En æra er forbi — Hvordan tegner fremtiden?
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I TYSKLAND
MELLEM 1987 og 1990 blev dele af Armenien, Ecuador, Filippinerne, Iran, Kina og USA rystet af jordskælv der målte 6,9 eller mere på richterskalaen. Omkring 70.000 mistede livet, titusinder blev kvæstet, og hundredtusinder mistede deres hjem. Skaderne beløb sig til milliarder af kroner.
Ingen af disse rystelser havde dog samme voldsomme virkning eller omfang som et andet jordskælv der også rystede verden i denne periode. Det var et politisk jordskælv som satte punktum for en hel æra, og ændrede fremtiden for millioner.
Hvad var gået forud for en så usædvanlig begivenhed? Hvilke eftervirkninger ville den få?
Glasnost og perestrojka
Mikhail Gorbatjov blev den 11. marts 1985 udnævnt til generalsekretær for Sovjetunionens Kommunistiske Parti. Hverken de sovjetiske borgere eller flertallet af de udenlandske iagttagere forventede større politiske forandringer under hans ledelse.
Arkady Sjevtjenko, der tidligere har været politisk rådgiver for Sovjetunionens udenrigsminister, og som i fem år var vicegeneralsekretær i De Forenede Nationer, gav udtryk for en bemærkelsesværdig indsigt da han, mindre end et år efter Gorbatjovs udnævnelse, skrev: „USSR befinder sig ved en skillevej. Hvis ikke det pres der skyldes økonomiske og sociale problemer lettes i den nærmeste fremtid, vil det uundgåeligt føre til en yderligere underminering af [landets] økonomiske system, og dermed, på længere sigt, bringe selve [landets] overlevelse i fare. . . . Gorbatjov har afgjort indført en ny stil . . . Men om hans ledelse vil være begyndelsen til en ny æra for USSR, må tiden vise. . . . Han står over for næsten uløselige problemer.“
Gorbatjovs nye stilling gav ham den nødvendige politiske indflydelse til at gennemføre en politik i det sovjetiske samfund som han havde talt om allerede i 1971. Det var glasnost, der betyder „åbenhed“ eller „offentlighed“, og som banede vej for at der blev talt offentligt om sovjetiske problemer. Dette begreb slog til lyd for et mere åbent samfund, hvor pressen og de sovjetiske borgere skulle have større ytringsfrihed. Efterhånden førte glasnost også til offentlig kritik af regeringen og nogle af dens fremgangsmåder.
Et andet ord Gorbatjov længe havde brugt, var „perestrojka“, som betyder „omstrukturering“. I et essay der udkom i 1982, talte han om „behovet for en passende psykologisk omstrukturering“ på landbrugsområdet.
Som Sovjetunionens leder blev Gorbatjov overbevist om at der også var behov for en omstrukturering inden for den økonomiske sektor. Han var klar over at den ville være vanskelig — måske endda umulig — at gennemføre, medmindre der samtidig skete en politisk forandring.
Gorbatjovs iver efter at indføre glasnost og perestrojka betød ikke at han var ude på at omstyrte kommunismen. Tværtimod. The Encyclopædia Britannica forklarer: „Hans mål var at iværksætte en revolution der blev styret fra oven. Det var ikke hans ønske at undergrave det sovjetiske system, men at gøre det mere effektivt.“
Den lempelse af restriktioner som reformpolitikken medførte, vakte bekymring i den sovjetiske ledelse samt hos nogle af lederne i de andre østbloklande. Mange af dem erkendte behovet for en økonomisk omstrukturering, men det var ikke alle der mente at det var nødvendigt eller ønskeligt med politiske forandringer.
Ikke desto mindre lod Gorbatjov sine østeuropæiske allierede vide at de frit kunne eksperimentere med deres egne perestrojka-programmer. På den anden side advarede Gorbatjov Bulgarien — og dermed i virkeligheden også alle andre østbloklande — om at der nok var brug for reformer, men at de skulle tage sig i agt for at mindske kommunistpartiets ledende rolle.
Systemet begynder at vakle
Både i Sovjetunionen og i de øvrige østbloklande var kommunismen i årenes løb blevet udsat for stigende kritik. For eksempel havde det ungarske ugemagasin HVG (Heti Világgazdaság) siden begyndelsen af 1980’erne rettet voldsomme angreb mod ortodokse kommunistiske holdninger, uden dog direkte at kritisere selve kommunistpartiet.
