En ny opdagelsesrejsernes tidsalder
Af Vågn op!-skribent
HAR du nogen sinde på tv fulgt en opsendelse af en rumfærge? Kunne du tænke dig at se hvor store løfteraketterne i virkeligheden er? Og hvor meget plads der er inde i rumfærgen? Det havde jeg lejlighed til da jeg i Florida besøgte det amerikanske rumfartscenter på Cape Canaveral, også kaldet Kennedy Space Center.
Jeg havde set mange opsendelser af rumfartøjer på fjernsyn og har især været betaget af Apollo 11-rumfærden Månen tur-retur i 1969. Det var derfor en stor oplevelse at befinde sig i selve knudepunktet for rumtrafikken, blot en times kørsel øst for Orlando. Mens vi kørte ind på parkeringspladsen så jeg i det fjerne en udstilling af forskellige raketter som i tidens løb havde været brugt til opsendelse af astronauter og instrumenter. Og dér, på den specialkonstruerede startbane ved siden af rakethaven, stod en tro kopi af de rumfærger som sendes i kredsløb om Jorden. Den kaldes Ambassador, og skønt det kun er en kopi, er den et imponerende skue. Den er 17 meter høj ved halen, er 37 meter lang og har et vingefang på 24 meter.
Det var fredag den 22. november 1991, og jeg var ivrig efter at komme hen til en startrampe, især den hvorfra rumfærgen Atlantis ventede på at blive opsendt søndag den 24. november. Der er adskillige startramper, men de ligger flere kilometer fra udstillingsområdet. Jeg tog derfor med på den officielle bustur til hovedmonteringshallen og affyringsinstallationerne.
Første stop var Flight Crew Training Building, hvor vi så tro kopier af servicemodulet og månelandingsfartøjet som blev brugt på den historiske månerejse i 1969. Månelandingsfartøjet var klodset at se på — det var på ingen måde et strømlinet fartøj. Ved første øjekast lignede det mere en samling af terninger og pyramider hvorpå der var monteret edderkoppeben. Ikke desto mindre havde dens tvilling bragt to mænd til Månen.
I juli 1971 landede Apollo 15 på Månen, og astronauterne Scott og Irwin landsatte den første månebil. Det var utvivlsomt den dyreste bil der nogen sinde er bygget — prisen var 15 millioner dollars! Hvis man ønsker en tur i den skal man bare tage til Månen — den blev efterladt deroppe sammen med landingsstellet til månemodulet! Men glem ikke at tage friske batterier med, for månebilens batterier er for længst blevet flade.
Næste stop på turen er monteringshallen VAB (Vehicle Assembly Building). Man må vænne sig til akronymer (ord dannet af forbogstaver i flere ord) på rumfartscentret — de bruges om alting. Jeg mødte senere Chris, en forhenværende ingeniør ved Apollo-projektet og han fortalte: „Jeg blev overflyttet til en anden sektion, og i månedsvis var der meget jeg ikke forstod fordi der blev brugt andre akronymer end dem jeg var vant til!“ Hvad specielt er der ved VAB? Den er over 160 meter høj (svarende til en skyskraber på 52 etager), 158 meter bred og 218 meter lang, og er sandsynligvis verdens største bygning. Den dækker et areal på 3 hektarer. Størrelsen skyldes at man her samler raketterne før de bliver rullet ud på deres lange og besværlige køretur til startrampen. Men mere herom senere.
Vi fik at vide at VAB er så stor at man kunne samle fire Saturn V-raketter i bygningen samtidig. De var 111 meter høje og kunne medføre et Apollo-rumskib. I bogen The Illustrated History of NASA siges der: „Den totale startvægt var op mod 3000 tons. Men Saturn V’s motorer, som udviklede næsten 3600 tons reaktionskraft, kunne med lethed løfte den svimlende vægt.“
Da jeg rettede blikket mod toppen af den vældige bygning så jeg musvåger kredse omkring den. De drog fordel af opdriften over taget. Det mindede mig om at rumfartscentret ligger midt i et stort naturreservat som er tilholdssted for mange fugle-, pattedyr- og krybdyrarter. På busturen kom vi forbi en 2 meter stor ørnerede som var højt oppe i et træ. Det forekom naturligt at ørnene flyver rundt her hvor mennesket har udført nogle af sine største præstationer inden for rumfarten.
Næste stop var observationsområdet hvorfra vi på afstand kunne se to startramper. Men ét spørgsmål stod stadig åbent. Hvordan bliver de enorme raketter transporteret til startramperne fem en halv kilometer væk? Ved hjælp af de største traktorer jeg nogen sinde har set; de bæltedrevne transportvogne har en lasteevne på 6600 tons. De er hver på størrelse med en halv fodboldbane og vejer 2700 tons. Men forvent ikke fartrekorder af disse monstrumer. Deres tophastighed er i lastet tilstand 1,6 kilometer i timen, ulastet ligger hastigheden på det dobbelte. Platformen transporteres af fire sådanne traktorer med dobbeltlarvebånd, én ved hvert hjørne. Hvert larvebånd har 57 led, som vejer et ton stykket.
Det siger sig selv at der må en speciel vejbelægning til for at bære vægten af den mobile platform, raketten og rumfartøjet.
Hvad når rumfærgen vender tilbage til Jorden? Den skal lande et sted. Landingsbanen her på Cape Canaveral er dobbelt så bred og dobbelt så lang som en almindelig landingsbane i en lufthavn. Den er 4600 meter lang og har 300 meter ekstrabane i hver ende. Hvis der ikke er gode landingsforhold omdirigeres rumfartøjet til Edwards Air Base i den californiske ørken, 3200 kilometer mod vest.
Størrelsen af hele projektet er overvældende og fremkalder mange spørgsmål. Hvad har mennesket udrettet inden for rumforskningen? Hvilken gavn har vi haft af den? Og hvordan er mulighederne for interplanetarisk flyvning? Vil mennesket nogen sinde sætte foden på Mars?