, i 1972, blev kåret til „fadoens dronning“.

Imidlertid var jeg mest interesseret i at bruge min sopranstemme til klassiske partier, og efter hjemkomsten til Lissabon begyndte jeg derfor at tage undervisning. Jeg var fuldstændig opslugt af min karriere, uden dog at være rigtig lykkelig. Jeg følte en åndelig tomhed og ønskede et nært forhold til Gud, men vidste ikke hvordan jeg skulle nærme mig ham.

I 1973 var jeg på turné i Brasilien. En aften efter en tv-transmission var de medvirkende indbudt til et cocktailparty, og det varede ikke længe før min brasilianske impresarios kone drejede samtalen hen på de sørgelige samfundsforhold og verdensproblemerne. Hun imponerede mig ved åbent og ærligt at få os til at tænke på om Gud havde en løsning der var værd at overveje. Jeg fortalte hende at jeg troede på Gud. Inden aftenen var omme tilbød hun mig venligt en bog der hed Sandheden der fører til evigt liv. Først senere fandt jeg ud af at hun var et af Jehovas vidner.

Min sidste pladeoptagelse

Kort efter rejste jeg hjem til Portugal for at indsynge min tredje plade, men det var min afgjorte agt at genoptage turneen i Brasilien. Jeg anede ikke at det skulle blive min sidste pladeoptagelse.

I Lissabon fik jeg besøg af en ung dame der begyndte at tale om de velsignelser for jorden som Guds riges styre vil medføre. Jeg lyttede opmærksomt mens hun læste op af Bibelen om de yderst interessante og tiltrængte forandringer Gud har lovet dem der længes efter retfærdighed.

Det jeg hørte gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg længtes efter netop de forhold hun beskrev ved hjælp af Bibelen. Det lindrede min smerte efter den skilsmisse jeg trods min ungdom allerede havde været igennem da min mand havde forladt mig til fordel for en anden kvinde.

Forestil jer min overraskelse da damen derefter tilbød mig den samme bog jeg havde modtaget i Brasilien! De efterfølgende samtaler fik mig til at indse at der findes noget mere værdifuldt end berømmelse og rigdom. Jeg var besluttet på at lære Bibelens vidunderlige løfter bedre at kende.

En vidtrækkende beslutning

Jeg var usigelig glad for mit ugentlige bibelstudium. Hurtigt fik jeg et nærmere og mere personligt forhold til Skaberen, Jehova Gud.

Jeg kom rigtignok ud for prøvelser da jeg havde besluttet at opgive min indbringende professionelle sangkarriere. Der blev gjort intense forsøg på at få mig til Brasilien, og jeg blev også tilbudt en kontrakt om at optræde i den nordportugisiske by Porto. Bagtanken var at hvis jeg kom væk fra Lissabon ville jeg måske skifte mening og fortsætte min sangkarriere.

Men jeg havde truffet min afgørelse. Jeg besluttede at rejse til Frankrig og bo hos min gifte søster for at undgå ethvert forsøg på at lokke mig tilbage til underholdningsbranchen. Det viste sig imidlertid at hun og min svoger var stærkt imod min nyfundne tro. De tillod ikke engang at mit ugentlige bibelstudium blev holdt i deres hjem. Uforknyt rejste jeg godt 30 kilometer frem og tilbage for ikke at undvære mit studium. Til sidst bad de mig forlade deres hjem.

Nu måtte jeg klare mig selv, og jeg blev ansat hos en velhavende dame. Hun planlagde at holde tre måneders ferie på den græske ø hun ejede og indbød mig til at ledsage hende; men jeg indså hvor risikabelt det var at blive afskåret fra Jehovas folk og besluttede derfor at lade være.

I stedet overværede jeg det portugisiske program ved Jehovas Vidners områdestævne i Toulouse i 1974. Der var over 12.000 til stede. Her blev jeg døbt som symbol på at jeg havde indviet mig til Jehova Gud. Det var mit første stævne, og interessant nok blev det det sidste stævne Jehovas Vidner i Portugal afholdt i udlandet fordi deres stævner var forbudt i hjemlandet. Siden har man frit kunnet afholde stævner i Portugal.

En ny karriere

Den måned jeg deltog i stævneforberedelserne i Toulouse prægede mig stærkt. Det var en enestående forret at tilbringe hver dag sammen med trofaste kristne brødre og søstre der havde bevaret deres uangribelighed i årevis under Salazars diktatur i Portugal.

Den nære kontakt med heltidstjenerne vakte et stærkt ønske hos mig om at blive en af dem. Seks måneder efter min dåb begyndte jeg derfor i heltidstjenesten i Portugal, og kort efter blev jeg indbudt til at blive specialpioner. Gæt hvem min makker skulle være! Maria Eulalia da Luz, netop den forkynder der havde tilbudt mig ’Sandhedsbogen’ i Lissabon!

Et revolutionært distrikt

Sydportugal var vores første specialpionerdistrikt. Området var efter revolutionen i 1974 en kommunistisk bastion, og stemningen var på kogepunktet i provinsen Baixo Alentejos småbyer hvor vi virkede. Snart kom vi ud for voldsom modstand.

I et forsøg på at skræmme os var der nogle mænd som gang på gang stenede det hus vi havde lejet, hvilket kostede os mange søvnløse nætter. Og så blev låsen til fordøren sprængt i stykker. Men en mand der ellers havde modstået vort arbejde, lejede os overraskende nok et bedre hus fordi han indså hvor farligt det var for os at bo så afsondret som vi gjorde. En dag slog modstandere døren ind mens vi var borte. Forestil jer vores forbløffelse da vi kom hjem og fandt vores nye vært i færd med at bevogte huset! Vi takkede Jehova for hans beskyttelse. — Salme 145:18, 19.

