Arbejdsløshed — hvorfor?
I ADSKILLIGE lande må mange klare sig ved at arbejde hårdt og længe i et udmattende tempo, måske endda ved at udføre risikobetonet arbejde til en ringe løn. I mange andre lande har folk i almindelighed haft den opfattelse at hvis blot de fik arbejde i et stort firma, eller blev offentligt ansat, ville de være sikret arbejde indtil de gik på pension. Men i dag synes der ikke længere at være noget firma eller selskab der på noget niveau kan tilbyde det ønskede arbejde og den ønskede sikkerhed. Hvorfor ikke?
Grunde til problemet
Tusinder af unge kan ikke engang finde deres første job, uanset om de har en uddannelse eller ej. I Italien, for eksempel, er mere end en tredjedel af de arbejdsløse mellem 15 og 24 år. Gennemsnitsalderen for dem der har et arbejde og som prøver at beholde det, er stigende, og derfor har unge sværere ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Også blandt kvinder, hvoraf flere og flere bliver udearbejdende, er der høje arbejdsløshedstal. Der er altså et stort antal nye arbejdere som kæmper for et job.
Siden de første industrimaskiners tilsynekomst har tekniske opfindelser reduceret behovet for arbejdere. Mange måtte tidligere arbejde længe og hårdt på skiftehold, og arbejderne håbede at maskinerne kunne nedbringe arbejdsbyrden eller endda helt afskaffe den. Automatiseringen har øget produktionen og elimineret mange farer, men den har også reduceret antallet af arbejdspladser. De der bliver overflødige risikerer at blive langtidsledige, medmindre de omskoles.
Vi begraves i en overflod af kommercielle produkter, og nogle mener at vi allerede har nået grænsen for yderligere vækst. Færre ansatte giver desuden færre købere. Dette resulterer i overproduktion. Store industrianlæg der er bygget med henblik på forventet vækst i produktionen er ikke længere rentable og må derfor lukkes eller omstruktureres. Ofrene i dette spil er de mennesker der bliver arbejdsløse. Under økonomisk lavkonjunktur mindskes behovet for arbejdere, og de arbejdspladser der nedlægges bliver sjældent genoprettet i perioder med vækst. Det står altså klart at der er flere årsager til arbejdsløshed.
En social svøbe
Eftersom alle kan blive ramt af arbejdsløshed er det en social svøbe. Nogle lande har taget forskellige midler i brug for at beskytte dem der har et arbejde, for eksempel ved at indføre en kortere arbejdsuge med nedsat løn. Dette kan imidlertid skade andres udsigter til at få et arbejde.
Både ansatte og arbejdsløse klager stadig oftere over arbejdsrelaterede problemer. De der er arbejdsløse kræver nye job, mens de der har et job gør hvad de kan for at holde fast på det, og disse to interesser kan ikke altid forenes. „De der har et arbejde bliver ofte bedt om at arbejde over. De der ikke har arbejde holdes udenfor. Der er en risiko for at samfundet deles i to . . . på den ene side de ’altid-arbejdende’, og på den anden side de ’kasserede’ arbejdsløse, som næsten er totalt afhængige af andres gode vilje,“ siger det italienske blad Panorama. I Europa, siger eksperterne, har frugterne af den økonomiske vækst hovedsagelig gavnet de beskæftigede, frem for de arbejdsløse.
Ydermere er arbejdsløsheden forbundet med den lokale økonomi. I visse lande, som for eksempel Tyskland, Italien og Spanien, er der stor forskel på behovet fra det ene område til det andet. Er arbejderne villige til at lære nyt eller til endda at flytte til et andet område eller et andet land? Dette kan ofte være en afgørende faktor.
Er der nogen løsning i udsigt?
De fleste sætter deres lid til et økonomisk opsving. Nogle er imidlertid skeptiske og mener at et sådant opsving ikke kommer førend vi har rundet år 2000. For andre er det begyndt at gå bedre, men resultaterne kommer kun langsomt, som det også ses af den nylige stigning i arbejdsløsheden i Italien. En bedre økonomi betyder ikke nødvendigvis færre arbejdsløse. I en beskeden vækstperiode vælger mange firmaer at gøre den bestående stab bedre, frem for at ansætte flere — dermed opleves en ikkejobskabende vækstperiode. Desuden vokser antallet af arbejdsløse ofte hurtigere end der skabes nye job.
