Synlige beviser for Holokaust

DET ER EN EJENDOMMELIG FORNEMMELSE at træde ind på en udstilling om den dybeste fornedrelse af mennesket og så blive mødt af følgende bibelord indgraveret i sten: „I er mine vidner.“ Og dog — måske er dette det rette sted at citere Bibelen, i hvert fald dette vers. — Esajas 43:10.

De Forenede Staters Holokaustmuseum i Washington, D.C., blev indviet den 22. april 1993 og står som en kras og nøgtern påmindelse om hvordan amoralske demagoger misbrugte teknologien til at frembringe en ubeskrivelig dødsmaskine. Listen over værgeløse ofre der blev myrdet af nazityrannerne overgår den menneskelige fatteevne — cirka seks millioner jøder og millioner andre, deriblandt polakker, slavere, Jehovas vidner, sigøjnere, homoseksuelle og handicappede.

En rundtur man ikke glemmer

Rundturen begynder i en kølig, grå stålelevator der fører os fra Vidnesbyrdshallen i stueetagen til tredje sal. Derfra passerer man, efterhånden som man bevæger sig nedefter, udstillinger der skildrer alle faser i Holokaust, fra eksempler på nazipropaganda til Hitlers magtovertagelse, videre til klapjagten på ofre og frem til befrielsen af dødslejrene. Man slutter i Mindehallen, hvor der brænder en evig flamme. Vidnesbyrd fra øjenvidner stemmer i med billeder, film, musik og kunstgenstande for at genfortælle denne rædselssaga.

Museumsgæsterne har nu beset en overvældende, uafrystelig og stemningsskabende permanent udstilling i tre etager. Nogle af de mere gruopvækkende udstillingsgenstande er skjult for børneblikke bag 1,2 meter høje afskærmninger.

Et undervisende museum

Museets Institut for Holokaustforskning råder over et omfattende bibliotek og arkiv. Det skal også fungere som internationalt center for videnskabelig undersøgelse af Holokaust. „Det er tilegnet oplysning og undervisning af offentligheden,“ udtaler museets overbibliotekar, dr. Elizabeth Koenig. Biblioteket indeholder oplysninger om nogle af de mindretalsgrupper der befandt sig i koncentrationslejrene. „Vi har allerede mængder af stof om Jehovas vidner,“ fortæller hun.

I 1933 iværksatte Hitler en udryddelseskampagne mod Jehovas vidner. Fra Tyskland, Østrig, Polen, det tidligere Tjekkoslovakiet, Holland, Frankrig og andre lande blev de i tusindtal transporteret til koncentrationslejre. De blev forfulgt ene og alene på grund af deres tro. To af de overlevende Jehovas vidner blev indbudt til museets åbning.

Overlevende fra Holokaust

En overlevende, Franz Wohlfahrt, der nu er 73, oplevede at i alt 15 af hans nærmeste blev arresteret fordi de var Jehovas vidner. „Syv af dem blev henrettet, de fleste i guillotinen. Én mistede livet i gaskammer og de øvrige døde i koncentrationslejr eller i Gestapofængsel,“ beretter han.

Regnede han selv med at overleve lejropholdet? „Jeg tvivlede alvorligt på det,“ svarer han. „Næsten hver dag mindede vagterne mig om at de stadig ville have ammunition nok til at henrette mig selv om Tyskland tabte krigen.“

Fortryder han at han lod sig indespærre for sit religiøse standpunkt? „Ikke ét øjeblik!“ udbryder Franz som om den blotte tanke var en anfægtelse af hans beslutsomhed. „Vi var altid glade. Mange gange blev jeg standset af vagter der spurgte: ’Du smiler endnu, midt i al denne elendighed — hvad er der i vejen med dig?’ Så svarede jeg: ’Jeg har grund til at smile fordi vi har et håb der bliver opfyldt efter denne strenge tid — et håb om at Guds rige vil komme og genoprette alt og råde bod på det vi må igennem i dag.’“

Joseph Schön, der er født i 1910, var travlt beskæftiget med undergrundstrykning og -fordeling af bibelske publikationer i Østrig, konstant med Gestapo i hælene — indtil de arresterede ham i 1940. Fra 1943 til 1945 havde han hele tiden en dødstrussel hængende over hovedet. I 1943 udså lejrkommandanten sig Joseph og råbte i overværelse af alle lejrens tjenstgørende: „Holder du dig stadig til den dér gud Jehova?“

„Ja, jeg gør,“ svarede Joseph.

