Asbest — livreddende eller livstruende?
ALLE beboerne på en plads med husvogne i Arizona i De Forenede Stater måtte sælge deres hjem og ejendele til staten og flytte. Alt, lige fra husvogne til møbler og legetøj, blev systematisk tilintetgjort — presset sammen og begravet under flere lag filterpapir, grus og jord. Hvad var der sket? Havde området været udsat for radioaktiv forurening eller et giftigt kemikalieudslip? Nej, husvognene stod på en gammel fabriksgrund som havde vist sig at være forurenet med asbest!
Det har været et omskifteligt århundrede for asbesten — med et svimlende dyk fra popularitetens tinde til foragtelsens dyb. Fra at have været industriens yndling — lovprist for at have reddet utallige menneskeliv fra flammerne — bliver asbesten nu anklaget for medskyld i hundredtusinder af dødsfald. Asbesten nyder den tvivlsomme ære at have revolutioneret byggeindustrien hele to gange: Først ved de globale bestræbelser for at benytte den i byggeriet. Dernæst ved det til tider næsten vanvittige hastværk med at få stoffet ud igen.
Skoler, kontorer og boligkomplekser er blevet lukket — med enorme omkostninger for skatteydere, ejere og lejere. En bølge af sager er skyllet gennem retssystemet. Og mange menneskers tilværelse er blevet forandret af frygt — alt sammen på grund af asbest.
Men hvad er asbest? Hvor kommer det fra? Og er det virkelig så farligt?
En broget fortid
I modsætning til hvad nogle måske tror, er asbest ikke blot et af den moderne teknologis vildskud, endnu et ’laboratoriebarn’ som har fået bersærkergang. Nej, asbest er et mineral — eller rettere: en gruppe af mineraler — der udvindes af jorden. Der findes seks forskellige typer asbest som alle har fiberform og er særdeles varmebestandige.
Folk har benyttet asbest i tusinder af år. Flere hundrede år før vor tidsregning blandede finske bønder asbest i lervarer og benyttede det til at stoppe i sprækker i deres bjælkehytter. De gamle grækere benyttede det som væger i olielamper. Og de gamle romere vævede tekstiler af asbestfibre hvoraf der blev fremstillet håndklæder og strømper, ja endog hovedbeklædninger til kvinder. Disse tekstiler var meget nemme at rengøre: man kastede dem blot ind i ilden og tog dem ud rene og hvide!
I middelalderen overbeviste kejser Karl den Store efter sigende nogle uciviliserede gæster om at han var i besiddelse af overnaturlige evner, da han kastede en borddug af asbest ind i ilden og trak den ud igen uden at den var blevet svedet. Driftige handelsfolk i middelalderen solgte endog asbestkors som de hævdede var modstandsdygtige over for ild fordi de var fremstillet af træ fra „det rigtige kors“!
Helt frem til slutningen af det 19. århundrede var asbest imidlertid ikke meget andet end en kuriositet. Men den industrielle tidsalder ændrede dette. I 1800-tallet indså industrien at asbest ikke blot er ildbestandigt — det korroderer heller ikke, og det er en god isolator. Snart begyndte man at anvende asbest i tagpap, teglsten, fliser, isolationsmateriale, cementprodukter, asfalt, scenetæpper og bremsebelægninger, ja, selv i filtre. Efterhånden blev der anvendt asbestfibre i hen ved 3000 forskellige produkter.
Inden længe kom asbesten til at danne grundlag for en blomstrende industri i hele verden. Der blev fundet store mængder i Uralbjergene i Sovjetunionen, i de norditalienske Alper, i Vermont i De Forenede Stater og i Sydafrika. I midten af 1970’erne nærmede verdensproduktionen af asbest sig seks millioner tons om året.
En uhyggelig pris
Med denne popularitetsbølge fulgte imidlertid også en ildevarslende rumlen. Allerede omkring 1900 år tidligere havde den romerske historiker Plinius bemærket at slaver der arbejdede i asbestminer øjensynlig havde problemer med vejrtrækningen. Dette var kun den første af mange advarende røster.
