Hvordan vinder man kampen?

Første gang man møder Lee, en veltalende, udadvendt og buttet ung kvinde, er det svært at tro at hun for fem år siden var nær ved at dø af anorexia nervosa. Men det gør dybt indtryk på én at høre hende fortælle om den meget store og vanskelige mentalitetsændring hun har måttet foretage for at bekæmpe denne dødsensfarlige sygdom. „Det var ikke blot en kamp om mad,“ forklarer hun.

Eftersom spiseforstyrrelser er et resultat af grundlæggende følelsesmæssige problemer, udkæmpes kampen for at overvinde dem i sindet. Et af de første skridt på vejen til at blive helbredt er at tillægge sig nogle nye værdinormer. Vi har alle nogle grundlæggende værdinormer, noget vi betragter som vigtigt. Disse normer er med til at forme det indtryk vi har af os selv, og de har indflydelse på hvordan vi klarer stressfremkaldende problemer. Folk med spiseforstyrrelser må ændre deres værdinormer, hvilket vil sige at de må foretage en mentalitetsændring.

„Lad jer forvandle gennem jeres nye sindsindstilling,“ tilskynder Bibelen, „så I kan finde ud af hvad Guds vilje er — hvad der er godt, tiltalende og fuldkomment.“ (Romerne 12:2, An American Translation) Ja, ens indstilling må formes af hvad Gud betragter som tiltalende. Vor Skaber kender os ud og ind. Han ved nøjagtigt hvad der vil gøre os lykkelige. Hvad er da vigtigt i hans øjne?

Den virkelige skønhed

Gud ser på det indre menneske. Når „hjertets skjulte menneske“ er smykket med en stille og mild ånd, er det „af stor værdi i Guds øjne“. (1 Peter 3:4) Vi lever imidlertid i en verden hvor kvinder almindeligvis bedømmes efter deres udseende. Det er dog uklogt at antage de samme normer. Hvad nu hvis moden skifter og det ikke længere er moderne at være tynd? I De Forenede Stater var det for hundrede år siden chikt at være trivelig. I 1890 stod der i en annonce: „Fortæl høfligt damerne at de kan blive trivelige hvis de spiser . . . ’Fat-Ten-U’-produkter som med GARANTI gør den tynde rund og dejlig.“

„Jeg havde altid bedømt andre ud fra deres udseende,“ fortæller Lee, som i dag har en anden indstilling. „Nu har jeg lært at sætte pris på kristne egenskaber hos andre og mig selv. Jeg forsøger at opdyrke tiltalende karaktertræk, for nu har jeg indset hvor overfladisk det er at bedømme mig selv og andre på udseendet.“

Det er dog ikke let at bevare den rette holdning til ens udseende. Man kan endda blive nødt til at lade være med at omgås dem der udelukkende går op i deres vægt og som evig og altid snakker om det ydre. „Det er en konstant kamp at klare det pres man udsættes for i samfundet og bevare den rette indstilling,“ indrømmer Lynn, der i dag er rask efter at have lidt af bulimi. „Jeg fik ikke automatisk den rette indstilling, men måtte tvinge mig selv til at tænke i de rette baner.“ Denne ændring i tankegangen har også indflydelse på hvad man bygger sin selvrespekt på.

Afvis „tom ære“

Mange mennesker med spiseforstyrrelser prøver at opbygge deres selvrespekt ved at forsøge at være fuldkomne, eller ved fuldstændig at beherske deres sultfornemmelse. Men den selvcentrerede ros de søger at opnå er i virkeligheden tom eller forfængelig. Guds ord tilskynder os til ’intet at gøre af selvoptagethed, men i ydmyghed agte andre højere end os selv’. (Filipperne 2:3) Det græske ord der her oversættes med „selvoptagethed“ betyder ordret „tom ære“, eller en ros der er værdiløs. De der gør noget af selvoptagethed forsøger altså at henlede opmærksomheden på sig selv af årsager der er blottet for noget af ægte eller varig værdi. De er stolte af noget der i sig selv er tomt.

