Addie fandt svaret sent, men ikke for sent
Dette er historien om en sort kvinde der i 87 år søgte efter social retfærdighed. Hun sidder og fisker på en træstamme ved en mosebred. Hendes hud er glat, hun er klar i hjernen, og der er en vis værdighed over hende. Hun er stærk, erfaren, intelligent, og hendes øjne afspejler vid og humor samt en tiltalende ydmyghed. Hun er en fantastisk fortæller. Hendes beretning bærer tydeligt præg af hendes afrikanske arv, samt af minder fra Sydstaterne. Lyt med når hun fortæller sin livsberetning.
„MIN bedstemor blev født på et slaveskib på vej fra Afrika til Georgia. Hun var så lille at ingen troede hun ville overleve. Da hendes mor blev solgt, fulgte dette skrantende barn derfor med i købet. Det var omkring år 1844. Barnet kom til at hedde Rachel.
En mand ved navn Dewitt Clinton forvaltede en plantage for sin onkel. Rachel blev gravid med Dewitt, og min far, Isaiah Clinton, blev født i juni 1866. De kaldte ham Ike. Som dreng red han ofte sammen med Dewitt på hans hest, og blev undervist i alt hvad der var at lære om plantagedrift. Nogle få år senere sagde Dewitt til Ike: ’Tiden er kommet til at du må finde din egen levevej.’ Om livet havde han et pengebælte som han tog af og gav til Ike.
Senere begyndte min far at arbejde for en hr. Skinner, blev forvalter af hans plantage og giftede sig med Ellen Howard. Jeg blev født den 28. juni 1892 i Burke County i nærheden af Waynesboro i Georgia. Jeg elskede livet. Hver dag kunne jeg næsten ikke vente med at løbe ud ad hoveddøren og se hvad dagen havde at byde på. Mor holdt mig tilbage indtil hun havde bundet min kjole bagpå, og hver dag hørte jeg hende sige: ’Først når sløjfen er på, kan du gå.’ Jeg kravlede op og satte mig på tværstiveren mellem plovens håndtag for at være i nærheden af min far.
En dag under en sommerstorm blev hr. Skinner og hans hest dræbt af et lynnedslag ude på en åben mark. Fru Skinner var fra Nordstaterne og hadet af alle i Burke County fordi nordstatsgeneralen Sherman engang havde sat ild til Atlanta. Derfor nærede de hvide et større had til fru Skinner end til de sorte! Men fru Skinner hævnede sig på dem. Da hendes mand døde solgte hun i trods plantagen til min far, en sort mand. Prøv at forestille dig en sort mand som plantageejer i 1800-tallets Georgia!
Hr. Neely og købmandsforretningen
Når far manglede noget tog han hen til hr. Neely, som ejede købmandsforretningen. De havde alt. Hvis man havde behov for en læge, gik man hen til købmanden. Hvis man skulle bruge en kiste, gik man hen til købmanden. Man betalte aldrig kontant, de skrev det bare på regningen indtil bomulden var i hus. Neely fandt ud af at far havde penge i banken, og han kom med alle mulige varer vi ikke havde brug for — isskab, symaskine, våben, cykler, to muldyr. ’Vi har ikke brug for det!’ sagde far. Neely svarede: ’Det er en gave. Jeg skriver det på din regning.’
En dag kom Neely kørende ud til vores gård i en stor, sort Studebaker. Far sagde: ’Hr. Neely, vi har ikke brug for den! Ingen ved hvordan man kører den eller hvordan den skal vedligeholdes, og alle er bange for den!’ Neely affærdigede ham. ’Behold den, Ike. Jeg sætter den på regningen og får en af mine drenge til at lære en af dine hvordan man kører den.’ Vi fik overhovedet ikke brug for den. En dag tiggede jeg min far om at lade mig tage med en af arbejderne hen og fylde benzin på. Far sagde: ’Du skal ikke prøve at køre bilen. Jeg kender dig!’ Så snart vi var ude af syne, sagde jeg: ’Lad mig prøve at køre den. Far ved at jeg vil gøre det.’ I et ryk satte bilen i gang, jeg drejede til venstre og så til højre gennem krat og træbevoksning og havnede i en å.
Jeg spurgte far hvorfor han ikke nægtede at tage imod disse ting, og han svarede: ’Det ville være en stor fejl, en fornærmelse. Desuden mishandler KKK [ku-klux-klan] ikke nogen af hr. Neelys niggere.’ Vi betalte derfor for alle disse sager vi ikke havde brug for. Og jeg tænkte på hvad far altid havde sagt: ’Køb ikke unødvendige ting, for så vil du ikke få råd til de nødvendige.’ Jeg hadede hr. Neely!
