Hvad lærer børnene af vor tids legetøj?

BØRN har et naturligt ønske om at lege. Ifølge bogen Hvordan finder jeg det rigtige legetøj til mit barn? vil sunde børn „spontant skabe deres egne verdener af udforskning og fantasi“. Sådan var det også i gammel tid. Dengang var det almindeligt at se børn ’lege på byens torv’. (Zakarias 8:5) I disse lege skulle man ofte skabe noget eller bruge fantasien. — Jævnfør Mattæus 11:16, 17.

Leg er meget passende blevet kaldt et barns arbejde, og hvis det er sandt, kan legetøjet siges at være barnets værktøj. Bladet Parents siger: „Det er gennem leg at børnene lærer verden at kende. . . . Legetøjet skaber en verden i barnlige proportioner, en verden som barnet kan fatte og styre. Leg udvikler musklerne og koordinationsevnen, skaber socialt samvær, afprøver grænserne mellem fantasi og virkelighed, og hjælper børnene til at lære at tale med andre, at skiftes til noget, at dele. Leg stimulerer fantasien og giver erfaring i at løse problemer.“

Legetøj spillede også en vigtig rolle for børn på Bibelens tid. Udgravninger i Israel har afsløret en samling af børnelegetøj, som for eksempel rangler, fløjter, og miniatureudgaver af gryder og hestevogne. The World Book Encyclopedia oplyser: „I oldtidens Afrika havde børn bolde, legetøjsdyr og legetøj der blev trukket med en snor. I Grækenland og Rom morede børn sig med trækvogne, både, trillebånd og snurretoppe. I middelalderens Europa var småkugler, rangler og dukker det foretrukne legetøj.“

Legetøj der er stimulerende, interessant og pædagogisk spiller også en vigtig rolle i dag. Men der findes også en alarmerende mængde legetøj af tvivlsom karakter. I 1992 kunne man i en artikel i bladet Time læse: „Kig ikke på dette års nye legetøj hvis du søger noget der er godt og sundt. Næsten alle de større fabrikanter lægger vægt på det kvalmende.“ Én slags legetøj var et plastic-kranium i naturlig størrelse som børnene kunne forme til at blive „så frastødende som muligt“. Man kan også købe legetøj der efterligner forskellige kropsfunktioner, som for eksempel opkastning. Både forældre og børn ligger under for et stort pres til at købe disse ting.

Salg til børn

Magasinet Pediatrics in Review fortæller at den gamle „Hammurabis Lov gjorde det strafbart med døden at sælge noget som helst til børn“. Vor tids legetøjsfabrikanter og reklamefolk skammer sig ikke over at satse kraftigt på at sælge deres dyre varer til troskyldige børn. Ved raffinerede undersøgelsesteknikker forsøger de der udvikler nyt legetøj at finde ud af hvad børnene tænker. Og ved bestandig at lave om på deres produkter får de sidste års model til at virke gammeldags og den nye model til at synes uundværlig.

Legetøjsindustrien gør også fuld brug af fjernsynets magt. I De Forenede Stater er børneprogrammerne fyldt med legetøjsreklamer. Ved hjælp af speciel kameraføring, specielle effekter og stemningsskabende musik får reklamerne det kedeligste legetøj til at virke magisk og spændende. De fleste voksne kan måske gennemskue denne manipulation, men de „yngste børn tror at reklamerne taler sandt“. — Pediatrics in Review.

I mange tilfælde er børneprogrammerne heller ikke meget andet end forlængede legetøjsreklamer. Ifølge publikationen Current Problems in Pediatrics er sådanne programmer „udarbejdet med henblik på at sælge legetøj frem for at undervise børnene og berige deres tilværelse“. Programmet Ninja-padderne har for eksempel banet vej for „mere end 70 produkter, et morgenmadsprodukt og en film“.

Ifølge Pediatrics in Review har „mange undersøgelser vist at børn der udsættes for reklameindslag plager deres forældre om at købe de produkter der er reklameret for“. Stifteren af et internationalt legetøjsfirma siger: „Man ser børn stå og hive forældrene i ærmet, og man ved hvad de siger: ’Jeg dør, hvis ikke jeg får det.’“ Det er ikke underligt at der i Canada alene bliver brugt mere end 1,2 milliarder dollars om året på legetøj til børn, børnebørn og venner.

