„Spiseforstyrrelser“ — læsernes reaktion

ARTIKLERNE i Vågn op! om „Spiseforstyrrelser — Hvad kan der gøres?“ (22. december 1990) har udløst en flod af læserbreve. Læsere fra hele verden har skrevet for at takke for behandlingen af dette ømtålelige og ofte pinlige emne. Artiklerne blev modtaget med glæde af mange der længe har kæmpet med spiseforstyrrelser.

En kvinde skrev for eksempel: „Vagttårnsselskabet fortjener al mulig ros for artiklerne om spiseforstyrrelser. Som niårig fik jeg stillet diagnosen anoreksi, og jeg har nu kæmpet med lidelsen i 34 år. Jeg har læst al tilgængelig litteratur om spiseforstyrrelser og gennemgået en række terapier. Fremstillingen i Vågn op! er imidlertid den bedste jeg endnu er stødt på. Ingen bøger og ingen rådgivere har så alsidigt gjort rede for det åndelige perspektiv som Vågn op!-artiklerne. For første gang ser jeg anoreksi med Guds øjne.“

Mange efterlever allerede rådene i artiklerne. En kvinde skriver: „Personlighedsskildringen i artiklen ’Hvem er det der får spiseforstyrrelser?’ passede, til min overraskelse, præcis på mig. Hver eneste tanke i artiklen ’Hvordan vinder man kampen?’ har jeg kunnet bruge. Nu ser jeg helt anderledes på sagen. Det var befriende at få at vide at andre, selv kristne, har samme problem. Jeg troede at jeg måske var den eneste.“

En 25-årig kvinde skriver: „Jeg har lidt af bulimi siden jeg var 13. I hele 1989 og noget af 1988 led jeg af en dyb, udmarvende depression. To gange forsøgte jeg endda at begå selvmord. Jeg kunne nikke genkendende til det der blev sagt i disse gribende artikler og har allerede fulgt nogle af de gode råd. Artiklerne har hjulpet mig ind på rette spor. Jeg sætter virkelig pris på dette blad og vil ofte vende tilbage til det!“

„Jeg har læst bladet igen og igen,“ skriver en ung kvinde som i ti år har kæmpet med spiseforstyrrelser. „Jeg er netop begyndt at erkende mit problem. Det er en kolossal trøst at vide at Jehova ønsker at hjælpe og ikke opgiver os hvis vi får tilbagefald.“

„Det var som at læse om mine egne følelser!“ skriver en ung pige. „Disse artikler hjalp mig til at udøse mit hjerte for min mor. Nu har jeg fået et mere ligevægtigt syn på mig selv.“ En 16-årig pige skriver: „Jeg er ved at komme mig over anorexia nervosa. Jeg har bedt til Jehova om han ville lade mig møde én der kunne forstå min lidelse. Vågn op! viste at jeg i forvejen er omgivet af forstående mennesker. Jeg har min familie, de mange brødre og søstre som er mine venner, og frem for alt Jehova. Det er mit håb at Vågn op! for 22. december vil hjælpe andre lige så meget som det har hjulpet min familie og mig.“

En 20-årig kvinde i heltidstjenesten skriver: „I lang tid søgte jeg på egen hånd at komme ud af mine spiseforstyrrelser. En overgang følte jeg endda at det ikke var noget man kunne bede om. Det varmede mig om hjertet at erfare at Jehova også har øje for dette problem.“

„Virkelig glimrende!“ skriver en anden kvinde. Hun fortsætter: „Jeg bærer rundt på adskillige traumer fra min barndom, først og fremmest fordi jeg er blevet seksuelt og rituelt misbrugt. De to første afsnit under overskriften ’Følelsen af utilstrækkelighed’ ramte hovedet på sømmet. Man må lære at kunne lide sig selv, hvilket man, som det så godt blev sagt, ikke kan gøre uden andres hjælp.“

Mange følte tilsyneladende at artiklerne var et svar på deres bønner. „Det er ingen tilfældighed at disse artikler er blevet skrevet, for Jehova besvarer bønner!“ udbryder en læser. Hun tilføjer: „Selv om jeg har kæmpet med vægten det meste af mit liv, var det først da jeg læste disse artikler at jeg erkendte at jeg har en alvorlig spiseforstyrrelse (bulimi).“ En 19-årig pige som har kæmpet med bulimi i seks år siger: „I begyndelsen af denne måned skulle jeg lige til at skrive til jer for at spørge om I ikke ville udgive en artikel om emnet. Jeg er glad for at I behandlede det så grundigt og ikke bare fejede det ind under gulvtæppet som de fleste gør.“

Et brev lyder ganske enkelt: „Jeg har bedt om og ventet tålmodigt på at der skulle komme nogle artikler om spiseforstyrrelser. Jeg ville have bedt om råd hvis ikke det var fordi jeg syntes at mit problem var for pinligt. Den medfølelse I ved hjælp af artiklerne har vist mig som enkeltperson har givet mig fornyet tillid til at jeg nok skal overvinde problemet.“ En pige der går i gymnasiet, skriver: „Jeg fik anorexia nervosa og bulimi; jeg led både mentalt og fysisk under det. Da jeg bad Jehova om hjælp kom disse artikler. Jeg kunne ikke lade være med at græde af glæde.“

For mange var det en følelsesmæssig oplevelse at læse artiklerne. „Så snart jeg pakkede bladet ud sprang forsiden mig i øjnene,“ skriver en ung kvinde. „Jeg var næsten bange for at røre ved bladet. Jeg lagde det på sengen ved siden af mig og kiggede på det i et par minutter mens jeg takkede Jehova for artiklerne. Jeg kan se at Jehova virkelig elsker mig. Artiklerne fik mig til at indse at mit legeme er en dyrebar gave og at jeg bør behandle det som sådan.“

„Mens jeg læste artiklerne og selv mens jeg sad ved skrivemaskinen og skrev dette brev, trillede tårerne ned ad mine kinder,“ skriver en kvinde. „Jeg er kommet mig over min bulimi og har set frem til at der kom en artikel fra Selskabet om det emne. Det at lære at acceptere mig selv, at tro på at jeg har værdi i Jehovas øjne og ikke tage mig af hvad andre tænker og tror, har været noget af det sværeste for mig. Nogle dage går det lettere end andre, men jeg må hele tiden arbejde med mig selv.“

„Det var med tårevædede øjne at jeg tog bladet til mig,“ skriver en 21-årig kvinde. „I næsten ni år har jeg kæmpet med alle de tre omtalte lidelser. Jeg har altid været bange for at betro mig til andre. På grund af de praktiske råd føler jeg nu at jeg kan håndtere problemet med Guds hjælp. Det er lige det jeg har bedt om.“

Sluttelig skriver en kristen ældste: „Disse artikler har været til stor hjælp. Det er vigtigt for os ældste at vi sætter os godt ind i disse oplysninger så vi kan hjælpe andre, både i og uden for menigheden!“

Dette er blot nogle få uddrag af de takkebreve vi har modtaget. Vi håber og beder til at artiklerne fortsat vil hjælpe mennesker rundt om i verden til at overvinde disse lidelser.