Da alle fejrede århundredskiftet den 1. januar 1900, døde min mor mens hun var ved at føde sit fjerde barn. Jeg var kun otte år dengang, men ved graven sagde jeg til min far at jeg nok skulle tage mig af ham.
Min mormor hjalp med at passe os børn. Hun hed Mary. Hun var meget religiøs, havde hukommelse som en elefant, men kunne ikke læse og skrive. Jeg sad ude i køkkenet og bestormede hende med spørgsmål: ’Hvordan kan det være at de hvide ikke vil have noget at gøre med de farvede når de siger at alle er lige for Gud? Når vi kommer i himmelen, er alle de hvide så også der? Vil ham hr. Neely være der?’ Mary svarede: ’Det ved jeg ikke. Men vi vil alle få det godt.’ Det tvivlede jeg nu på.
’Bedstemor, hvad skal vi lave i himmelen?’ ’Åh, vi skal gå på guldbelagte gader! Vi vil få vinger og flyve fra træ til træ!’ Jeg tænkte ved mig selv: ’Jeg vil hellere være udenfor og lege.’ Jeg havde aldrig ønsket mig at komme i himmelen, men på den anden side ønskede jeg heller ikke at komme i helvede. ’Bedstemor, hvad skal vi spise i himmelen?’ Hun svarede: ’Åh, vi vil få mælk og honning!’ Jeg råbte: ’Men jeg kan ikke lide mælk og jeg kan ikke lide honning! Bedstemor, jeg sulter ihjel! Jeg kommer til at dø af sult i himmelen!’
Jeg påbegynder min uddannelse
Far ønskede at jeg fik en uddannelse. I 1909 sendte han mig til Tuskegee-instituttet i Alabama. Booker T. Washington var skolens rektor og hjerte. Eleverne kaldte ham ’fader’. Han rejste vidt omkring for at skaffe penge til skolen; pengene kom ofte fra de hvide. Når han var på skolen, prædikede han dette for os: ’Tag en uddannelse. Få et arbejde og spar jeres penge op. Køb så et stykke jord. Og lad mig aldrig besøge jer og opdage at græsset ikke er slået, huset ikke malet eller vinduerne slået i stykker og dækket med træplader for at holde kulden ude. Vær stolte. Hjælp jeres folk. Hjælp dem til at få fremgang. I kan være et eksempel.’
Der var afgjort behov for at de prøvede at opleve ’fremgang’. De er retskafne mennesker — de har mange gode egenskaber. Der er ting den hvide mand bør huske angående fortiden når han betragter negrene. De fik aldrig lejlighed til at gå i skole. Under slaveriet var det imod reglerne at undervise en neger. Vi er det eneste folk der ufrivilligt kom ind i dette land. Andre var ivrige efter at komme hertil. Det var vi ikke. De lagde os i lænker og førte os hertil. I 300 år arbejdede vi gratis. Vi arbejdede i 300 år for den hvide mand, og han gav os ikke nok at spise eller tilstrækkeligt med tøj. Han lod os arbejde fra morgen til aften og piskede os efter forgodtbefindende. Da vi havde fået vores frihed, ville han stadig ikke give os mulighed for at blive undervist. Han ville have at vi arbejdede på hans gård, og at vore børn også skulle arbejde og nøjes med tre måneders skolegang om året.
Hvilken type skole tror du så de blev sendt i? En lille kirke — for der var ingen skole til negrene. Træplanker var siddepladser. I juni, juli og august, årets varmeste måneder. Ingen skodder for vinduerne. Børnene sad på gulvet. Én lærer havde 103 elever og lokalet var fyldt med insekter. Hvad kan et barn nå at lære på tre måneder? I en sommerferie fra Tuskegee underviste jeg 108 elever fra alle klassetrin.
I 1913 tog jeg afgangseksamen som sygeplejerske, og i 1914 giftede jeg mig med Samuel Montgomery. Senere deltog han i den første verdenskrig, og jeg var blevet gravid med det eneste barn jeg fik. Samuel døde kort efter at han var kommet hjem. Sammen med min lille søn rejste jeg med tog for at besøge min søster i Illinois i håb om at finde et arbejde som sygeplejerske. Alle de farvede fik anvist pladser i togvognen lige bag ved kulvognen. Det var varmt, vinduerne var åbne og vi blev dækket med sod og slagger. Den anden dag havde jeg ikke mere mad og ikke mere mælk til mit barn. Jeg prøvede at komme ind i spisevognen, men blev stoppet af en sort konduktør. ’Du kan ikke komme ind her.’ ’Kan jeg ikke nok købe lidt mælk til mit barn?’ Svaret var nej. Hr. Neelys opførsel over for min far var den første uretfærdighed der gjorde mig rasende — dette var den anden.
