En aften i et japansk hjem
Af Vågn op!-korrespondent i Japan
ER DU interesseret i at træffe forskellige nationaliteter, lære deres skikke at kende og se hvordan de bor? Så følg med hen til en japansk familie der har indbudt os til et måltid. Undervejs vil jeg forsøge at forberede dig en smule på hvad der venter os.
Men først skal vi finde den lille gave vi forventes at medbringe. En æske wagashi (japansk konfekt) eller senbei (riskiks) er en passende gave. Men siden det er sommer, så lad os tage en pæn kurv frugt med. Frugtboden har færdigpakkede fletkurve til formålet, med indpakningspapir og bånd om.
Ved ankomsten
Hele familien byder os velkommen ved hoveddøren. Børnene virker spændte, hvilket tydeligt røber at det er en særlig anledning for familien. Og som en speciel japansk velkomsthilsen står der tøfler nydeligt arrangeret ved døren. Japanerne går ikke i spadseresko indendørs. Det giver et renere hjem og betyder mindre slid på de sarte stråmåtter (tatami) der findes i de fleste japanske hjem.
Vi sætter derfor skoene her i husets genkan, vindfang, før vi går indenfor. Se bare! Bedstemoder er allerede ved at vende vore sko om og stille dem på række så de er klar når vi skal tage afsked. Hvis skoene trænger til at blive pudset eller støvet af, er det ikke ualmindeligt at det bliver gjort inden gæsterne går.
„Kommer desserten først?“
Sådan tænker de fleste udlændinge når de ser te og søde sager blive sat frem inden måltidet. Men de chokoladelignende lækkerier med geléagtig konsistens er lavet af sødede bønner og hedder yōkan. De smager dejligt til o-cha (grøn te).
Men før du spiser din yōkan og drikker teen skal du friske dig op med det kølige, fugtige håndklæde værtinden rækker dig. Det hedder o-shibori, hvilket ordret betyder „opvredet“. Om vinteren bliver gæsterne budt dampende varme håndklæder.
Læg mærke til den smukke have og fiskedam uden for skydevinduerne. De fleste japanere, rige som fattige, har en form for have hjemme. Mange er villige til at ofre halvanden gang så meget på haven som på et nyt hus.
Stenene, dværgfyrrene og de andre planter er anbragt sådan at haven ligner et bjerglandskab i miniature. Vandfaldet og det stille bassin der er fyldt med store, farvestrålende karper, skal virke afslappende og forhøje nydelsen af aftenen. Værten plejer senere at vise gæsterne resten af haven.
Den stue vi befinder os i er den særlige gæstestue, o-kyakuma. Kan du se nichen oppe på væggen? Den hedder tokonoma. Førhen fandtes samuraiens (krigerens) rustning og familiens buddhistiske alter her. Nu tjener den dekorative formål, og skattede vaser, ophængte papirruller og andre arvestykker er anbragt her.
Som æresgæst bliver du utvivlsomt bænket nærmest nichen. Bemærk den mesterligt udskårne stolpe, tokobashira, ved siden af. Den fremstilles af ibenholt eller sandeltræ der poleres og lakeres sådan at åretegningen og træets naturlige skønhed fremhæves. Én enkelt stolpe kan koste over seks tusind kroner!
Så er der serveret
Værtinden har netop bekendtgjort at maden er klar om lidt. Men hun vil gerne vide om du kunne tænke dig et bad først. Nej, det er ikke for at antyde at det er tiltrængt, men japanerne synes at et bad før middagen er forfriskende. Sædvanligvis indbydes gæsten til at bade først. Du har ikke lyst til et bad før middagen? Det er helt i orden, men du bør i det mindste besigtige familiens bad, kaldet, o-furo.
Der findes stadig offentlige badeanstalter, men nu har de fleste japanske hjem eget o-furo. Det er et dybt kar beklædt med træ, fliser eller plastic. Vandet opvarmes med brænde eller gas til en temperatur på omkring 38 grader celsius.
