Hvad er der i gære i De Forenede Nationer?

DER er noget i gære i De Forenede Nationer. Der finder en overraskende udvikling sted som vil få indflydelse på din fremtid. Som det fremgår af verdensledernes udtalelser, vækker dette deres optimisme:

„Fyrre år efter sin oprettelse og oven på lang tids lammelse udfolder [De Forenede Nationer] sig for vore øjne og fremtræder nu som en sand dommer der udsteder love og forsøger at håndhæve dem.“ — Den franske præsident François Mitterrand, henvendt til FN’s Generalforsamling ved dens 45. samling, 24. september 1990.

Ved samme møde bemærkede Sovjetunionens forhenværende udenrigsminister Eduard Sjevardnadse at „man ikke kan være andet end tilfreds med den hidtil usete enhed i Sikkerhedsrådet . . . [FN’s] medlemmer har ved deres stillingtagen givet Sikkerhedsrådet mandat til at gå så langt som verdensfredens interesser vil kræve.“

Nogle dage efter talte USA’s præsident, George Bush, til Generalforsamlingen. De forandringer han havde iagttaget tilskyndede ham til at sige: „Ikke siden 1945 har vi set en reel mulighed for at bruge De Forenede Nationer efter hensigten — som et centrum for international kollektiv sikkerhed.“ Dette sagde han fordi „De Forenede Nationer reagerede med historisk enhed og beslutsomhed“ på krisen i Den Persiske Golf. „For første gang er Sikkerhedsrådet begyndt at fungere efter hensigten.“ Han tilføjede: „De Forenede Nationer kan bidrage til at en ny dag oprinder“ hvis medlemslandene ’skiller sig af med deres frygtelige våben’. Derved kan de fuldføre den „historiske bevægelse hen imod en ny verdensorden og en lang epoke med fred“.

Guido de Marco, Generalforsamlingens formand, tilsluttede sig hans optimisme. Begejstret erklærede han: „I horisonten dæmrer det nu for en ny orden grundlagt på venskab og samarbejde mellem stormagterne. . . . Denne kæde af begivenheder har givet De Forenede Nationer nyt liv.“ Han udtalte at „Generalforsamlingens rolle som samlingspunkt for internationale drøftelser og forhandlinger er blevet eftertrykkeligt bekræftet“. Han fortsatte derfor: „Verden lever ikke længere i skyggen af et muligt Harmagedon der kunne antændes af ideologisk kappestrid.“

Hvad var „denne kæde af begivenheder“ som med ét hævede FN op til denne længselsfuldt ventede prestigefyldte og indflydelsesrige stilling? Hvad vakte en sådan optimisme at verdenslederne forhåbningsfuldt talte om „en ny verdensorden og en lang epoke med fred“, i frihed for risikoen for et kernevåben-Harmagedon?

Hvad skyldes forandringen?

Den skyldes ifølge FN’s generalsekretær Javier Pérez de Cuéllars rapport over organisationens virke i 1990 „afslutningen på den kolde krig [i Europa]“. I flere årtier affødte den spændte situation „kronisk mistro og frygt, og polariserede verden“. Han bemærkede at „den opfattelse af sikkerhed [som] er begyndt at vinde frem, svarer nøjagtigt til den fortolkning De Forenede Nationer har fremholdt gennem alle årene“.

Som generalsekretæren sagde, lod det ganske rigtigt til at nationerne omsider var ved at finde ud af at „tvangstanken om militær sikkerhed fører til et selvforstærkende våbenkapløb, . . . hæmmer den politiske dialog, . . . og øger usikkerhedsfølelsen hos alle nationer“. Og hvad er der kommet ud af denne holdningsændring?

En stemning af hjerteligt samarbejde og gensidig tillid begyndte for få år siden at præge supermagternes topmøder. Efterhånden som denne stemning har grebet om sig, føler supermagterne ikke længere behov for at opretholde så store væbnede styrker som afskrækkelsesmiddel på strategiske steder i Europa. Berlinmuren er faldet. Tyskland er blevet genforenet. Flere østeuropæiske lande har gennemgået et systemskifte og tilstået borgerne friheder disse aldrig har kendt. Lukkede grænser er blevet åbnet for turisme, kulturel udveksling og samhandel. Og som kronen på værket er Sovjetunionen og USA begyndt at lovprise De Forenede Nationer og udbasunere hvor uundværligt et redskab organisationen er i verdens stræben efter fred og sikkerhed.

Et realistisk syn

Har det overrasket dig at der pludselig blæser nye vinde? Er du begyndt at mene at der langt om længe er udsigt til fred og sikkerhed, og at FN skal spille hovedrollen i denne proces? I betragtning af det der er sket, er optimismen forståelig. Men sund fornuft og historiens vidnesbyrd byder os at anlægge et realistisk syn på denne eventualitet.

Bemærk hvad generalsekretæren skrev i sin rapport: „To gange i dette århundrede, efter to ødelæggende krige, blev muligheden for at opbygge en fredelig verdensorden kun til dels virkeliggjort.“ Præsident Bush gentog næsten denne ordlyd i sin tale til USA’s samlede Kongres den 6. marts i år: „To gange tidligere i dette århundrede er en hel verden blevet rystet af krig. To gange i dette århundrede tonede et håb om varig fred frem af krigens gru. To gange tidligere har dette håb vist sig at være en fjern drøm, noget der ligger uden for menneskets rækkevidde.“

USA’s udenrigsminister James Baker var endnu mere utvetydig da han anmodede FN’s Sikkerhedsråd om at vedtage en resolution der bemyndigede FN-styrkerne til at anvende magt i Den Persiske Golf. Han mindede sin kolleger om at Etiopiens appel til Folkeforbundet i 1936 „i sidste instans lød for døve ører. Forbundets bestræbelser for at modvirke aggressionen slog fejl, og internationalt kaos og krig fulgte efter.“ Indtrængende fortsatte Baker: „Vi må ikke lade De Forenede Nationer gå samme vej som Folkeforbundet.“

Hvad var Folkeforbundet? Hvorfor blev det oprettet? Hvorfor slog det fejl? Svarene på disse spørgsmål vil åbne vore øjne for betydningen af de forandringer der finder sted i De Forenede Nationer.