Fra Hitlers hær til missionærtjeneste i Spanien

Fortalt af Georg Reuter (bærer fanen ovenfor)

HVAD er meningen med livet? Før eller senere stiller de fleste sig selv dette vigtige spørgsmål. Et dødsfald i familien, en alvorlig ulykke, eller måske alderdomsproblemer kan tvinge os til at tænke over tilværelsens store spørgsmål.

Dette skete for mig i sommeren 1930. Dengang var jeg kun seks år gammel. Jeg boede hos mine forældre i byen Essen i Tyskland. Jeg glemmer aldrig hvordan min sorgløse verden blev rystet den dag jeg fandt min elskede kanariefugl død i sit bur. ’Hvordan kunne det ske?’ spurgte jeg mig selv. ’Den har altid sunget så smukt.’

Forsigtigt lagde jeg den døde fugl i en tom konservesdåse og begravede den i haven. Men jeg kunne ikke glemme det der var sket. I ugevis, ja i månedsvis, blev jeg ved med at gå og spekulere på hvad der var blevet af fuglen. Til sidst kunne jeg ikke styre min nysgerrighed længere. Resolut gik jeg ud i haven og gravede dåsen op. Da jeg åbnede den, fik jeg mig en slem overraskelse! Fuglen var væk. Der lå kun nogle få knogler og fjer. ’Er det alt hvad der er tilbage af fuglen? Hvad sker der mon med os mennesker når vi dør?’ spurgte jeg mig selv.

Dengang fik jeg intet svar på mine spørgsmål. Jeg vidste heller intet om de rædsler der ventede mig forude, og som skulle få mig til ivrigt at søge efter svar på barndommens nagende spørgsmål.

Nazistisk hjernevask og terror

Årene svandt, og jeg kom i lære inden for byggebranchen. I mellemtiden var Hitler kommet til magten, og hans propagandamaskine kørte i højeste gear for at hjernevaske hele nationen. I stedet for „godmorgen“ sagde man nu „Heil Hitler“! Overalt så man uniformerede mennesker — fra Jungvolk og Hitler-Jugend (ungdomsorganisationer), fra Bund Deutscher Mädel (Tyske Pigers Forbund), og fra SA (Sturmabteilungen, stormtropperne) og SS (Schutzstaffel, Hitlers elitekorps). Jeg husker levende de utallige parader, samt musikken og fanfarerne der gjaldede i gaderne — det var en betagende tid for letpåvirkelige unge.

Smittet af den udbredte begejstring begyndte jeg også snart selv at tage del i disse aktiviteter. Luften genlød af nationalistiske slogans som „I dag er Tyskland vores, i morgen hele verden“ og „Flaget frem for livet“. Som den godtroende teenager jeg var, slugte jeg det hele råt.

Men allerede i disse første år viste naziregimet sit hæslige ansigt. En novembermorgen i 1938 så jeg en jødisk synagoge gå op i flammer. Og mærkeligt nok stod brandmændene blot rundt om og så til, uden at gøre det mindste for at slukke branden. Samme morgen var byens største forretningsgade overstrøet med glasskår. De jødiske butikker var om natten blevet raseret og plyndret. Denne nat blev senere kaldt die Kristallnacht (Krystalnatten). Terrorhandlingerne var blevet organiseret af SS som „spontane demonstrationer“ af folkets protest mod jøderne. Jødehadet flammede op overalt.

Soldat i Anden Verdenskrig

Jeg var 16 år gammel da jeg den 1. september 1939 hørte den skæbnesvangre radiomeddelelse: at tyske tropper havde overskredet den polske grænse. Invasionen af Polen var begyndt, og dermed den anden verdenskrig.

Efter udstået læretid blev jeg indrulleret i den tyske hær. Da jeg havde gennemgået den fornødne træning blev jeg sendt til Polen, hvor jeg blev vidne til afbrændingen af den jødiske ghetto i Warszawa. Jeg så togvogne fyldt til bristepunktet med stakler på vej til de frygtelige koncentrationslejre. Der måtte være noget rivende galt et eller andet sted, men jeg slog tvivlen ud af hovedet. Jeg stolede stadig på Førerens ufejlbarlige visdom.

