Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g92 22/11 s. 3-5
  • Blyforgiftning — et globalt problem

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Blyforgiftning — et globalt problem
  • Vågn op! – 1992
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvor farligt er bly?
  • Et allestedsnærværende metal
  • Blyforgiftning — de katastrofale følger
    Vågn op! – 1992
  • En verden fyldt med bly?
    Vågn op! – 1990
  • Pas på blyforgiftning!
    Vågn op! – 2009
  • Hvordan man undgår blyforgiftning
    Vågn op! – 1992
Se mere
Vågn op! – 1992
g92 22/11 s. 3-5

Blyforgiftning — et globalt problem

SIR John Franklins ekspedition var taget ud for at finde den sagnomspundne Nordvestpassage, men var havnet i alvorlige vanskeligheder. Ekspeditionens to skibe var blevet fanget af isen, og den lange arktiske vinter var netop begyndt. Desuden var en sømand død under mystiske omstændigheder — han havde langsomt mistet forstanden og var efterhånden blevet mere og mere umulig. Til sidst sygnede han hen og døde. Derefter begyndte galskaben at brede sig og flere af mændene døde. Efter at antallet af døde var steget til over tyve i løbet af de følgende to år, var resten af ekspeditionens medlemmer så besluttede på at komme væk fra deres skibe at de tog af sted på en desperat vandring sydpå over den frosne ødemark, trækkende på store slæder belæssede med alt muligt unødvendigt, endog luksusvarer. Ikke ét af ekspeditionens medlemmer overlevede. Det var i 1848. For omkring 140 år siden var den galskab mændene blev grebet af en gåde. Men i løbet af det sidste årti har undersøgelser af hår og knoglerester afdækket en nøglebrik i puslespillet, nemlig metallet bly. Mændene havde levet af kød der havde været opbevaret i beholdere som var loddet med bly. De var ganske enkelt blevet blyforgiftet!

Faren for blyforgiftning var et problem længe før denne dødsdømte ekspedition og har siden udviklet sig til en global trussel mod sundheden. I de senere år er der skrevet side op og side ned om farerne ved blyforgiftning. Men sundhedsorganisationer rundt om i verden har vanskeligt ved at løse problemet. Navnlig i de latinamerikanske og østeuropæiske lande hvor miljøkontrollen er stærkt begrænset, er blyforgiftning blevet et stadig større problem. Også industrilandene er bekymrede over udviklingen.

For ti år siden fik de stadig flere vidnesbyrd om at blyforgiftning var blevet en udbredt sygdom, sundhedsmyndighederne i Australien, Danmark, De Forenede Stater, Mexico, Skotland og Tyskland til at foretage en undersøgelse af hvor farlige selv små mængder bly kan være for mennesker, især for børn.

Hvor farligt er bly?

Kan et så almindeligt metal virkelig være så farligt? Lægen Richard Wedeen, der har skrevet bogen Poison in the Pot: The Legacy of Lead, mener at bly sandsynligvis kan forstyrre hver eneste biokemiske funktion i menneskelegemet. Han siger at „bly muligvis kan sættes i forbindelse med forhøjet blodtryk, slagtilfælde, hjerteanfald og nyrelidelser“. Richard Wedeen mener at nogle voksne der lider af akut blyforgiftning endda kan blive alkoholikere og ende med at blive indlagt på et hospital for sindslidende.

Opslagsværket The World Book Encyclopedia opregner symptomer som blodmangel, døsighed, muskelkrampe, mathed, lammelser, mavesmerter og opkastning. „Hjerneskader, bevidstløshed og krampeanfald forekommer i alvorlige tilfælde, og meget alvorlige tilfælde af blyforgiftning har været dødbringende,“ oplyses det. En betydelig del af dem der kommer sig efter alvorlig forgiftning lider af uoprettelige hjerneskader, skriver en læge.

Hvordan kan det være at netop bly kan virke på denne måde? Grunden er at kroppen forveksler bly med kalcium og derfor ikke skiller sig af med det. Når blyet bliver ført rundt med blodet gør det skade næsten alle de steder det kommer. I blodet hæmmer det hæmoglobinproduktionen og ødelægger derved blodets evne til at transportere ilt. I hjernen og nervesystemet fæstner det sig til vigtige proteiner kaldet enzymer og gør dem inaktive. Knoglerne optager bly og kan somme tider frigive det senere så det forårsager endnu flere skader.

Der er især to aspekter ved blyforgiftning som gør den særlig farlig: For det første kan forgiftningen vise sig som en snigende sygdom der er vanskelig at opdage. For det andet er der som følge af industrialiseringen bogstavelig talt bly alle vegne i vort miljø.

Et allestedsnærværende metal

I dag er brugen af bly kun begrænset af menneskets opfindsomhed. Siden 1920’erne har man for eksempel brugt millioner af tons bly som benzintilsætning for at forbedre motorernes ydeevne. Der er også i vidt omfang benyttet bly i maling, skønt nogle lande nu i høj grad har begrænset denne praksis.

Men selv om man bor i et land hvor det længe har været forbudt at bruge bly i maling og benzin, er man ikke uden for farezonen. Måske bor man i et hus eller en lejlighed der er blevet malet inden disse love trådte i kraft, eller måske er der stadig mange gamle biler i landet der kører på blyholdig benzin og derfor afgiver blyholdige udstødningsgasser som forurener luften og jorden.

Desuden er bly blevet benyttet til blikkenslagerarbejde som loddemetal. Afskærmninger af bly beskytter røntgenteknikere og personale på kernekraftværker mod skadelig stråling. Drikkekummer med vandtanke der er loddet med bly er stadig i brug. Dette gælder også fødevarebeholdere der er samlet med blylodninger. Blykrystal er meget benyttet til vinglas og karafler. Selv visse sutteflasker er fremstillet af blykrystal. Endvidere er der blyplader i akkumulatorer til biler. Geværkugler og hagl som er fremstillet af bly spredes i stort antal. Og sådan kunne man blive ved.

Selv om blyforgiftning hos voksne vækker megen bekymring blandt læger, er det børnene der er de mest sårbare. Men hvorfor netop børnene? Og hvordan kan man beskytte både dem og sig selv mod denne fysisk og psykisk nedbrydende sygdom?

[Tekstcitat på side 4]

Kan et så almindeligt metal virkelig være så farligt?

[Tekstcitat på side 4]

Når blyet først er i blodet har det frit spil og forårsager skader overalt hvor det kommer hen

[Tekstcitat på side 5]

’Bly er muligvis medvirkende til forhøjet blodtryk, slagtilfælde, hjerteanfald og nyresygdomme’

[Kildeangivelse på side 3]

Foto: Tegning af Thomas Smith, med tilladelse fra Maritime Museum, Greenwich, England

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del