En dag i det tætbefolkede Hongkong
Hongkong er et af de tættest befolkede steder i verden. Med 5,8 millioner indbyggere på 1070 kvadratkilometer har Hongkong en befolkningstæthed på 5.592 personer pr. kvadratkilometer. Eftersom kun 10 procent af arealet er udnyttet bor der i gennemsnit 54.000 pr. kvadratkilometer! Men lokalbefolkningen har i forbavsende grad tilpasset sig storbyens mylder, med dens trængsel, trafikstøj og forurening.
KLOKKEN halv otte blev jeg vækket af vækkeurets skingrende ringen. Jeg rejste mig fra sovesofaen og fik hurtigt tøj på. Jeg bor i en lille lejlighed sammen med mine forældre og mine tre yngre søstre, som alle har arbejde. Så der er altid rift om badeværelset, og tiden er knap. Efter et hurtigt morgenmåltid cykler jeg til stationen for at komme med toget. Nu begynder den daglige kamp. Jeg indsluses i de myldrende skarer som drager på arbejde i det pulserende Hongkong.
Toget suser forbi tætpakkede boligblokke og skyskrabere. Derefter tager jeg en bus for at komme over på den anden side af havnen. Vi kører gennem en tunnel hvor trafikken er så tæt at bilernes kofangere næsten rører hinanden. Hvilken lettelse at nå frem til Hongkong Island. Kontoret hvor jeg arbejder ligger i det centrale finanskvarter. Hele rejsen tager en time til halvanden, afhængigt af trafikken. Jeg møder klokken 9.30. Men der er ikke tid til at puste ud, for straks begynder telefonen at kime. Det er dagens første kunde. Og sådan fortsætter det hele dagen — det ene opkald følger efter det andet, røret ligger sjældent på apparatet. Jeg har dog tid til en kort frokostpause.
Nu er problemet at finde et ledigt bord på en af de mange restauranter. Det virker som om alle ønsker at spise samtidig, det samme sted og ved det samme bord! Endnu en gang indtager jeg min mad sammen med vildt fremmede. Sådan er livet i det tætbefolkede Hongkong. Efter et hurtigt men nærende kinesisk måltid kalder pligterne atter.
Officielt slutter arbejdsdagen halv seks, men det gør den sjældent i praksis. Når jeg endelig kan slutte arbejdet er den ofte kvart over seks eller endda syv. Dertil skal lægges transporttiden hjem.
Først tager jeg bussen, derefter toget. Til sidst ruller det ind på min station og jeg finder min cykel. Mens jeg cykler hjem, tænker jeg over hvordan vores lille by er svulmet op til en travl, pulserende moderne by. De lave landsbyhuse har veget pladsen for knejsende højhuse på 20-30 etager. En stor del af området er dækket af store, brede veje og broer med en uophørlig strøm af støjende køretøjer. Den gamle afslappede livsstil er passé.
Hjemme bor vi seks mennesker på 28 kvadratmeter, og jeg har ikke mit eget værelse. Derfor må jeg sove på en sofa i dagligstuen. Mine forældre har deres eget værelse, og mine tre søstre sover i køjesenge på deres lille værelse. Privatliv er en luksus for os.
Selv om lejligheden er lille er den en klar forbedring i forhold til hvad vi havde før, da vi alle boede i samme værelse i et socialt boligbyggeri. Men selv dét var godt når man tænker på at mange tusinde i Mong Kok-distriktet må leje „tremmelejligheder“, der stables i tre lag oven på hinanden og måler 1,80×0,80×0,80 meter. I dem er der kun plads til en madras og nogle få personlige ejendele, ingen møbler.
Klokken ni om aftenen er alle hjemme, og vi sidder ved aftensbordet. Efter måltidet tænder en eller anden for fjernsynet. Dette slukker mit håb om at få fred til at læse og studere. Jeg venter indtil alle er gået i seng ved ellevetiden, så har jeg værelset for mig selv, og har fred og ro til at koncentrere mig. Ved midnat overmandes også jeg af træthed.
Jeg har haft arbejde siden jeg for 12 år siden gik ud af skolen. Før eller siden vil jeg gerne giftes, men jeg arbejder så hårdt at jeg ikke har meget tid til at finde en ægtefælle. Og at finde et sted at bo er sværere end at storme himmelen — som vi siger. Selv om vi har lært at klare os, virker dette hektiske byliv ikke naturligt på mig. Jeg ved godt at jeg har det bedre end millioner, ja måske milliarder af mennesker i andre dele af verden som hverken har et hjem, elektricitet, rindende vand eller ordentlige sanitære forhold. Men vi trænger hårdt til et bedre system, en bedre verden, et bedre liv. — Fortalt af Kin Keung.