Lee siger for eksempel: „Jeg følte at jeg var noget særligt fordi ingen kunne få mig til at spise.“ Hun indrømmer dog: „Jeg troede at hvis jeg blot blev tyndere, ville jeg komme til at synes bedre om mig selv. Men selv om jeg tabte mig blev jeg ved med at have det dårligt med mig selv.“

Lee fortæller om hvad der blev vendepunktet i hendes tilfælde: „Det gik op for mig at jeg i Guds øjne blot var som en lille dråbe i en spand, så hvorfor skulle jeg absolut være den bedste? Man behøver ikke at være den bedste til alt. Det gør da ikke noget hvis andre er bedre til noget end man selv er.“

Lee lærte altså at ’agte andre højere end sig selv’. Andre kan have visse evner og færdigheder som vi ikke har, ligesom vi sikkert kan noget som de ikke kan. Men det betyder ikke at andre er mere værd end vi, eller omvendt.

Da de der lider af spiseforstyrrelser har et inderligt ønske om at have det godt med sig selv, må de koncentrere sig om det der virkelig opbygger ens selvtillid. „I stedet for at jeg hele tiden koncentrerede mig om mit udseende,“ fortæller Melissa, der har lidt af bulimi, „opdagede jeg at det gav mig en langt større selvfølelse at anerkende Guds normer og respektere hans indstilling til tingene.“ Som Bibelen siger: „Ynde kan være falsk, og skønhed tom. En kvinde der frygter Jehova er værdig til [ægte, ikke tom] pris.“ — Ordsprogene 31:30.

Venskab med Gud

Den rette form for gudsfrygt er ikke en sygelig angst for Guds straf, men en frygt for at mishage Gud fordi han er blevet vores ven. „Lykkelig er den mand der frygter Jehova og som virkelig har lyst til hans bud,“ hedder det i Salme 112:1. Som Guds ven kan man finde glæde ved at adlyde hans love. Dette skaber en stærk motivation til at gøre det rette. Men hvordan er Guds syn på tvangsspisning?

Guds ord siger at vi skal vise respekt for vort legeme der er en værdifuld gave fra Gud. (Romerne 12:1) Apostelen Paulus skrev at „urenhed af enhver art eller havesyge“ har Guds mishag, og at ’det som ikketroende foretager sig i det skjulte, er skammeligt endog at nævne’. Ordet „havesyge“ (engelsk: „greed“) kan også gengives med „begærlighed“ eller „griskhed“ (Seidelin). I denne passage kan Paulus for eksempel have tænkt på den skik nogle romere havde ved deres festmiddage, hvor de gik ud for at kaste op for derefter at vende tilbage og fortsætte med at frådse i mad. (Efeserne 5:3, 5, 12) Apostelen skrev: „Jeg vil ikke lade noget få myndighed over mig.“ (1 Korinther 6:12) Hvis vi skal opnå Guds gunst, kan vi altså ikke lade mad og slankekure dominere vort liv.

Da der findes flere forskellige typer og grader af spiseforstyrrelser, kan det være forskelligt hvor alvorligt Gud betragter vores adfærd. Ønsket om at være Guds ven vil imidlertid kunne få en til at overvinde spiseforstyrrelsen. „Det vigtigste i forbindelse med min helbredelse,“ fortæller Ann, „var at det gik op for mig at jeg ikke kunne have denne vane og samtidig behage Gud.“ Men hvad nu hvis man oplever nogle tilbagefald?

„Den skyldfølelse der følger med bulimi er ubeskrivelig,“ fortæller Melissa. „Jeg græd og græd nat og dag når jeg var alene og bad Gud om hjælp og tilgivelse.“ Hvor er det trøstende at vide at Gud „vil tilgive i rigt mål“ og vil vise „barmhjertighed mod dem der frygter ham“. (Esajas 55:7; Salme 103:13) Selv hvis vort hjerte fordømmer os ’er Gud større end vort hjerte og kender alle ting’. (1 Johannes 3:20) Han ser ikke kun vore svagheder. Han ved hvor meget vi anstrenger os for at bryde vanen, og han kan se de fremskridt vi gør.

