Én stemme bryder tavsheden

FOR halvtreds år siden fik et uhyre dødsstødet. Da verden omsider trak forhænget til side for at se nærmere på ruinerne af Det Tredje Rige, mødte der den et frygteligt syn. Det var et mareridt man havde svært ved at fatte. Både soldater og civile kunne blot stirre i stum rædsel på den afskyelige dødsmaskines uhyrlige efterladenskaber.

Tidligere i år har tusinder højtideligholdt 50-årsdagen for befrielsen af koncentrationslejrene ved i al stilhed at vandre igennem de øde lejre. De har forsøgt at begribe forbrydelsens gigantiske omfang. Alene i dødslejren Auschwitz blev der slået 1.500.000 mennesker ihjel! Det var en tid til at tie, en tid til at reflektere over hvilken umenneskelig behandling nogle har udsat deres medmennesker for. De kolde ovne, de tomme barakker og de urørte bjerge af konfiskerede sko giver fortsat anledning til smertelige spørgsmål.

I dag føler mange rædsel og vrede. Holocaust, hvorunder adskillige millioner systematisk blev myrdet, viser noget om nazismens ufattelige ondskab. Men hvordan var det dengang? Hvem tog bladet fra munden, og hvem tav?

Mange fik først kendskab til massemyrderierne da den anden verdenskrig sluttede. Bogen Fifty Years Ago — Revolt Amid the Darkness forklarer: „Fotografierne og filmjournalerne fra de udryddelseslejre der blev befriet af de allierede i 1944 og 1945, var det der først gjorde den chokerende virkelighed kendt for den brede befolkning, især i Vesten.“

Men allerede før dødslejrene blev oprettet var der en røst der gennem Vågn op!, det tidsskrift du er i færd med at læse, forkyndte farerne ved nazismen. Det blev først kaldt The Golden Age (Den Gyldne Tidsalder), og i 1937 fik det på engelsk navnet Consolation.a Fra og med 1929 advarede disse blade, udgivet af Jehovas Vidner, i utilslørede vendinger om farerne ved nazismen og levede derved op til bladets hensigtserklæring på forsiden: „Tidsskrift for sandhed, håb og mod.“

„Hvordan kan man forholde sig tavs,“ spurgte Consolation i 1939, „om rædslerne i et land hvor man, som i Tyskland, arresterer 40.000 uskyldige mennesker ad gangen; hvor 70 af disse bliver henrettet på en enkelt nat i et fængsel; . . . hvor alle hjem, institutioner og hospitaler for de ældre, de fattige og de hjælpeløse, og alle børnehjem rives ned?“

Ja, hvordan kunne man forholde sig tavs? Mens verden i almindelighed var uvidende om eller skeptisk over for de gruopvækkende rapporter der slap ud af Tyskland og de besatte lande, kunne Jehovas Vidner ikke forholde sig tavse. De havde førstehåndskendskab til nazistyrets grusomheder, og de var ikke bange for at fortælle hvad de vidste.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 3]

Foto: U.S. National Archives