Berlin — et spejlbillede af verden?

Af Vågn op!-​korrespondent i Vesttyskland

DEN 9. NOVEMBER 1989 klatrede skarer af glade mennesker op på muren i Berlin, og utallige østberlinere krydsede grænseovergangene mens de fleste tyskere og tv-seere i hele verden vantro så til.

Siden 1945 har Berlin i visse henseender afspejlet de to supermagters rivaliseren, magtkampen mellem de kræfter der i Bibelen omtales som „nordens konge“ og „sydens konge“. (Daniel 11:36-45) Men hvordan opstod denne magtkamp i Berlin, og hvorfor blev grænserne nu åbnet? Vil den splittede verden også forandre sig?

Under den anden verdenskrig sluttede Sovjetunionen, De Forenede Stater og England sig sammen i kampen mod Nazityskland. Som allierede regnede de med at dette samarbejde ville fortsætte efter krigen. Derfor enedes man om at opdele det slagne Tyskland i besættelseszoner, dele dets hovedstad, Berlin, mellem sig, og give den en særlig status. I 1945 blev Tyskland og Berlin følgelig delt og underlagt sovjetisk, amerikansk, britisk og fransk administration.

Det stod dog hurtigt klart at de respektive magter så forskelligt på tingene. Sovjetunionen ønskede hele Berlin underlagt et kommunistisk styre, mens vestmagterne fremmede et pluralistisk system i deres sektorer. Ved valget i oktober 1946 stemte fire ud af fem berlinere imod kommunisterne.

I 1948, da vestmagterne besluttede at gennemføre en økonomisk rekonstruktion og indføre demokrati i deres okkupationszoner i Vesttyskland, forlod Sovjet kontrolrådet. Dermed var firemagtsstyret af området til ende. Håbet om at Tyskland kunne regeres samlet fra Berlin var kun kortvarigt.

Den kolde krig begynder

Berlin, der var omgivet af den sovjetiske zone, forblev på de fire magters hænder. For russerne, der kontrollerede byens østsektor, var den vestlige enklave imidlertid et farligt „fremmedelement“. I juni 1948 foretog de en total blokade af de vestlige sektorer for at afskære Vestberlins forsyningslinjer og tvinge vestmagterne til at give afkald på deres ret til Berlin. Hvordan ville Vesten reagere?

Den 26. juni 1948 iværksatte De Forenede Stater og England historiens største luftbro. På omkring et år foretog man 279.114 flyvninger, og transporterede omkring 2,3 millioner tons fødevarer, kul og andre fornødenheder til byen. „Blokaden af Berlin var et forspil til den kolde krig,“ skriver Norman Gelb i sin bog The Berlin Wall. „Samtidig var reaktionen på blokaden på dramatisk vis med til at bestyrke det amerikanske lederskab i Vesten.“

Han fortsætter: „For Moskva var de allieredes evne til at modstå Sovjets forsøg på at drive dem ud af deres atypiske enklave midt i et kommunistisk område, en bekræftelse af deres overbevisning om at Vesten var besluttet på at udslette det sovjetiske system. Kreml nærede ikke længere tvivl om at Sovjetunionen for at overleve måtte blive en militær supermagt. Kampen om Berlin var begyndelsen til kappestriden mellem Sovjetunionen og Amerika, hvilket skulle komme til at spille en fremtrædende rolle i internationale anliggender i den anden halvdel af det tyvende århundrede.“

Da blokaden blev ophævet, besluttede vestmagterne at de ville forblive i Berlin og beskytte dens status. Da der i 1949 blev grundlagt to tyske stater: Forbundsrepublikken Tyskland (Vest) og Den Tyske Demokratiske Republik (Øst), syntes det umuligt at bygge bro over kløften mellem Øst og Vest. Berlin havde nu to civile administrationer og to møntenheder. I 1952 og 1953 afskar den østtyske stat telefon-, gade- og busforbindelserne mellem Øst- og Vestberlin.

Mens borgerne og forbrugerne i Vest oplevede et Wirtschaftswunder, et økonomisk opsving der medførte et stort udbud af varer, fik mange i Øst ikke deres ønsker opfyldt. Dette stod klart i 1953 da østberlinerne gik i strejke og der blev holdt demonstrationer i alle dele af Østtyskland. Dette udviklede sig til et voldeligt oprør mod det kommunistiske system. Østtysklands regering bad de sovjetiske tropper om hjælp, og oprøret blev nedkæmpet med kampvogne.