Kort efter den tyske invasion i Sovjetunionen blev jeg sendt til Kaukasus. Hvor var det trist at se dette smukke område tilsølet af krigsblod! Derefter fulgte den frygtelige vinter 1942-43, med en kulde som den tyske hær slet ikke var forberedt på. Den frosne jord tillod os ikke engang at begrave vore døde kammerater. Den vinter satte en stopper for vor videre fremmarch — slaget om Stalingrad var tabt, ja, en hel hær var tabt. Skønt vort tilbagetog i Hitlers propaganda blev betegnet som ’en etablering af sikre grænser’, ønskede vi soldater blot at komme hjem. Krigens barske realiteter overbeviste mig om at Hitlers storhedsdrømme ikke var andet end luftkasteller.

Under tilbagetrækningen blev jeg ramt af en granat. Jeg blev alvorligt såret i brystet og bragt til et militærhospital. Her blev jeg øjenvidne til krigens forfærdelige følger: de lemlæstede soldater, fortvivlelsen og den forfærdelige meningsløshed ved det hele. Mine tanker gik tilbage til den døde kanariefugl. Var der egentlig nogen forskel på dyr og mennesker?

Jeg var en af de heldige. Jeg kom mig af mine kvæstelser og overlevede. Ved slutningen af krigen havnede jeg i en fransk krigsfangelejr, men bagefter vendte jeg hjem til min familie, hvoraf alle havde overlevet rædselsårene.

Et helt nyt livssyn

Under mit lange fravær var mine forældre og min broder blevet Jehovas vidner, så vi fik os nu nogle lange drøftelser om religion. Jeg kunne ikke tro på en Gud der tillod så megen ondskab og lidelse. På de tyske soldaters bæltespænde stod der: „Gott mit Uns“ (Gud med os). Men hvor havde Gud været under al den lidelse og død? Præsterne havde forsikret os om at Hitler var en gave fra Gud — og dog var det Hitler der havde lagt vort land i ruiner.

Ved hjælp af Bibelen forklarede fader mig tålmodigt hvorfor vi oplevede sådanne vanskelige tider. Han hjalp mig til at forstå at Gud ikke støtter nogen af parterne i menneskers krige men meget snart „standser krige indtil jordens ende“. (Salme 46:9) Fader viste mig ud fra Bibelen at hvad døden angår ’har mennesket ingen fordel fremfor dyrene’. — Prædikeren 3:19.

Den følgende søndag inviterede mine forældre mig med til et offentligt foredrag som blev afholdt af Jehovas Vidner. Jeg glemmer aldrig den dag. Mødet blev holdt på en skole, og tilhørerne måtte sidde på små bænke. Jeg brød mig ikke om at skulle på skolebænken igen, men nu sad jeg her med mine lange ben krummet sammen under de små borde. Foredraget var imidlertid så interessant at jeg glemte alt om min ubekvemme siddeplads. Under anden time hæftede jeg mig ved at publikum ivrigt deltog i drøftelsen af et bibelsk emne og i besvarelsen af de spørgsmål mødets leder stillede.

Da mødet var til ende kom flere af de tilstedeværende hen for at byde mig velkommen. Jeg var overvældet over deres ægte venlighed. Desuden slog det mig straks at der ikke var nogen der røg, for på det tidspunkt var jeg selv storryger.

Fra den dag af kom jeg til alle Jehovas Vidners møder og gav endog mit besyv med. Efterhånden begyndte brikkerne at falde på plads. Jeg blev klar over at Gud ikke var skyld i blodsudgydelserne under den anden verdenskrig. Jeg lærte at det var Guds hensigt at skabe et verdensomspændende paradis med evige velsignelser for lydige mennesker. Hvis jeg selv ønskede det var der også plads til mig i Guds hensigter.

