Hormoner — legemets beundringsværdige budbringere

PÅ VEJ over gaden hører du én råbe: „Pas på!“ Du drejer hovedet og ser en lastbil køre over for rødt. Og den drøner lige hen imod dig!

Straks træder kroppens alarmberedskab i funktion. Din hjerne sender en hastebesked til binyrerne, som omgående udskiller adrenalin og noradrenalin i blodkredsløbet. Disse hormoner afskærer blodtilførselen til de dele af legemet som ikke har betydning for din flugtreaktion, og sender i stedet blodet til hjerne, hjerte og muskler.

Adrenalin og noradrenalin tvinger hjertet til at slå kraftigere. De udvider også luftvejene, så dit åndedræt bliver hurtigere. De mobiliserer alle energireserver ved at øge mængden af blodsukker. På et øjeblik har hormonerne skabt grundlag for en kraftpræstation langt ud over det normale.

Lastbilen er faretruende nær; det vibrerer under dine fødder. Der er ikke et sekund at spilde! I ét spring har du bragt dig i sikkerhed på fortovet. Du gisper efter vejret, hjertet hamrer, det suger i mellemgulvet og dine hænder dirrer — men du er i live.

I sådanne situationer redder hormoner liv. Men de gør meget mere end det. De sørger for at børn vokser til sunde mænd og kvinder. De muliggør forplantning. Og når vi fryser eller sveder, bliver sultne eller tørstige, bløder eller bliver syge, kommer de os til undsætning. Og de arbejder i døgndrift.

Men hvordan organiseres alle disse processer i vort legeme? Vi forstår det nok bedre hvis vi ser nærmere på hvad hormoner er og hvordan de virker.

Intern kommunikation

Hormoner er kemiske stoffer som fremstilles i vore endokrine kirtler. „Endokrin“ (græsk: indre afsondring) betegner at kirtelen udskiller sit virksomme stof direkte i blodet. Hormonerne føres med blodkredsløbet rundt i legemet til deres forskellige bestemmelsessteder, hvor de udfører deres hverv.

Der kræves god kommunikation mellem legemets mange dele for at hormonerne kan tjene deres formål. Vi har hver især nogle indviklede kommunikationssystemer der videregiver livsnødvendige og nyttige informationer — det endokrine system og nervesystemet.

For at illustrere hvordan de samarbejder kan vi prøve at betragte den italienske by Venedig. Denne by er som bekendt gennemskåret af et netværk af kanaler. Folk benytter som regel telefonen når de skal give en besked til andre i byen, og på samme måde sender kroppen budskaber gennem nervesystemet, der betjener sig af hurtige elektrokemiske signaler. Ligesom en telefonsamtale kan en nervetransmission etableres øjeblikkelig.

En venezianer kunne naturligvis også overbringe sin besked pr. gondol. Som gondoler i labyrinten af kanaler færdes hormonerne i legemet som kemiske bybude i blodbanen eller i legemsvæsker.

Hvis vi sammenligner blodkredsløbet med kanalerne i Venedig, svarer hormonerne til gondolflåden der overbringer budskaber til og fra mange lokaliteter. Hormonerne føres til muskler, organer eller kirtler langt fra deres oprindelsessted. Når de er nået frem iværksætter de en række komplicerede kemiske reaktioner, alt efter hensigten.

Men hvordan ledes og samordnes al denne aktivitet? Svaret får vi ved at granske hovedkvarteret for det endokrine system og se hvad der foregår dér.

Hypofysen — den overordnede kirtel

Alle endokrine kirtler styres af hypofysen, et uanseligt, rødgråt organ der er hæftet til hjernen med en tynd stilk og som befinder sig i en lille grube i kraniets kileben.

Den ærtstore hypofyse syner ikke af meget. Den vejer sølle 0,6 gram, men dens betydning overgår langt dens mål og vægt. Den bliver kaldt den overordnede kirtel, det endokrine orkesters dirigent. Den er som en direktør hvis kontor summer af aktivitet, med meddelelser der sendes og modtages fra mange afdelinger.

Nogle af opgaverne uddelegerer hypofysen til andre endokrine kirtler. For eksempel sender hypofysen en hormonal besked med blodkredsløbet til skjoldbruskkirtelen om at fremstille og udskille tre andre hormoner. Disse hormoner styrer stofskiftet, legemstemperaturen og knogledannelsen. Hypofysen befaler ligeledes kønskirtlerne at fremstille de hormoner der udvirker pubertetsforandringerne. Hypofysen kan også instruere binyrerne om at frembringe hormoner der opretholder blodtrykket og saltbalancen i kroppen.

I visse tilfælde tager hypofysen sig selv af det fornødne og udsender budskaber i form af hormoner der stimulerer knoglernes og musklernes vækst. Disse hormoner afgør endda hvor høje vi bliver.

Hypofysen fungerer også som „fødselshjælper“. Hos en fødende kvinde udskiller hypofysen oxytocin, et hormon der stimulerer livmoderens sammentrækninger. Når barnets hoved befinder sig i fødselsvejen „bestiller“ hjernen en ekstra forsyning oxytocin hos hypofysen som hjælp til sidste stadium af nedkomsten. Og i mellemtiden har hormoner fra hypofysen stimuleret mælkedannelsen i moderens bryster, så hun har næring til den lille.

Den overordnede kirtels overordnede

Hypofysen kontrollerer andre kirtler, men er selv under opsyn af hypotalamus, et nervecellebundt på størrelse med en fingerspids. Hypotalamus ligger på hjernens underside og er forbundet med hypofysen. Den skal ikke alene føre tilsyn med det endokrine systems funktion, men også samordne det autonome nervesystems virke.

