Vi betragter verden
Fejlprioritering
Ifølge det hollandske tidsskrift Internationale Samenwerking kunne de kummerlige leveforhold i ulandene forbedres meget hvis landene budgetterede anderledes. Tidsskriftet drager denne konklusion på grundlag af en nylig rapport fra FN’s Udviklingsprogram og bemærker at „hvis udviklingslandene blot ville fastfryse deres forsvarsbudgetter“, kunne de spare over 60 milliarder kroner om året. For dette beløb, som tidsskriftet kalder en fredsdividende, kunne man skaffe befolkningen en grundlæggende uddannelse og sundhedstjeneste, nok at spise samt en sikker drikkevandsforsyning. Men tidsskriftet gør også opmærksom på at mange lande „nu ofrer mindst dobbelt så meget på våben som på uddannelse og sundhedsvæsen“, og som eksempler anføres lande i Afrika, Asien og Sydamerika.
Kasserede ældre
I USA, hvor man ikke har samme socialforsorg som herhjemme, er det blevet udbredt at skaffe sig af med ældre familiemedlemmer ved at aflevere dem på hospitalernes skadestuer. Ofte oplyser de pårørende at den ældre lider af en fysisk skavank som kræver kostbare undersøgelser samt indlæggelse i et døgn eller mere. Efter undersøgelserne forsøger hospitalet at kontakte den ældre persons familie, men opdager at de har opgivet en falsk adresse og et forkert telefonnummer. Nogle betalingsplejehjem bruger en lignende metode. Mens en plejehjemsbeboer er på sygehuset, giver de hans eller hendes seng bort — ofte til én der betaler bedre. Ifølge tidsskriftet Newsweek er eksperter enige om at denne praksis bliver mere og mere almindelig. I et uformelt rundspørge fortalte nogle læger at der „hver uge blev efterladt mindst otte ældre patienter på deres skadestuer“.
Bitter frihedsdrik
Med jerntæppets fald er det blevet afsløret at Østeuropa er ved at gå til i miljøproblemer, oplyser London Calling, BBC’s programavis. „Kemiske værker uden opsyn, forurenede vandløb, døende skove og usikre atomreaktorer“ er ifølge programavisen blot en lille del af „den miljøarv som kommunismen har efterladt . . ., et bittert bundfald i frihedsbægeret“.
Boringer i arterierne
Læger i Australien har taget et nyt instrument i anvendelse når de skal skabe passage i blokerede hjertepulsårer, oplyser tidsskriftet Asiaweek. Instrumentet, der har fået navnet Rotablator, er forsynet med et ganske lille hoved belagt med tusinder af mikroskopiske diamantstøvkorn. Eftersom hovedet roterer 190.000 gange i minuttet, kan det bortslibe forkalkninger i arterierne. Den maler dem til så fine partikler at de ikke ophober sig i hjernen og forårsager blodprop, men i stedet føres bort med blodet. Ifølge Asiaweek er instrumentet så præcist at det „ved demonstration kan bore hul i den ydre skal af et råt æg uden at bryde den indre hinde“.
Salg af tobak i Afrika
Millioner af afrikanere bliver skadet af rygning, og sundhedsfolk er derfor nu begyndt at råbe gevalt. Dr. Paul Wangai, konsulent for WHO i Kenya, siger: „Tobak . . . er mig bekendt det eneste produkt der er dræbende hvis man bruger det som fabrikanten har tænkt sig.“ Ifølge den sydafrikanske avis Lesotho Today „ryges der hvert år 175 milliarder cigaretter i Afrika“. Det svarer til tre og en halv gang Elfenbenskystens statsbudget. Dr. Wangai siger at cigaretproducenterne skruppelløst udnytter at der ikke er nogen markedsføringslove i Afrika, samt at der hersker stor uvidenhed om sundhedsfarerne ved rygning. Ifølge Lesotho Today er det sjældent at cigaretreklamer og cigaretpakker i Afrika bærer „sundhedsadvarsler sådan som det er påkrævet i industrilande“.
Tegneseriehelt smider masken
„JEG er homoseksuel!“ Disse ord lød for nylig fra en uventet kant — nemlig en tegneseriehelt. Northstar, en rødklædt canadisk helt i en populær tegneserie som udgives af Marvel Comics, afslørede i et af de seneste hæfter at han er homoseksuel. Selv om figuren tidligere havde ry for at være „Canadas mest eftertragtede ungkarl“, har homoseksuelle, ifølge New York-avisen Daily News, længe haft på fornemmelsen at tegneseriehelten var homoseksuel, og de hilser den seneste afsløring velkommen. Forsideteksten på det nævnte tegneseriehæfte lød: „Northstar som du aldrig før har kendt ham!“ Guds ord, Bibelen, omtaler også dem som ’bliver optændt i deres begær efter hinanden, mænd efter mænd’, og siger at de øver hvad der er „uanstændigt“. — Romerne 1:24-27.