Vestmagterne nøjedes stort set med at se til, og gav kun garantier for deres respektive sektorer i Berlin. Håbet om at Tysklands deling kun ville være af midlertidig karakter, smuldrede. Grænsen mellem de sovjetiske og de vestlige zoner blev en skillelinje mellem Øst og Vest.

Muren

„Sydens konge“ gjorde Vestberlin til et fristende „butiksvindue mod Vesten“, og folk fra Østberlin, som let kunne besøge venner og slægtninge i Vestberlin, så hvor anderledes livet formede sig her. I 1960 flygtede omkring 200.000 tyskere fra øst til vest, og de fleste kom igennem Vestberlin. Hvordan kunne „nordens konge“ standse denne strøm? Den 13. august 1961 rejste bevæbnede østtyske vagter og arbejdere det der ifølge Norman Gelb „hurtigt blev døbt ’skammens mur’ eller ’fredens mur’, alt efter hvor man stod ideologisk set“. En østtysk kommunist har sagt: „Vi havde intet valg. Vi mistede alt for mange af vore bedste folk.“

Berlinmuren standsede ikke blot flygtningestrømmen men skilte også slægtninge og venner. Otteogtyve måneder efter at den var bygget fik vestberlinerne tilladelse til at besøge deres slægtninge i Østberlin én dag ad gangen. I 1970’erne resulterede en aftale mellem de fire magter i yderligere afspænding og gjorde det muligt at telefonere mellem øst og vest. Ikke desto mindre mistede omkring 80 mennesker livet i deres forsøg på at krydse Berlinmuren.

Før murens fald udtalte forbundskansler Helmut Kohl: „Generalsekretær Gorbatjovs omstruktureringspolitik har for første gang siden den anden verdenskrigs afslutning skabt begrundet håb om at øst-vest-konflikten vil blive løst.“ Hvordan er dette kommet til udtryk i Berlin?

De reformer der fandt sted inden for ’nordens konges’ område, gjorde det i midten af 1989 muligt for tusinder af østtyskere at flygte til vesttyske ambassader i adskillige østeuropæiske lande. Ambassaderne blev overfyldte og situationen uudholdelig. I september 1989 blev en strøm af udmattede flygtninge sluppet ud fra Øst og blev modtaget med jubel i Vesten. Begejstringen og følelsesudbruddene kendte ingen grænser.

Denne udvandring skabte voldsom debat i Østtyskland. Hvad var årsagen til at så mange flygtede? Man afslog at indføre radikale reformer, og i oktober og november gennemførte over én million østtyskere en fredelig demonstration i Leipzig, Østberlin og andre byer, idet de råbte: „Vi er folket.“ Den østtyske regering gav sig, og efter 28 år blev Berlinmuren åbnet og der blev givet løfte om politiske og økonomiske reformer. Som den tyske avis Die Zeit skrev: „I 1989 blev verdenshistorien rystet i sine grundvolde. Ændringerne skyldtes i højere grad folkebevægelser end statsmagter.“

Efter at grænserne er blevet åbnet ’lever berlinerne ikke længere på en ø’, som den tyske avis Süddeutsche Zeitung udtrykte det. Nedrivningen af muren begyndte i 1990.

Virkelig fred og sikkerhed er nær

I mange år har Vest- og Østberlin tilsyneladende afspejlet ikke blot vor splittede verden men også dens problemer. For eksempel har østtyskerne nydt gavn af visse sociale fordele, men de har også måttet lide økonomiske afsavn og været udsat for en omfattende forurening. Vestberlin har haft sine egne problemer, såsom studenteroptøjer, terrorisme og politiske skandaler. Hverken Øst eller Vest har derfor en ideologi der kan løse menneskehedens globale problemer. — Ordsprogene 14:12.

Uanset hvad visse lande er i stand til at udrette, vil menneskers bestræbelser på at forene den splittede verden ikke kunne fjerne selviskhed eller gøre jorden til et paradis. Kun en overmenneskelig regering kan indføre virkelig enhed og fjerne sygdom og død. Guds rige vil løse denne kolossale opgave. — Mattæus 6:10; Åbenbaringen 21:1-5.