Menneskers styre på vægtskålen

3. del — Er ’de bedstes styre’ virkelig at foretrække?

Aristokrati: styreform hvor magten ligger hos adelen, et privilegeret fåtal eller en eliteklasse som menes at være bedst kvalificeret til at regere; oligarki: fåmandsvælde, udøvet af få personer eller familier, der ofte misbruger magten til at fremme selviske formål.

NOGLE hævder at man får det bedste styre ved at lade de bedste mennesker være ved magten. De ’bedste’ må formodes at være dem der er de dygtigste, de bedst uddannede og de bedst kvalificerede og som derfor er i stand til at regere over andre. Der findes forskellige former for aristokrati, eller elitestyre, herunder rigmandsvælde (plutokrati), præstevælde (teokrati) og embedsvælde (bureaukrati).

Mange primitive samfundsdannelser, hvor stammeældste eller høvdinger havde det afgørende ord, var aristokratier. Rom, England og Japan — for blot at nævne tre eksempler — var i perioder aristokratier. I det gamle Grækenland blev bystaterne, poleis, som var regeret af en lille herskerklasse, kaldt for „aristokratier“. Ofte var magten delt mellem flere fremtrædende familier. I nogle tilfælde tilrev enkeltfamilier sig dog ulovligt magten og indførte et tyranni.

Som andre græske bystater var Athen oprindelig et aristokrati. Senere blev klasseskellene udvisket og byens enhed undermineret på grund af kulturelle forandringer, hvorefter der skabtes en mere demokratisk styreform. Sparta, som ifølge traditionen blev grundlagt i det niende århundrede f.v.t., blev derimod regeret af et militært oligarki. Denne by blev snart rival til den meget ældre by Athen; disse byer kæmpede om overmagten i datidens græske verden. Det kom således til en styrkeprøve mellem folkestyret i Athen og fåmandsvældet i Sparta. Men selvfølgelig var den indbyrdes tvekamp kompliceret og bestod ikke kun i et sammenstød mellem forskellige styreformer.

Det ædle ideal svigtes

De græske filosoffer beskæftigede sig ofte med spørgsmålet om samfundets indretning. Aristoteles, der havde været elev af Platon, skelnede mellem aristokratier og oligarkier. Han anså det ægte aristokrati for en ypperlig styreform, et ædelt ideal der gjorde det muligt for mennesker med særlige evner og høje moralnormer at vie sig til at tjene almenvellet. Men så snart det var en undertrykkende og selvisk elite der sad inde med regeringsmagten, udartede det ægte aristokrati til et uretfærdigt oligarki. Dette betragtede han som et vrængbillede af et styre.

I sit forsvar for ’de bedstes styre’ indrømmede Aristoteles at en kombination af aristokrati og demokrati antagelig ville føre de bedste resultater med sig. Denne tanke har stadig sine fortalere blandt politiske tænkere. Faktisk kombinerede de gamle romere med et vist held disse to styreformer. „Alle og enhver kunne give sig af med politik [i Rom],“ skriver The Collins Atlas of World History. Men samtidig „udgjorde de rigeste borgere og de heldige der var af fornem herkomst, et oligarki som delte dommer-, militær- og præsteembederne mellem sig“.

Selv helt op i senmiddelalderen og tiden derefter fandtes der såvel demokratiske som aristokratiske elementer i de europæiske bystaters styre. I Collier’s Encyclopedia hedder det: „Den ultrakonservative venetianske republik, som til sidst blev omstyrtet af Napoleon, var et klassisk eksempel på et sådant oligarki; men fristæderne i Det Hellige Romerske Rige, Hansestædernes Forbund og købstæderne i England og Vesteuropa viser lignende generelle tendenser til oligarkisk magtkoncentration hos et relativt lille, men stolt og højt kultiveret patriarkat [aristokrati].“

Det er med nogen ret blevet hævdet at alle politiske systemer i deres natur er aristokratiske, eftersom målet for dem alle er at lade de mest kompetente få magten. Begrebet „den herskende klasse“ har befæstet denne antagelse. Et opslagsværk drager følgende konklusion: „Eliten og den herskende klasse er blevet synonymer for netop det Platon og Aristoteles fremholdt som idealet.“

