Krakatau — historien om en katastrofe

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I INDONESIEN

CARITA-STRANDEN forekommer så fredfyldt. Intet leder tanken hen på en dramatisk fortid. Den ligner et uforstyrret feriested. Vi befinder os cirka 150 kilometer vest for byen Djakarta på øen Java, ved Sundastrædet, som adskiller de indonesiske øer Java og Sumatra. Djakartas menneskemylder og trafikpropper synes at være langt væk, og alt ånder fred og ro. De indfødte har tillidsfuldt opført deres huse lige ned til vandkanten.

Navnet — Carita-stranden — leder os alligevel på sporet af en katastrofe. „Carita“ er et indonesisk ord der betyder „historie“, og dette sted er, ligesom så mange andre i området, et sandt bibliotek med tragiske historier — alle har de at gøre med en enkelt naturkatastrofe der rystede hele dette område og fik følger overalt på Jorden.

Når man fra Carita-stranden skuer ud over Sundastrædets rolige blå vand, kan man se en gruppe små øer. Fra en af disse — Anak Krakatau (barn af Krakatau) — ryger det stadig. Det ildevarslende navn leder tanken hen på dets vrede „fader“, Krakatau, som næsten helt forsvandt under Sundastrædets vande den 27. august 1883, efter det største vulkanudbrud i nyere tid.

I en gruppe på sytten personer lagde vi ud fra Carita-stranden for at besøge øgruppen. Vi havde lejet en båd som kunne bringe os de 40 kilometer over strædet. Da Javas kyst forsvandt i disen bagude, tænkte jeg på Krakataus voldsomme historie.

Krakataus voldsomme fortid

I dag er Krakatau en øgruppe på fire øer: Rakata, Panjang, Sertung og den nye Anak Krakatau i midten. I lang tid kom den vulkanske aktivitet fra Rakata. For flere hundrede år siden voksede den sig umådelig stor, da to andre vulkankegler skød op fra havbunden ved siden af og efterhånden smeltede sammen med Rakata og dannede øen med den voldsomme vulkan Krakatau. Heldigvis synes al denne aktivitet at have medført at øen forblev ubeboet.

Fra 1680 findes der rapporter om et mindre udbrud hvor al vegetation blev ødelagt, men i 1883 var Krakatau dækket af frodig vegetation. Øen vågnede dog til live med en dyb rumlen den 20. maj 1883 og slyngede pimpsten, aske og røgskyer i vejret. Denne buldren varede ved gennem juni og juli. I midten af august udspyede de tre hovedkratere store mængder damp, støv, pimpsten og røgskyer. Skibe der passerede strædet måtte pløje sig igennem store ansamlinger af pimpsten, mens asken regnede ned over dækket.

Da vi passerede disse vande var det eneste der regnede ned over bådens dæk, de flyvefisk der ikke var i stand til at springe helt over båden. Det var svært at forestille sig at der engang var så megen uhygge og ødelæggelse i dette rolige farvand. Men røgskyerne og asken i august 1883 var kun begyndelsen!

Det blev værre den 26. august, da eksplosion efter eksplosion nærmest fortonede sig til ét eneste langt brøl. Og til sidst, den 27. august, blev vulkanen rystet af fire store udbrud — klokken 5.30, 6.44, 10.02 og 10.52. Den tredje eksplosion var større end atombombeeksplosionen i Hiroshima og større end nogen kernevåbensprængning siden. Nogle hævder faktisk at den var 100.000 gange kraftigere end en brintbombeeksplosion. Den kunne høres i Australien og Myanmar og på Rodrigues, en ø der ligger 3000 kilometer derfra i Det Indiske Ocean. Trykbølgen i atmosfæren var så kraftig at den cirklede syv og en halv gang rundt om Jorden før den døde hen. Og så langt væk som i Den Engelske Kanal gyngede bådene på grund af de seismiske bølger.

En sky af aske steg, efter et skøn, op til 80 kilometers højde, hvor den antog paddehatteform. Et tykt mørke lå over området i to og en halv dag. The New York Times for 30. august 1883 citerede det internationale forsikringsselskab Lloyd’s og advarede alle skibe mod at sejle ind i Sundastrædet. Det var farligt fordi alle fyrtårne var „forsvundet“. Støvet fra vulkanen nåede langt op i atmosfæren, hvor luftstrømme spredte det ud over Jorden i løbet af et par uger. En af følgerne var at man i et eller to år kunne se nogle meget smukke solopgange, solnedgange, solringe og andre atmosfæriske fænomener.