Det var bestemt et budskab der var værd at forkynde. Hitler havde pralende talt om sit „tusindårsrige“, som dog kun kom til at bestå i 12 år og med de forfærdeligste resultater til følge! Kun Kristus — hverken Hitler eller nogen anden jordisk hersker — kan oprette et tusindårigt styre på jorden, og det vil han gøre når han har fjernet al den ondskab som plager menneskeheden. — Åbenbaringen 20:4.

Jeg var betaget af dette vidunderlige håb og kunne ikke lade være med at fortælle mine venner om det. Endelig havde jeg fundet den sande mening med livet. Selvfølgelig måtte jeg først og fremmest holde op med at ryge, hvilket afgjort ikke var let. Men jeg fastsatte en dato, og fra den dag af nægtede jeg at besmitte mig selv med tobak. Jeg havde indset at som en Guds tjener måtte jeg rense mig for „enhver besmittelse af kød og ånd“. — 2 Korinther 7:1.

Heltidstjeneste på Betel

Kort efter min indvielse og dåb begyndte jeg i heltidstjenesten sammen med min broder. Vi var færdige med vort verdslige arbejde ved middagstid og cyklede bagefter ud for at forkynde. Vi havde næsten ingen publikationer i de første år efter krigen, men forsøgte så vidt muligt at følge den interesse op vi mødte, ved midlertidigt at udlåne blade, bøger eller brochurer for at så mange som muligt kunne høste gavn af budskabet. Snart ændrede situationen sig imidlertid.

Broder Nathan H. Knorr, Vagttårnsselskabets daværende præsident, havde kort forinden besøgt Tyskland og var blevet underrettet om behovet for publikationer. Snart ankom de første skibsladninger fra Brooklyn, hvilket betød at afdelingskontoret i Tyskland fik ekstra arbejde med at sende alle publikationerne ud til menighederne. En dag modtog min broder og jeg et telegram der lød: „Kom omgående til Bibelhuset [Betel].“

Jeg husker at jeg sagde til min broder at vi nu sikkert ville få lejlighed til at læse i Bibelen næsten hele dagen. Men denne misforståelse blev hurtigt ryddet af vejen, for ved ankomsten fik vi følgende besked: „Vi har brug for en mand i trykkeriet og en i forsendelsen! Tænk over det og find ud af hvem af jer der melder sig til hvad.“ Jeg endte i forsendelsesafdelingen og min broder i trykkeriet.

I disse travle dage havde vi kun meget begrænset tid til bibelstudium. Til tider arbejdede vi i døgndrift for at få alle publikationerne sendt rettidigt ud til menighederne. Ikke desto mindre bidrog samværet med trofaste brødre som Erich Frost, Konrad Franke og August Peters, der alle havde tilbragt mange år i koncentrationslejre, i høj grad til vor åndelige vækst.

I den afdeling hvor jeg arbejdede var der en ung søster, Magdalena Kusserow. Hun havde udholdt fire års ophold i koncentrationslejr fordi hun havde nægtet at sige „Heil Hitler!“ — mens jeg var blevet sendt i fransk krigsfangelejr fordi jeg i min vildfarelse havde kæmpet for de nazistiske idealer. Men nu havde sandheden fra Guds ord bragt os sammen. Vi havde de samme mål, og besluttede at tjene Gud sammen.a

Lokomotivkøkken

Efter vort bryllup var vi besluttede på at fortsætte i heltidstjenesten, da vi vidste at der var meget at gøre. Og vi har fået lov til at løse mange spændende opgaver. I 1951 blev jeg for eksempel sat til at føre tilsyn med bespisningsafdelingen ved et tredages stævne i Frankfurt am Main, hvor vi ventede 35.000 delegerede.

Det var en skræmmende opgave at skulle lave varm mad til så mange mennesker med det begrænsede køkkenudstyr vi havde til rådighed. Men så fandt vi på at bruge 51 store dampkedler og lade dem opvarme ved hjælp af et damplokomotiv. Hvordan skaffede vi et lokomotiv? Det lykkedes os at låne et hos et jernbaneselskab, og vi fik et firma i Frankfurt til at fremstille trykventiler til os, så lokomotivet kunne levere damp med det rette tryk til madlavning.

