Jehova sørgede for os under forbudet — 2. del
UNDER den anden verdenskrig stod der følgende på bæltespændet af min soldateruniform: „Gott mit Uns“ (Gud med os). For mig var dette blot endnu et eksempel på kirkernes medvirken i krig og blodsudgydelser. Dette fyldte mig med afsky. Så da to Jehovas vidner på et tidspunkt indledte en samtale med mig i Limbach-Oberfrohna i Østtyskland, var jeg godt og grundigt træt af religion og var blevet ateist og evolutionist.
„I kan godt glemme alt om at jeg skulle blive en kristen,“ sagde jeg til de to forkyndere der havde kontaktet mig. Men deres argumenter overbeviste mig om at der findes en Gud. Videbegærligt købte jeg en bibel og begyndte til sidst at læse den sammen med dem. Det var i foråret 1953. På det tidspunkt havde Jehovas Vidners aktiviteter i Østtyskland været forbudt af kommunisterne i knap tre år.
I Vagttaarnet for 1. april 1954 kunne man blandt andet læse følgende om Jehovas vidners situation i Østtyskland: „Skønt de stadig bliver udspioneret og truet, skønt de ikke kan tale sammen uden først at forvisse sig om, at de ikke bliver iagttaget, skønt det koster dem to eller tre års fængsel, hvis de bliver grebet i at besidde noget af Vagttaarnets litteratur, hvilket kaldes at ’udbrede oprørsk litteratur’, og skønt flere hundrede af de mere modne brødre, der tidligere ledede arbejdet, nu sidder i fængsel, fortsætter Jehovas tjenere i Østtyskland dog med at forkynde.“
I 1955 overværede min hustru, Regina, og jeg Jehovas Vidners internationale stævne i Nürnberg i Vesttyskland, og det følgende år blev vi begge døbt i Vestberlin. Dette fandt naturligvis sted før Berlinmurens opførelse i 1961, hvorved forbindelsen mellem Østtyskland og Vestberlin blev afskåret. Men allerede før jeg blev døbt blev min loyalitet mod Jehova Gud sat på prøve.
Vi påtager os en ansvarsopgave
Vi begyndte at komme i Jehovas Vidners menighed i Limbach-Oberfrohna. Her havde man brug for en til at hente bibelske publikationer i Vestberlin. Vi havde en lille forretning og to små børn. Tjenesten for Jehova var imidlertid allerede blevet det vigtigste for os. Vi lavede nogle forandringer på vores gamle bil så vi kunne skjule 60 bøger. Denne farefulde kurértjeneste lærte mig at stole på Jehova.
At skulle køre i bil fra Østberlin til den vestlige sektor var ikke risikofrit, og jeg spekulerer ofte på hvordan vi i det hele taget slap igennem. Vi hentede litteraturen i den frie sektor og gemte bøgerne i bilen inden vi kørte tilbage over grænsen til Østtyskland.
Engang da vi lige var blevet færdige med at skjule bøgerne kom en mand ud af en boligblok. Han råbte os an. Mit hjerte stod stille. Mon han havde iagttaget os? „Find hellere et andet sted næste gang,“ sagde han, „for det østtyske politis aflytningsvogn holder derovre på hjørnet, og måske fanger de jer.“ Jeg drog et lettelsens suk. Vi kom over grænsen uden problemer, og vi fire i bilen sang hele vejen hjem.
Vi forbereder os på isolation
I 1950’erne var brødrene i Østtyskland afhængige af brødrene i Vest hvad angår litteratur og vejledning. Men i 1960 skete der nogle justeringer som hjalp hvert enkelt Jehovas vidne i Østtyskland til at holde sig i nærmere kontakt med andre forkyndere i nabolaget. I juni 1961 blev den første Rigets Tjenesteskole for ældste afholdt i Berlin. Jeg overværede dette fireugers kursus. Knap seks uger senere blev vi pludselig afskåret fra Vesten da man byggede Berlinmuren. Nu måtte vort arbejde ikke alene foregå under jorden, men vi var også isolerede fra omverdenen.
Nogle frygtede at Jehovas Vidners arbejde i Østtyskland nu ville gå i stå. De organisatoriske forbedringer som var sket mindre end et år før hjalp os imidlertid til at bevare vor åndelige enhed og styrke. Den oplæring som nogle af de ældste havde fået på den første Rigets Tjenesteskole hjalp dem desuden til at oplære andre ældste. Så Jehova havde forberedt os på isolationen, ligesom han ved områdestævnet i 1949 havde forberedt os på forbudet i 1950.