I 1925 giftede jeg mig med John Few, som var togkonduktør. Han boede i St. Paul i Minnesota, hvor jeg flyttede til. Det fører mig til den tredje ting der gjorde mig rasende i forbindelse med spørgsmålet om social uretfærdighed. St. Paul var en af de nordligste stater, men fordommene var værre end i syd. Amtshospitalet ville ikke anerkende at jeg var sygeplejerske. De sagde at de aldrig havde hørt om en sort sygeplejerske. I Tuskegee havde vi fået en god oplæring og patienten kom altid i første række, men i St. Paul var hudfarven det vigtigste. Jeg solgte derfor det lille hus jeg stadig ejede i Waynesboro og brugte pengene til udbetaling på et jordstykke og et hus. Jeg åbnede et autoværksted, ansatte fire mekanikere og havde snart en god forretning.
Jeg opdager NAACP
Det var omkring 1925 at jeg hørte om NAACP [National Association for the Advancement of Colored People (Nationalforeningen for De Farvedes Vel)], og jeg blev dybt involveret i deres arbejde. Havde Booker T. Washington ikke sagt: ’Hjælp dit folk. Hjælp dem til fremgang’? Det første jeg gjorde var at opsøge statens guvernør med en lang liste over sorte stemmeberettigede der ejede hus og betalte skat. Han lyttede til mig og skaffede en ung sort sygeplejerske arbejde på det samme amtshospital der havde afvist mig. Men de hvide sygeplejersker behandlede hende så dårligt — de hældte for eksempel urin ud over alle hendes uniformer — at hun rejste til Californien og blev læge.
Mit autoværksted gik strålende indtil en dag i 1929. Jeg havde lige sat 2000 dollars i banken, og da jeg gik derfra begyndte folk at råbe at bankerne var krakket. Jeg manglede at betale to afdrag på værkstedet og mistede det hele. De penge jeg havde tilbage delte jeg med mine mekanikere.
Ingen havde nogen penge. Jeg købte et hus ved at indløse min livsforsikring for 300 dollars. Jeg solgte høns, æg og blomster samtidig med at jeg havde logerende boende. De penge jeg fik i overskud brugte jeg til at købe tomme grunde for, til 10 dollars stykket. Vi sultede aldrig og måtte aldrig søge hjælp til dagen og vejen. Vi spiste æg. Vi spiste kyllinger. Vi gav mine grise knuste kyllingeben som foder.
Senere blev jeg veninde med Eleanor Roosevelt og meget nær ven med Hubert Humphrey. Hr. Humphrey hjalp mig med at købe en stor beboelsesejendom i et kvarter for hvide i St. Paul. Ejendomsmægleren var bange for sit liv og fik mig derfor til at love at bygningen skulle stå tom i 12 måneder.
Et vendepunkt i mit liv
I 1958 skete der noget usædvanligt som jeg aldrig vil glemme. To hvide mænd og en farvet kom til mig fordi de manglede et sted at overnatte. Jeg tænkte det var en fælde for at jeg skulle få problemer med loven, og jeg udspurgte dem derfor i flere timer. De fortalte at de var Jehovas vidner og var på rejse gennem landet for at overvære et stævne i New York. De viste mig ud fra Bibelen at det er Guds hensigt at omdanne jorden til et paradis hvor der ikke er nogen fordomme — et brodersamfund af mennesker. Jeg tænkte: ’Kommer de mon med det jeg i alle disse år har søgt efter?’ De så ud til at være det de gav sig ud for — brødre. De ville kun leje ét værelse.
Nogle år senere besøgte jeg en af mine lejere som jeg vidste lå for døden. Hun hed Minnie. Da jeg spurgte hvad jeg kunne gøre for hende, sagde hun: ’Vil du ikke nok læse højt for mig fra den lille blå bog?’ Det var Sandheden der fører til evigt liv, en bog Jehovas vidner havde udgivet. Hver gang jeg besøgte hende læste jeg et stykke fra den lille blå bog. En dag døde Minnie, og da jeg kom hen til hendes lejlighed var der en hvid dame som hed Daisy Gerken. Hun var næsten blind. Hun fortalte mig at hun havde studeret med Minnie ved hjælp af den lille blå bog. Daisy spurgte mig om der var noget i lejligheden jeg kunne tænke mig at få. Jeg svarede: ’Kun hendes bibel og den lille blå bog.’
Jeg vidste at hvis jeg skulle følge det der stod i den blå bog, måtte jeg opgive alt det arbejde jeg udførte for mit folk. Jeg kan ikke nævne alle de ting jeg var med i og som jeg følte havde værdi. Jeg organiserede en fagforening for togkonduktørerne. Gennem kampe ved domstolene vandt nogle af dem deres borgerrettigheder. Jeg iværksatte demonstrationer forskellige steder i byen på samme tid. Jeg holdt øje med at mit folk ikke overtrådte loven, og når de gjorde det, fik jeg dem ud af fængselet. Jeg var med i over ti foreninger — men kun i dem der beskæftigede sig med borgerrettighederne.
