Bliver kvinder respekteret på arbejdspladsen?

„Uanset om de var gift eller ej, betragtede de fleste mænd kvinder som lovligt vildt.“ — Jenny, forhenværende advokatsekretær.

„Det er almindeligt kendt at kvinder på hospitaler udsættes for seksuel chikane og misbrug.“ — Sarah, sygeplejerske.

„Jeg fik konstant frække tilbud på arbejdet.“ — Jean, sygeplejerske.

ER DER her tale om enkeltstående tilfælde, eller er den slags helt almindeligt? Vågn op! har interviewet en række kvinder med erfaring fra arbejdsmarkedet. Blev de respekteret og værdigt behandlet af deres mandlige kolleger? Her er nogle af svarene:

Sarah, en sygeplejerske fra New Jersey i De Forenede Stater med ni års erfaring fra amerikanske militærhospitaler: „Jeg husker da jeg tjente i San Antonio i Texas og der blev en stilling ledig på en afdeling for nyredialyse. Jeg forhørte mig hos forskellige læger om hvad jeg skulle gøre for at få jobbet. Én svarede med et smøret grin: ’Gå i seng med overlægen.’ Jeg svarede ganske enkelt: ’På de betingelser ønsker jeg ikke jobbet.’ Men det er ofte det der skal til for at blive forfremmet. Kvinden må give efter for mandens dominans og tilfredsstille hans lidenskaber.

Ved en anden lejlighed var jeg ved at indlægge nogle drop på en patient på en intensivafdeling da en læge kom hen og kneb mig bagi. Jeg blev rasende og stormede ind i det tilstødende lokale. Han fulgte efter mig og sagde noget vulgært. Jeg knyttede hånden og slog ham så han trimlede omkuld lige oven i en affaldsbøtte! Derefter gik jeg tilbage til min patient. Jeg behøver vel ikke at sige at han aldrig generede mig mere!“

Miriam, en gift kvinde fra Egypten som tidligere havde arbejde som sekretær i Kairo, forklarede hvordan situationen er for erhvervsaktive kvinder i det muslimske miljø i dette land. „Kvinder er mere ærbart klædte end i den vestlige verden. Jeg var ikke vidne til seksuel chikane på min arbejdsplads. Men der finder seksuel chikane sted i Kairos undergrundsbane i et sådant omfang at den forreste vogn nu er reserveret kvinder.“

Jean, en stille men viljefast kvinde med 20 års erfaring som sygeplejerske, siger: „Det var min afgjorte beslutning aldrig at gå i byen med nogle fra arbejdet. Men jeg blev udsat for chikanerier hvad enten jeg havde med læger eller mandlige portører at gøre. De troede alle at de havde en psykologisk fordel. Hvis vi sygeplejersker ikke ’samarbejdede’ med dem og opfyldte deres seksuelle ønsker, ville portørerne være pist væk når vi havde brug for deres hjælp til at løfte en patient op i en seng eller noget lignende.“

Jenny arbejdede som advokatsekretær i syv år. Hun fortæller hvad hun erfarede mens hun arbejdede for forskellige advokater. „Uanset om de var gift eller ej, betragtede de fleste mænd kvinder som lovligt vildt. Deres holdning var: ’Som advokater har vi gjort os fortjent til det, og kvinder er et af vore privilegier.’“ Meget tyder på at andre højtuddannede har samme holdning. Men hvad kan en kvinde gøre for at begrænse chikanerierne?

Darlene, en sort amerikaner der har arbejdet som sekretær og inspektrice på en restaurant, siger: „Det kan gå galt hvis ikke man trækker grænsen for hvor langt man vil gå. Hvis en mand lægger op til en og man flirter igen, kan tingene let komme ud af kontrol. Ved flere lejligheder har jeg tydeligt måttet forklare hvor jeg stod. Jeg har for eksempel sagt: ’Jeg ville blive meget glad hvis De talte til mig på en anden måde.’ En anden gang sagde jeg: ’Som gift kvinde fornærmer De mig, og det vil min mand ikke bryde sig om at høre.’

