Den nye verden der venter på opdagelse

„ET NAVN er usikkert, man kan ikke stole på det!“ Denne nøgterne iagttagelse holdt stik i Columbus’ tilfælde.

I harmoni med betydningen af sit fornavn, Christopher, forsøgte Columbus at være en „Kristusbærer“. De spanske majestæter sendte ham ud i „tjeneste for Gud og for at udbrede den katolske tro“. Men efter at have lært nogle uforstående indfødte at gøre korsets tegn og synge Ave Maria, helligede han sig nogle mere timelige forehavender — at søge guld og finde genvejen til Indien.

Ikke desto mindre har nogle katolikker ment at Columbus burde gøres til „helgen“ eftersom han var med til at udvide kristendommens domæne. Men de masseomvendelser der blev en følge af hans opdagelser udbredte ikke kendskabet til Jesus Kristus blandt folkene i den nye verden. Ægte kristendom er altid blevet udbredt med fredelige midler, ikke med sværdet. At udbrede evangeliet med magt er en fornægtelse af Jesu lære. — Jævnfør Mattæus 10:14; 26:52.

Columbus (på spansk: Colón) levede bedre op til sit efternavn, der betyder „kolonisator“. Det var ham der grundlagde de to første europæiske kolonier i den nye verden. Ganske vist faldt de fra hinanden, men der blev snart anlagt andre. Kolonisationen af Amerika skred frem med stormskridt, men ikke til udelt glæde, især ikke for de koloniserede.

Dominikanermunken Bartolomé de las Casas, som var vidne til den begyndende kolonisering af De Vestindiske Øer, klagede til Spaniens konge, Filip II, over ’den parodi af en retsbehandling disse uskyldige mennesker får, hvorved de ødelægges og knuses uden andre retfærdige grunde eller årsager end begær og ambitioner hos dem der begår sådanne skændselsgerninger’.

Skønt der senere blev rådet bod på de værste forbrydelser, var europæernes fremfærd fortsat kendetegnet af selviskhed og grusomhed. Ikke så mærkeligt at kolonisatorerne lagde sig for had. Ved det 20. århundredes begyndelse havde de fleste lande i Amerika da også afkastet koloniherrernes åg.

At omvende kontinenter til kristendommen og udøve et retfærdigt styre over en mængde stammer og tungemål er ganske vist en umådelig opgave. Men det ville være forkert at laste Columbus for alle fejl begået i forbindelse med det vældige foretagende han satte i gang ved at krydse havet og, som nogle udtrykker det, forårsage „et møde mellem to verdener“.

Som Kirkpatrick Sale påpeger i sin bog The Conquest of Paradise, „havde Europas folk på et tidspunkt vitterlig chancen for at slå sig ned i et nyt land, som de drømmende opfattede som Paradisets land“. Men ét var at opdage en ny verden, noget andet at skabe en ny verden. Det var ikke første gang at et forsøg på at bygge en ny og bedre verden slog fejl.

En anden storstilet rejse

To tusind år før Columbus satte sejl, drog omkring to hundrede tusind mennesker ud på en lang færd. De krydsede ikke et ocean, men en ørken. De drog mod vest, med deres hjemland, Israel, som rejsemål. Flertallet havde aldrig set landet. Deres hensigt var at skabe en ny verden til dem selv og deres børn.

Ved deres udrejse fra det babyloniske fangenskab gik en profeti i opfyldelse. To hundrede år tidligere havde profeten Esajas forudsagt deres hjemkomst: „Jeg [den suveræne Herre Jehova] skaber nye himle og en ny jord; og det tidligere vil ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet.“ — Esajas 65:13, 17.

’De nye himle og den nye jord’ er et billedligt udtryk for en ny administration og et nyt menneskesamfund. For at skabe en virkelig ny verden er det ikke nok blot at have nye landområder at kolonisere. Både de regerende og undersåtterne må have en ny og uselvisk indstilling.

Få af de jøder der vendte hjem fra Babylon havde dette. I begyndelsen stod lykken dem bi, men omkring hundrede år efter deres hjemkomst beskrev den hebraiske profet Malakias bedrøvet hvordan selviskhed og begær havde taget overhånd i landet. (Malakias 2:14, 17; 3:5) En enestående chance for at bygge en ny verden for jøderne blev forspildt.

Vi venter stadig på en ny verden

At det ikke indtil nu er lykkedes at bygge en ny verden betyder ikke at alt håb er ude. I Åbenbaringens Bog beskriver apostelen Johannes med samme ord som Esajas en dramatisk scene: „Jeg så en ny himmel og en ny jord; den tidligere himmel og den tidligere jord var nemlig forsvundet . . . Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:1, 4.

Disse ord forsikrer os om at Gud har sat sig for at oprette en ny regering over hele jorden og skabe et nyt menneskesamfund underlagt hans styre. Dette vil medføre endeløse velsignelser. Det vil være en virkelig ny verden.

Det lyder måske lidt søgt at tale om at Gud vil skabe en ny verden. Men Columbus’ forestillinger om kontinenter mod vest lød også som fantasterier i mange af hans samtidiges øren. Beskrivelsen af Guds lovede nye verden forekommer måske virkelighedsfjern, men hvor mange af 1500-tallets lærde havde forestillet sig at en tredjedel af jordens landmasser endnu var ukendt for videnskaben?

Den videnskabelige uvidenhed på Columbus’ tid gjorde at opdagelsen af en ny verden forekom højst usandsynlig. Ukendskab til Guds hensigter og kraft kan ligeledes nedbryde troen på hans lovede nye himmel og nye jord. Men den almægtige Gud følger sin beskrivelse af den op med denne forsikring: „Se! Jeg gør alting nyt. . . . Skriv, for disse ord er troværdige og sande.“ — Åbenbaringen 21:5.

Hele menneskeheden længes efter en ny verden. Den mexicanske forfatter Carlos Fuentes skrev engang: „Utopia hører fortiden og fremtiden til. På den ene side står erindringen om en bedre verden som engang fandtes men ikke eksisterer mere. På den anden side står håbet om en bedre, mere retfærdig og fredelig verden der en dag vil komme.“ Eftersom Gud har lovet dette, og besidder den fornødne magt, tror bibellæsere at der vil komme en bedre verden — ikke blot et tænkt Utopia. — Mattæus 19:26.

En ny verden i sigte

Da Columbus forsøgte at overbevise sin besætning om at de nærmede sig land, var det ikke nok med tro. Han havde brug for håndgribelige beviser. Frisk løv der flød på havet, et stigende antal landfugle og til sidst en blomstrende gren på vandet styrkede sømændenes tillid til deres admiral.

I dag er der også synlige vidnesbyrd om at vi går en ny verden i møde. Den kendsgerning at menneskehedens overlevelse for første gang i historien står på spil, viser at Guds tålmodighed med menneskene meget snart vil slippe op. Gud har for længe siden lovet at „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:18) Begær og selviskhed har skabt en række uløselige verdensproblemer som Bibelen på forhånd har sagt skulle præge udviklingen umiddelbart før Guds indgriben.a

Da Columbus for fem hundrede år siden første gang satte foden på øen Cuba, udbrød han efter sigende: „Her ville jeg gerne leve for evigt!“ De som træder ind i Guds nye verden vil føle det på samme måde. Og denne gang vil deres ønske gå i opfyldelse.

[Fodnote]

[Illustration på side 13]

At opdage en ny verden er én ting — at skabe en ny verden er noget helt andet