Krigsspil

Krigsspil på video er noget af det mest populære inden for legetøjsindustrien. Fortalerne for disse spil hævder at børnene bliver bedre til at løse problemer, optræner deres koordinationsevne og motorik, og får stimuleret deres nysgerrighed. „Brugt rigtigt,“ siger en artikel i The Toronto Star, „kan elektronisk legetøj være harmløst, endda undervisende.“ ’Men,’ indrømmer avisen, ’oftere virker det isolerende og bliver en besættelse.’

En moder fortæller for eksempel om sin søn, der er blevet besat af at spille videospil. „Han er utrolig — han vil ikke forlade skærmen før han har dræbt dem alle sammen.“ Drengen er to år gammel! Han har fået vabler på sin lille tommeltot af at spille mellem fire og fem timer hver dag. Moderen synes imidlertid at være ubekymret. „Jeg er kun bekymret over at han vil have at alt skal foregå sådan her,“ siger hun idet hun knipser med fingrene. Spillet „er så hurtigt . . . og det er virkeligheden jo ikke“.

Ifølge avisen The Toronto Star mener nogle modstandere af videospil at spillene „hindrer børnene i at lære at underholde sig selv ved hjælp af deres fantasi, ved læsning eller andre traditionelle former for tidsfordriv, og de mener også at det lokker dem væk fra lektielæsningen“. Nogle pædagoger mener endda at ’videospil er en farlig trussel idet de kan fremme en voldelig og virkelighedsfjern adfærd hos børn’.

Fjernsynets dækning af bombningerne under Golfkrigen i 1991 førte til en større efterspørgsel efter konventionelt krigslegetøj. Øverst på listen stod modeller af Abrams-tanks, Scud-missiler og Hind-helikoptere. Eksperter frygter at sådant legetøj kan gøre børn aggressive eller ufølsomme over for vold. I det mindste vil det at lege med sådanne ting være i modstrid med Bibelens ord i Esajas 2:4, hvor det forudsiges at Guds folk aldrig mere vil „lære at føre krig“.

Der har været situationer hvor virkelighedstro legetøjskopier, som for eksempel de kraftige vandgeværer, har ført til rigtig vold. I en nordamerikansk by udviklede en vandgeværkamp sig til en kamp med rigtige våben, og en 15-årig mistede livet. Ved en anden lejlighed blev to unge såret af en rasende, bevæbnet mand der var blevet ramt af vandgeværerne. Mange andre voldshandlinger har deres udspring i en tilsyneladende harmløs vandgeværkamp.

De signaler du udsender

De fleste forældre er imod vold. Men krigslegetøjsindustrien blomstrer. Til tider vælger forældre at slække på egne principper frem for at vække et barns vrede. Ved at gøre dette kan de imidlertid volde barnet stor skade. En canadisk forsker i mentalhygiejne, Susan Goldberg, siger: „Når vi giver vore børn legetøj viser vi at vi anerkender det legetøjet repræsenterer.“ Det er sandt at det er normalt for nogle børn indimellem at lægge en aggressiv adfærd for dagen. En psykolog argumenterer: „Uden legetøjspistoler ville børnene blot selv lave noget lignende, eller endda bruge fingrene.“ Det er muligvis sandt, men bør forældre opfordre til aggressioner ved at forsyne børn med efterligninger af voldsvåben?

Det er også sandt at kun få børn vil slå ind på en kriminel løbebane blot fordi de leger med en legetøjspistol. Men hvilke signaler udsender man ved at forsyne sine børn med den slags legetøj? Ønsker man at de skal tro at vold er sjovt, og at krig og drab er spændende? Lærer man dem respekt for Guds normer? Hans ord siger: „Den der elsker vold, ham hader [Guds] sjæl.“ — Salme 11:5.

Susan Goldberg bemærker endvidere at ’jo mere tid børn bruger på voldelig leg med forældrenes stiltiende billigelse, desto større sandsynlighed er der for at de vil bruge aggressioner til at løse problemer med’. Bibelen fastslår i Galaterbrevet 6:7: „Hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ Kan et barn høste gode personlige egenskaber af voldelig leg?

Rimeligvis må det siges at børn er forskellige. Ét barn bliver måske afhængig af videospil mens et andet ikke gør. Og det diskuteres også om børn forbinder vold i videospil med virkelig vold. Forældre må derfor selv afgøre hvad der er bedst for deres egne børn og lægge god dømmekraft for dagen når de vælger deres børns legetøj.

[Illustration på side 6]

Gennem leg udvikler børn et naturligt forhold til andre