Hvordan vulkanøer opstår
„HAWAIIØERNE.“ Ordet får en til at tænke på et tropisk paradis, på solbeskinnede strande og balsamiske passatvinde. Men vidste du at disse øer ligger meget isoleret? Hvis du finder Hawaii på et atlas, vil du opdage at øerne ligger midt i det nordlige Stillehav — så langt fra fastlandets kystlinjer som man overhovedet kan komme! Du undrer dig måske over hvordan øerne er opstået. Tror forskerne at der vil blive dannet flere øer i fremtiden? Hvad kan disse øer fortælle os om jorden under vore fødder?
Det Hawaiianske Øhav
De fleste som har besøgt staten Hawaii, kender kæden af de otte øer der strækker sig fra nordvest til sydøst. De største øer hedder Kauai, Oahu, Molokai, Lanai, Maui og Hawaii. De to mindre øer er Niihau, der ligger vest for Kauai, og Kahoolawe, sydvest for Maui. Øen Hawaii har et areal på over 10.000 kvadratkilometer, hvorimod den lille ø Kahoolawe kun er på 117 kvadratkilometer. Derudover består økæden af yderligere 124 småøer der strækker sig mod nordvest. Fra Midwayøerne, som ligger i nærheden af økædens nordvestligste punkt, er der næsten 2500 kilometer til Hawaii. Disse småøer, der hovedsagelig består af koraller og sand, har et samlet overfladeareal på kun 8 kvadratkilometer. Det er derfor rigtigt når nogle omtaler hele øgruppen som Det Hawaiianske Øhav.
Disse øer og småøer hviler på brede platforme der i gennemsnit rejser sig mere end 4000 meter over havbunden, hvilket betyder at det kun er toppene af enorme [undersøiske] bjerge vi kan se. Faktisk er vulkanerne Mauna Kea og Mauna Loa på Hawaii omkring 10.000 meter høje når de måles fra deres basis på oceanbunden. Man kan derfor på en måde sige at de er verdens højeste bjerge.
En ø bliver til
Lad os se lidt nærmere på øen Hawaii. Ifølge geologer består øen af fem store vulkaner der er smeltet sammen. De fleste besøgende kender de tre største — Mauna Kea, der er en sovende vulkan som rejser sig 4205 meter over havoverfladen og dermed er det højeste punkt på Hawaii; Mauna Loa, der er 4169 meter høj og øens største vulkan; og den yngste vulkan, Kilauea, der ligger på sydsiden af øen. Derudover er der vulkanerne Kohala, som danner øens nordvestlige spids, og Hualalai på Kona-kysten.
Vulkanernes vækst skyldes aflejringer af mange tusind størknede lavastrømme. Udbruddene begynder under vandet, hvor lavaen hurtigt afkøles og størkner i tungeformede folder der minder om stabler af puder. Når den voksende vulkan stiger op over vandet, skifter lavastrømmen udseende. Vulkanologer bruger det hawaiianske udtryk pahoehoe om den hurtigtflydende lava, der har en glat, bølgende og tovlignende overflade når den størkner, og udtrykket aa om lava der størkner i en ujævn og takket overflade. Vulkanen udvikler sig til et bredt, letskrånende bjerg der i form minder om de romerske soldaters skjolde og derfor kaldes en skjoldvulkan. Når magmaen, eller de smeltede stenmasser, kommer i udbrud eller synker tilbage i kamre nær overfladen, opstår der store fordybninger, de såkaldte kratere, i vulkanens top. Magmakammeret under vulkanen øver et tryk. Dette tryk danner store sprækker i nærheden af vulkanens tinde, hvorved dele af vulkanen skubbes ud mod havet. Udbruddene i en skjoldvulkan, som for eksempel Mauna Kea, er i den senere fase meget voldsomme og danner kegleformede dynger af vulkansk aske der overstrør vulkanen.
Mauna Loa og Kilauea har vist sig at være nogle af de mest aktive vulkaner i verden. Historiske beretninger fra indfødte, missionærer, forskere og andre fortæller at Mauna Loa har været i udbrud 48 gange siden 1832, og Kilauea over 70 gange siden 1790. Disse vulkanudbrud har varet fra nogle få timer til flere år. Ifølge optegnelser var det længstvarende udbrud en lavasø i Halemaumau-krateret på Kilauea, der var konstant aktiv fra begyndelsen af 1800-tallet til 1924. I nyere tid har Kilauea været aktiv siden januar 1983, hvor den med jævne mellemrum har udspyet ildfontæner og lavastrømme der flyder ud i havet.
Eftersom lavaen på Hawaii typisk er tyndtflydende, har de fleste vulkaner på øen kun haft ikkeeksplosive eller mindre eksplosive udbrud. I sjældnere tilfælde har det resulteret i dampeksplosioner når grundvandet er blevet blandet med magma. I 1790 blev omkring 80 mennesker dræbt under et sådant udbrud da en gruppe indfødte krigere og alle i deres familie blev fanget i de varme gasser og brændende slagger som Kilauea udstødte.