Bliv derfor aldrig træt af at henvende dig i oprigtig bøn til Gud og bede ham om tilgivelse, uanset hvor ofte du kommer til kort. Hvis du er oprigtig vil han i sin ufortjente godhed give dig en ren samvittighed. (Romerne 7:21-25) „Under det hele var Gud en sand og pålidelig ven som hørte mine bønner,“ fortæller Melissa. Hvis du ikke giver op kan du vinde kampen!

Hvordan bearbejder man de smertelige følelser?

For at vinde kampen må man lære at bearbejde de negative følelser i stedet for at søge trøst i mad. Det hjælper ofte at fortælle andre hvordan man har det. Mary kom til at lide af bulimi fordi hendes fader drillede hende med hendes vægt. „Men det var faktisk min egen skyld, for jeg fortalte ikke nogen hvor elendigt jeg havde det på grund af hans drillerier,“ fortæller hun. „Jeg gik bare ind på mit værelse og græd.“

Men personer som går højt op i at behage andre, har ikke let ved at give udtryk for sådanne følelser. I bogen Bulimia: A Systems Approach to Treatment hedder det: „Hvis man skal helbredes for bulimi er det vigtigt at vedkende sig sin vrede og lære at give udtryk for den på en forsvarlig og passende måde.“ I den forbindelse giver Bibelen et godt råd: „Bliv vrede, men synd dog ikke; lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte.“ (Efeserne 4:26) Hvis du er vred eller føler dig presset til at sige ja når du egentlig helst vil sige nej, så spørg dig selv: ’Hvordan kan jeg sige min ærlige mening uden at bide ad andre?’

Husk også at Bibelen ikke siger at kvinder blot skal være andre til behag. Bibelen beretter at selv trofaste, gudfrygtige kvinder som underordnede sig deres mænd, til tider åbent gav udtryk for deres følelser. De udviste initiativ og gav sig i kast med forehavender som ikke altid var lige lette. (Ordsprogene 31:16-18, 29) Der er selvfølgelig altid en risiko for at noget går galt når man forsøger at gøre noget man ikke er vant til. De der har spiseforstyrrelser er ofte rædselsslagne for at gøre fejltrin og dumme sig. Men alle begår fejltrin! „Selv om den retfærdige falder syv gange, rejser han sig igen,“ siges der i Ordsprogene 24:16. Skal man blive rask, er det vigtigt at man finder ud af hvordan man kan lære af sine fejltrin, hvilket også kan virke forebyggende.

Nogle patienter er smerteligt berørt af noget der er sket i fortiden. Sådanne minder piner dig måske stadig, men forsøg at „give agt på al Jehovas loyale hengivenhed“. (Salme 107:43) Du har sikkert også erfaret noget godt som har vist dig at Gud er god og kærlig. Prøv at koncentrere dig om disse begivenheder. At du måske er blevet frygteligt mishandlet eller misbrugt er ikke ensbetydende med at du fortjente en sådan behandling, og den har heller ikke noget at gøre med hvad du er værd som menneske.

Søg hjælp!

En person der lider af spiseforstyrrelser og som forsøger at bekæmpe det, har behov for at betro sig til én han eller hun har tillid til. Forsøg ikke at klare det på egen hånd. Lynn forklarer hvad der blev vendepunktet i hendes tilfælde: „En aften tog jeg min mor med ind på mit værelse. Efter at jeg havde grædt i ti minutter, betroede jeg hende at jeg led af bulimi.“ Hun fortsætter: „Mine forældre var utroligt forstående. Mor hjalp mig til at være tålmodig og ikke forvente at blive rask fra den ene dag til den anden. Far gav mig nogle praktiske råd og bad sammen med mig. Hvis jeg ikke havde åbnet mig for dem ville jeg være gået glip af al denne hjælp.“a

