Ønsket om gode skolekundskaber

GODE skolekundskaber hjælper børn til at klare tilværelsen i vore dages samfund. De udruster dem med nyttig teoretisk viden, deriblandt evnen til at læse og skrive godt, samt evnen til at regne. De hjælper dem desuden til at komme ud af det med andre og til at opdyrke gode moralnormer.

I disse kritiske tider kan det imidlertid være vanskeligt at sørge for at børnene får en sådan undervisning. En australsk lærer med mange års erfaring har beklagende sagt: „Klasserne består af børn der let bliver voldelige, bruger et dårligt og sjofelt sprog; børn der er trætte fordi de ikke har fået søvn nok på grund af for meget fjernsynskiggeri; børn der får en dårlig ernæring eller er sultne, og børn der får en fri opdragelse.“ Lærerne er enige om at uregerlige børn er umulige at undervise.

Albert Shanker, der er formand for Den Amerikanske Lærerforening, har beskrevet lærernes dilemma: „De skal undervise om stoffer, alkohol og sex, . . . de skal lære eleverne at få selvagtelse, lære dem at holde sig på afstand af kriminelle, . . . og en hel bunke andre ting. Alt andet end regulær undervisning. . . . Man beder dem i virkeligheden om at være socialrådgivere, mødre, fædre, terapeuter, politibetjente, ernæringsrådgivere samt sundheds- og lægeeksperter.“

Hvorfor stilles der sådanne krav til lærerne? Det får man svar på ved at betragte en gennemsnitsklasse i en storby i den nordøstlige del af De Forenede Stater. I avisen The New York Times har en ekspert beskrevet hvordan en klasse med 23 elever kan se ud. Han siger at „8 til 15 sandsynligvis lever i fattigdom; 3 er født af narkomaner; 15 vokser op i eneforsørgerfamilier“.

Det er tydeligt at familieordningen er ved at gå i opløsning. I De Forenede Stater bliver næsten hvert tredje barn født uden for ægteskab, og hvert andet ægteskab ender i skilsmisse. I Danmark, England, Frankrig og Sverige fødes der endnu flere børn uden for ægteskab. Hvad gør man for at klare den krise i skolerne som denne situation skaber?

Man søger løsninger

Man har eksperimenteret med forskellige alternative skoler. Der er sædvanligvis tale om mindre skoler, hvilket gør det muligt at føre mere tilsyn med børnene, og mange af disse skoler lægger deres egen undervisningsplan for bedre at kunne imødekomme børnenes behov. I New York er der åbnet 48 sådanne mindre skoler siden 1993, og man har planer om yderligere 50. „Det er [skole]volden der har sat eksperimentet i gang,“ hedder det i The New York Times. I 1992 var der blevet oprettet over 500 alternative skoler i Rusland med over 333.000 elever.

Avisen The Toronto Star har skrevet: „Tusinder sender deres børn i eksklusive privatskoler.“ Alene i den canadiske provins Ontario går næsten 75.000 børn i privatskoler. Der findes nu også privatskoler overalt i Rusland, og tidsskriftet China Today siger at de i Kina er dukket op „som bambusskud efter forårsregnen“. The Handbook of Private Schools indeholder en liste over næsten 1700 privatskoler i De Forenede Stater, hvor det årlige beløb for undervisning kan være på cirka 120.000 kroner eller mere.

Andre forældre har valgt at undervise deres børn derhjemme. Alene i USA anslår man at antallet af børn der modtager hjemmeundervisning er steget fra 15.000 i 1970 til én million i 1995.

Forskellige resultater

Naturligvis står det ikke så ringe til i alle skoler i verden. I juli 1993 sagde Albert Shanker til en gruppe amerikanske lærere: „Andre lande driver skoler hvor man opnår betydelig bedre resultater end vi gør.“ Derefter fortalte han om et ægtepar fra Rusland som var flyttet til De Forenede Stater. „De sagde at selv om deres pige gik i ottende klasse i en meget god privatskole, lærte hun blot det hun havde lært i tredje klasse i Rusland.“

Det tidligere Sovjetunionen udviklede et skolevæsen der lærte næsten alle indbyggere at læse og skrive. Ifølge en undersøgelse foretaget af det amerikanske undervisningsministerium skønnes det derimod at 27 millioner amerikanere ikke kan tyde et vejskilt eller nummeret på en bus. Og den australske avis The Canberra Times skriver at „op mod 25 procent af skoleeleverne i grundskolen kommer i highschool uden at kunne læse og skrive“.

Det lader til at skolerne til en vis grad er i krise næsten overalt. Bogen Education and Society in the New Russia (Skoleundervisningen og samfundet i det nye Rusland), der udkom i 1994, siger at „72,6 procent af de sovjetiske lærere der blev interviewet, var enige om at skolevæsenet var inde i en alvorlig krise“. Ifølge Tanya, der i mange år har undervist i Moskva, er en væsentlig faktor at „forældre og elever ikke længere agter skoleundervisning højt“. Hun nævner for eksempel at „en lærer tjener halvt så meget som en buschauffør, eller endnu mindre“.

Vigtigt med gode skolekundskaber

Efterhånden som samfundet bliver stadig mere komplekst, bliver det i stigende grad vigtigt at have gode skolekundskaber. Mange steder er uddannelsesniveauet stigende, hvilket betyder at unge må gå længere tid i skole for at kunne få et arbejde der sætter dem i stand til at forsørge sig selv og en eventuel familie. De der får en grundlæggende teoretisk uddannelse vil derfor have langt bedre muligheder for at finde arbejde. Arbejdsgivere er først og fremmest interesserede i hvor godt ansøgeren kan udføre arbejdet.

Lederen af et arbejdsformidlingskontor har sagt om highschool-elever: „De har ikke lært at arbejde.“ Han tilføjer: „Arbejdsgivere fortæller at deres største problem med de unge er at de ikke er særlig gode til at læse og skrive. De er ikke engang i stand til at udfylde en jobansøgning.“

Forældre bør være stærkt interesserede i at deres børn lærer de nødvendige færdigheder, og det samme bør de unge selv være. Men det kræver en indsats. Hvad skal der til?

[Tekstcitat på side 6]

I Rusland ’tjener en lærer halvt så meget som en buschauffør’