Berlin — ti år efter
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I TYSKLAND
MENS vort jetfly lagde sig på siden og vi i panorama kunne se labyrinten af lys, pressede Karin ansigtet mod vinduet og udbrød: „Der ligger den; der er Berlin!“
Vi begyndte at gå ned, og Karin fæstede opmærksomheden på en enkelt række skarpe projektørlys der snoede sig gennem hovedstaden. „Det må være muren!“ Hun gjorde ikke noget forsøg på at skjule sin sindsbevægelse.
Flyvemaskinen var ved at lande i Tempelhof lufthavn, den eneste europæiske lufthavn der ligger midt inde i en by. Jeg var også spændt. Dette var mit første besøg i denne delte by, en by der har figureret i overskrifterne i mere end femogtyve år. Og Karin så frem til at sammenligne det nuværende Berlin med det hun havde kendt for ti år siden.
Fire sektorer — fire lufthavne
„Den har faktisk ikke forandret sig meget,“ forklarede Karin da vi ankom til lufthavnen, „og se! det var dér vi ventede på at vores navne skulle blive råbt op.“ For ti år siden var Karin en af de halvanden million flygtninge der var flygtet fra Østtyskland til Vestberlin. De fleste af dem blev lidt efter lidt fløjet ud til Vesttyskland når der var ledige pladser.
Tempelhof, Berlins travleste lufthavn, besørger pendultrafikken gennem de tre toogtredive kilometer brede luftkorridorer: mod nordvest til Hamburg, mod vest til Hannover og mod sydvest til Frankfurt.
Tegel lufthavn der ligger i den franske sektor i den nordlige del af byen blev bygget på tooghalvfems dage under Berlin-blokaden. Den ligger på et sted som oprindelig blev brugt af Wernher von Braun til de første raketeksperimenter. Efter at Tegel for nylig er blevet udvidet er den nu indrettet til international rutefart samt til de talrige „alt inklusive“-ferierejser som berlinerne foretager til sydens sol.
Gatow lufthavn i den britiske sektor benyttes udelukkende til militære formål. I den russiske sektor tilbyder Schönefeld flyvninger til østeuropæiske og asiatiske byer, og priserne er i almindelighed lavere end hos de vestlige flyveselskaber.
„Lad os gå udenfor og se på luftbro-mindesmærket,“ foreslog Karin. Dette er et vældigt stenmonument foran lufthavnen. Det blev rejst den 12. maj 1959 til minde om de otteoghalvfjerds mennesker der mistede livet under Berlin-blokaden fra 24. juni 1948 til 12. maj 1949. I løbet af de elleve måneder blev der ved mere end 200.000 flyvninger leveret omkring to millioner tons fødevarer, kul og andre fornødenheder til vestberlinerne. På blokadens 300. dag var der ikke mindre end 927 starter og landinger.
Karin, som kom fra en lille by lige uden for Berlin, huskede situationen: „På det tidspunkt var der ikke ret meget at spise nogen steder, hverken i eller uden for Berlin.“ Hvilken kontrast da vi nu sad på en fortovscafé og spiste lidt aftensmad mens vi planlagde næste dags tur i byen!
Mindelser om skiftende politiske forhold
Den varme morgensol bød os velkommen til den berømte boulevard, Strasse des 17. Juni (17. juni gade). „Jeg husker den 17. juni 1953 som om det var i går,“ siger Karin. „Vi var på skoleskovtur da der blev erklæret undtagelsestilstand i Østtyskland som følge af opstandene i mange byer, og især lige her hvor vi står.“ Gaden fik navneforandring til minde om denne tilkendegivelse af folkets utilfredshed.
I dette parklignende område kendt som Tiergarten (Dyrehave) er der en række turistattraktioner der skildrer de forskellige politiske kostumer som Berlin har båret i det sidste århundrede. De synes at have skiftet lige så ofte som damemoden.
Den syvogtres meter høje søjle med sejrsgudinden midt på boulevarden er et minde om sejren over franskmændene i 1871 og om kejsertiden.
I nærheden ligger den genopbyggede Reichstag, den bygning hvor regeringen havde sæde, ikke blot under monarkiet men også under Weimar-republikken. I 1933 brændte nazisterne denne bygning og beskyldte kommunisterne for at have sat ild på den. Som følge heraf var Hitler i stand til at få en lov vedtaget som ophævede personlige rettigheder.
Det russiske mindesmærke der viser massive tanks og en vældig statue af en soldat, og som stadig bliver bevogtet af sovjetiske vagter, understreger hvilken hær der i virkeligheden indtog Berlin i 1945.
