Kirkernes Verdensråd — enige om at man er uenige

FRA den 3. til den 14. august 1993 tog byen Santiago i Spanien imod en usædvanlig gruppe pilgrimme. Byen var vært for en verdenskonference om tro og kirkeordning, afholdt af Kirkernes Verdensråd. De delegerede havde sat sig et højt mål, nemlig at sætte skub i de stagnerede bestræbelser for at forene kristenhedens kirker.

Den anglikanske ærkebiskop i Sydafrika, Desmond Tutu, betegnede uden omsvøb situationen som „økumenisk dødvande“. „Vi stikker tæerne i vandet, men vover ikke springet,“ sagde han med beklagelse.

At vove det økumeniske spring er også sin sag. Splittelserne mellem de delegerede blev åbenlyse allerede ved åbningsceremonien i Santiagos katolske katedral. „Hymne til Skt. Jakob“, som blev sunget ved gudstjenesten, blev kritiseret for at forherlige spanske katolikkers århundredlange aggressioner mod jøder, muslimer og protestanter; den katolske ærkebiskop Rouco havde ellers opfordret deltagerne til ’at komme i pilgrimmens ånd og søge forligelse mellem kristne’.

Findes der en ramme inden for hvilken katolikker, ortodokse og protestanter kan forliges? En studiegruppe foreslog at de forskellige kirker betragtede Den Nikænske Trosbekendelse „som det centrale i den apostolske tro“. De håbede at denne trosbekendelse kunne tjene som „et middel til at opnå enhed i troen“ trods de „mange forskellige udtryksformer“.

De „mange forskellige udtryksformer“ kom gentagne gange til udtryk under konferencen. Ortodokse og katolske delegerede protesterede mod den nylige anglikanske beslutning om ordination af kvinder. Rivaliseringen mellem ortodokse og katolske kirker i de tidligere kommunistiske lande var et andet stridspunkt. Ærkebiskop Iakovos fra den græsk-ortodokse kirke hævdede at det var forkert at tale om en „nyevangelisering af et folk der har været kristne i århundreder“, men som i årtier har været så uheldigt at leve under kommunismens ateisme. En rapport fra konferencen fordømte faktisk „hvervning af proselytter“ som en hindring for enhed, skønt den dog indrømmede behovet for en ’klarere forståelse af det missionerende element i kirken’.

Samuel B. Joshua, biskoppen af Bombay, beskrev dystert enheden mellem kirkerne som „et utopisk begreb“. Efter selv at have erfaret problemerne med at samle seks religiøse grupper i Indien, kunne han sige at „fordelene har været minimale“ mens ulemperne „er blevet uoverskuelige“. Han mener ikke at den kristne enhed skal søges i „læresætninger og kirkeordning“.

Men er en enhed der ser bort fra læresætninger en sand enhed? Kan trosretninger der stadig ikke ’forstår det missionerende element i kirken’ siges at følge Kristus? Paulus sagde at Kristi sande disciple fortsat skulle ’være enige’. (2 Korinther 13:11) Hvis man blot er enige om at man er uenige, rammer man langt ved siden af målet.