„Så kommer dit hoved til at rulle!“

I 1945 kom Joseph ud på en dødsmarch til Dachau. „Fysisk set var jeg et vrag,“ husker han. „Men jeg har aldrig været fastere i troen end jeg var på den march.“

Under rundgangen på museet tænker han tilbage på sin fangetid og siger: „Jeg var ikke spor bange. Jehova giver én det man behøver til den tid man behøver det. Man må lære at stole på Jehova og erfare hvor virkelig han er når det ser værst ud. Al ære tilkommer ham. Ingen af os var helte. Vi stolede blot på Jehova.“

Museets betydning

„Jeg tror at dette museum har overordentlig stor betydning,“ udtaler historikeren dr. Christine Elizabeth King, der er prorektor for Staffordshire University i England. „Først og fremmest er det et dokumentationscenter, og det er oprettet for at tage til genmæle mod dem der siger: ’Det er aldrig foregået.’ Der findes, ud over de levende vidner som overlevede Holokaust, et utal af vidnesbyrd. Dernæst er museet et udmærket undervisningsredskab.“

Hun fortsætter: „Hvad Jehovas vidner angår, er det især vigtigt at de kan se deres brødre og søstre som led og døde, dem som gav deres liv. Det er noget helt særligt at se deres minde bevaret for eftertiden.“

[Ramme på side 18]

Teksten på søjlen lyder:

„JEHOVAS VIDNER“

„Nazisternes forfølgelse af Jehovas vidner begyndte i 1933. Eftersom de var militærnægtere og ikke ville sværge regimet troskab, blev de ofte beskyldt for spionage og sammensværgelse mod staten. Nazisterne fortolkede Jehovas vidners forudsigelser om anarki som revolutionære trusler, og deres profetier om at jøderne skulle vende tilbage til Palæstina som zionistiske.

Alligevel fortsatte Jehovas vidner med at mødes, forkynde og uddele læsestof. De mistede deres arbejde, pensioner samt alle borgerrettigheder, og fra og med 1937 blev de sendt i koncentrationslejre. Dér betegnede nazisterne dem som ’frivillige fanger’, eftersom Jehovas vidner der afsvor deres tro kunne blive sat fri. Ikke én af dem fraskrev sig sin tro.“

[Ramme på side 19]

„Det er vigtigt at denne beretning bliver fortalt“

„Historien om Jehovas Vidner er en af de mest bemærkelsesværdige. På grund af deres religiøse overbevisning blev de i 1933 forbudt som et af de første trossamfund . . . af nazistyret. Det skete ganske enkelt fordi de følte sig forpligtede til at adlyde en højere lov, Guds lov. Som følge heraf blev de forfulgt lige så skånselsløst som jøder og sigøjnere og anbragt i koncentrationslejre, hvor mange af dem mistede livet.

Det er vigtigt at denne beretning bliver fortalt. Måske [var] dens mest tragiske aspekt den måde Jehovas vidners børn blev behandlet på. Når faderen skulle i kz-lejr og moderen blev arresteret, fik de plads på bagerste række i klasseværelset, sammen med børn af jøder og sigøjnere. Hvis børnene fortsat nægtede at hilse med et ’Heil Hitler!’ eller underkaste sig nazistaten på andre måder, blev de henregnet til ungdomsforbrydere udelukkende på grundlag af deres tro. Og disse børn bødede ikke kun for deres forældres påståede forbrydelser, som var samvittighedsforbrydelser, men også for den omstændighed at de var børn af disse.“ — Dr. Sybil Milton, overhistoriker ved museet.

[Illustration på side 16]

Kz-fangedragter med den violette trekant som identificerede Jehovas vidner

[Illustration på side 17]

Franz Wohlfahrt (til venstre) og Joseph Schön, som begge overlevede Holokaust, sammen med historikeren dr. Christine King ved udstillingsafsnittet „Ofrene“

[Illustration på side 17]

Godsvogne som denne førte Franz Wohlfahrt og Joseph Schön til koncentrationslejrene

[Illustration på side 18]

Franz Wohlfahrt (til venstre) og Joseph Schön ved videofremvisningen „Fjender af staten“, som også omtaler Jehovas vidner

[Illustration på side 18]

Nederst: Maria og Franz Wohlfahrt ved en udstilling der blandt andet omfatter den bibel der tilhørte Johann Stossier, Marias broder. „På en eller anden måde lykkedes det Johann at gemme Bibelen i nogen tid før den blev opdaget,“ beretter Franz. „Bibelen var den eneste af hans ejendele der blev sendt tilbage til hans moder efter hans henrettelse“

[Illustration på side 18]

På skiltet ved Bibelen står der: „Denne bibel tilhørte Johann Stossier, et Jehovas vidne der var indespærret i koncentrationslejren Sachsenhausen. Stossier døde kort før sovjetiske tropper befriede lejren“

[Illustration på side 19]

„Hvor er civilisationens værn skrøbelige,“ udtalte USA’s præsident Clinton ved museets indvielse. „Holokaust minder os for altid om at kundskab uden værdinormer kun kan forværre menneskets mareridt, at hoved uden hjerte ikke er menneskelighed“