Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g92 22/11 s. 11-12
  • Hvordan man undgår blyforgiftning

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvordan man undgår blyforgiftning
  • Vågn op! – 1992
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvad man kan gøre
  • Vand, vand overalt
  • Bly i mad- og drikkevarer
  • Bevar ligevægten
  • En verden fyldt med bly?
    Vågn op! – 1990
  • Blyforgiftning — de katastrofale følger
    Vågn op! – 1992
  • Pas på blyforgiftning!
    Vågn op! – 2009
  • Blyforgiftning — et globalt problem
    Vågn op! – 1992
Se mere
Vågn op! – 1992
g92 22/11 s. 11-12

Hvordan man undgår blyforgiftning

ALLE disse dårlige nyheder om blyforgiftning til trods, er udsigterne ikke så mørke endda. Til forskel fra så mange andre sygdomme som vi ikke har nogen kontrol over, er dette en af de helbredstrusler vi ifølge sundhedseksperter kan gøre noget ved.

„Blyforgiftning kan forhindres fuldstændig,“ siger De Forenede Staters sundhedsminister ifølge tidsskriftet Newsweek. Risikoen for blyforgiftning „kan fjernes for bestandigt,“ forklarer en kendt toksikolog. „Man ved nok om farekilderne i forbindelse med blyforgiftning og om hvordan man undgår dem til at kunne udrydde lidelsen for stedse,“ oplyser USA’s Center for Sygdomskontrol. Endelig tilføjer det amerikanske sundhedsministerium: „Vi kender årsagerne til blyforgiftning blandt børn og — hvad der er særlig vigtigt — hvordan man fjerner dem. Ved en planlagt samfundsmæssig indsats kunne man faktisk komme lidelsen til livs i løbet af 20 år.“

Hvad man kan gøre

Hvilke forholdsregler kan man tage? Først skal man gøre sig klart at eksperterne er enige om at maling og vand er det man skal koncentrere sig om. Toksikologer har anbefalet at husejere udskifter gammel maling og gamle vandrør. Husejere vil måske derfor gerne vide om deres hjem er fri for forurening.

„Bliv ikke panikslagen,“ skriver tidsskriftet In Health. „Intakt maling udgør ingen fare, men det gør afskallet maling og støv fra gammel maling. . . . Kontrollér dit hjem indvendig og udvendig så du sikrer dig at malingen ikke er skallet af; vær især opmærksom på trædøre og vinduesrammer, hvor vejr og friktion har en tendens til at afslide malede overflader.“ Lige et advarende ord: Forsøg ikke at fjerne det selv. Børn kan få blyforgiftning hvis forældrene skraber og sliber gammel maling af vægge så luften fyldes med blyholdigt støv.

Vand, vand overalt

For private hjem gælder det at vandet er den største farekilde. Problemet opstår i de rør som forbinder hjemmet med hovedvandledningen. Nogle gamle huse har blyrør, hvilket er en åbenlys forureningskilde. Selv kobber- og stålrør kan være samlet med loddemateriale der indeholder bly. Det kan være godt at undersøge byggevedtægter for at kende kravene til vandrør i området. Hvis du har grund til at tro at vandet er forurenet, vil du måske vælge at få det undersøgt. Man kan eventuelt få drikkevandet analyseret på et laboratorium.

Hvad nu hvis drikkevandet er for blyholdigt? Hvad kan man gøre ved det? Ikke alle har råd til at få gjort noget ved rørene i huset. Sundhedseksperter siger at man på følgende enkle måder kan reducere blyindholdet: Lad det kolde vand løbe et minut eller to før du tapper vand, især hvis vandhanen ikke har været brugt i seks timer eller mere. Det vil skylle eventuelt forurenet vand ud. Brug ikke vand fra den ’varme’ hane til drikkevand eller madlavning — det indeholder mere bly.

Hvis man drikker af en drikkekumme i skolen, på kontoret eller på fabrikken, skal man først lade vandet løbe et par sekunder. Rørene i en sådan drikkekumme er ofte sat sammen med loddemateriale af bly.

Bly i mad- og drikkevarer

Den amerikanske sundhedsstyrelse har givet nogle advarsler angående brug af glas af blykrystal. I tidsskriftet Good Housekeeping siges der: „Selv om ingen vil anbefale at man helt holder op med at bruge krystalglas, fraråder sundhedsstyrelsen at man opbevarer fødevarer og drikkevarer i krystalglas i længere tid, især hvis der er tale om syredannende levnedsmidler (tomatsauce, appelsin-, tomat- og andre former for frugtsaft, eller vin og vineddike) . . . Sundhedsstyrelsen fraråder også at børn og spædbørn får mad af sutteflasker af krystal . . . eller af andet krystalglas indeholdende bly.“

Hvad med de hætter af blyfolie som dækker korkproppen på vinflasker? Nogle sundhedseksperter anbefaler at vindrikkere fjerner hætten helt, fugter et viskestykke med nogle få dråber vin og gnider flaskekanten med det.

Opbevarer du madvarer i plasticposer? Forskere har påvist at der er store mængder bly i trykfarven på poserne, hvilket kan forurene maden. Bly kan ikke trænge igennem plastic og forurene indvendig, men hvis man vender vrangen udad, kan den blyholdige trykfarve forurene. Hvis posen genbruges, bør man sørge for at trykfarven aldrig kommer i berøring med fødevarer.

Endelig indeholder tidsskriftet Discover et par advarende ord: „Udenlandsrejsende bør især i den tredje verden passe på service og bestik af keramik. Blyglasuren er måske ikke blevet brændt i de høje temperaturer der kræves for at forhindre at der afgives blypartikler i maden.“

Bevar ligevægten

Et af de bedste råd man kan give i forbindelse med vore dages miljøproblemer er at bevare ligevægten. Det er let nok at blive grebet af panik, men det skal man ikke. Det er en uomtvistelig kendsgerning at vort miljø er forurenet med utallige forureningsstoffer foruden bly. For at leve helt uden kontakt med bly, måtte vi flytte til ’Langtbortistan’. Men hvem ønsker at leve som en eneboer blot for at undgå forurening? At bevare sin ligevægt vil sige at man tager rimelige forholdsregler for at beskytte sig selv og sine børn mod alvorlige farer. Først senere vil vi opnå fuld beskyttelse imod misbruget af jordens ressourcer.

Skaberen af jorden har nemlig givet det løfte at der vil komme en tid hvor mennesker vil bruge deres energi på at forvandle jorden til et paradis. Mennesket vil aldrig mere sprede dødbringende forurening. I Esajas 11:9 gives dette løfte: „De [menneskene] vil ikke volde skade eller forårsage ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“ Denne „kundskab om Jehova“ vil uden tvivl også omfatte viden om hvordan jordens enorme ressourcer skal udnyttes sådan at det ikke bliver til skade for børn eller voksne.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del