Fuldstændig helbredelse beror ofte på om andre støtter en. Hold dig ikke for dig selv, især ikke når du føler dig sårbar. (Ordsprogene 18:1) Når Lynn bliver foruroliget over noget, lukker hun sig ikke længere inde i sig selv. Hun siger om sin helbredelse: „Mor og jeg gik lange ture og talte om problemet. I stedet for at begynde at tvangsspise, foretog jeg mig noget andet og ringede for eksempel til en veninde i stedet for at isolere mig.“

I Jehovas Vidners menigheder findes der personer som har hjulpet nogle der har kæmpet for at overvinde spiseforstyrrelser. „Jeg kunne ikke klare det længere,“ indrømmer Ann, der havde nået bunden i sin kamp mod bulimi. „Jeg betroede mig til andre og fortalte dem om det problem jeg havde holdt skjult i ti år.“ Hendes kristne venner støttede hende meget. „Min stolthed havde afholdt mig fra at søge hjælp, og det var lige ved at koste mig livet. Ord kan ikke beskrive den lettelse jeg følte. Ved mine venners hjælp blev jeg fuldstændig rask.“

I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at søge hjælp hos specialister i behandling af spiseforstyrrelser. Normalt vil lægerne søge at stille en diagnose. Den hjælp der kan tilbydes består som regel i forskellige former for samtaleterapi, ernæringsvejledning og måske en medicinsk behandling. I ekstreme tilfælde kan det være nødvendigt med hospitalsindlæggelse. Din læge kan sikkert oplyse dig om hvorvidt der findes nogle specialister der hvor du bor.

Rimelighed og håb

„Lægen forsikrede mig om at hvis jeg blot spiste nogle fornuftige måltider, ville mit stofskifte igen blive normalt og jeg ville ikke blive fed,“ fortæller Lynn. „Og det var nøjagtig hvad der skete.“ Bibelens kloge råd lyder: „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker.“ — Filipperne 4:5.

Hvis man skal tabe sig, bør man konsekvent skære ned på mængden af fedtholdige og raffinerede fødevarer, såsom sukker og hvidt mel, og i stedet spise mere frugt og fiberholdig kost samt flere grøntsager. Det er også nødvendigt med regelmæssig motion.b Genetisk sammensætning, alder og andre faktorer bevirker imidlertid at nogle er tykkere end moden foreskriver.

Lisa, der har vundet en kamp mod slankekure og bulimi, er nået til denne fornuftige konklusion: „Jeg føler ikke at sejren består i at man taber sig. Jeg tror at sejren består i at man kan vise mådehold i alle ting, også selv om det betyder at man vejer mere end modeverdenen dikterer.“ Efterhånden som en patient får et afbalanceret syn på sit udseende kan det imidlertid godt være at vedkommende vil forsøge at tabe sig, måske ikke udelukkende for udseendets skyld men for at undgå den sundhedsrisiko der er forbundet med overvægt.

Frem for hele tiden at forsøge at tabe sig for at kunne passe en mindre størrelse, kan man være opmærksom på at bruge tøj som man føler sig godt tilpas i. Forsøg at være beskæftiget med noget sundt i stedet for hele tiden at veje og måle dig selv. Hvis du kæmper med bulimi, så skaf dig af med den ekstra mad du har gemt, og tag ikke alene på indkøb. Bestræb dig for at spise sammen med andre. Lav en fornuftig timeplan og sørg for at der bliver tid til adspredelse.

Men sæt dig, frem for alt, nogle mål i livet. Se ufravendt hen til Bibelens håb om en kommende retfærdig ny verden. Inden længe vil Gud fjerne de mange frustrationer som fører til spiseforstyrrelser og for evigt gøre ende på denne sygdom der har fået så stor udbredelse her i det 20. århundrede. — 2 Peter 3:13.

Men hvad kan forældre eller ægtefæller gøre for at hjælpe et medlem af familien som har spiseforstyrrelser? Det vil blive behandlet i et senere nummer af Vågn op!

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 10]

Lær at afvise verdens propaganda som siger at dit personlige værd afhænger af udseendet