Klapjagt på ’de bedste’

Århundreder før disse græske filosoffer var det gamle Kina under Chou-dynastiet et feudalsamfund (med lensherrer og vasaller), hvilket garanterede landet en vis stabilitet og fred. Men efter 722 f.v.t., i den såkaldte Vår- og høstperiode (chunqui), brød feudalvæsenet efterhånden sammen. I sidste del af denne periode skød en ny elite frem, som rekrutteredes blandt folk af fornem herkomst som havde været i lensherrernes tjeneste, og blandt efterkommerne af den gamle højadel. Medlemmerne af den nye elite rykkede ind i nøglepositioner i administrationsapparatet. Den berømte kinesiske vismand, Kungfutse, holdt, som der siges i The New Encyclopædia Britannica, på at det var „dygtighed og moralsk habitus, ikke fødsel, der kvalificerede en mand til en lederposition“.

Men to tusind år senere var det bestemt ikke „dygtighed og moralsk habitus“ der var tungen på vægtskålen med hensyn til hvem der blev indlemmet i Europas herskende klasse. Harvard-professoren Carl J. Friedrich bemærker at „eliten i det aristokratiske England i det attende århundrede hovedsagelig påberåbte sig ædel byrd og velstand som magtgrundlag. Det samme var tilfældet i Venezia.“ Han tilføjer: „I nogle lande, for eksempel 1700-tallets Preussen, byggede elitens position på høj æt og militær dygtighed.“

Den tanke at rigets største sønner gav deres gode egenskaber i arv til deres afkom var ledetråd for fyrsternes ægteskabstransaktioner. I middelalderen mente man at adelen fra naturens hånd var bedre udrustet end menigmand. Det at gifte sig under sin stand var ensbetydende med at fortynde slægtens adelsblod og var en krænkelse af guddommelige love. Monarken måtte kun gifte sig ind i en anden fyrsteslægt. Senere blev det mere almindeligt at mene at de højere lags fortrin ganske enkelt skyldtes deres bedre muligheder, bedre skoling, højere begavelse eller større bedrifter.

Princippet om at adel forpligter skulle sikre at det aristokratiske styre fungerede. I udtrykket „adel forpligter“ ligger at der „med høj rang eller byrd følger en forpligtelse til hæderlig, storsindet og ansvarlig opførsel“. På grund af deres fortrinsstilling var de ædelbårne forpligtede til ansvarsbevidst at tjene til andres bedste. Dette princip blev hyldet i aristokratier som det gamle Sparta, hvor soldaterne var forpligtede til at ofre sig for andre, og i Japan blandt krigerkasten, samuraierne.

Aristokratiets fallit

Det er let at finde eksempler på at den aristokratiske styreform har spillet fallit. Tidligt i Roms historie var det kun personer af adelig herkomst, patricierne, der kunne indvælges i det romerske senat. Det kunne folk fra de brede lag, plebejerne, ikke. Men senatorerne var bestemt ikke mænd der var kendetegnet af „dygtighed og moralsk habitus“, sådan som Kungfutse havde krævet det af de ledende. Senatorerne blev tværtimod mere og mere korrumperede og undertrykkende. Indre uroligheder blev følgen.

Trods tilbagevendende perioder med reformer varede senatorernes oligarki ved, i det mindste lige til Julius Cæsar blev diktator få år før han blev myrdet i år 44 f.v.t. Efter Cæsars død blev det aristokratiske styre genindført, blot for på ny i år 29 f.v.t. at måtte slippe regeringstøjlerne. Collier’s Encyclopedia forklarer: „Med Roms voksende magt, velstand og geografiske udstrækning var aristokratiet blevet til et korrupt oligarki. Da aristokratiet mistede borgerånden, tabte det offentlighedens respekt. Aristokratiets sammenbrud indvarslede det enevældige kejserdømme.“

I de næste 1200 år var hovedparten af de europæiske stater officielt fyrstendømmer, men reelt aristokratier. De mange politiske, økonomiske og kulturelle forandringer satte deres præg på dette. Men i hele perioden var den europæiske adel magtfuld og i stand til at beholde sine jordbesiddelser og sit faste greb om de militære poster, skønt den blev stadig mere ødsel, arrogant og snylteragtig.

