Arbejdsløshed — stadig et problem i hele verden
ARBEJDSLØSHED indbefatter mere end blot det at stå uden arbejde. „Lidt efter lidt mister man sin selvrespekt, sin identitetsfølelse og kontakten med omverdenen,“ udtaler en tidligere lærer. En anden arbejdsløs siger: „Jeg føler mig helt død indvendig.“ Nogle der er blevet afskediget er blevet så desperate at de har truet med at slå erhvervsvejlederne ihjel.
Hvor kompliceret problemet er, bliver stadig mere tydeligt efterhånden som antallet af ledige stiger i hele verden. „Over 500 millioner i den tredje verden har nu, ifølge Den internationale Arbejdsorganisation, for lidt eller intet arbejde,“ oplyser The Toronto Star. „I Europa og Nordamerika er andre 50 millioner ledige,“ tilføjer avisen og antyder dermed problemets omfang. Canada har udbetalt 6,8 milliarder dollars i arbejdsløshedsunderstøttelse i løbet af ti måneder — cirka 72 procent mere end i den tilsvarende periode året før. Ledighedsprocenten i Canada er for nylig steget fra 11,2 til 13,5.
Skønt ledigheden i De forenede Stater i 1984 er faldet til 8 procent, har den dog i enkelte stater været helt oppe på 14,9 procent.
„For over 10 millioner amerikanere der i fortvivlende grad har brug for arbejde og ønsker at få det, er der end ikke en bedring i sigte,“ siger fagforeningsformand Lane Kirkland ifølge U.S. News & World Report.
Heller ikke i England synes der at være udsigt til en bedring i beskæftigelsessituationen. I en rapport fra Cambridge Economic Group forudsiges det at antallet af arbejdsløse vil være steget til over fire millioner ved udløbet af dette årti.
I Japan og i otte europæiske lande er arbejdsløsheden, ifølge The Economist for 18. februar 1984, steget i forhold til året før. Vesttyskland oplevede i vinteren 83/84 den højeste ledighed i efterkrigstiden.
I Jugoslavien er „op mod 15 procent af landets arbejdsstyrke — hvilket svarer til cirka 900.000 mennesker — ledige, og der kommer stadig flere til,“ skriver U.S. News & World Report.
Hver femte af Elfenbenskystens arbejdere er ledig, anslår bladet Time.
Konsekvenserne
Mange er ikke klar over hvilke psykiske, fysiske og sociale konsekvenser de arbejdsløse og deres familier udsættes for, eller i hvor høj grad de ringe udsigter til genansættelse øger problemerne for de arbejdsløse. Ledighed „kan have en nedbrydende virkning på lønarbejdere og deres familier,“ hedder det i en rapport om arbejdsløshed. Rapporten forklarer: „Tab af selvrespekt, søvnløshed, et spændt familieforhold, husspektakler, depression, alkoholmisbrug og endda selvmord er veldokumenterede reaktioner på tab af arbejde.“ I en avisoverskrift kunne man læse: „Selvmord og kriminalitet er forbundet med arbejdsløshed.“
Nogle tvivler på at der er forbindelse mellem dårlig økonomi og selvmord, men forskere i De forenede Stater har påvist en stigning på 13 procent i selvmordstallet i en tremåneders periode i De forenede Stater hvor „den tilsvarende stigning i ledigheden var på 28 procent“. Ifølge deres analyse „medfører en stigning på ét procentpoint i arbejdsløsheden på årsbasis at 320 flere mænd begår selvmord“.
De negative psykiske virkninger er alvorlige. „Arbejdsløshed dræber,“ skriver en avis som overskrift til en artikel om flere tilfælde af hjerte-karsygdomme og en stigning i antallet af mord. En læge og journalist ved navn Hugh Drummond har kaldt arbejdsløshed „en af de største sundhedsfarer nogen sinde“. En præst har sagt: „Jeg har begravet mænd som jeg tror er døde på grund af arbejdsløshed.“
Hvis man er arbejdsløs, er der da noget man kan gøre for at løse de medfølgende problemer? Hvad kan man stille op indtil man igen finder arbejde? Kan man for eksempel selv skabe sig et arbejde eller på anden måde finde beskæftigelse? Hvad kan man gøre for at bevare en positiv indstilling og et ligevægtigt syn på tilværelsen?
[Oversigt på side 3]
LEDIGHEDSPROCENT
Australien: 9,5% Belgien: 14,8%
Canada: 11,2% Danmarka: 10,1%
Frankrig: 9,8% Holland: 17,8%
Italien: 12,6% Japan: 2,6%
Schweiz: 1,0% Sverige: 3,7%
Storbritannien: 12,5% USA: 8,0%
Vesttyskland: 8,8%
[Fodnote]
a I maj 1984, ifølge Arbejdsdirektoratet. De øvrige oplysninger stammer fra The Economist, 18. februar 1984.