Spiseforstyrrelser — hvad kan hjælpe?

HVIS din datter har en spiseforstyrrelse, har hun behov for hjælp. Vent ikke med at gøre noget i den tro at problemet nok skal blive løst af sig selv. En spiseforstyrrelse er en kompleks lidelse der berører patienten fysisk og følelsesmæssigt.

Eksperter har anbefalet et utal af forskellige måder at behandle spiseforstyrrelser på. Nogle har foreslået at man behandler sygdommen medicinsk. Andre går ind for psykoterapi. Andre igen siger at en kombination af disse behandlingsmetoder er bedst. Og så er der familierådgivning, som ifølge nogle er særlig vigtig hvis den der har spiseforstyrrelser, stadig bor hjemme.a

Selv om eksperterne kan have forskelligt syn på hvilke behandlingsmetoder der er mest effektive, er de fleste dog enige på ét punkt: Spiseforstyrrelser handler ikke kun om mad. Lad os se nærmere på nogle af de dybereliggende problemer der normalt skal løses når man vil hjælpe en der lider af nervøs spisevægring eller bulimi, til at komme over sin lidelse.

En ligevægtig holdning til ens krop

„Jeg holdt helt op med at købe modeblade da jeg var omkring 24,“ fortæller en ung kvinde. „Jeg sammenlignede mig selv med fotomodellerne, og det havde en stærkt negativ virkning på mig.“ Som allerede nævnt, kan reklameverdenen forvrænge pigers opfattelse af skønhed. En mor hvis datter lider af en spiseforstyrrelse, peger på „den uophørlige strøm af reklamer i aviser, blade og tv-programmer der fortæller os at vi skal være supertynde. Både min datter og jeg kan lide at være slanke, men vi føler at det konstante bombardement af reklamer gør slankhed til det vigtigste i livet.“ Hvis en pige eller en ung kvinde skal overvinde en spiseforstyrrelse, kan det være at hun må ændre sin opfattelse af hvad sand skønhed er.

Bibelen er en stor hjælp i den forbindelse. Den kristne apostel Peter skrev: „Lad ikke jeres prydelse være det udvendige, håret I fletter, guldsmykkerne I tager på eller yderklæderne I bærer, men lad det være hjertets skjulte menneske, med den stille og milde ånds uforgængelige klædedragt der er af stor værdi i Guds øjne.“ — 1 Peter 3:3, 4.

Her gør Peter opmærksom på at vi bør være mere optaget af de indre kvaliteter end af vores udseende. Bibelen giver denne forsikring: „Gud ser ikke som mennesker ser; mennesker ser nemlig på det der er synligt for øjnene, men Jehova ser på hjertet.“ (1 Samuel 16:7) Det er trøstende at vide, for selv om der er visse ting ved vores ydre vi ikke kan lave om, kan vi altid forbedre vores personlighed. — Efeserne 4:22-24.

Eftersom der ofte er en nær forbindelse mellem spiseforstyrrelser og en lav selvagtelse, kan der være behov for at man ændrer indstilling til sig selv. Bibelen siger ganske vist at vi ikke skal tænke højere om os selv end vi bør tænke. (Romerne 12:3) Men den siger også at selv en spurv betyder noget for Gud, og tilføjer: „I er mere værd end mange spurve.“ (Lukas 12:6, 7) Bibelen kan altså hjælpe os til at opbygge en sund selvrespekt. Hvis man værdsætter sin krop, vil man også passe på den. — Jævnfør Efeserbrevet 5:29.