Det japanske bad adskiller sig fra det vesterlandske ved at man sæber sig ind og skyller sig af inden man stiger ned i karret. På denne måde kan hele familien benytte det samme badevand, som blot skal opvarmes en smule inden den næste går i. Karret er så dybt at man sidder i vand til halsen. Det er meget afslappende, og det er en ufravigelig praksis at bade før sengetid på kolde vinteraftener.
En veritabel banket
Nu kalder vor vært på os og giver besked om at det er spisetid, eller bankettid, skulle man måske sige. Se al den mad bordet bugner med! Det er både farverigt og tiltalende arrangeret. I Japan er måltidet et kunstværk hvor synsindtrykket betyder næsten lige så meget som smagen og duften. De små, farverige lækkerbiskener på den sorte lakbakke er japanernes livret, sushi. Hvert enkelt stykke er en omhyggeligt formet klump ris tilsat lidt sukker og eddike og har på toppen et rødt eller hvidt stykke rå tunfisk eller andet godt fra havet.
En anden fiskeret er stegt tai, kunstfærdigt arrangeret i halvmåneform på en tallerken og endnu med hoved og hale på. Den rygende varme suppe er kogt på tang og er tilsat terninger af tofu (ost lavet af sojamælk). Og der er naturligvis masser af ris til alle, foruden frisk grøn salat. Menuen fuldendes med frugt tilberedt på japansk manér. Hvilket festmåltid!
Høflig konversation
Efter måltidet drikkes der grøn te, mens vi konverserer. Men hvad skal vi tale om? Noget der interesserer japanere er dig selv og dit hjemland. De vil også gerne høre din mening om dem og deres land, om måltidet og om japansk mad i det hele taget. Det glæder dem hvis man interesserer sig for japanske forhold og lærer nogle gloser på deres sprog.
Nu kan det være at værtinden siger: „O-kuchi ni awanakute gomen nasai,“ hvilket betyder: „Jeg er ked af at måltidet ikke faldt i jeres smag.“ I virkeligheden vil hun gerne forsikres om at vi kunne lide maden, så vi svarer: „Oishikatta desu!“ (Det smagte godt!) Måske en anden gæst tilføjer komplimenten: „Gochiso samadeshita,“ der ordret betyder: „Tak fordi du ilede [mellem køkkenet og spisestuen] for at betjene os.“
Som vesterlænding forekommer det dig måske at japanerne kun taler om sig selv i generelle vendinger og udtaler sig svævende om visse emner. Hvis man for eksempel spørger hustruen hvordan hun traf sin mand, er svaret måske blot et forlegent fnis. Eller hvis man beundrer en smuk vase og spørger hvad den har kostet, lyder svaret sandsynligvis: „Chotto takakatta desu.“ (Den var lidt dyr.) Virker det undvigende? Måske. Men sådan foregår høflige japanske samtaler. Man må derfor huske ikke at udfritte værtsfolkene eller være overdrevent familiær.
En dejlig aften slutter
Alt for snart er det tid at tage afsked med vore elskværdige værtsfolk. Idet vi tager sko på i vindfanget, knæler værtinden og hendes moder for os med panden mod gulvet. De vil også absolut have at vi tager nogle levninger med i det store, farvestrålende tørklæde, furoshiki. Desuden får vi hver en lille gave med.
Mens hele familien kommer ud for at sige sayonara (farvel), tænker du måske som jeg: ’Hvilken fornøjelig aften!’ Tænk på den tid og de anstrengelser det har kostet at tilberede måltidet. Vore betænksomme værtsfolk fik os til at føle os hjerteligt velkomne. De har utvivlsomt selv følt tilfredshed i bevidstheden om at de glædede os.
Du var glad for at være med, ikke? Nu føler du måske at du kender japanerne lidt bedre. Men du må komme igen snart og lære dette enestående land og dets gæstfri indbyggere bedre at kende.