Hollændere der stod fast under nazisternes besættelse
HOLOCAUST-MUSEET i Washington, D.C., huser verdens mest omfattende samling genstande og film til dokumentation af nazisternes ugerninger under Anden Verdenskrig. Siden åbningen i 1993 har cirka 12 millioner gæster besøgt museet, og tilstrømningen er for opadgående.
Museet udstiller også materiale der dokumenterer den intense forfølgelse af Jehovas vidner under naziregimet. Foruden den begrænsede permanente udstilling har museet afviklet en række særprogrammer om dette trossamfund og blandt andet belyst specifikke eksempler på hvordan Jehovas vidner har holdt ud og bevaret deres integritet. Den 8. april 1999 arrangerede museet en temadag i dets to store auditorier over emnet „Jehovas Vidner i Holland under den nazistiske besættelse“.
Åbningstalen blev holdt af museets direktør, Sara Jane Bloomfield, som gav udtryk for oprigtig interesse i beretningen om Jehovas vidner. I et interview med Vågn op! nævnte hun at der udfoldes store bestræbelser for at henlede offentlighedens opmærksomhed på Jehovas vidners integritet under forfølgelse. Hun udtalte: „Begivenheder som denne annonceres på samme måde som alle andre betydningsfulde arrangementer på museet.“
Adskillige historikere var til stede og deltog i programmet den aften. En af dem var dr. Lawrence Baron, der er professor i tysk og jødisk samtidshistorie ved San Diego State University. I sit indlæg erklærede dr. Baron at „Jehovas vidner på beundringsværdig vis modsatte sig enhver meddelagtighed i Det Tredje Riges gerninger“. Han bemærkede at Jehovas vidner „satte deres tro på Gud over nazistatens krav. De betragtede førerkulten omkring Hitler som en verdslig afart af tilbedelse og nægtede at bifalde guddommeliggørelsen af ham ved at benytte nazihilsenen og sige ’Heil Hitler’. . . . Eftersom Gud havde befalet dem at elske deres næste og ikke slå nogen ihjel, nægtede de at udføre militærtjeneste . . . Når Det Tredje Rige befalede Jehovas vidner at afstå fra at mødes, svarede de typisk: ’Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.’“ Af den grund blev mange Jehovas vidner fra adskillige europæiske lande sendt i koncentrationslejr, torteret eller endog henrettet.
Holocaust-museet havde indbudt nogle hollandske forskere og en gruppe overlevende efter Holocaust til at give eksempler på hvordan nazisterne havde forfulgt Jehovas vidner i Holland. Den 29. maj 1940, kort efter at Nazityskland havde besat Holland, blev trossamfundet Jehovas Vidner, der på det tidspunkt udgjorde rundt regnet 500, forbudt. I løbet af de følgende måneder blev i hundredvis af dem arresteret. Myndighederne forsøgte ved tortur at aftvinge dem navnene på trosfæller. Ved krigens slutning havde over 450 Jehovas vidner været taget af nazisterne. Heraf omkom over 120 direkte ved forfølgelsen.
En hollandsk forsker oplyste at Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Holland ligger inde med „over 170 videointerview og 200 skrevne livsberetninger fra hollandske Jehovas vidner der overlevede Holocaust. De viser samstemmende at det der motiverede Jehovas vidner, var deres kærlighed til Gud og næsten.“
Adskillige talere fremhævede at de fleste Jehovas vidner i modsætning til andre grupper som nazisterne forfulgte, kunne have opnået frihed blot ved at underskrive en erklæring hvori de fraskrev sig deres tro. Men ifølge både talerne og de interviewede traf det store flertal den velovervejede afgørelse at blive forfulgt frem for at gå på kompromis, vel vidende hvad det indebar. Enkelte skrev under af den grund at de ikke længere ønskede at være Jehovas vidner.
Nogle skrev under på grund af forvirring. Det var ikke deres hensigt at afsværge deres tro. Enkelte fandt det moralsk forsvarligt at narre deres forfølgere for at blive sat fri og genoptage forkyndelsen. På et tidspunkt efter løsladelsen indså de at det, uanset motivet, havde været forkert at skrive under.
Denne fejlbedømmelse medførte ikke at de blev udelukket af trossamfundet. Da de vendte hjem, modtog de åndelig hjælp via menigheden. I et brev dateret juni 1942 tilskyndede afdelingskontoret de enkelte Jehovas vidner til at vise forståelse for dem der under de særlige omstændigheder havde underskrevet erklæringen, og behandle dem barmhjertigt. Endnu mens landet var besat, genoptog disse løsladte forkyndelsen trods den store risiko der var forbundet hermed. Nogle blev arresteret endnu en gang. En af dem blev tilmed henrettet fordi han nægtede at gøre militærtjeneste.
Trods svære lidelser og flere års anspændt og farlig undergrundsvirksomhed voksede antallet af Jehovas vidner i Holland fra de cirka 500 i 1940 til over 2000 da nazistyret ophørte i 1945. Deres modige beslutning om at adlyde Gud aflægger et talende vidnesbyrd den dag i dag.
[Illustration på side 25]
Forskere taler til forsamlingen
[Illustration på side 25]
Et interview med hollændere der overlevede Holocaust