Vi har gjort Indien til vort hjem
MIN søster Leona og jeg satte os så elegant som muligt ned på jorden og forsøgte at sidde behageligt. På jorden foran os blev der stillet to blanke bananblade fyldt med dampende ris og mange forskellige slags karry, chutney og søde sager. Vi to piger havde endnu ikke tilbragt en uge i Indien og var allerede blevet inviteret til bryllup.
Vi betragtede de indfødte og begyndte ligesom dem at tage maden op med højre hånd og spise med fingrene. På denne varme, fugtige dag sad vi under en bryllupsbaldakin og spiste varme, krydrede karryretter, mens sveden drev ned ad vore ansigter. Og det stærke chilipeber fik vore næser til at løbe. Ja, vi må have været et kønt syn! Men vi glemmer aldrig denne episode for 38 år siden som var et af vore første indtryk af Indien.
Siden den tid har vi lært Indien og mange af dets befolkningsgrupper godt at kende, idet vi har bestræbt os for at gøre dette land til vort hjem. Hvorfor tog vi af sted? Ikke af ren og skær eventyrlyst men snarere fordi vi havde en bestemt hensigt med det. Lad os først fortælle hvordan vi kom til Indien og hvad der hjalp os med at falde til.
Årene i Canada
Vi er født i et lille landbrugssamfund i Humboldt i den canadiske provins Saskatchewan. Under den store depression i 1930’erne tog far os ud af skolen for at vi kunne arbejde. Vi græd, for vort mål var at komme i highschool. Men familiens materielle behov kom selvfølgelig i første række.
Mens den anden verdenskrig rasede meldte min søster Leona sig til det canadiske luftvåben, hvorimod jeg blev hjemme og arbejdede. Jeg gik ofte i den katolske kirke og sang i koret. Men på et tidspunkt fik jeg en bibel forærende af nogle pinsevenner, og jeg begyndte at tage den med til sangtimerne. Når vi ikke sang, læste jeg i den, hvilket kom sognepræsten for øre. Da han kom hjem for at tale med os sagde han at jeg havde en dårlig indflydelse på de andre og at jeg ikke skulle komme til sangtimerne mere. Faktisk sagde han at jeg burde ekskommunikeres. Efter den tid satte jeg ikke længere mine ben i kirken.
Imidlertid besøgte Jehovas vidner vort hjem og vi tog imod mange forskellige bibelske publikationer. Det endte med at jeg begyndte at studere Bibelen med forkynderne. Da Leona kom hjem på orlov fortalte jeg hende hvad jeg havde lært. Hun var med til studiet, og hun syntes godt om det hun lærte. I Ottawa fortsatte hun sit studium med de stedlige forkyndere indtil hun blev hjemsendt i 1945. I 1946 var min søster og jeg blandt de 2602 der blev døbt ved Jehovas Vidners teokratiske stævne: „Glade Nationer“ i Cleveland, Ohio.
Vi sætter os et mål i livet
I 1949 flyttede Leona og jeg til Calgary i Alberta, hvor vi mødte mange heltidsforkyndere, også kaldt pionerer. De opmuntrede os til at tage pionertjenesten op, men vi tøvede til at begynde med. Vi mente nemlig at vi først måtte spare nogle penge op. Men en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd i området tilskyndede os stærkt, så vi begyndte i pionertjenesten — uden en bankkonto. Vi tog imod opfordringen til at tjene i Quebecprovinsen, hvor Jehovas Vidners arbejde var forbudt.
Vi havde ikke penge til togbilletterne, så Leona og jeg kørte, sammen med to andre piger, på tommelfingeren gennem Canada til Montreal, Quebec. Kort tid efter fik vi mulighed for at overvære en afslutningshøjtidelighed for elever fra Vagttårnets Bibelskole Gilead i De Forenede Stater. Det var fascinerende at se at så mange unge mænd og kvinder var parate til at begynde i missionærtjenesten i et fremmed land. Uden tøven søgte vi ind på denne skole.
Vi havde aldrig drømt om at få denne mulighed, så vi var naturligvis helt overraskede over at blive indbudt til at gennemgå Gileadskolens 20. klasse, som begyndte i efteråret 1952. Efter kort tid fik vi at vide at vi skulle virke i Indien, og en indisk klassekammerat begyndte at give os lynkurser i malayalam. Vi skulle til Indien for at hjælpe så mange retsindige mennesker som muligt til at lære sandheden fra Bibelen at kende.
Indien bliver vort hjem
Da vi i 1953 havde afsluttet Gileadskolen var vi 13 elever fra klassen der tog af sted med skib. Efter en måned nåede vi Bombay. Synet af folkemængden og tiggerne overraskede os, men langsomt vænnede vi os til disse anderledes forhold.
Fra Bombay rejste vi med tog til delstaten Kerala. Vi var syv der fik tildelt distrikt i byen Trichur. Dengang var der ikke nogen menighed af Jehovas Vidner i byen. Det lykkedes os imidlertid at skaffe et missionærhjem, men da det var umøbleret måtte vi for en tid sove på gulvmåtter. En af vores daglige opgaver bestod i at koge det vand vi hentede fra brønden, så vi kunne drikke det uden at blive syge, og at opvarme andet vand som vi kunne vaske os i. Alt dette vand samt den mad vi skulle lave, måtte varmes på en petroleumsovn med kun én kogeplade.