I begyndelsen af 1900-tallet begyndte læger i Europa at gøre opmærksom på at mange asbestarbejdere døde af luftvejssygdomme. Allerede i 1918 nægtede visse forsikringsselskaber at forsikre asbestarbejdere, i betragtning af deres usædvanlig korte levetid. I 1930’erne fastslog man ved obduktioner at omfattende kontakt med asbest kunne være dødbringende. De små, nåleformede krystaller fra mange asbestformer kan finde vej langt ned i lungerne — ja, endog ind i bughulen — hvor de forbliver og i nogle tilfælde fremkalder sygdom årtier senere. Her vil vi omtale nogle af de mest almindelige asbestfremkaldte sygdomme:
Asbestose er den mest almindelige lidelse, især blandt folk der har været i kontakt med asbest i længere tid. Der opstår ardannelse i lungevævet som resulterer i en fortykkelse af slimhinden og i at lungerne gradvis mister deres elasticitet. Asbestose medfører vejrtrækningsbesvær og gør lungerne mere modtagelige over for infektioner som lungebetændelse og bronkitis, der omvendt er langt farligere for personer i en sådan tilstand. Asbestose er uhelbredelig og kan være dødbringende.
Lungekræft er også meget almindeligt, og koster flere mennesker livet end asbestose gør. Interessant nok har det vist sig at personer der er udsat for asbest og samtidig er rygere, løber en langt større risiko for at få lungekræft end hvis man blot lægger risikofaktorerne sammen for henholdsvis rygning og asbestpåvirkning.
Mesoteliom er en sjælden men overordentlig dødbringende form for kræft som angriber den hinde der dækker indersiden af brystkassen og oversiden af mellemgulvet. Sygdommen kan opstå selv efter begrænset kontakt med asbest og kan bryde ud helt op til 40 år senere.
Fra 1986 til år 2000 vil asbesten ifølge tidsskriftet International Journal of Health Services forårsage at mellem to og tre hundrede tusind mennesker i De Forenede Stater dør en alt for tidlig og smertefuld død. Hvis det kommer til at holde stik vil det være omtrent lige så mange som antallet af amerikanske soldater der blev dræbt i kamp under Anden Verdenskrig.
En overreaktion?
En række forskere mener imidlertid at man har overreageret stærkt hvad angår asbestens farlighed. De hævder at nogle forskere har overdrevet farerne, hvilket har ført til en udbredt „fiber-fobi“, en panikreaktion der har gjort mere skade end gavn.
For eksempel har en forskergruppe under ledelse af Brooke Mossman fra Vermont-universitetets medicinske fakultet udarbejdet en rapport som blev offentliggjort i tidsskriftet Science. Mossman og hendes medarbejdere beklager de store summer der er brugt på at fjerne asbest fra kontorer og skoler — efter sigende i mange tilfælde blot for at eliminere en koncentration af asbestfibre i luften som i forvejen var praktisk talt uskadelig.
Forskergruppen mener at der i nogle af de bygninger som skulle gennemgå en asbestsanering, faktisk var mindre asbest i luften indendørs end udendørs! Man henviser endvidere til statistikker som viser at der er langt større risiko for at børn bliver ramt af lynet eller kommer til skade når de cykler end der er for at de tager skade af så små mængder asbeststøv. Desuden er mange asbestsaneringsprojekter påbegyndt i hast og sjusket udført. Og det har faktisk efterladt endnu mere asbeststøv i bygningerne. I disse tilfælde ville det have været bedre hvis man blot havde ladet asbesten sidde og så forseglet den.
Endvidere er det ikke alle former for asbest som har de samme nåleformede fibre — hvilket også fremgår af asbestlovgivningen i mange europæiske lande. Chrysotil-asbest, som tilhører serpentingruppen, består af lange krøllede fibre der forholdsvis let bliver fanget i lungerne og ført ud. Denne asbestform udgør omkring 95 procent af verdens samlede asbestproduktion. De asbestformer der tilhører amphibolgruppen, og som tilsyneladende er skyld i de fleste tilfælde af mesoteliom, bliver kun anvendt i sjældne tilfælde.
Mossman og hendes medarbejdere afviser også den såkaldte ’én-fiber-teori’ — den antagelse at blot en enkelt asbestfiber kan være livstruende. Asbest findes trods alt i naturen. Ifølge en lederartikel i bladet Science indånder vi alle sammen omkring én million asbestfibre årligt!
Disse argumenter har imidlertid ikke formået at bringe alle forskere med andre synspunkter til tavshed. Dr. Irving J. Selikoff, der i 1964 gennemførte en skelsættende undersøgelse af asbestens skadevirkninger, fastholder at selv en begrænset kontakt med asbest er farlig. Og mange forskere er enige med ham. De er især bekymrede for skolebygninger. Det er uden betydning blot at måle koncentrationen af asbestfibre i luften, siger de, eftersom faren kun er forbundet med bestemte asbestkilder som for eksempel isolering på rør og kedler. Det er sandsynligt at nysgerrige børn med hærværkstendenser vil finde sådanne kilder og pille i isoleringsmaterialet. Desuden vil rengøringspersonale og viceværter jævnlig være udsat for kontakt med asbesten.
