Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g94 22/8 s. 4-6
  • Skal man tage en tillægsuddannelse?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Skal man tage en tillægsuddannelse?
  • Vågn op! – 1994
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • En ligevægtig holdning
  • Hvorfor efteruddanne sig?
    Vågn op! – 1994
  • Er det klogt at søge en højere uddannelse?
    Vågn op! – 1971
  • Uddannelse — med et mål for øje
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1992
  • Fra vore læsere
    Vågn op! – 1988
Se mere
Vågn op! – 1994
g94 22/8 s. 4-6

Skal man tage en tillægsuddannelse?

HVOR megen uddannelse er nødvendig for at tjene til livets opretholdelse? Det varierer fra land til land. I mange lande lader det til at der i dag skal mere skolegang til end tidligere hvis man skal kunne forsørge sig selv. I nogle tilfælde er det ikke tilstrækkeligt med den obligatoriske skolegang.

Det er uden tvivl årsagen til at flere og flere vender tilbage til skolen i stedet for at få et arbejde. Fordelene kan synes attraktive. The New York Times har citeret en rapport fra et institut for økonomisk politik, hvori det hed at „mænd på arbejdsmarkedet der kun havde en highschool-uddannelse gik 7,4 procent ned i løn i perioden 1979 til 1987, mens lønningerne for mandlige universitetsuddannede steg 7 procent.“

Universitetsuddannede i De Forenede Stater har bestået nogle eksamener der giver dem visse jobmuligheder. William B. Johnston, der er forsker ved Hudson Institute, siger: „En universitetseksamen, eller blot det at man har gået på universitetet, er blevet landets vigtigste adgangsbillet til arbejdsmarkedet.“

På den anden side må man også erkende at mange universitetsuddannede har svært ved at finde arbejde; også de berøres af arbejdsløsheden. „Størsteparten af dem der tog eksamen samtidig med mig, har ikke noget arbejde,“ fortæller Karl på 22. Jim, der er 55 år og som har taget en flot eksamen ved et anset universitet, blev alligevel fyret. Det skete i februar 1992. Hans eksamen reddede ham ikke, og den hjalp ham heller ikke til at finde et fast arbejde. „Ens grundlag viser sig at være det rene sand,“ siger han.

Ikke så få universitetsuddannede oplever i lighed med Jim at de befinder sig i det som U.S.News & World Report kalder „kontorfolkenes skærsild“ — for unge til at gå på pension og for gamle til at nogen vil ansætte dem.

Så selv om der kan være fordele ved en højere uddannelse, er det tydeligvis ikke nogen patentløsning. Det er heller ikke den eneste valgmulighed. I bogen The Question Is College skriver Herbert Kohl: „Der er mange der klarer sig udmærket selv om de ikke har en højere uddannelse, og der findes mange gode job der ikke kræver at man har en akademisk grad.“ Et firma i USA ansætter for eksempel folk uden en højere uddannelse til at varetage opgaver der normalt kræver en sådan uddannelse. I stedet for at se på hvilken eksamen folk har, ser firmaet på om den pågældende har evnen til at udføre arbejdet tilfredsstillende. „Når først vi finder den vi vil have, satser vi på at lære [vedkommende] de særlige færdigheder arbejdet kræver,“ forklarer en talsmand.

Ja, mange har kunnet sørge godt for sig selv og deres familie uden at have en højere uddannelse. Nogle har taget kurser på fagskoler, tekniske skoler eller andre steder, hvilket kun har krævet begrænsede midler og tid.a Andre har lært sig et fag eller et job uden at have nogen som helst form for uddannelse. Deres ry for at være en pålidelig arbejdskraft har imidlertid hjulpet dem til at beholde deres arbejde.

En ligevægtig holdning

Der er naturligvis ingen uddannelse — hverken en højere uddannelse eller en tillægsuddannelse — der kan garantere én arbejde. Bibelen siger meget rigtigt at „denne verdens scene skifter“. (1 Korinther 7:31) Det der er brug for i dag kan være uden værdi i morgen.

Hvis man overvejer at tage en tillægsuddannelse gør man derfor klogt i at veje for og imod. ’Kan jeg klare omkostningerne? Hvilket miljø vil jeg komme til at færdes i, og hvilke mennesker vil jeg komme til at omgås? Indbefatter uddannelsen en form for praktik som gør at jeg kan forsørge mig selv? Vil oplæringen hjælpe mig til at forsørge en familie hvis jeg engang bliver gift?’ Forældre kan måske give én støtte og værdifuld vejledning i overensstemmelse med det ansvar Bibelen pålægger dem. (5 Mosebog 4:10; 6:4-9; 11:18-21; Ordsprogene 4:1, 2) Hvis du overvejer de økonomiske fordele eller andre aspekter i forbindelse med at tage en tillægsuddannelse, er det godt at have Jesu ord i tanke: „Hvem af jer som ønsker at bygge et tårn, sætter sig ikke først ned og beregner omkostningerne for at se om han har nok til at gøre det færdigt?“ — Lukas 14:28.

Om man vil tage en tillægsuddannelse eller ej, er en beslutning der bør overvejes grundigt. En kristen vil altid huske Jesu ord i Mattæus 6:33: „Bliv da ved med først at søge riget og [jeres himmelske Faders] retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ Blandt sande kristne ser man ikke ned på dem der ingen uddannelse har eller behandler dem som mindreværdige, lige så lidt som man udelukker dem der har en højere uddannelse eller betragter dem som hovmodige. Apostelen Paulus skrev: „Hvem er du at du dømmer en andens hustjener? For sin egen herre står eller falder han. Og han vil blive stående, for Jehova kan lade ham stå.“ — Romerne 14:4.

Jesus indtog den samme ligevægtige holdning. Han foragtede ikke „ulærde og almindelige mennesker“, men han afholdt sig heller ikke fra at vælge den veluddannede Paulus til at udføre et magtfuldt forkyndelsesarbejde. (Apostelgerninger 4:13; 9:10-16) Under alle omstændigheder må dét at uddanne sig holdes på den rette plads. Dette vil blive yderligere behandlet i den følgende artikel.

[Fodnote]

a Mulighederne for at få yderligere uddannelse varierer fra sted til sted. Man kan eventuelt få oplysninger om lokale tilbud ved at henvende sig til skoler, til biblioteker eller til arbejdsformidlingen.

[Ramme på side 5]

Yderligere uddannelse

Vagttårnet for 1. november 1992 havde følgende kommentar vedrørende Jehovas vidner og heltidstjenesten: „I det store og hele er der dog nok en tendens til at man i dag skal have lidt mere skolegang end for blot nogle få år siden for at få en rimelig indkomst. . . . Mange steder er [det] svært at finde et arbejde der giver en rimelig løn efter at man er gået ud af folkeskolen . . .

Hvad er ’en rimelig løn’? . . . Ifølge en ordbog vil ’rimelig’ i denne sammenhæng sige ’tilstrækkelig, tilfredsstillende’. . . . Deres indkomst kan siges at være ’tilstrækkelig’ eller ’tilfredsstillende’ hvis de tjener nok til at have en anstændig tilværelse og samtidig har tid og energi nok til at udføre deres kristne tjeneste.“

Vagttårnet sagde derfor: „Man kan altså ikke opstille kategoriske regler med hensyn til uddannelse.“

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del