AIDS i Afrika — Har kristenheden en del af ansvaret?

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I AFRIKA

I denne artikel bliver betegnelsen „kristenheden“ brugt om navnkristendommen, ikke om Bibelens kristendom.

Kristenheden

„De dele af verden hvor flertallet bekender sig til den kristne tro.“ — Webster’s New World Dictionary.

AIDS

„Erhvervet immundefektsyndrom ledsaget af en retrovirusinfektion af immunforsvarets celler.“ — Webster’s Ninth New Collegiate Dictionary.

AIDS er blevet en verdensomspændende epidemi. Det anslås at 17 millioner mennesker allerede er smittet med det AIDS-fremkaldende HIV-virus, der hurtigt spredes.

Opmærksomheden har længe været rettet mod de medicinske, politiske og følelsesmæssige spørgsmål der knytter sig til denne epidemi, men de religiøse spørgsmål er næsten blevet ignoreret. For nogle læsere virker tanken om at der er en forbindelse mellem AIDS og religion måske søgt. Men det er ikke en absurd tanke når man ser hvordan situationen har udviklet sig i Afrika.

Afrika er særlig hårdt ramt af AIDS.a Nogle mener at 67 procent af alle AIDS-tilfælde i verden findes i Afrika. I Tchad er antallet af indberettede tilfælde af AIDS 100-doblet i løbet af de sidste fem år. Alligevel skønner man at kun en tredjedel af samtlige tilfælde er blevet indberettet. Ifølge en rapport fra Verdensbanken er AIDS den mest almindelige dødsårsag blandt voksne i mange afrikanske storbyer.

Ansvar og religion

Naturligvis kan kristendommen, sådan som Jesus Kristus fremholdt den, ikke drages til ansvar for denne katastrofe. Men som det blev anført i begyndelsen af artiklen, omfatter ordet „kristenheden“ de lande hvor folk hævder at være kristne. Og kristenheden er tydeligvis indblandet. Ikke sådan at forstå at kirkerne har fremstillet eller direkte spredt AIDS-viruset. Men den store udbredelse af AIDS i Afrika skyldes hovedsagelig en promiskuøs adfærd blandt heteroseksuelle.b AIDS kan derfor kaldes et moralsk problem, og som sådan giver det anledning til nogle religiøse spørgsmål der vækker bekymring. Den form for „kristendom“ der findes i Afrika, blev indført fra Vesten. Kirkelederne omvendte afrikanerne, idet de hævdede at deres særlige trosretning kunne tilbyde dem en livsform der var langt bedre end den traditionelle afrikanske levevis. Men har kristenheden virkelig haft en positiv indflydelse på de nye medlemmers moral? Bestemt ikke, og det er AIDS-krisen et slående eksempel på.

Lad os som eksempel tage nationen Tchad. I tre af landets fire største byer er befolkningen overvejende „kristen“. I den fjerde by er muslimerne i overtal. Men det er i de tre „kristne“ byer at viruset hærger! Samme mønster gentager sig over hele kontinentet. De navnkristne lande i det centrale og sydlige Afrika har en langt større smitteprocent end de muslimske lande i nord.

Hvordan Afrika blev „kristnet“

Hvorfor har man set så hurtig en spredning af viruset blandt nogle som hævder at være Kristi disciple? Mange afrikanere kalder sig kristne, men i virkeligheden er det forholdsvis få der lever efter kristendommens moralnormer som de fremholdes i Bibelen. Det lader til at være et direkte resultat af den måde hvorpå kristenhedens missionærer „omvendte“ den afrikanske befolkning.

I det 18. og 19. århundrede rettede man et angreb mod kristenhedens traditionelle tro. Det blev populært at anlægge et historisk-kritisk syn på Bibelen, og det bevirkede at Bibelen i manges øjne blev degraderet til blot at være et gammelt litterært værk. Flere og flere, selv blandt de gejstlige, begyndte at acceptere udviklingslæren — tvivlens sæd var blevet sået. I denne atmosfære er det ikke overraskende at kristenhedens forsøg på at „omvende“ afrikanerne fik et verdsligt præg. Kristenhedens missionærer udbredte et socialt evangelium, idet de lagde mere vægt på at udføre socialt arbejde end på at hjælpe de nyomvendte til at rette sig efter Bibelens moralnormer. Missionærerne var, måske uden at vide det, med til at undergrave den moral der herskede i samfundet.

I mange afrikanske kultursamfund havde det for eksempel længe været skik og brug at leve i polygami. Promiskuitet var derimod sjældent — de fleste stammer havde nemlig strenge love for ægteskabsbrud. Joseph Darnas, en kendt pensioneret skolelærer i Tchad, har fortalt Vågn op! at før kirkernes missionærer ankom „mente man at ægteskabsbrud bragte ulykke med sig“. Derfor „blev de skyldige straffet hårdt, ofte med døden, fordi de havde udsat lokalsamfundet for fare“. Overtro? Ja, men ikke desto mindre var sådanne opfattelser med til at begrænse umoraliteten.

Da kristenhedens missionærer kom, talte de imod polygami, men gjorde ikke ret meget for at håndhæve Bibelens moralnormer. Bibelen siger at utugtige og ægteskabsbrydere skal udstødes af den kristne menighed hvis de ikke angrer, men kristenhedens kirker retleder sjældent overtrædere. (1 Korinther 5:11-13) Mange fremtrædende politikere i Afrika har længe været kendt for deres umoralske levevis, og alligevel kan de fortsætte med at være agtede kirkemedlemmer. Trofasthed i ægteskabet er en sjældenhed blandt navnkristne i Afrika.