Hvor var vi lettede da generalprøven dagen før stævnet gik glat! Aviserne skrev en hel del om denne „nye opfindelse“ til massebespisning, som de kaldte det, og viste fotos af vort køkken og af lokomotivet. På den måde fik stævnet „Ren tilbedelse“ megen positiv medieomtale, og tilhørerskaren nåede op på over 47.000.

Under dette stævne blev jeg indbudt til at tjene som rejsende repræsentant for Vagttårnsselskabet. Ledsaget af min hustru tjente jeg først i kredstjenesten, hvor jeg besøgte en ny menighed hver uge, og siden i områdetjenesten, hvor jeg besøgte hele kredse ad gangen ved stævnerne. Det var en stor forret at tjene sammen med brødre som Martin Pötzinger (der senere blev medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd), Heinrich Dickmann og Richard Kelsey. Vi lærte meget af disse modne brødre. Hver eneste dag sammen med dem var en velsignelse fordi de hver især havde forskellige gaver at give.

Missionærtjeneste i Afrika og Spanien

I 1961 havde jeg den forret at overvære Vagttårnets Bibelskole Gilead i Brooklyn i New York. Vores klasse bestod overvejende af brødre og kurset varede i ti måneder. I den tid blev min hustru, som ikke kunne være med, hjemme i Tyskland. Under adskillelsen skrev vi imidlertid hyppigt sammen og udvekslede erfaringer, så tiden fløj af sted.

Vi fik tildelt missionærdistrikt i Togo, et lille land i Vestafrika. Dér måtte vi lære et nyt sprog, ewe, for at nå ind til lokalbefolkningens hjerte. Men det var indsatsen værd. For de gæstfri mennesker i Togo er enhver fremmed en ven, men hvis han taler deres sprog, betragter de ham som deres broder.

Kort efter ankomsten til Togo begyndte jeg at studere Bibelen med en ung engelsktalende afrikaner ved navn Abraham. Inden længe var han med mig i forkyndelsen. Han viste sig at være en uvurderlig hjælp når jeg skulle forklare Bibelens budskab for den ewetalende befolkning.

Vi gjorde god brug af bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis, som indeholdt mange billeder og som var ideel til studiebrug. Alligevel var der visse ting det var svært for landbefolkningen at forstå. Hvordan skulle de kunne fatte tallet 144.000, der er omtalt i Åbenbaringen, kapitel 7, når de kun var vant til mønter på 25, 50 eller allerhøjst 100 francs? Min makker var mester i at bruge fingrene, og om nødvendigt tæerne, når han skulle forklare tingene. Til tider tegnede vi også i sandet.

Vi var meget kede af det da vi af helbredsgrunde måtte vende tilbage til Europa, først til Luxembourg og siden til Tyskland. Men vi havde stadig missionærånden, og kort efter planlagde vi at flytte ud hvor behovet var større, nemlig til Spanien.

Efter at have lært endnu et nyt sprog, fik jeg igen den forret at betjene vore åndelige brødre i kredstjenesten. Desuden medvirkede vi et år ved byggeriet af et nyt betelhjem nær Madrid. Magdalena og jeg har været meget glade for at kunne tjene her i Spanien. Skønt vi ikke har de samme kræfter som før, har vi et meningsfyldt liv fordi vi bliver ved med at lære og fortælle andre om det vi ved.

Når jeg ser tilbage må jeg sige at min søgen efter meningen med livet er blevet rigt belønnet. Jeg har indset hvor tåbeligt det er at stole på mænd som Hitler. Da jeg lærte sandheden fra Bibelen at kende, indviede jeg mig til Gud, og dette har bragt mig stor glæde og tilfredshed! Nu ved jeg at jeg ikke behøver at dele skæbne med den døde kanariefugl. Jeg kan gøre mig håb om at opnå et meningsfyldt liv som aldrig vil få en brat ende! — Åbenbaringen 21:1-4.

[Fodnote]

[Illustration på side 18]

Georg og Magdalena Reuter i Spanien