Min opvækst i en afrikansk by

Befolkningstilvæksten i de afrikanske lande syd for Sahara er en af verdens højeste. Hver kvinde får i gennemsnit mere end seks børn. Fattigdom, miljøødelæggelse og ressourcemangel gør ondt værre. Her er en førstehåndsberetning om hvordan livet former sig i den del af verden.

JEG er vokset op i en større vestafrikansk by. Vi var syv børn i familien, men to døde tidligt. Vort hjem bestod af et soveværelse og en dagligstue. Mor og far sov i soveværelset, og vi børn sov på måtter i dagligstuen — drengene i den ene ende af rummet, pigerne i den anden.

Ligesom de fleste andre i vores nabolag havde vi ikke ret mange penge, og vi fik ikke altid vores behov dækket. Nogle gange var der ikke engang mad nok. Om morgenen måtte vi ofte spise de opvarmede ris fra dagen før. Til tider havde vi ikke engang dét. Nogle siger at faderen, der er forsørgeren, skal have den største portion, og moderen den næststørste, mens børnene kan få resterne. Men vores forældre lod os børn få den smule der var, og undværede hellere selv. Jeg er taknemmelig for deres offervilje.

Min skolegang

Nogle afrikanere mener at det kun er drenge der skal gå i skole. De føler ikke at det er nødvendigt for piger, eftersom deres mænd vil tage sig af dem når de bliver gift. Sådan tænkte mine forældre ikke. De sendte os alle fem i skole. Men det var en økonomisk belastning for mine forældre. Papir og blyanter var ikke det store problem, hvorimod lærebøgerne og de obligatoriske skoleuniformer var dyre.

Da jeg begyndte i skolen havde jeg ingen sko. Det var først da jeg blev 14 at mine forældre havde råd til at købe sko til mig. Imidlertid havde jeg et par sko som jeg brugte når jeg gik i kirke, men dem måtte jeg ikke bruge i skolen eller andre steder. Derfor gik jeg barfodet. Nogle gange havde min far råd til at give os buskort, men når han ikke havde, måtte vi gå til og fra skole. Det var 3 kilometer hver vej.

Hvordan vi vaskede og hentede vand

Vi vaskede tøj i et vandløb. Jeg husker når jeg gik derhen med mor, som medbragte en spand, et stykke sæbe og tøjet. Nede ved vandløbet fyldte hun spanden med vand, lagde tøjet i og gnubbede det med sæben. Derefter bankede hun tøjet på en glat klippe og skyllede det i vandet. Så bredte hun det ud på klipperne for at det kunne tørre. Det var nemlig for tungt at bære det våde tøj hjem. Jeg var lille dengang, og fik til opgave at passe på tøjet og holde øje med at ingen stjal det. Mor gjorde selv det meste af arbejdet.

Da kun få havde indlagt vand, bestod en af mine opgaver i at hente vand fra en udendørs taphane. I tørkeperioden var mange af hanerne imidlertid lukkede for at spare på vandbeholdningen. Engang fik vi ikke noget at drikke en hel dag. Ikke en eneste dråbe! Nogle gange har jeg måttet gå mange kilometer efter blot en enkelt spand vand. Eftersom jeg bar vandspanden på hovedet over lange afstande, forsvandt håret dér hvor spanden hvilede. Jeg havde allerede måne som ti-årig! Men heldigvis kom håret igen.

Børn — en sikkerhed

Når jeg ser tilbage vil jeg tro at vores levestandard svarede til gennemsnittets, ja var måske over middel i vores del af Afrika. Jeg kender mange andre familier hvis levestandard var langt ringere end vores. Mange af mine skolekammerater måtte sælge varer på markedet før og efter skoletid for at tjene penge til familien. Andre kom i skole uden morgenmad og madpakke. Jeg kan huske mange tilfælde hvor et af disse børn kom hen og tiggede når jeg spiste mit brød. Så brækkede jeg et stykke af og gav ham.

Trods de strabadser og besværligheder det medfører vil de fleste stadig gerne have store familier. „Ét barn er ikke noget barn,“ er der mange her der siger. „To børn er ét, fire er to.“ Sådan siger de fordi spædbørnsdødeligheden er blandt de højeste i verden. Forældrene ved at nogle af børnene dør, mens andre vil overleve, vokse op, få arbejde og tjene penge. De vil så kunne sørge for forældrene i deres alderdom. I et land uden socialvæsen har dette stor betydning. — Fortalt af Donald Vincent.