Det korte af det lange er at hvis man ønsker respekt må man gøre sig fortjent til den. Og jeg kan ikke se hvordan en kvinde kan gøre sig fortjent til respekt hvis hun forsøger at overgå mænd i det jeg kalder toiletsnak — vovede vittigheder og seksuelle hentydninger. Hvis man udvisker grænsen mellem acceptabel og uacceptabel tale og adfærd, vil nogle mænd forsøge at overskride den.“

Den tyranniske mand

Connie, sygeplejerske gennem 14 år, forklarer hvilken anden form for chikane man kan møde mange steder. „Jeg hjalp en læge med at skifte forbindinger og fulgte alle de standardprocedurer jeg havde lært. Jeg ved alt om sterile teknikker og den slags. Men intet var godt nok til lægen. Han skældte mig hæder og ære fra og kritiserede hver eneste bevægelse jeg gjorde. Det er meget almindeligt at kvinder bliver nedvurderet på den måde. Nogle mænd har behov for at stive deres selvtillid af ved at lade de kvinder de arbejder sammen med føle deres myndighed.“

Sarah, som vi før citerede, beretter om følgende hændelse: „Jeg var ved at gøre klar til en operation og checkede patientens livstegn. Hans EKG [elektrokardiogram] var så ustabilt at jeg vidste at det ikke var forsvarligt at operere. Men jeg begik den fejl at henlede kirurgens opmærksomhed på dette. Han blev rødglødende. Hans svar var: ’Sygeplejersker bør tage sig af bækkener, ikke af elektrokardiogrammer.’ Derfor underrettede jeg den ansvarshavende narkoselæge, og han sagde at under disse omstændigheder ville hans hold ikke samarbejde med kirurgen. Kirurgen gjorde derpå omkring og fortalte mandens kone at det var min skyld at hendes mand endnu ikke var blevet opereret! Under sådanne omstændigheder kan en kvinde intet stille op. Hvorfor ikke? Fordi man uafvidende krænker den mandlige forfængelighed.“

Kvinder bliver altså ofte udsat for chikane og en nedværdigende behandling på arbejdspladsen. Men hvordan er deres retsstilling?

Kvinderne og loven

I nogle lande har det taget kvinderne århundreder at opnå en teoretisk ligestilling for loven. Og selv hvor loven foreskriver ligebehandling er der ofte en afgrund til forskel mellem teori og praksis.

FN-publikationen The World’s Women — 1970-1990 siger: „Dette hul [i regeringernes politik] skyldes love som nægter kvinder ligestilling med mænd hvad angår ret til at eje jord, optage lån og indgå kontrakter.“ Som en kvinde fra Uganda siger: „Vi bliver fortsat behandlet som andenrangsborgere — nej, tredjerangs, for vore sønner går forud for os. Selv æsler og traktorer får nogle gange en bedre behandling.“

I Danmark fik kvinder først fuld stemmeret i 1915. Time-Life-publikationen Men and Women oplyser: „I 1920 sikrede det 19. tillæg til De Forenede Staters forfatning kvinder stemmeret — længe efter at de havde opnået denne ret i mange europæiske lande. I Storbritannien fik kvinderne imidlertid først stemmeret i 1928 (og i Japan efter den anden verdenskrig).“ For at protestere imod den politiske forskelsbehandling af kvinder kastede en engelsk suffragette, Emily Wilding Davison, sig ud foran kongens hest ved derbyet i 1913 og blev dræbt. Hun blev martyr for kvindesagen.

Det faktum at De Forenede Staters senat først i 1990 overvejede „loven om vold mod kvinder“ viser at den mandsdominerede lovgivningsmagt har været langsom til at reagere på kvinders behov.

Denne korte gennemgang af hvordan kvinder er blevet behandlet rundt om i verden, fører uvægerlig til spørgsmålet om hvorvidt kvinder nogen sinde vil blive respekteret. Hvad skal der til for at forandre situationen? I de to næste artikler vil vi tage disse spørgsmål op.

[Ramme på side 11]

Hvem er værst stillet?

„Kvinder udfører to tredjedele af alt arbejde i verden. De producerer 60 til 80 procent af Afrikas og Asiens levnedsmidler, og 40 procent af Latinamerikas. Men de modtager kun en tiendedel af verdens indkomster og ejer mindre end én procent af verdens ejendomme. De er blandt de fattigste af jordens fattige.“ — May You Be the Mother of a Hundred Sons af Elisabeth Bumiller.

„Sagen er at de små piger [i nogle dele af verden] ikke går i skole fordi der ikke er nogen sikker drikkevandsforsyning. . . . Jeg har set teenagepiger hente drikkevand tyve til tredive kilometer borte, hvilket tager en hel dag. Når disse piger er fjorten eller femten år har . . . de aldrig gået i skole, har aldrig lært noget som helst.“ — Jacques-Yves Cousteau, The Unesco Courier, november 1991.

[Illustration på side 10]

Man skal ikke finde sig i seksuel chikane