„Én menneskehed“

Et kapitel i bogen The Discoverers bærer denne titel. Det hentyder til den slutning Christopher Columbus nåede frem til: at alle jordens mennesker udgør en enhed, „én menneskehed“. De fremmede folkeslag som han og andre rejsende mødte, hverken lignede eller opførte sig som vilde dyr — hvad mange europæere havde forestillet sig. Columbus skrev:

„På disse øer har jeg ikke, som mange forventede, fundet mennesker af uhyrligt udseende; tværtimod sætter alle disse folkeslag et godt udseende højt.“ Disse „indianere“ var „yderst velskabte, havde et smukt legeme og et meget kønt ansigt“. Columbus sagde videre:

„De er så troskyldige og så gavmilde med alt hvad de har at ingen vil tro det uden at have oplevet det; hvis man beder dem om noget af det de ejer, siger de ikke nej, hvad det end er; nej, de giver én del i det og lægger så megen kærlighed deri som fulgte deres eget hjerte med, og de er tilfredse med enhver lille ting man giver dem, den være sig af stor eller ringe værdi.“ — Side 626, 628.

Det havde ikke behøvet at overraske datidens europæere at der blandt alle folkeslag kan findes fysisk skønhed såvel som venlighed og kærlighed. Det første menneske, skabt i Guds billede, besad disse egenskaber. Columbus’ iagttagelser var blot en yderligere bekræftelse af Bibelens beretning, som fortæller at alle nedstammer fra det første menneske der blev skabt. (1 Mosebog 1:26-28; 10:32) Det er som apostelen Paulus erklærede 1400 år før Columbus ankom til Amerika: „[Gud] lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade.“ Ja, der er kun én menneskehed. — Apostelgerninger 17:26, da. aut.