Det dødsensfarlige atomaffald

LAVINEN af husholdningsaffald er ikke det eneste der truer med at kvæle livet på denne jord. Faktisk blegner dette problem fuldstændigt i sammenligning med et langt større og mere livstruende affaldsproblem. Lige siden mennesket lærte at udnytte atomkraften i fremstillingen af kernevåben og elektricitet, har det været et problem for forskerne at slippe af med det stærkt radioaktive atomaffald på en forsvarlig måde.

Man har brugt milliarder af kroner på at finde ud af hvordan man beskytter de kommende generationer og miljøet mod den forurening dette dødsensfarlige affald kan forårsage. Dette er en formidabel opgave, eftersom radioaktivt affald kan udgøre en trussel mod alt levende i tusinder af år.

I årtier anbragte man meget af dette affald i lokale gruber og sivebrønde i den tro at de farlige stoffer ville blive opløst og uskadeliggjort — en antagelse der, som vi skal se, har fået katastrofale følger. Millioner af liter højradioaktivt affald blev oplagret i gigantiske underjordiske tanke; andet affald blev forseglet i tønder og opbevaret over jorden, hvilket også har vist sig at være farligt.

Dette atomaffald er så farligt at forskerne har overvejet alt for at slippe af med det, lige fra at sende affaldet ud i rummet til at anbringe det under isen i polarområderne. Man er i øjeblikket ved at undersøge mulighederne for at dumpe tromler med affald i den nordlige del af Stillehavet, hvor man regner med at de vil synke 30 meter ned i mudderet på havbunden. „Vi har affald på denne planet som vi på den ene eller den anden måde skal have oplagret, enten på landjorden, i havene eller under havbunden. Det er de eneste steder der findes,“ har vicepræsidenten for det oceanografiske institut Woods Hole sagt.

Som en nødløsning opbevarer man det meste af dette radioaktive materiale i vandfyldte bassiner i forseglede bygninger, indtil man finder en mere sikker og permanent metode at skaffe sig af med affaldet på. Ontario i Canada har for eksempel 16 atomreaktorer der allerede har produceret over 7000 tons radioaktivt affald, og dette affald opbevares nu i sådanne bygninger. Også i England har man dette alvorlige problem inde på livet. I øjeblikket opbevares det højradioaktive affald i overjordiske depoter, og man regner med at fortsætte med dette indtil man har fundet og afprøvet sikre underjordiske depoter. Frankrig, Tyskland og Japan forsøger også at løse deres problemer med atomaffald.

„Den officielle politik i De Forenede Stater,“ skriver The New York Times, „går ud på at den sikreste opbevaringsmetode er at begrave affaldet i et ’dybtliggende geologisk depot’, på et tørt, stabilt og afsidesliggende sted. Men det er svært at finde et sådant sted.“ Ja, det må det være. Ifølge forskere skal det være et sted der er så stabilt og tørt at det på forsvarlig vis kan rumme affaldet i 10.000 år. Skønt man anslår at noget af dette atomaffald kan være livsfarligt i henved 250.000 år, mener eksperterne at der vil ske så store geologiske forandringer i løbet af 10.000 år „at det er meningsløst at forsøge at lægge planer for længere tid“. „Jeg kender ikke andre beregningsmodeller hvori man blot projekterer 1000 år frem i tiden,“ har en anerkendt strålingsekspert sagt. Han tilføjede at det er „svært at tale om sundhedsrisikoen 10.000 år ude i fremtiden“.

Katastrofe!

Da forskerne opklarede atomets hemmelighed, opstod samtidig et mærkværdigt nyt fænomen som de ikke var parate til at klare, nemlig det dødsensfarlige forureningsmareridt der fulgte med. Selv efter at embedsmænd var blevet advaret om den potentielle fare, ignorerede de med vilje advarslerne. De lande der sad inde med den viden og de materialer der skulle til, begyndte at fremstille kernevåben uden hensyn til folks liv og sundhed eller til miljøet. Man opbevarede det dødsensfarlige affald under uforsvarlige forhold. For eksempel har en kernevåbenfabrik ledet „over 750 milliarder liter farligt affald ud i forseglede grave og damme. En sådan mængde ville kunne forårsage en oversvømmelse af Manhattan på 12 meter,“ skrev U.S.News & World Report i marts 1989. „Udsivninger har forgiftet mindst 260 kvadratkilometer grundvand. Omkring 170 millioner liter højradioaktivt spildevand opbevares i enorme underjordiske tanke, og der kunne fremstilles over 50 Nagasaki-bomber af det plutonium der er sivet ud af disse beholdere,“ hed det i bladet. Det anslås at en rensning af det pågældende område vil koste så meget som 65 milliarder dollars.