Nu da vi var afskåret fra Vesten måtte vi naturligvis selv tage initiativet for at organisationen kunne vokse. Vi skrev til vore kristne brødre i Vestberlin og foreslog at vi mødtes på en hovedvej i Øst som rejsende fra Vest havde adgang til. Vi lavede et fingeret motorstop på det aftalte sted. Et par minutter senere kom en bil os til undsætning. Det var naturligvis brødrene. De gav os bibelske publikationer, og jeg fik også det jeg af sikkerhedsmæssige årsager havde efterladt i Vestberlin, nemlig min lærebog til Rigets Tjenesteskole, de notater jeg havde taget under kurset, samt min bibel. Hvor var jeg glad for at få disse ting tilbage! Jeg havde dog ingen anelse om hvor meget jeg de næste par år skulle få brug for dette materiale.
En skole under jorden
Et par dage senere blev vi bedt om at arrangere Rigets Tjenesteskole overalt i Østtyskland. Der blev udnævnt fire lærere, deriblandt mig. Men at skulle oplære alle de ældste når arbejdet var forbudt, syntes for mig en umulig opgave. Jeg besluttede at holde klasserne under dække af en campingferie.
I hver klasse var der fire elever foruden mig som lærer, plus en sjette broder der lavede mad. Hustruer og børn var også med. For det meste var der 15 til 20 i en sådan gruppe. Vi kunne umuligt ligge på en almindelig campingplads, så min familie og jeg gik i gang med at lede efter egnede steder.
På et tidspunkt da vi kørte gennem en landsby fik vi øje på en smal vej der førte ned til en lille skov, et stykke fra alfarvej. Det så ud til at være det helt rigtige sted at campere, så jeg henvendte mig til borgmesteren. „Vi leder efter et sted hvor vi og et par andre familier kan holde nogle ugers campingferie,“ forklarede jeg. „Vi ønsker at være lidt for os selv så vore børn kan boltre sig frit. Kunne vi ikke ligge ved skoven derovre?“ Det sagde han ja til, så vi gjorde de nødvendige forberedelser.
Vi placerede teltene og min campingvogn i en firkant og dannede derved en åben plads der ikke kunne ses udefra. Vi benyttede campingvognen som klasseværelse. Her mødtes vi til intensivt studium 8 timer om dagen i 14 dage. Lige i nærheden havde vi stole og et bord stående klar for det tilfælde at der skulle komme uventede gæster. Og det kom der! På sådanne tidspunkter værdsatte vi vore familiers kærlige støtte særlig højt.
Når vi havde lektioner holdt vore familier vagt. En dag mens vi havde undervisning så de borgmesteren, der også var den stedlige partisekretær for kommunistpartiet, komme op ad den smalle vej til vores lejr. Vagten trykkede på en kontakt der aktiverede en alarm i campingvognen. Straks sprang vi ud af vognen og indtog vores aftalte pladser omkring bordet og begyndte at spille kort. Vi havde sågar en flaske snaps stående for at det skulle se mere realistisk ud. Borgmesteren aflagde et venligt besøg og vendte hjem uden at ane uråd om hvad der egentlig foregik.
Fra foråret 1962 til slutningen af 1965 holdt vi Rigets Tjenesteskole i hele landet. På denne skole fik alle ældste en intensiv oplæring, deriblandt undervisning i hvordan de skulle tackle de særlige problemer vi havde i Østtyskland, og blev således beredt til at føre tilsyn med forkyndelsesarbejdet. For at kunne overvære skolen ofrede de ældste ikke blot deres ferie, men risikerede også at blive sat i fængsel.
Gavnlige virkninger af skolen
Myndighederne holdt nøje øje med hvad vi foretog os, og sidst i 1965, efter at de fleste ældste havde gennemgået skolen, forsøgte de at rette et knusende slag mod vor organisation. De arresterede 15 Jehovas vidner som blev regnet for at være dem der ledede arbejdet. Det var en velforberedt, landsdækkende aktion. Igen troede mange at vort arbejde ville standse. Men med Jehovas hjælp tilpassede vi os den nye situation og fortsatte arbejdet som før.
Dette kunne kun lade sig gøre i kraft af den oplæring de ældste havde modtaget på Rigets Tjenesteskole og de ubrydelige tillidsbånd der var blevet knyttet mellem os mens vi gennemgik dette kursus. Det viste sig at organisationen var gjort af det rigtige stof. Ja, hvor var det godt at vi lydigt havde fulgt organisationens anvisninger til punkt og prikke. — Esajas 48:17.