I 1780’erne led aristokratiet et alvorligt knæk. For at ride en finanskrise af forsøgte Ludvig XVI af Frankrig at få den franske adelsstand til at give afkald på nogle af sine skatteprivilegier. Men i stedet for at støtte kongen, modarbejdede adelen ham, i håb om at underminere monarkiet og genvinde noget af sin tabte magt. „De [aristokraterne] var utilfredse med at styret over folket blev udøvet af kongen til gavn for aristokratiet, og ønskede at styret skulle udøves af aristokratiet til gavn for aristokratiet,“ forklarer Herman Ausubel, der er professor i historie ved Columbia-universitetet. Denne holdning var med til at fremskynde den franske revolution i 1789.

Revolutionen i Frankrig medførte dramatiske forandringer som fremkaldte dønninger langt ud over landets grænser. Adelen blev berøvet sine særprivilegier og feudalvæsenet blev afskaffet, foruden at der blev vedtaget en erklæring om menneskets og borgernes rettigheder, samt en forfatning. Desuden blev der indført en ny kirkeordning som begrænsede gejstlighedens magt.

Den styreform hvor fåtallet regerer — også selv om det er ’de bedste’ der gør det — er af mange blevet vejet og fundet for let.

’De bedste’ kommer til magten

Det er tydeligt at ’de bedste’ ikke altid lever op til idealet, og dette er et af de største minusser ved ’de bedstes styre’. Det er nemlig svært at afgøre hvem der egentlig er ’de bedste’. De bedste regenter er ikke nødvendigvis dem som er rigest, dem som har adeligt blod i årerne eller som udmærker sig på det militære felt.

Det er straks nemmere at finde ud af hvem der er de bedste læger, kokke eller skomagere. Det kan man bedømme ud fra de pågældendes arbejde eller produkter. „Inden for politik er situationen imidlertid ikke så enkel,“ udtaler professor Friedrich. Problemet er at folk er uenige om hvordan et godt styre bør være og hvad det bør udrette. Desuden skifter de politiske målsætninger i én uendelighed. Som professor Friedrich siger: „Det er temmelig uklart hvem der tilhører eliten.“

For at ’de bedstes styre’ kan være vellykket, må regenterne udvælges af en der har overmenneskelig kundskab og som altid dømmer ufejlbarligt. De der bliver udpeget må være helt igennem moralsk retskafne og fuldstændig viet til at realisere styrets ufravigelige mål. Det må være hævet over enhver tvivl at de vil tænke mere på andres ve og vel end på deres eget.

Bibelen viser at Jehova Gud har udvalgt en sådan herskerklasse — sin søn Jesus Kristus og en lille gruppe af dennes trofaste disciple — til at regere over jorden i tusind år. (Lukas 9:35; 2 Thessaloniker 2:13, 14; Åbenbaringen 20:6) Ikke som ufuldkomne mennesker, men som ufejlbarlige og udødelige åndeskabninger, vil Kristus og hans medregenter udøse velsignelser over jorden i form af varig lykke og fred og sikkerhed, idet menneskeheden vil blive ført frem til fuldkommenhed. Ville noget menneskeligt styre — ja, selv ’de bedstes styre’ — kunne udrette det samme?

[Ramme på side 26]

Oligarkier i dag

„Der kan spores oligarkiske tendenser . . . i alle store bureaukratiske strukturer i højt udviklede politiske systemer. I de stadig mere komplicerede moderne samfund overlader regeringerne mere og mere magt til administratorer og ekspertudvalg. Selv i stater med en forfatning er der ikke fundet noget tilfredsstillende svar på hvordan de bureaukratiske beslutningstagere kan blive holdt ansvarlige og deres magt blive effektivt begrænset, uden at det går ud over effektiviteten og rationaliteten i den politiske beslutningsproces.“ — The New Encyclopædia Britannica.

[Illustration på side 25]

Aristoteles mente at den bedste styreform var en kombination af aristokrati og demokrati

[Kildeangivelse]

Det Nationale Arkæologiske Museum, Athen