Den har blandt andet til opgave at kontrollere blodets temperatur og sammensætning. Der løber mere blod gennem hypotalamus end gennem nogen anden del af hjernen, og blodet passerer her nogle rynkede, fingerlignende følere, der tjener samme formål som den finger man stikker i badevandet for at mærke temperaturen. Er blodet for køligt, sender hypotalamus besked via hypofysen og skjoldbruskkirtelen om at der skal produceres mere tyroxin, et hormon der øger stofskiftet så der frembringes mere varme til blodet.

Eftersom hypotalamus gør sit arbejde af sig selv, ænser vi stort set ikke hvad der foregår. Men den påvirker os hver dag. Er du sulten? Hypotalamus har registreret at du har for lavt blodsukker og befaler dig derfor at spise. Er du tørstig? Det er fordi hypotalamus har sporet et for højt saltindhold i blodet og gerne vil have dig til at drikke noget vand.

Hypotalamus overvåger også kalciumniveauet i blodet. Uden kalcium kan vor hjerne og vore muskler og nerver ikke fungere på rette måde. Ved kalciumunderskud i blodet sørger hypotalamus for at knoglerne afgiver dette stof, som når vi hæver penge i banken. Hvordan hentes der kalcium fra knoglerne? Det sker ved at hypotalamus sender et hormonalt signal til hypofysen, som så sender sin egen befaling til biskjoldbruskkirtlerne i halsen. Disse udskiller derpå parathormon, som får knoglerne til at afgive kalcium til blodbanen. Når hypotalamus konstaterer at kalciumindholdet er på rette niveau, ophører den med sine hormonale „bestillinger“.

Men hvad gør hypotalamus hvis koncentrationen af kalcium i blodet er for høj? Igen sendes der ’bybude’ hen i ’knoglebanken’; men i stedet for at ’hæve’ kalcium indsætter de noget. Det foregår sådan: Hypotalamus sender en meddelelse til sin „bestyrer“, hypofysen, som så udsteder en ordre til skjoldbruskkirtelen. Denne udskiller derpå hormonet calcitonin, som får blodets overskydende kalcium til at afsætte sig på knoglerne.

Udtænkt af et forstandsvæsen

Hormonsystemet er et organisatorisk mesterstykke! Hypotalamus kontrollerer hypofysen, som atter styrer kirtlerne, som på deres side regulerer legemsfunktionerne. Og alt dette udrettes af over 30 forskellige hormoner der stille flyder gennem kroppen og tager sig af vore mest grundlæggende fysiske behov. I betragtning af hvor indviklede processerne er, må de siges at fungere forbløffende godt.

Bibelen fortæller at ’Gud har sat lemmerne på legemet, hvert af dem, sådan som han ønskede’. Vi må tilslutte os salmistens ærefrygtige ytring til Gud: „Jeg vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt. Underfulde er dine værker, ja, det ved min sjæl til fulde.“ — 1 Korinther 12:18; Salme 139:14.

[Ramme/diagrammer på side 18 og 19]

DE ENDOKRINE KIRTLER UDSKILLER HORMONER I BLODBANEN

HORMONERNE FØRES TIL FORSKELLIGE DELE AF LEGEMET FOR AT UDFØRE MANGEARTEDE OPGAVER

Epifysen (koglekirtelen)

Denne lille kirtel, som befinder sig i hjernens midte, udskiller melatonin, som menes at påvirke årvågenheden og forskellige biologiske rytmer i legemet. Dette hormons nøjagtige funktion er imidlertid endnu ikke klarlagt.

Kønskirtler (gonader)

Kvindens to æggestokke ligger i bækkenringen, en på hver side af livmoderen. Her fremstilles hormonerne østrogen og progesteron, som styrer menstruationscyklusen og giver den voksne kvinde hendes kønskarakterer.

Mandens testikler, der befinder sig i pungen, fremstiller hormoner som i puberteten styrer udviklingen af de mandlige kendetegn og stimulerer sædproduktionen.

Hypofysen

Dette ærtstore organ er forbundet med hjernen med en tynd stilk og befinder sig i en lille grube i kraniets kileben. Hypofysen overvåger de øvrige kirtler og udsender kemiske signaler til skjoldbruskkirtelen, binyrerne og kønskirtlerne, foruden de andre endokrine kirtler. Her bestemmes vor højde i det væsentlige, og hypofysen påvirker også knogle- og muskelvæksten. Den stimulerer ligeledes en ammende moders mælkedannelse.

Skjoldbruskkirtelen og biskjoldbruskkirtlerne

Disse kirtler har deres plads i halsen. Biskjoldbruskkirtlerne udskiller hormoner som regulerer blodets kalciumindhold, til gavn for knoglerne. Skjoldbruskkirtelen fremstiller andre hormoner der kontrollerer den hastighed hvormed ilt og næring omdannes til energi.

Binyrerne

De sidder over hver nyre og producerer adrenalin og noradrenalin, som udruster kroppen til „kamp eller flugt“-reaktionen. Andre hormoner der frembringes her påvirker omsætningen af kulhydrater og proteiner i stofskiftet, regulerer nyrernes væskeudskillelse og aktiverer legemets uforbrændte depoter når man underernæres.

Bugspytkirtelen

Den sidder under mavesækken og udskiller glukagon og insulin, som regulerer blodsukkerniveauet.

[Diagrammer på side 18, 19]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Epifysen

Hypofysen

Skjoldbruskkirtelen

Binyrerne

Bugspytkirtelen

Testiklerne

[Diagram]

Livmoderen

Æggestokkene