Derfor kunne jeg ikke også bekymre mig om hvad der skete efter døden. Mit folk led nu! Jeg havde en stor stab af medarbejdere under mig i NAACP, deriblandt en hvid dame som sekretær. Fra 1937 til 1959 var jeg vicepræsident i NAACP i St. Paul, og fra 1959 til 1962 var jeg præsident. Jeg arrangerede at afdelinger i fire forskellige stater mødtes til en konference, og jeg var selv til stede for at få NAACP til at afholde sit landsstævne i St. Paul. Der var mange opgør som hver især er en historie for sig selv. Inden jeg i 1962 trak mig tilbage som 70-årig, besøgte jeg præsident John F. Kennedy. Desværre var jeg på det tidspunkt så optaget af at opnå retfærdighed på min måde at jeg ikke gjorde plads til at lære om Guds måde.
Jeg opdager den eneste vej til social retfærdighed — langt om længe
Daisy Gerken og jeg holdt kontakten ved lige pr. telefon, og en gang om året kom hun og besøgte mig. Kort efter at jeg var flyttet til Tucson i Arizona udløb mit gaveabonnement på Vagttårnet. Jeg måtte blive indendørs på grund af et dårligt knæ, og derfor var jeg heldigvis hjemme da Adele Semonian, et af Jehovas vidner, kom og besøgte mig. Vi begyndte at studere Bibelen sammen. Langt om længe gik det op for mig at det var sandheden. Jeg indså at jeg ikke kunne løse alle de problemer mit folk kæmpede med og virkelig ’give dem fremgang’. Problemet var større end hr. Neely. Større end Sydstaterne. Større end De Forenede Stater. Ja, større end hele verden.
Et universelt spørgsmål er: Hvem har ret til at herske over verden? Er det mennesket? Guds fjende Satan? Eller er det Skaberen? Det har Skaberen selvfølgelig! Så snart dette spørgsmål er blevet afgjort, vil den sociale uretfærdighed som jeg hele mit liv har bekæmpet, forsvinde. Uanset hvad jeg udretter for de sorte eller for de hvide, vil vi stadig blive gamle og dø. Gud vil omdanne jorden til et paradis hvor alle vil kunne glæde sig over social retfærdighed. Jeg var henrykt over udsigten til at leve evigt, passe planter og dyr, elske min næste som mig selv og derved opfylde Guds oprindelige hensigt da han satte de to første mennesker her på jorden. (Salme 37:9-11, 29; Esajas 45:18) Jeg var også begejstret for at lære at jeg ikke skulle i himmelen og leve af mælk og honning eller dø af sult!
Der er nogle ting jeg fortryder, især at jeg brugte det meste af mit liv på at søge social retfærdighed gennem den forkerte kilde. Jeg ville have nydt at give Gud min ungdomskraft. Det var jeg egentlig overbevist om at jeg gjorde ved at hjælpe andre mennesker. Jeg hjælper stadig andre, men nu er det ved at henlede folks opmærksomhed på håbet om Guds rige under Jesus Kristus, det eneste navn under himmelen som vi kan opnå frelse igennem. (Mattæus 12:21; 24:14; Åbenbaringen 21:3-5) Når min far viste mig sin knyttede næve, plejede han at sige: ’Hvis du knytter din hånd for tæt, kan der hverken komme noget ind eller komme noget ud.’ Jeg vil gerne åbne min hånd og gavmildt hjælpe andre.
Jeg blev døbt som et af Jehovas vidner da jeg var 87 år gammel. Tiden er for kort til at jeg kan sætte tempoet ned. Jeg er stadig aktiv men har måttet indse mine begrænsninger. I de sidste to år er der vist kun to menighedsmøder jeg ikke har været til. Jeg er nødt til at lære så meget som muligt så jeg kan undervise min familie når de bliver oprejst fra de døde. Med hjælp fra Adele kan jeg hver måned anvende mellem 20 og 30 timer i forkyndelsen.
Jeg har kun fortalt de ting som har gjort størst indtryk på mig i mit liv. Hvis jeg skulle fortælle dig alt hvad jeg har oplevet, skulle jeg sidde her på denne træstamme i flere uger og bare fortælle.“
I samme øjeblik gled en stor vandmokkasinslange hen over træstammen, og Addie råbte: „Hvor kom den slange fra?“ Hun tog sin fiskestang og snøren med de fisk hun havde fanget — og gik. Interviewet var slut. — Fortalt af Addie Clinton Few til en Vågn op!-korrespondent. Kort efter dette interview døde Addie, 97 år gammel.