Hvad angår Berlins internationale symbol, Brandenburger Tor, så er det utilgængeligt på grund af de nuværende politiske forhold. Det ligger lige inden for grænsen i Østberlin. Før kommunisterne byggede muren var Brandenburger Tor det vigtigste knudepunkt for trafikken øst-vest.
Alle disse forskellige regeringsformer, fra kejsernes monarki, Weimar-republikken og Hitlers Tredje Rige til den nuværende situation med en delt by i et delt land i en delt verden, har haft én fællesnævner: de har alle vist sig at være utilfredsstillende.
„Da vi endnu var her,“ fortalte Karin, „var byen opdelt i de fire sektorer, men der var overhovedet ikke nogen vanskeligheder med at komme fra den ene til den anden, ofte blev vore identifikationspapirer ikke engang kontrolleret. Endog undergrundsbanen og S-banen kørte mellem sektorerne. Det var sådan folk flygtede fra det kommunistiske regime: de kom blot fra Østtyskland og ind i Berlins østsektor, gik eller kørte ind i en af de allieredes sektorer og blev indskrevet i Marienfelde flygtningelejr. Så blev de overført til en anden lejr eller skole og til sidst fløjet ud.“
Søndag morgen den 13. august 1961 satte østtysk politi et pigtrådshegn op for at standse den stadig stigende strøm af flygtninge. Efterhånden lukkedes alle smuthuller af en tre til tre og en halv meter høj cementmur samt et system af vagter, tårne, vagthunde og miner. Omkring 60.000 østberlinere og østtyskere blev også afskåret fra deres arbejdspladser i de tre vestlige sektorer.
I dag snor Berlin-muren sig omkring otteogfyrre kilometer gennem byen, og i tillæg hertil er der omkring et hundrede og femten kilometer med hegn og grænsemur langs den østtyske grænse. Der er syv overgangssteder til Østberlin, det mest berømte af disse er Checkpoint Charlie der er for udlændinge. To andre overgangssteder er beregnet til vesttyskere, og der er fire til vestberlinere som har speciel tilladelse. Langs grænsen er der overgangssteder til de tre hovedveje som stort set følger luftkorridorerne til Forbundsrepublikken, der ligger et hundrede og halvfjerds kilometer fra Berlin.
Fra ruiner og flygtningelejre til den nuværende tilstand
„Lad os tage hen til flygtningelejren hvor vi var indkvarteret,“ var Karins næste forslag. „Den må ligge et sted ved muren; jeg husker at min mor var så bekymret for at mine brødre ved en fejltagelse skulle gå ind i østsektoren.“
Karin genkendte straks den store fabriksbygning på Flotten Strasse, men var overrasket over at høre hvem der nu boede der. Denne bygning bruges nu til at huse udlændinge som er kommet til Berlin for at søge arbejde. Tilstedeværelsen af så mange tyrker, jugoslaver, grækere og italienere understreger den enorme økonomiske vækst der har været i de sidste ti år. Karin bemærkede: „Og tænk, så siger man at Tyskland har tabt krigen!“
Vi fandt ikke meget af de „firs millioner kubikmeter murbrokker“ som tyske historikere taler om når de beskriver efterkrigstidens Berlin. I virkeligheden findes de mest berømte ruiner på selve Berlins hovedgade. Kaiser Wilhelm Gedächtniskirche består af moderne bygninger af blåt glas som flankerer det gamle tårns udbombede ruiner, der er bevaret som et uhyggeligt minde om krigen.
Lige over for kirken ligger det berømte Europa-Center, næsten en hel by, hvor der er mere end halvanden kilometer udstillingsvinduer og hvor man kan byde på alt lige fra en engelsk pub til en udendørs skøjtebane som er åben hele året rundt. Ud fra dette center går Vestberlins berømteste gade, Kurfürstendamm, som har en hel række opvarmede fortovscafeer vekslende med udstillingsvinduer der fremviser alle mulige luksusting. De mange natklubber, barer og varieteer vidner om befolkningens nuværende velstand, men afslører også deres kærlighed til fornøjelser.
„Men lad ikke facaden narre dig,“ advarede Karin. „Lad os se om de har gjort noget for at forbedre husene bag ved disse forretninger.“ Det var en del af Berlin som ikke havde forandret sig i de sidste ti år.