Ungdomskriminalitetens svøbe
„Ungdomskriminaliteten vokser. Den er fordoblet på fem år. Alene i de sidste få måneder er den steget med en tredjedel.“ Ifølge avisen La Repubblica tegner statistikkerne dette dystre billede af udviklingen i ungdomskriminaliteten i Italien mellem 1986 og 1990. I 1990 var italienske unge indblandet i 6092 sager om grov legemsbeskadigelse, mod kun 3064 i 1986. Der var 715 sager om narkotikahandel og stofmisbrug i 1986, sammenlignet med 2113 i 1990. Og desværre er Italien ikke noget særtilfælde. På Den Anden Internationale Konference om Sikkerhed, som blev holdt i november i Paris, blev der sagt at ungdomskriminaliteten er i fremmarch overalt i verden, undtagen i Japan.
Psykisk syge — og hjemløse
I De Forenede Stater er der stadig flere psykisk syge som bliver hjemløse. Faktisk er denne ynkværdige gruppe vokset med 7 procent i løbet af det sidste år, hvilket fremgår af en undersøgelse foretaget i 21 nordamerikanske byer på foranledning af De Amerikanske Borgmestres Konference. De 21 byer havde skønsmæssigt 208.000 hjemløse, hvoraf en tredjedel — 69.000 — var alvorligt psykisk syge. Undersøgelsen omfattede også landets tre største byer: New York, Chicago og Los Angeles. Nogle borgmestre på konferencen hævdede at dette problem for en stor del skyldes mangelen på offentlige midler til behandling af psykisk handicappede.
Jorden har feber
Firserne var et varmt årti. Tidsskriftet Perspectives, der udgives af Det Internationale Institut for Miljø og Udvikling, oplyser at „80’erne havde seks af de syv varmeste år i de 140 år man har ført optegnelser over temperaturændringer“. Og ifølge oplysninger fra Det Britiske Meteorologiske Institut var 1990 det varmeste år man har registreret. Disse oplysninger, hævder Perspectives, „bekræfter at atmosfærens gennemsnitstemperatur er stigende og er et nyt vidnesbyrd om at jorden generelt er ved at blive varmere“.
Et træ uden stamme
„I øjeblikket har vi ikke længere en samlet forklaring på hvordan livet udviklede sig på jorden,“ siger Le Figaro-Magazine, der udkommer i Paris. Tidsskriftet har skrevet om en international konference i Blois i Frankrig, hvor 200 førende videnskabsmænd fra hele verden mødtes for at drøfte livets oprindelse. Tidsskriftet bemærker at „de gamle teorier står for fald“ og sammenfatter mange forskeres kommentarer sådan: „Den darwinistiske teori kan forklare en række sekundære forhold, men ikke de vigtigste faser i udviklingen såsom fremkomsten af nye organer, nye arter, såsom fugle og hvirveldyr.“ Om de store huller der undergraver teorien siger palæontologen Robert Fondi: „Hvis vi tegner et stamtræ over udviklingen, vil der kun være blade og nogle få grene, men ingen stamme. Et sådant træ kan ikke stå!“
Parisiske hunde
Med én hund for hver ti indbyggere kan Paris bryste sig af at være den by i Europa der har den største koncentration af hunde. De 200.000 hunde lægger imidlertid dagligt 10 tons ekskrementer i gaderne. Det koster byen 42 millioner franc om året at opretholde et hold af sanitetsfolk på motorcykel, som får fjernet næsten halvdelen af efterladenskaberne. Resten vaskes angiveligt ud i afløb og kloakker. En hel del bliver imidlertid liggende på byens fortove, hvilket er parisernes tredjestørste kritikpunkt af deres by. Bystyret vil indlede en kampagne for at få indført love der påbyder folk at gøre rent efter deres hunde.
„Nattens storke“
Det brasilianske tidsskrift Veja oplyser at medlemmer af en hemmelig kvindeorganisation har fundet på at anbringe spædbørn på velhavende familiers dørtrin, hvorefter de ringer på og skynder sig væk. Fra en parkeret bil i nærheden betragter de det videre forløb. Senere på aftenen ringer de anonymt til familien og opfordrer dem til at adoptere barnet. Familien hører aldrig fra kvinderne igen. I løbet af de sidste seks år har 60 velhaverfamilier i Feira de Santana i Brasilien ifølge Veja fundet spædbørn foran deres hoveddør. Kvindegruppen, som går under navnet „nattens storke“, ønsker formentlig at hjælpe forladte børn, men deres fremgangsmåde er kontroversiel. Márcia Serra Negra, der er advokat og specialist i familieanliggender, har udtalt: „Det som storkene gør, er en form for tvang.“