Men hvad nu hvis man virkelig har behov for at tabe sig? Da kan en sund kost og et motionsprogram måske hjælpe en til at smide de overflødige kilo. Bibelen siger at „legemlig opøvelse er gavnlig“, også selv om det kun er til lidt. (1 Timoteus 4:8) Det er imidlertid vigtigt at man ikke kun tænker på sin vægt og figur. En undersøgelse om kropsopfattelsen konkluderer: „Det klogeste er nok at man sørger for at få meget motion og accepterer sig selv som man er, frem for at forsøge at passe til et nøje afgrænset og subjektivt idealbillede.“ En 33-årig kvinde i USA fortæller at det har hjulpet hende. „Jeg har fulgt én enkel regel,“ siger hun. „Arbejd på at forbedre det du realistisk set kan ændre, og lad være med at bruge tid på at bekymre dig om det du ikke kan lave om på.“

Hvis man har et positivt syn på tilværelsen og sørger for at få en sund kost og passende motion, vil man højst sandsynligt kunne slippe af med eventuelle overflødige kilo.

Støtte fra en ven

Professor James Pennebaker siger efter at have undersøgt en gruppe bulimikere at deres kaotiske spisevaner med grovæderi og opkastninger tvinger dem til at føre et dobbeltliv. „Praktisk taget alle indrømmede at det krævede uforholdsmæssigt meget tid at holde deres spisevaner skjult for nære venner og familiemedlemmer. De levede alle på en løgn, og de hadede det.“

Et vigtigt skridt på vejen til helbredelse er derfor at man åbner sig for andre. Både anorektikere og bulimikere har behov for at tale med andre om problemet. Men hvem kan de tale med? Et bibelsk ordsprog siger: „En ven viser kærlighed til hver en tid og er en broder som er født med henblik på trængselen.“ (Ordsprogene 17:17) En sådan ven kunne være ens mor eller far eller en anden erfaren voksen. Nogle har også fundet det nødvendigt at betro sig til en som har kendskab til spiseforstyrrelser.

Jehovas vidner har desuden den fordel at de kan hente hjælp hos menighedens ældste. De kan være „som et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen, som vandstrømme i et ørkenland, som et vældigt klippebjergs skygge i et udtørret land“. (Esajas 32:2) De kristne ældste er jo ikke læger, og derfor kan man foruden deres gavnlige vejledning også have brug for at få lægebehandling. Men disse åndeligt kvalificerede mænd kan ikke desto mindre gøre meget for at hjælpe den syge til at blive helbredt.b — Jakob 5:14, 15.

Den bedste fortrolige ven man kan have, er Skaberen. Salmisten skrev: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig. Han vil aldrig tillade at den retfærdige vakler.“ (Salme 55:22) Jehova Gud interesserer sig for sine jordiske børn. Undlad derfor aldrig at henvende dig til ham for at fortælle hvad der tynger dig. Peter tilskynder os: „Kast . . . al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.“ — 1 Peter 5:7.

Når hospitalsindlæggelse bliver nødvendigt

En der lider af en spiseforstyrrelse, kan ikke blive helbredt blot ved at blive indlagt på et hospital. Men hvis en pige er underernæret som følge af nervøs spisevægring, kan hun have brug for særlig pleje. Det må indrømmes at det ikke er let for forældre at tage dette skridt. Tag for eksempel Emily, hvis datter måtte indlægges da situationen blev, som hun udtrykker det, „utålelig både for hende selv og for os“. Hun tilføjer: „At indlægge vores grædende datter på hospitalet var det sværeste jeg nogen sinde har stået over for. Det var den værste dag i mit liv.“ Elaine, som også måtte indlægge sin datter, oplevede det på samme måde: „Det værste jeg kan huske, var da hun lå på hospitalet og nægtede at spise og de blev nødt til at made hende intravenøst. Jeg følte at de havde knækket hendes vilje.“

At måtte indlægge den der har spiseforstyrrelser, på hospitalet er ikke nogen behagelig tanke, men i nogle tilfælde kan det være nødvendigt. For mange der har en spiseforstyrrelse, kan det være det først skridt mod helbredelse. Emily siger om sin datter: „Det var nødvendigt at hun blev indlagt. Det var det der hjalp hende til at få det bedre.“

