Børn der lades i stikken og børn der stikker af
„JEG klippede mit hår, klædte mig som en mand, hængte kæder og hængelåse om halsen, og stak en sikkerhedsnål gennem kinden. Sådan begyndte mit liv som punker.“ — Tamara.
Hvis du havde set Tamara på gaden, mon du så ville have gættet at hun var en ensom teenager der var blevet misbrugt og hvis liv derhjemme var blottet for den opmærksomhed og kærlighed hun hungrede så stærkt efter? Eller ville du mon have troet hun var en bølle, godt på vej til at komme på kant med loven og som måske ville ende som kriminel? Tamara har fortalt Vågn op! om de uhyggelige begivenheder der førte til det liv hun levede fra hun var 14 år, et liv hun aldrig selv havde ønsket sig.
Børn der lades i stikken
Tamara fortæller: „Jeg er vokset op i en følelseskold familie i en lille italiensk bjergby. Ulykkeligvis var jeg tilskuer til mine forældres voldsomme skænderier og lagde øre til de grove fornærmelser der fløj gennem luften ved disse lejligheder. Det endte ofte med at jeg blandede mig i skænderiet, hvorefter min hårdhjertede far nådeløst tævede mig. I flere uger derefter lignede min krop stribet flæsk.
Da jeg var 14 år gav min far mig lidt penge og en enkeltbillet med toget til den nærmeste storby, hvor det var farligt at leve. Jeg blev venner med andre unge som heller ikke havde nogen der holdt af dem. Mange af os blev alkoholikere. Jeg blev arrogant, vulgær og aggressiv. Tit fik jeg ikke noget at spise. En vinteraften brændte mine venner og jeg møblerne for at holde varmen. Hvor jeg ønskede at jeg havde en familie der ville tage sig af mig, vise interesse for hvordan jeg havde det, spørge til hvad der bekymrede mig og hvad jeg var bange for. Men jeg var alene, frygtelig alene.“
I dag er der i hundredtusindvis af „Tamara’er“ rundt om i verden. På hvert kontinent er der børn som er blevet svigtet af forældre der har forsømt deres ansvar.
Børn der stikker af hjemmefra
Andre unge bestemmer sig for at forlade hjemmet fordi „det simpelt hen er for frygteligt at være der; det er for smertefuldt, det er for farligt, og de løber ud i gaderne.“ — New York State Journal of Medicine.
Som 9-årig blev Domingos sendt på børnehjem da hans mor giftede sig igen. Han planlagde at flygte fordi præsterne tævede ham. Hans mor tog ham derfor tilbage, men hans stedfar slog ham hele tiden. At løbe hjemmefra var for ham den eneste måde hvorpå han kunne slippe væk fra de grusomme forhold derhjemme.
Anuradha Vittachi skriver i sin bog Stolen Childhood — In Search of the Rights of the Child at der beklageligvis er „millioner af børn [der] ikke kan regne med at de voksne vil dække deres mindste behov for tryghed“. Hun fortsætter: „Man skønner at der i De Forenede Stater hver dag er tre børn der dør som følge af at forældrene har mishandlet dem.“ I alt for mange tilfælde krænker et familiemedlem et barn seksuelt i stedet for at værne om det.
Udnyttet og påført et traume
Domingos var tvunget til at bo sammen med andre gadebørn som røvede og stjal, var på stoffer og solgte narkotika. Det tragiske er at mange som stikker af fra elendige forhold i hjemmet, ofte bliver udnyttet af alfonser og pædofile og pornografiske kredse. Sultne og ensomme bliver disse unge tilbudt et sted at bo og løfter om at en ’omsorgsfuld’ voksen vil tage sig af dem — blot for at opdage at de må betale med deres krop som prostituerede. Disse unge har ikke nogen uddannelse, og mange må derfor lære at bruge alle kneb for at overleve på gaden, hvilket resulterer i at de udnytter andre eller selv bliver udnyttet. Nogle mister livet. Andre unge bliver ofre for stofmisbrug, alkohol, mord og selvmord.
En ung pige, der tidligere havde været prostitueret, siger om gadebørns liv: „Man er dødsensræd derude. Noget der kan gøre mig vred er at mange tror børnene selv har valgt at sove i et tog eller at holde til på gaden. Nu da jeg er blevet ældre kan jeg se at det slet ikke forholder sig sådan. Disse børn har hver sin måde at råbe om hjælp på. De ønsker ikke at leve på den måde, men deres forældre vil ikke kendes ved dem.“
’Frihedssøgende’
Med hensyn til den gruppe unge der meldes savnet fra hjemmet, er i hundredtusindvis blevet lokket ud på gaden af den frihed de tror findes derude. Nogle ønsker at slippe væk fra fattigdom. Andre vil gerne rive sig fri af forældrenes myndighed og regler som de måske føler er for strenge.
Emma er en af de unge der har smagt ’friheden’ fra forældrenes myndighed og principperne i et kristent hjem. Hun forlod hjemmet for at leve sammen med sine venner — og blev slave af narkotika. Men efter at have oplevet gadelivets barske sider udtrykte hun ønske om at vende hjem og komme ud af sit stofmisbrug. Desværre afskar hun ikke forbindelsen med sine dårlige venner, og da hun en sommeraften var sammen med dem, tog de heroin. Det blev Emmas sidste aften. Hun gik i coma og døde dagen efter, alene og svigtet af sine ’venner’.
Kan fremtiden for børn der er ladt i stikken af deres forældre eller andre, komme til at se lysere ud? Vil der nogen sinde komme en verden hvor børn ikke vil blive udnyttet? Hvilket håb er der for at familielivet vil blive bedre og prioriteret højere, så børnene ikke får lyst til at stikke af? Disse spørgsmål vil blive besvaret i den næste artikel.