Vi boede i et område der er hjemsted for brilleslanger og andet kryb, og vores toilet lå uden for huset. Det er ikke svært at forestille sig hvordan vi piger havde det under sådanne forhold. Vi blev også advaret mod de tynde grønne slanger der nu og da hang ned fra træerne, parate til at bide enhver uforsigtig forbipasserende. Det siger sig selv at vi kun en sjælden gang turde vove os udenfor om aftenen. Når vi endelig gik ud stampede vi i jorden og lavede så meget støj som muligt, mens vi holdt os på afstand af træerne. Ja, det var meget anderledes end vi var vant til. Men vi havde hele tiden vort mål for øje, og det hjalp os til at falde til. Vi tænkte aldrig på at rejse tilbage, blot fordi det var svært at vænne sig til forholdene.
Den første dag vi var i Indien begyndte vi i forkyndelsesarbejdet. Der gik ikke lang tid før vi var omgivet af en stor folkemængde. Folks store nysgerrighed kom fuldstændig bag på os, og vi søgte med det samme tilbage i sikkerhed i missionærhjemmet. Men vi kom hurtigt til at værdsætte disse menneskers oprigtige interesse for andre.
Før vi kunne fremholde budskabet begyndte de at stille spørgsmål som: Hvem er dine forældre? Hvorfor er du her? Hvor gammel er du? Hvem betaler dig? Hvilken slags mad spiser du? Hvorfor er du ikke gift? Kunne du ikke tænke dig at få børn? Når de havde fået deres nysgerrighed tilfredsstillet, var de som regel mere villige til at lytte til vort budskab. Efterhånden som vi lærte befolkningen bedre at kende, følte vi os også bedre tilpas i vore nye omgivelser.
I Kerala er der meget smukt. Der er grønt og masser af kokospalmer og andre palmetræer, og der er mange vidtstrakte friarealer. Det var fredeligt og rart at gå langs rismarkerne ud til de forskellige huse. Når vi skulle ud til landsbyerne tog vi nu og da med båd ad det stillestående vand i kanalerne. Alt foregik i en meget afslappet atmosfære. Selv om folk havde travlt gav de sig tid til at lytte.
Kristenhedens missionærer virkede i det samme område, men der gik ikke lang tid før lokalbefolkningen kunne se forskellen mellem dem og os. De var optaget af forskellige former for socialt arbejde, og de gav kun lidt bibelundervisning, om overhovedet nogen. Vi boede ikke som dem i store bungalower, og vi flygtede ikke op i bjergene når det var varmt. Kristenhedens missionærer gav faktisk kristendommen et dårligt ry.
Vi tilbragte knap otte år i Kerala og fik dernæst tildelt nyt distrikt i Bombay, hvor vi stadig tjener. Det krævede selvfølgelig også nogen tilvænning at flytte til denne overbefolkede storby. Men i dette nye virkeområde har vi lært mange af Indiens forskelligartede befolkningsgrupper at kende.
Lige fra begyndelsen er vi kommet tæt ind på livet af de lokale brødre og søstre. De har været yderst gæstfri og har altid gerne ladet os bo hos dem. Deres huse var som regel meget små, så der var slet ikke mulighed for det privatliv vi var vant til. Vi sov alle i det samme værelse — bedstefaderen i det ene hjørne og en børneflok lå på gulvet omkring os. Men den store kærlighed vi mødte gjorde det lettere for os at finde os til rette.
Med årene har vi lært aldrig at bruge udtrykket ’hjem’ om det sted vi kommer fra. Nej, vort hjem er dér hvor vi har fået tildelt distrikt. I stedet for hele tiden at fremhæve forskellene mellem dem og os, har vi lært at efterligne dem med hensyn til smag og måder at gøre forskellige ting på.
For nylig rejste vi en tur tilbage til vort første distrikt i Kerala. Havde forholdene ændret sig? Da vi første gang kom til Kerala var der mindre end 300 forkyndere i hele denne delstat, men nu var over 4000 til stede ved det områdestævne vi overværede. Vi blev meget glade over at se at nogle af dem vi havde haft bibelstudium med for over 30 år siden, stadig trofast tjener Jehova!
Da vi begyndte i missionærtjenesten i 1953 måtte vi forlade mange af dem vi holdt af i Canada. Men som Jesus har lovet fik vi hurtigt mange nye fædre og mødre og søstre og brødre. (Markus 10:28-30) Efterhånden som vi lærte retsindige mennesker sandheden fra Guds ord at kende, blev vi også velsignet med åndelige børn. Ja, vi har altid holdt vort mål klart for øje og er blevet rigt belønnet. Vi har aldrig fortrudt at vi gjorde Indien til vort hjem! — Fortalt af Tillie Lachmuth.
[Illustrationer på side 18]
En kanal i Kerala
Fremstilling af gummi