Flamenco var vores liv

DER er meget stor forskel på at spille guitar og trompet. Lige siden jeg var 17 år har jeg elsket at spille flamencoguitar, men det skulle på en måde blive trompeten der forandrede mit liv. Det skete i 1975, dengang jeg aftjente min værnepligt i det spanske flyvevåben. Men lad mig først fortælle hvordan jeg kom til at holde af guitarspillet.

Jeg er opvokset i Verdun, en arbejderforstad til Barcelona, den travle spanske havneby ved Middelhavet. Min far er flamencodigter og en varm tilhænger af flamenco. Min mor er flamencosanger. (Flamenco er en speciel type andalusisk musik, sang og dans som blev skabt af sigøjnere, arabere og jøder for flere hundrede år siden.) Min far, der egentlig er fra Baena, Córdoba, i Andalusien, holdt naturligvis meget af flamenco og opmuntrede mig til at begynde at spille guitar. I to år gik jeg til privatundervisning i guitarspil og søgte derefter arbejde. Det var nemt at finde et job, eftersom flamenco altid er en stor turistattraktion i Spanien.

En flamencoduo dannes

Efter endt militærtjeneste arbejdede jeg i Barcelona på et tablao der hed El Cordobés. Flamencoshowet, der på spansk kaldes tablao eller tablado, har sit navn efter de tablas eller planker som træscenen er fremstillet af. På dette scenegulv optræder flamencodanserne. Mandlige og kvindelige flamencodansere (bailaores og bailaoras) optrådte til mit guitarakkompagnement. Desuden medvirkede der sangere (cantaores), som det sig hør og bør i en flamencoforestilling. For dem der ikke kender flamencosang og -dans kan jeg oplyse at der er tale om en kunstart som måske kan føres tilbage til tiden for den arabiske besættelse af Spanien (fra det 8. til 15. århundrede). Tidligere var kunstnerne hovedsagelig sigøjnere.

Mens jeg arbejdede på El Cordobés blev jeg forelsket i en ung danserinde som kom med i truppen. Hun var fra Catalonien, hed Yolanda og var en fiks og livfuld danser med mørkt hår og mørke øjne. Hun forandrede mit liv idet hun endte med at blive min hustru. Vi blev gift i 1978 i en katolsk kirke i Santa Coloma de Gramanet, nær Barcelona. Men hvordan var Yolanda kommet ind i flamencodansens verden? Jeg vil lade hende selv berette.

Jeg har musik og dans i blodet

Jeg har lige fra barnsben været helt opslugt af spansk musik. Min far holdt meget af at lytte til sardana-musik, der er et særkende for Catalonien. Min mor og bedstemor, derimod, sang altid de glade jota-sange fra Aragonien. Eftersom jeg havde problemer med mine fødder, anbefalede en læge at jeg motionerede. Jeg begyndte derfor at gå til ballet. Da jeg var syv år så jeg en pige danse flamenco, hvilket fascinerede mig så meget at min mor meldte mig ind på en skole for flamencodansere.

Jeg klarede mig godt og begyndte at optræde i peñas flamencas, det vil sige små flamencoteatre. Da jeg var 14 gik min mor og jeg en dag en tur på Barcelonas berømte Rambla de las Flores og så et skilt der reklamerede for El Tablao Flamenco, El Cordobés. Min mor foreslog at vi skulle gå ind og høre om de havde brug for en danser. Allerede første aften blev jeg ansat. Hvem var guitaristen? Francisco (Paco) Arroyo, som jeg siden giftede mig med! Nu kan han fortsætte beretningen.

Med trompeten sker der en forandring i mit liv

Hvor kommer trompeten ind i billedet? Jo, i 1975 aftjente jeg min værnepligt under flyvevåbenet (Academia General del Aire) i militærfængselet i La Manga del Mar Menor i Murcia-provinsen. Jeg var fængselets trompetist og skulle dagen igennem blæse officerselevernes kaldesignaler.

Mens jeg tjente dér, lagde jeg mærke til en stille og ydmyg ung fange. Jeg spekulerede på hvorfor han sad i fængsel. En dag spurgte jeg ham om det. Først prøvede han at undgå at tale med mig på grund af fængselsreglerne, men jeg insisterede. Jeg ville vide hvorfor. Han forklarede at han som et kristent Jehovas vidne af samvittighedsgrunde havde nægtet at lade sig indrullere i hæren. Jeg var interesseret i at høre mere om hans tro. Han fortalte mig derfor at han troede på Bibelen og at de nuværende verdensforhold var forudsagt i denne bog. Eftersom jeg aldrig havde læst i Bibelen, spurgte han om jeg kunne tænke mig en. Det kunne jeg.