Forskerne er også uenige om hvor farlig chrysotil-asbesten egentlig er. En international videnskabelig konference i foråret 1990 sagde som svar på Mossmans rapport i Science, at chrysotil er akkurat lige så farligt som andre asbestformer. Nogle har ligefrem beskyldt forskere der bagatelliserer farerne ved asbest, for at lade sig bruge af asbestindustrien, som betaler nogle af dem for at vidne i retten.
Profitbegær
Sådanne beskyldninger stempler uvilkårligt de anklagede som profitbegærlige — hvis de altså er sande. Det er en kendsgerning at profitbegær er et gennemgående tema i asbestens historie i dette århundrede.
Asbestindustrien er blevet anklaget for, af hensynsløst profitbegær, at have holdt ansatte i uvidenhed om farerne ved kontakt med asbest. Mange domstole har pålagt asbestfabrikanter at betale skadeserstatning fordi de ikke har oplyst de ansatte om den risiko de løb. Men disse sager til trods fortsætter asbestfirmaerne med at eksportere deres produkter til lande som endnu ikke har forbudt brugen af asbest — og hvor der i mange tilfælde ikke er foranstaltninger til beskyttelse af fabriksarbejderne.
Også asbestsaneringsindustrien er under anklage for profitbegær. Kritikere fordømmer de ublu priser der tages for fjernelse af asbest — ofte mellem 25 og 50 dollars (150 og 300 kroner) pr. kvadratmeter, hvilket er over hundrede gange den pris det i sin tid kostede at opsætte asbestmaterialerne. Der tales også om korruption. Mange saneringsfirmaer er blevet grebet i at bestikke embedsmænd til at se gennem fingre med illegale og farlige saneringsmetoder. Man har kendskab til korrupte ejere af udlejningsejendomme som, blot for at spare penge, har antaget skruppelløse firmaer til at fjerne asbesten uden de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. De arbejdere der bliver antaget til at udføre opgaven kender i mange tilfælde intet til farerne, bruger ikke beskyttelsesudstyr og har i nogle tilfælde skaffet sig af med asbesten på ulovlig vis — endda i offentlige parker.
Asbest og dig
Der er dog lyspunkter i denne grumme historie. Kendskabet til de mange faremomenter ved asbest bliver stadig større verden over. Mange regeringer har krævet brugen af asbest begrænset eller har i det mindste stillet krav om beskyttelsesudstyr til dem der arbejder med stoffet.
Hvad nu hvis man har mistanke om at der er asbest i ens hjem eller på arbejdspladsen? For det første vil det være nødvendigt med en laboratorieundersøgelse for at fastslå om der er tale om asbest eller ej. For det andet er der ingen grund til panik. Nogle har i panik forsøgt selv at fjerne asbesten, hvilket ofte er ulovligt og langt farligere end at lade den være hvor den er. Det er vigtigt at man søger sagkyndig hjælp inden man foretager sig noget. Og man bør kun overlade det til et velrenommeret og anerkendt firma at fjerne asbesten eller forsegle den, alt efter hvad situationen kræver.
Hvis man ikke kan undgå asbest på sin arbejdsplads, er det vigtigt at man bruger beskyttelsesudstyr og holder asbestmaterialet fugtigt for at forhindre at fibrene spredes i luften — uanset hvor upraktisk det måtte være. En undersøgelse der omfattede 405 arbejdere i Egypten afslørede at kun 31,4 procent benyttede beskyttelsesudstyr når de arbejdede med asbest.
Endelig er det vigtigt at man ikke ryger. En undersøgelse i De Forenede Stater har vist at 34 procent af asbestarbejderne er rygere — selv om det er konstateret at rygere løber en 50 gange større risiko for at pådrage sig asbestfremkaldte sygdomme.
Det er sandt at eksperterne stadig er uenige om hvor farlig asbest egentlig er og om man uden risiko kan tåle en vis mængde. Måske vil denne uenighed fortsætte — mens man vredt bombarderer hinanden med statistikker og undersøgelser — indtil den dag hvor mennesket definitivt vil holde op med at ødelægge jorden og misbruge dens ressourcer. (Åbenbaringen 11:18) Indtil da vil det nok være klogt konsekvent at holde sig på den sikre side.
[Illustration på side 12]
Typisk indretning ved asbestarbejde, indbefattet kamre til dekontamination. Fra venstre til højre: 1. arbejdsplads; 2. omklædningsrum; 3. luftsluse; 4. brusebad; 5. luftsluse; 6. asbestfrit rum