I de følgende måneder viste det sig tydeligt at myndighedernes voldsomme stramning kun havde haft ringe effekt på vore aktiviteter. Kort efter kunne vi endda genoptage undervisningen på Rigets Tjenesteskole. Da myndighederne opdagede vores ukuelighed så de sig tvunget til at ændre taktik. Hvilken triumf for Jehova!
Aktive i tjenesten
Dengang var der omkring fem forkyndere i hver menighedsbogstudiegruppe. I disse små bogstudiegrupper modtog vi vore bibelske publikationer, og herfra blev forkyndelsen organiseret. Lige fra første færd har Jehova velsignet Regina og mig med mange bibelstudier hos mennesker der var interesseret i at lære Bibelen at kende.
For at undgå at blive opdaget eller arresteret når vi forkyndte fra hus til hus, måtte vi foretage nogle ændringer i denne tjenestegren. Vi henvendte os på én adresse, derefter sprang vi et par huse over og bankede på et andet sted. Ved én dør inviterede en dame Regina og mig indenfor. Mens vi talte med hende om et bibelsk emne, kom hendes søn ind i værelset. Han var yderst ligefrem.
„Har I nogen sinde set jeres Gud?“ spurgte han. „I kan nok forstå at jeg kun tror på hvad jeg kan se. Alt andet er noget sludder.“
„Det kan da ikke være rigtigt,“ svarede jeg. „Har du nogen sinde set din egen hjerne? Alt hvad du foretager dig tyder på at du har sådan en.“
Regina og jeg kom med andre eksempler på at folk accepterer eksistensen af noget uden dog at kunne se det, for eksempel elektriciteten. Den unge mand lyttede opmærksomt, og vi påbegyndte et bibelstudium med ham og hans mor. De blev begge Jehovas vidner. Fjorten af dem min hustru og jeg har studeret med er blevet Jehovas vidner. Syv af disse besøgte vi første gang fra hus til hus, og de resterende syv traf vi ved uformel forkyndelse.
Når vi havde ledet et bibelstudium regelmæssigt, og vi fornemmede at vi kunne stole på vedkommende, inviterede vi ham eller hende med til møderne. Først og fremmest måtte vi dog sikre os at eleven ikke ville bringe Guds folks sikkerhed i fare. Nogle gange gik der derfor omkring et år, og i visse tilfælde endda meget længere tid, før vi inviterede den interesserede til et møde. Jeg mindes én vi studerede med der kendte nogle indflydelsesrige personer inden for kommunistpartiet, ja, han var endda på fornavn med partispidserne. I ni år var der bibelstudium med ham før han fik lov til at overvære møderne! I dag er denne mand vores kristne broder.
Myndighederne stadig i hælene på os
Efter 1965 blev vi ikke udsat for flere massearrestationer; myndighederne lod os dog ikke være i fred. De holdt stadig skarpt øje med os. Omkring dette tidspunkt blev jeg dybt involveret i menighedsmæssigt arbejde, og blev derfor genstand for myndighedernes særlige bevågenhed. Utallige gange hentede de mig til afhøring på politistationen. „Nu kan du godt vinke farvel til din frihed,“ plejede de at sige. „Du vil blive sat ind.“ Men de lod mig altid gå til sidst.
I 1972 fik jeg besøg af to tjenestemænd, som uforvarende kom til at give vores organisation en flot kompliment. De havde aflyttet menighedens vagttårnsstudium. „Vi synes artiklen var meget stødende,“ sagde de anklagende. De var tydeligvis bekymrede for hvad andre ville tænke om den kommunistiske lære hvis de læste artiklen. „Når alt kommer til alt,“ sagde de, „har Vagttårnet et oplag på fem til seks millioner eksemplarer, og det læses i udviklingslandene. Det er ikke bare et billigt sensationsblad.“ ’Hvor har I dog ret,’ tænkte jeg!
I 1972 havde vi været underlagt forbud i 22 år, og i al den tid havde Jehova kærligt og víst ledet os. Vi havde nøje fulgt hans vejledning. Der skulle imidlertid gå yderligere 18 år før Jehovas Vidner i Østtyskland opnåede juridisk anerkendelse. Men hvor er vi taknemmelige for at vi nu nyder den vidunderlige forret frit at kunne tilbede vor Gud, Jehova! — Fortalt af Helmut Martin.