Nogle af spildevandstankene til atomaffald er blevet så ophedede af den radioaktive varme at de er revnet. Det skønnes at to millioner liter radioaktivt affald er sivet ud i undergrunden. Drikkevand er blevet så forurenet af radioaktivt strontium-90 at det er tusind gange mere radioaktivt end den grænseværdi det amerikanske miljøbeskyttelsesråd har opstillet for drikkevand. På en anden atomvåbenfabrik „siver radioaktive substanser fra spildevandsbassiner der indeholder 42 millioner liter uranium . . . ud i et vandførende lag og har forurenet nogle brønde der ligger knap en kilometer syd for fabrikken,“ har man kunnet læse i The New York Times. Avisen skrev også at der er blevet lukket milliarder af liter forurenet vand ud i jorden i staten Washington, og at der flyder en stadig strøm af radioaktivt tritium ud i Columbia River.

The New York Times skriver endvidere at der i staten Idaho er sivet plutonium ud fra lavvandede affaldsbassiner på en fabrik der behandler radioaktivt affald. „Det bevæger sig igennem klippelag og har kurs mod et stort underjordisk vandreservoir der forsyner tusinder af indbyggere i det sydlige Idaho med vand.“ Det livsfarlige stof er trængt 70 meter ned i undergrunden, og er således næsten halvvejs nede mod det vandførende lag, har avisen skrevet.

Hvor farligt er det plutoniumaffald der er strømmet ud i floder og vandløb og som også har forurenet luften? „Plutonium forbliver radioaktivt i 250.000 år,“ skriver The New York Times, „og selv mikroskopiske partikler kan være dødbringende hvis de indåndes eller spises.“ „Man kan få kræft blot ved at indånde et enkelt plutoniumstøvkorn,“ har Newsweek skrevet.

Man ved ikke hvilke øjeblikkelige virkninger eller hvilke langtidsvirkninger atomaffald har på mennesker. Måske finder man aldrig ud af det. Lad det være nok at sige at der inden for en radius af adskillige kilometer fra ét atomkraftværk er blevet rapporteret 162 tilfælde af kræft. Folk er bange for at drikke vandet og der hersker en udbredt frygt. „Der vil forekomme mellem seks og 200 kræfttilfælde yderligere,“ har en universitetsdoktor og konsulent for arbejderne ved atomkraftværket udtalt. „Alle er skræmte og føler at de har mistet kontrollen over deres miljø og deres liv.“

Og de har helt ret. For mange hundrede år siden sagde en af Jehovas trofaste profeter: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Jeremias 10:23) Historien har vist at disse ord er sande, og de er på dramatisk vis blevet slået fast her i ’de sidste dage’. Det voksende affaldsproblem er blot ét af mange eksempler på at mennesker ikke formår at styre deres skridt på en klog måde.

Der er dog ingen grund til helt at fortvivle. Bibelens profetier viser tydeligt at den nuværende ordning vil blive fjernet og at Skaberen vil indføre en ny verden. Han vil ikke blive ved med at tillade menneskene at behandle jorden og sig selv på denne måde, men vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:18) Derefter vil menneskene, under Skaberens ledelse, lære hvordan de skal behandle jorden og hvordan de udnytter dens ressourcer klogt. — Salme 37:34; 2 Peter 3:10-13.

[Tekstcitat på side 9]

Atomaffald kan være livsfarligt i 250.000 år

[Tekstcitat på side 10]

„Man kan få kræft blot ved at indånde et enkelt plutoniumstøvkorn“