Men hvordan kunne han få fat i en bibel når han var fange og det ikke var tilladt at forkynde? En dag fik han besøg af nogle af sine trosfæller. De havde taget en kurv appelsiner med til ham, og godt gemt i kurven lå en bibel samt bogen Sandheden der fører til evigt liv. Hemmeligt gav han mig publikationerne, men derefter kunne jeg ikke opsøge ham mere. Kort tid efter forlod jeg flyvevåbenet og flyttede tilbage til Barcelona. Havde jeg dog bare kendt hans navn! Jeg ville så gerne møde ham igen, for han var den første der havde vist mig sandheden fra Bibelen.

Vi opgiver flamencoen

Som tidligere nævnt blev jeg gift med Yolanda. Der var gået cirka et år, da der en dag blev banket på døren. Yolanda lukkede op — og dér stod to Jehovas vidner. Jeg sagde først til Yolanda at hun skulle bede dem om at gå. Men så kom jeg i tanker om den unge mand i fængselet og om de bøger han havde givet mig. Jeg inviterede dem derfor indenfor og begyndte at stille spørgsmål. Vi aftalte at de skulle besøge os igen, og den følgende uge begyndte de at studere Bibelen med os.

Der gik ikke lang tid før jeg mødte modstand fra familien. Min far sagde: „Du måtte hellere være en tyveknægt end et af Jehovas vidner!“ Dette overbeviste mig om at vi ville være bedre stillet hvis vi arbejdede i et andet land — langt borte fra familien. Med en arbejdskontrakt i hånden flyttede vi derfor i 1981 til Venezuela. Kort tid efter begyndte nogle missionærer at studere med os. Igennem et stykke tid kom vi sammen med missionærerne uden at gøre fremskridt. I 1982 flyttede vi så til De Forenede Stater, hvor vi fik arbejde på en spansk restaurant i Los Angeles, Californien.

Trods modstand fra begge vore familier blev vi til sidst døbt. Det var i 1983 i Los Angeles. Min far blev så forarget at han bad mig slette hans efternavn, Arroyo, fra mit navn. Men siden da har han ændret indstilling og accepterer nu besøg af Jehovas vidner. I dag studerer en af mine søstre også Bibelen.

Vores dybe engagement i flamencoverdenen var endnu en grund til at det tog os så lang tid at blive døbt. Eftersom vi skulle optræde i natklubber og restauranter, havde vi vores tid fuldt besat om aftenen. Omgangskredsen var ikke altid den bedste for os som kristne. Restauratørerne ville have os til at underholde ved jule- og fødselsdagsfester, men vi ville ikke gå på kompromis. Det endte med at vi forlod flamencoverdenen.

I mellemtiden havde vi fået to børn, Paquito og Jonathan. Vi kunne forsørge familien ved at give privatundervisning i dans og guitarspil i vores hjem. Dette gav os mere tid til familien og til at pleje vore åndelige interesser. Nu og da kunne vi endda øge vor deltagelse i den offentlige forkyndelse.

Noget der er vigtigere end flamenco

Flamenco findes i talrige varierende former og er en karakteristisk del af Spaniens gamle folketradition. Vi holder stadig meget af flamenco som musikform og som udtryksmiddel for menneskelige følelser. Men vi ved at der er noget som er vigtigere i livet — nemlig at tjene Gud og vore medmennesker.

Vi nyder at slappe af sammen med vore brødre og søstre af spansk eller latinamerikansk afstamning, når vi en gang imellem holder fiesta med mexicansk og spansk musik og dans. Hvor er det skønt at se enheden blandt Jehovas folk, der kommer fra mange nationer! Og hvilken glæde vil det ikke blive når vi inden længe kan dele vore musikalske erfaringer med brødre og søstre i Guds lovede nye verden — på en renset jord, hvor freden råder overalt! — Fortalt af Francisco (Paco) og Yolanda Arroyo.

[Illustrationer på side 18]

Parate til at forkynde fra hus til hus

Vi underholder en gruppe venner med flamenco