Liv der gik til

Eksplosionen forårsagede enorme seismiske bølger, kaldet vulkanske flodbølger, som nåede en højde af 15 meter på åbent hav. En af disse bølger rullede ind i en indsnævrende bugt mod den javanesiske by Merak, hvor denne mur af vand menes at have nået en højde af 40 meter. Den skyllede hen over byen og ødelagde den fuldstændigt. Flere andre byer langs Javas og Sumatras kyster delte samme skæbne. Næsten 37.000 mennesker druknede den dag. Et krigsskib blev fundet strandet tre kilometer inde i landet!

Hvad var det helt præcis der skete? Krakatau havde udspyet næsten 20 kubikkilometer materiale, og havde dermed tømt sit underjordiske hulrum for magma. Nu hvor det var tomt styrtede to tredjedele af øen i havet. Hvor der før havde været landjord op til 300 meter over havets overflade, var der nu 300 meter dybt vand. Tilbage stod kun halvdelen af den højeste af vulkankeglerne, Rakata.

Det der var tilbage af Rakata, samt øerne Panjang og Sertung, var dækket af et 30 meter tykt lag varm, gold aske. Man antager at alt liv blev udslettet. En undersøgelse ni måneder senere åbenbarede kun én lille edderkop der var ved at spinde et net. I de følgende år blev Krakatau nærmest et forskningscenter for videnskabsmænd der studerede livets tilbagevenden til de tre øer. Det nærmeste sted hvorfra der kunne komme liv lå 40 kilometer derfra.

For lidt mere end 60 år siden skød en ny vulkankegle op af havet mellem de tre øer. Dette barn af Krakatau (Anak Krakatau) fortsatte med at vokse og er i dag mere end 200 meter højt og 2 kilometer bredt — og meget aktivt! Det var dette humørsyge barn vi besøgte først.

Krakataus omgivelser

Vi sejlede tæt ind til Anak Krakataus kyst og kom med noget besvær op på den skinnende sorte sandstrand. Østspidsen af øen var tæt bevokset med træer, hvoraf nogle havde stammer på op til 60 centimeter i diameter. Der var en forbavsende stor variation af planter og blomster. Fugle af mange arter fløj rundt mellem træerne, og i et figentræ hang flagermus med hovedet nedad. Firben pilede rundt i skovbunden. Den skovklædte del af øen var rig på insekter og sommerfugle.

Anak Krakataus genfødsel er imidlertid blevet hæmmet af udbrud gennem årene; plantevæksten dækker endnu kun omkring 5 procent af øen. Mens vi kæmpede os vej gennem den dybe sorte aske, op mod vulkanens top, så vi at en del planter allerede var begyndt at dække disse golde skrænter. Plantelivet er i stadig fremgang — indtil næste udbrud.

Damp sivede ud af revner i vulkanens side. Da vi stod ved krateret og kiggede ned i infernoet kunne vi klart fornemme hvor livligt dette barn var. Vi havde ikke svært ved at forestille os hvordan de enorme tektoniske plader dybt nede under Sundastrædet langsomt gnider mod hinanden og gør vulkanerne i dette område til nogle af de mest aktive i verden.

Gendannelsen af skovene på de nærliggende øer, Sertung, Rakata og Panjang, er gået mere stabilt fremad. Disse øer har ikke været i udbrud siden det uforglemmelige brag i 1883. På lidt mere end hundrede år er øerne kommet sig; de er igen blevet til fredfyldte øer med en frodig tropevegetation. Faktisk gik der ikke mere end 20 til 40 år før der atter var træer, forskellige fuglearter, firben, slanger, flagermus og insekter på øerne. Siden er det gået fremad med stormskridt.

Var der overhovedet nogen former for liv der overlevede den voldsomme hede og de store mængder aske? Mange botanikere og zoologer siger nej, men andre sætter spørgsmålstegn ved deres afvisning. Generelt er holdningen dog at livet er vendt tilbage til øerne med drivgods der er flydt hertil efter at floder på Java og Sumatra er gået over deres bredder, og ved at frø er ført til øerne af fugle.

Da vi igen sejlede ud mod det rolige blå hav med kurs mod Java, kunne jeg ikke lade være med at tænke over Jordens fantastiske evne til at reparere sig selv. Når mennesket ikke griber ind, kan Jorden selv komme til hægterne igen. Det er en meget trøstende tanke, især i betragtning af at menneskeheden er ved at forårsage en global katastrofe på vor planet. Dét mennesket er ved at bringe over Jorden, vil få Krakataus eksplosion til at blegne i sammenligning. Men når mennesket bliver forhindret i at fortsætte sine ødelæggelser — og det vil ske — kommer Jorden til hægterne igen. Mens vi pløjede gennem Sundastrædets azurblå bølger kiggede jeg tilbage på de grønne øer der nu var kommet til live efter Krakataus undergang. Ja, Jorden kan læges. Det bliver vidunderligt at se det ske på globalt plan! — Esajas 35:1-7; Åbenbaringen 11:18.

[Illustration på side 15]

Anak Krakatau set på afstand