Øer i bevægelse
De sidste 200 års historie viser at det kun er vulkanerne på de to sydøstligste øer, Hawaii og Maui, der har været aktive. Denne gådefulde situation har fået forskere til nøjere at undersøge økædens bjergarter. Inde i lavaen findes der bittesmå mængder af en radioaktiv form for kalium og dets henfaldsprodukt, argon, som de i et laboratorium kunne bruge til at datere bjergarten. Disse undersøgelser viste at øerne i Det Hawaiianske Øhav, over en periode på mange millioner år, systematisk er ældre efterhånden som man bevæger sig mod nordvest.
Når der har været flest vulkanudbrud på den sydøstlige del af økæden, betyder det så at magmakilden har flyttet sig? Faktisk har geologer fastslået at magmakilden, som de kalder en hot spot, er stationær. Stillehavspladen har derimod bevæget sig over hot spot-området, og vulkanske øer er, som klippestykker på et transportbånd, blevet flyttet bort fra hot spot-området. Den samme bevægelse bevirker at Stillehavets bund synker ned under kontinenternes landmasse og andre dele af havbunden, og det er årsagen til mange af de store jordskælv der forekommer langs Stillehavskysten. Hvis man bor på Hawaii, har ens hjem flyttet sig omkring 7,5 centimeter i nordvestlig retning siden sidste år.
Forskere mener at hot spots som dét under Hawaii er årsag til dannelsen af mange af vulkanerne rundt om i verden, både på landjorden og i havet. De fleste af disse hot spot-områder viser også tegn på ’vandrende udbrudspunkter’, hvilket betyder at jordoverfladen sandsynligvis også har forskudt sig der hvor du bor.
Dannelsen af nye øer . . .
Eftersom Hawaiis store vulkaner er blevet dannet over hundredtusinder af år, kunne man måske forvente at øen i løbet af denne tid havde flyttet sig væk fra hot spot-området. Nye vulkaner og øer ville derefter opstå over hot spot-området når det stødte på et nyt område. Har der allerede vist sig en mulig efterfølger til vulkanerne på Hawaii?
Ja, det har der. Et undersøisk bjerg, Loihi, med vulkansk aktivitet er under udvikling syd for Hawaii. Men man skal ikke forvente at det snart vil stige op over havoverfladen. Der mangler endnu 900 meter før det vil komme til syne, og det vil tage titusinder af år.
. . . og ødelæggelsen af gamle øer
Det virker næsten utænkeligt at de store skjoldvulkaner og lavastrømme der udgør Hawaiiøerne, igen skulle trække sig tilbage under havoverfladen. Men småøer og oversvømmede undersøiske bjerge nordvest for Hawaii viser noget andet. Sandrevlerne og koralrevene på Midway- og Kureøerne er for eksempel dannet på store vulkanbjerge hvis toppe nu befinder sig flere hundrede meter under havoverfladen. Men hvorfor forsvinder vulkanøer?
Øerne bliver efterhånden nedbrudt af vandløb, bølger og andre kræfter. Øerne synker også under deres egen vægt når de trykkes mod havbunden. De stejle skrænter langs siderne på nogle øer viser en anden proces der også nedbryder vulkanøer, nemlig bjergskred. Sonarbilleder af havet omkring øerne viser enorme bjergskred der strækker sig mange kilometer hen ad havbunden.
Hot spot-områder i aktion
På øen Hawaii kan man besøge vulkanparken og se de konstant skiftende landskaber der er resultatet af vulkansk aktivitet over et hot spot. Forskere fra Hawaiis Vulkanobservatorium, der ligger på kanten af Kilauea-krateret, overvåger igangværende og truende vulkanudbrud. Deres undersøgelser har givet større viden om hvordan vulkaner opfører sig, og om hvordan jordoverfladen forskubber sig. Vi forstår med ærefrygt at enorme geologiske kræfter har formet Det Hawaiianske Øhav, denne storslåede økæde midt i Stillehavet.
[Kort på side 25]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Hawaiiøerne
Niihau
Kauai
Oahu
Molokai
Lanai
Maui
Kahoolawe
Hawaii
[Kildeangivelse]
Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.
[Illustration på side 24]
En række ildfontæner på den østlige kløft af Kilauea
[Illustration på side 24, 25]
Vulkanudbrud på Kilauea
[Kildeangivelse]
Vulkaner: Dept. of Interior, National Park Service
[Illustration på side 25]
En lavastrøm på Mauna Loa
[Illustration på side 26]
Vulkanudbrud på Mauna Loa
[Kildeangivelse]
Øverst til venstre og nederst til højre: Dept. of Interior, National Park Service
[Illustration på side 26]
Ildfontæne i udbrud på Kilauea
[Kildeangivelse]
U.S. Geological Survey
[Illustration på side 26]
Lavasø på Kilauea
[Kildeangivelse]
Øverst til venstre og nederst til højre: Dept. of Interior, National Park Service