Hertil kommer så det dårlige eksempel gejstlige selv sætter. Familien er i højsædet i det afrikanske samfund. Det er normalt at blive gift og få mange børn. Måske er det derfor at et overraskende antal katolske præster føler at de er i deres gode ret til at lade hånt om deres kyskheds- og cølibatsløfte. Den 3. maj 1980 kunne man læse i The New York Times: „I mange landdistrikter . . . lever præster og biskopper i polygami.“

Disse ægteskaber er naturligvis ikke blevet legaliseret, så i virkeligheden er „hustruerne“ blot elskerinder. Man kan ikke bare trække på skuldrene ad sådanne umoralske eskapader. Ifølge The New York Times har „en fremtrædende katolsk gejstlig“ indrømmet at „en afrikansk præst i højere grad er et symbol på en myndighedsperson og magtudøver end på en Jesu Kristi tjener“. Det budskab disse „myndighedspersoner“ synes at udsende, er: „Gør som jeg siger, men ikke som jeg gør.“

En flodbølge af vestlig underholdning

I de senere år har en flodbølge af umoralsk underholdning oversvømmet Afrika. I Tchad skyder uofficielle videobiografer op overalt — i private hjem, i garager og, nogle gange, på gårdspladser efter mørkets frembrud. Det koster ikke mere end 25 franc [cirka 25 øre] at se en sådan film, og små børn ser også med. Hvor kommer alt det pornografiske materiale fra? Meget af det stammer fra USA, et land som hævder at være kristent!

Har denne flodbølge af vestlig kultur påvirket seerne? En missionær for Jehovas Vidner med 14 års erfaring i Centralafrika siger: „Den kontakt de lokale har med den vestlige verden begrænser sig ofte til det de ser på videobåndene. De vil gerne være som de vesterlændinge de ser på filmene. Jeg har ikke fundet nogen undersøgelser der bekræfter at det er sandt, men det virker indlysende på de fleste her at en sådan underholdning fremmer kønslig umoralitet.“

Det er paradoksalt at sundhedsmyndighederne desperat forsøger at bremse udbredelsen af en dødbringende seksuelt overført sygdom, alt imens såkaldt kristne nationer propaganderer for en umoralsk og dermed meget risikofyldt adfærd! Kirkerne har ikke gjort meget for at dæmme op for denne flodbølge. Nogle afrikanske regeringer, som for eksempel Tchads og Camerouns, har, dog uden held, forsøgt at forbyde eller i det mindste begrænse indførselen af pornografisk materiale.

Enderesultatet er blevet et udbredt moralsk forfald blandt „kristne“ afrikanere. Dårlige økonomiske forhold har også haft en indvirkning. Mændene er tvunget til jævnlig at forlade deres familie i flere måneder for at søge arbejde. Sådanne mænd er et oplagt bytte for lokale prostituerede, der ofte selv er ramt af fattigdom. En anden faktor er forældres krav om en urimelig høj brudekøbesum. Mange mænd er ikke i stand til at gifte sig fordi de ikke kan skaffe de nødvendige midler og betale den forlangte brudekøbesum. Det betyder at nogle mænd lever et liv med mange tilfældige seksualpartnere. I et sådant umoralsk og økonomisk klima har AIDS bredt sig hurtigt.

Løsningen på krisen

Naturligvis bærer kristenheden ikke hele ansvaret for AIDS-krisen i Afrika. Men at den bærer en god del af ansvaret står smerteligt klart. De der ønsker at være blandt dem Jesus kaldte „sande tilbedere“, bør alvorligt overveje deres situation. — Johannes 4:23.

Hvad kan der gøres for at bremse AIDS-epidemien? De afrikanske myndigheder har iværksat forebyggende AIDS-kampagner og opfordret til brug af kondomer. En repræsentant for Verdenssundhedsorganisationen i Nigeria, dr. Samuel Brew-Graves, har åbenhjertigt indrømmet at „den enkelte må vælge en sund levevis . . . og [at] familien må afstå fra kønslig umoralitet“.

Længe før man kendte til AIDS fordømte Bibelen promiskuitet og opfordrede ugifte til kyskhed og selvbeherskelse, og til troskab i ægteskabet. (Ordsprogene 5:18-20; 1 Korinther 6:18) Når man følger disse principper er man i det store og hele beskyttet mod AIDS og andre kønssygdomme. Det kan hundredtusinder af Jehovas vidner i Afrika personligt tale med om. De har rettet en anklage mod kristenheden ved at holde fast ved Bibelens normer. Disse sande kristne har også sat deres håb til en kommende ny verden „hvori retfærdighed skal bo“. (2 Peter 3:13) For trofaste kristne er dét den endelige løsning på AIDS-krisen.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 20]

„I mange landdistrikter . . . lever præster og biskopper i polygami.“ — The New York Times

[Illustration på side 20]

Det dårlige eksempel kristenhedens gejstlige sætter, har givet grobund for en epidemi af kønslig umoralitet i Afrika

[Illustration på side 21]

Teenagere er udsat for umoralsk underholdning som „kristne“ lande eksporterer