Boligforhold
På denne tur i Berlin satte Karin mig ind i noget af byens historie. Den 22. april 1930 besluttede man at sammenlægge syv byer, nioghalvtreds landkommuner og syvogtyve godser til „en ny Berlin-kommune“. Den fik naturligvis et varieret udseende. Før krigen var Berlin vokset til et indbyggerantal på fire og en halv million. De var spredt over et areal på 880 kvadratkilometer, hvilket let kunne dække München, Stuttgart og Frankfurt tilsammen.
I dag har Vestberlin en befolkning på to og en kvart million på lidt mere end halvdelen af det oprindelige areal, hvilket vil sige at cirka 4700 mennesker presses sammen på hver kvadratkilometer, sammenlignet med cirka 230 pr. kvadratkilometer i Vesttyskland.
Boligerne i Berlin er forskelligartede. I ældre bydele som for eksempel Wedding ligger der op til fem gamle husblokke bag ved hinanden fra gaden og bagud, kun med en lille gård mellem hver blok. De rummelige villaer i Zehlendorf der ligger spredt i skoven langs med Havel-floden er en forfriskende kontrast hertil. Hvis man følger floden mod nord veksler billedet fra disse palæer til små, hyttelignende huse som for eksempel i Heiligensee der ligger mellem Tegelersøen og Havel.
Da den eneste retning Vestberlin kan vokse i er opad, er store boligkomplekser skudt op. Det mest berømte er Märkisches Viertel der er beregnet til i sidste instans at kunne huse mere end 50.000 mennesker. Godt tyve arkitekter fra forskellige lande fik til opgave at planlægge dette projekt. Resultatet: over tredive kilometer nye gader flankeret af muntert farvede boligejendomme med fra tre til atten etager, samt et indkøbscenter, skoler og rekreative områder.
Men Vestberlin er ikke blot huse og forretninger. Næsten 17 procent af området er skove, 7 procent er parker og, hvor mærkeligt det end lyder, andre 17 procent er sat til side til forskellige former for landbrug. Karin og jeg var endog ude at ride, og vi så hvor berlinerne tager hen og står på ski om vinteren.
Forandringer i transportsystemet
„Hvad med en sejltur?“ foreslog Karin. „Vi plejede ofte at tage færgen for at komme til Berlin.“
Vestberlins fire søer sammen med floderne Havel og Spree og flere kanaler skaffer bådene ikke mindre end godt hundrede og tretten kilometer vandveje. I Berlin er det blevet så populært selv at have båd at nogle har påstået at det er muligt at spadsere over Havelfloden ved at gå fra båd til båd.
Berlin har et godt net af offentlige transportmidler; der er undergrundsbane og elektrisk S-bane og busser. Sporvogne er forsvundet fra Vestberlins gader mens de stadig spiller en vigtig rolle i den østlige del af byen. De næsten hundrede kilometer undergrundsbane der for tiden er i brug i de vestlige sektorer transporterer gennemsnitlig over 600.000 mennesker om dagen gennem byen for fyrre pfennig (cirka firs øre) pr. tur. To af disse linjer kører gennem østsektoren, men alle østlige stationer langs ruten er lukket på nær én som er kontrolleret af og tjener som indgang til Sovjet-sektoren. S-banen, som stadig drives af Sovjet, selv i de vestlige sektorer, supplerer undergrundsbanen til fjernere dele af byen.
Vi var også rundt for at se nogle af Berlins museer og gamle slotte. Og de 13.500 dyr i Europas største zoologiske have hilste os hjertelig velkommen, mens de tavse beboere i fastlandets største akvarium overhovedet ikke syntes at tage notits af os. Vi afsluttede turen med udsigten over byen fra det 150 meter høje radiotårn. Mens Karin så på TV-tårnet i østsektoren spekulerede hun på hvem der mon så tilbage på hende.
Vesttyskland pumper penge ind i Berlins allierede sektorer for at understøtte påstanden om at Vestberlin er den ellevte stat i Forbundsrepublikken. Imidlertid påstår kommunisterne at Vestberlin er en uafhængig politisk enhed, mens de kalder Østberlin Den Tyske Demokratiske Republiks hovedstad. Firemagtsmøderne synes at fortsætte i det uendelige, og når som helst et vigtigt emne i Europa bliver diskuteret, bliver „Berlin-spørgsmålet“ gerne taget med. Det er et spørgsmål som nationerne ikke har fundet nogen gensidigt tilfredsstillende løsning på.
Alt for snart sad vi igen i flyvemaskinen og fjernede os mere og mere fra Berlin. Men vi havde set mange ting som vi kunne tale om. I Karins øjne havde ti år bragt mange forandringer, og det var interessant for mig at lytte til hendes sammenligninger af nutiden med fortiden.