Trods modstanden bar vort arbejde god frugt. Da vi forlod området kunne vi glæde os over at der var dannet to nye menigheder af Jehovas Vidner, hver med sin pæne rigssal.

En stor udfordring

I 1977 fik vi nyt distrikt: Madeira-øgruppen. Naturen på disse subtropiske øer byder på storslåede scenerier, men det bjergrige terræn tærede på kræfterne.

Øboerne var diametrale modsætninger til folk i vort tidligere distrikt. Helgendyrkelse var et vigtigt islæt i deres gudsdyrkelse. Analfabetismen var udbredt, og folks tilværelse var domineret af overtro. Her så vi med egne øjne virkningerne af at falske religiøse ledere i åndelig forstand lagde „tunge byrder“ på folks skuldre, og det tilskyndede os stærkt til for enhver pris at give dem der ’sled og slæbte og var tyngede af byrder’, ny åndelig styrke. — Mattæus 11:28, 29; 23:4.

Folk afviste os ofte ved at sige at de var katolikker og ikke behøvede noget fra os. Så plejede jeg at spørge om de stadig fremsagde bønnen „Fadervor“. Når de svarede bekræftende, sagde jeg at vi alle længtes efter at Guds vilje skulle ske på jorden, da mennesket jo ikke udrettede meget godt nu til dags. Hvis vi var enige heri, spurgte jeg om de havde tænkt over hvad Guds vilje er med os. Tit fik det folk til at lytte, og så havde vi en venlig samtale.

En dag da jeg stod og talte med en interesseret dame, blev jeg pludselig forskrækket af fyrværkeribrag omkring mig. Ophavsmanden var damens hidsige søn. Rasende kastede han en bog efter mig og ramte mine ben. Han svingede med en segl man brugte til bananhøst og truede mig på livet. Men da han hævede seglen over mit hoved, kom den eneste mand han respekterede og frygtede, pludselig ud af bananplantagen og råbte strengt: „Hvad laver du?“ — og hindrede den sanseløse mand i at overfalde mig.

Ved to andre lejligheder blev jeg truet på livet i dette distrikt, og begge gange oplevede jeg Jehovas beskyttelse. (Salme 68:19, 20) Faktisk var distriktet ret modtageligt for den gode nyhed om Guds rige, og da vi rejste, var mange nye begyndt at overvære møderne.

I et andet distrikt i Madeira-øgruppen begyndte jeg et studium med en kvinde hvis mand ikke brød sig om os. Han havde dog stor respekt for Bibelen. Som bager havde han natarbejde, og uden at vi vidste af det, lyttede han i smug til det ugentlige studium når han var vågnet. For hver gang voksede hans interesse, men han kunne ikke begribe at Gud hedder Jehova.

Han besluttede at undersøge sagen selv ved hjælp af sin egen „gode, gamle bibel“, men kunne ikke finde den. I sit ønske efter at fastslå sandheden om Guds navn havde han ingen ro på sig. Kort efter blev hans dyrebare bibel fundet under en hovedrengøring i bageriet, og ivrigt slog han adskillige henvisninger efter. Dér stod det! Guds navn var uden tvivl Jehova! (Salme 83:18) På kort tid gjorde han kolossale fremskridt og blev døbt. I dag tjener han trofast i menigheden.

Mit nyeste distrikt

For tiden tjener jeg i det nordlige Portugal i byen Braga. I mange år har det været et religiøst centrum med en fremtrædende katolsk kirke og et katolsk universitet. Mange ville have forsværget at så mange kirker en dag skulle opleve en dalende tilslutning, men det er hvad der sker nu.

Vi træffer mange der tror på udviklingsteorien og som åbent erklærer sig for agnostikere. Bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse? er med sine argumenter for skabelsen et fremragende redskab til at ’nedrive ræsonnementer og alt hvad der er hovmodigt og rejser sig imod kundskaben om Gud’. — 2 Korinther 10:5.

Den bedste karriere

Når jeg ser tilbage på de seneste 15 år, tvivler jeg ikke på at jeg valgte den bedste karriere da jeg besluttede ikke først og fremmest at bruge stemmen til at synge med, men til at tale med andre om Guds forunderlige løfter. Den kærlige indbydelse til at benytte stemmen i forkyndelsen af ’den gode nyhed’ kommer fra Jehova selv og gælder alle der vil tage imod den. — Mattæus 24:14; Romerne 10:13-15.

Det er en ubeskrivelig forret at forsøge at nå ind til hjertet hos dem der „slider og slæber og er tyngede af byrder“ med indbydelsen til at ’komme og frit tage af livets vand’! (Åbenbaringen 22:17) Budskabet fra Guds ord taler til hjertet hos ydmyge mennesker. Min pionermakker og jeg føler os privilegerede over fortsat at kunne bruge stemmen, ikke til at skaffe os berømmelse og rigdom, men til at lovprise Gud og bringe andre evige velsignelser.

Jeg føler at min nuværende „sangkarriere“ langt overgår min forhenværende, for nu gør jeg som salmisten sagde: „Syng for Jehova, velsign hans navn. Fortæl dag efter dag den gode nyhed om hans frelse.“ (Salme 96:2) — Fortalt af Madalena Ferraz Martins.

[Illustration på side 24]

Madalena Ferraz Martins og hendes pionermakker, Maria Eulalia da Luz