Et liv uden spiseforstyrrelser

Som en del af helbredelsesprocessen må anorektikeren og bulimikeren lære at spise normalt, hvilket kan være meget svært. Kim skønner for eksempel at hun under sin anorektiske periode tabte 18 kilo på ti måneder, men hun var ni år om at tage 16 kilo på igen. Hun siger: „Det var med største besvær at jeg efterhånden lærte at spise normalt igen uden at tælle hver eneste kalorie, veje maden, udelukkende holde mig til slankemad, gå i panik hvis jeg ikke kendte alle ingredienserne i en ret mad eller en dessert, og uden at insistere på kun at spise på restauranter hvor der var en salatbar.“

Men helbredelsesprocessen gavnede også Kim på en anden måde. „Jeg lærte at erkende og give udtryk for mine følelser med ord i stedet for ved hjælp af bestemte handlinger og spisevaner. Jeg lærte nye måder at løse konflikter på, og det hjalp mig til at få et nærmere forhold til mine venner og min familie.“

Det er en udfordring at overvinde en spiseforstyrrelse, men i sidste instans er det anstrengelserne værd. Det kan Jean, der blev citeret i begyndelsen af denne artikelserie, bekræfte. Hun siger: „At vende tilbage til kaotiske spisevaner ville være som at vende tilbage til en gummicelle efter at have levet i frihed et stykke tid.“

[Fodnoter]

[Ramme på side 11]

Læg grundlaget for helbredelse

HVAD skal man gøre hvis man fornemmer at ens datter lider af en spiseforstyrrelse? Det er klart at man ikke bare skal ignorere problemet. Men hvordan kan man bringe emnet på bane? Forfatteren Michael Riera siger: „Nogle gange hjælper det at spørge hende direkte, men som oftest ender det med at man føler at man taler til en mur.“

Derfor er det måske bedre at gribe sagen an på en lidt blidere måde. Riera giver dette råd: „Når du taler med din datter, har hun behov for at forstå og føle at du ikke anklager hende. Hvis forældre kan skabe en sådan atmosfære, vil mange unge være åbne og ærlige over for dem, måske endda lettede over at deres problem er kommet frem. Nogle forældre har med godt resultat skrevet et brev til deres datter hvori de gav udtryk for deres omsorg og støtte. Når de så skal tale sammen, er grundlaget allerede lagt.“

[Ramme på side 12]

En udfordring for forældre

DER er store udfordringer forbundet med at have et barn der lider af en spiseforstyrrelse. En far siger: „Man må simpelt hen være stærk og konsekvent. Man ser jo sit eget barn gå til grunde for øjnene af en.“

Hvis du har et barn med en spiseforstyrrelse, er det meget naturligt at du til tider føler dig frustreret over hendes stædige opførsel. Men vær tålmodig, og hold aldrig op med at vise hende kærlighed. Emily, hvis datter led af en spiseforstyrrelse, indrømmer at det ikke altid var så nemt. Alligevel siger hun: „Jeg forsøgte altid at give udtryk for min kærlighed ved at give hende knus og kys . . . Jeg var bange for at vi ville miste vores nære forhold hvis jeg holdt op med at vise hende kærlighed og omsorg.“

En af de bedste måder hvorpå man kan hjælpe sin datter til at overvinde en spiseforstyrrelse, er ved at kommunikere med hende. Det kan indebære at man må lytte mere end man taler. Modstå trangen til at afbryde hende med udtalelser som: ’Det er ikke sandt,’ eller: ’Sådan må du ikke føle det.’ Det er vigtigt at man ikke „lukker sit øre for den ringes klageskrig“. (Ordsprogene 21:13) Hvis der er en åben kommunikation, vil den der lider af en spiseforstyrrelse, have nogen at vende sig til i svære tider og være mindre tilbøjelig til at søge trøst gennem usunde spisevaner.

[Illustrationer på side 10]

Det kræver tålmodighed, forståelse og masser af kærlighed at hjælpe en der lider af en spiseforstyrrelse