Den nationale økonomi gennemgår nu en globalisering. Nogle økonomer mener at oprettelsen af nye tværnationale handelsområder, som for eksempel Den Nordamerikanske Frihandelsaftale (NAFTA) og Asia-Pacific Economic Cooperation (APEC), kan give verdensøkonomien et skub fremad. Denne udvikling får imidlertid større selskaber til at slå sig ned hvor arbejdskraften er billig, med det resultat at industrilandene mister arbejdspladser. Og samtidig ser lavtlønnede arbejdere deres ringe indtjening skrumpe ind. Det er ikke tilfældigt at der i en række lande har været demonstreret, endda voldeligt, mod disse handelsaftaler.
Eksperterne har mange forslag til bekæmpelse af arbejdsløsheden. Nogle er endda direkte modstridende, afhængigt af om de fremsættes af økonomerne, politikerne eller arbejderne selv. Nogle foreslår at man opmuntrer virksomhederne til at øge arbejdsstyrken ved at nedsætte skattebyrden. Andre mener at regeringerne må gribe ind. Atter andre foreslår en anderledes arbejdsfordeling og nedsat arbejdstid. Dette har nogle større firmaer allerede forsøgt, men i det sidste århundrede er arbejdsugen i alle industrilandene systematisk blevet reduceret uden at arbejdsløshedstallet dermed er faldet. „På langt sigt,“ siger økonomen Renato Brunetta, „viser enhver idé sig at være ineffektiv, og ulemperne er større end fordelene.“
„Vi skal ikke bedrage os selv,“ siger tidsskriftet L’Espresso, „problemet er vanskeligt at løse.“ Er det for vanskeligt? Findes der en løsning på arbejdsløshedsproblemet?
[Ramme på side 8]
Et gammelt problem
Arbejdsløshed er et gammelt problem. I århundredernes løb har nogle ufrivilligt måttet være uden arbejde. Ved store byggeprojekters færdiggørelse har titusinder af arbejdere stået uden arbejde, i hvert fald indtil de blev antaget et nyt sted. I mellemtiden har de mildt sagt måttet leve en meget utryg tilværelse.
„Skønt problemet med arbejdsløshed i moderne forstand ikke eksisterede“ i middelalderen, var der arbejdsløse på den tid. (La disoccupazione nella storia [Arbejdsløshed op gennem historien]) Men dengang blev man, hvis man ikke havde arbejde, betragtet som et udskud eller en vagabond. Så sent som i det nittende århundrede var der mange engelske analytikere som „satte de arbejdsløse i forbindelse med ’bøller’ og landstrygere som sov udendørs eller slentrede omkring i gaderne om natten,“ forklarer professor John Burnett. — Idle Hands.
Ved slutningen af det nittende og begyndelsen af det tyvende århundrede „opdagede“ man arbejdsløsheden. Regeringerne nedsatte særlige kommissioner der skulle undersøge og løse problemet, som for eksempel en britisk Underhuskomité der i 1895 skulle undersøge „Fortvivlelse på grund af arbejdsmangel“. Ledigheden var blevet en social svøbe.
Dette fik stadig større opmærksomhed, især efter den første verdenskrig. Krigens vanvittige våbenproduktion havde nærmest afskaffet arbejdsløsheden. Men i begyndelsen af 1920’erne stod den vestlige verden over for en række lavkonjunkturer der i 1929 kulminerede i den store depression som ramte hele den industrialiserede verdens økonomi. Efter den anden verdenskrig oplevede mange lande et nyt økonomisk boom og et fald i arbejdsløsheden. Men „vor tids beskæftigelsesproblem kan spores tilbage til midten af 1960’erne,“ siger Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling. Med oliekrisen i 1970’erne og den eksplosive computerudvikling, og de deraf følgende afskedigelser, blev arbejdsmarkedet ramt af endnu en rystelse. Arbejdsløsheden stiger ubønhørligt, og den sniger sig nu også ind på de tidligere så sikre kontor- og lederstillinger.
[Illustration på side 7]
At kræve flere job vil ikke nedbringe arbejdsløsheden
[Kildeangivelse]
Reuters/Bettmann