Solidaritet, det første uafhængige fagforbund der opstod i østbloklandene, blev oprettet i Polen i 1980. Det kan imidlertid føres helt tilbage til 1976, hvor en gruppe dissidenter havde dannet en Komité til Arbejdernes Forsvar. I begyndelsen af 1981 havde Solidaritet en medlemsskare på rundt regnet ti millioner arbejdere. Forbundet krævede økonomiske reformer og frie valg, krav som af og til blev fulgt op af strejker. Den polske regering bøjede sig for truslen om en mulig sovjetisk indgriben og opløste til sidst fagforbundet, som dog fortsatte sin virksomhed under jorden. Strejkekrav om at få forbundet lovformeligt anerkendt førte i 1989 til at det igen blev legaliseret. I juni samme år blev der afholdt frie valg, og mange Solidaritets-kandidater blev valgt. For første gang i cirka 40 år blev en ikkekommunistisk politiker i august udnævnt til ministerpræsident i Polen.
Glasnost og perestrojka, tillige med de problemer der ramte den kommunistiske verden, var tydeligvis ved at omdanne hele østblokken.
Politisk perestrojka fører til revolution
„Indtil juli 1987,“ skriver Martin McCauley fra Londons universitet, „syntes alt at gå efter Mikhail Gorbatjovs hoved.“ Selv så sent som i juni 1988, ved kommunistpartiets 19. partikongres i Moskva, fik Gorbatjov, ifølge rapporter, „bred, om end til tider halvhjertet, opbakning til sine programmer“. Men det var tydeligvis vanskeligt for ham at gennemføre en omstrukturering af kommunistpartiet og regeringsapparatet.
I 1988 førte en forfatningsændring til at Den Øverste Sovjet blev erstattet af en Folkekongres, hvis 2250 medlemmer blev valgt ved frie valg året efter. Blandt deres egne udpegede disse deputerede så den lovgivende forsamlings to kamre, der hver havde 271 medlemmer. Boris Jeltsin viste sig at blive et fremtrædende medlem af denne lovgivningsmagt. Han begyndte snart at pege på perestrojkaens mangelfulde resultater og gøre opmærksom på de reformer han anså for nødvendige. Selv om Gorbatjov i 1988 var blevet forfremmet til præsident, en stilling han ønskede at revidere og styrke, blev modstanden mod ham således ved med at vokse.
I mellemtiden skabte de to supermagter, Sovjetunionen og De Forenede Stater, store gennembrud ved at skære ned på de væbnede styrker og mindske kernekrigstruslen. For hver aftale der blev indgået, opstod der fornyet håb om verdensfred, og det i en sådan grad at skribenten John Elson i september 1989 skrev: „Slutningen af 80’erne repræsenterer for mange kommentatorer et farvel til våbnene. Den kolde krig synes næsten forbi; det lader til at freden er ved at bryde ud i mange dele af verden.“
Så kom den 9. november 1989, den dag hvor Berlinmuren, efter cirka 28 år, faldt og pludselig mistede sin symbolske betydning som skellet mellem Øst og Vest. Kort efter forlod de østeuropæiske lande, ét for ét, den kommunistiske styreform. I sin bog Death of the Dark Hero — Eastern Europe, 1987-90, kalder David Selbourne denne udvikling „en af de største af alle historiske revolutioner: en demokratisk, og i alt væsentligt en antisocialistisk revolution, hvis virkninger vil fortsætte længe efter at dens aktører og deres iagttagere har forladt scenen.“
Da først denne fredelige revolution var på sit højeste, gik der ikke lang tid før den var forbi. En plakat i Prag, Tjekkoslovakiet, gengav forløbet på følgende måde: „Polen — 10 år; Ungarn — 10 måneder; Østtyskland — 10 uger; Tjekkoslovakiet — 10 dage. Og så, efter en rædselsvækkende uge, Rumænien — 10 timer.“
Den kolde krigs ophør
„Mønsteret for det østeuropæiske systems sammenbrud var bemærkelsesværdig ensartet,“ siger David Selbourne. Han tilføjer: „Katalysatoren var tydeligvis Gorbatjovs magtovertagelse i Moskva i marts 1985 og hans afskaffelse af ’Brezjnev-doktrinen’, hvilket på en skæbnesvanger måde berøvede østeuropæiske regimer forsikringen om sovjetisk bistand og indgriben i tilfælde af folkeopstand.“
The New Encyclopædia Britannica kalder Gorbatjov „den vigtigste igangsætter af en række begivenheder i slutningen af 1989 og i 1990 der omdannede Europas politiske struktur og markerede begyndelsen til den kolde krigs afslutning“.
Naturligvis kunne Gorbatjov ikke have bragt den kolde krig til ophør alene. Som en antydning af hvad der snart ville ske, sagde den britiske premierminister Margaret Thatcher efter sit første møde med ham: „Jeg kan godt lide hr. Gorbatjov. Vi kan få et godt samarbejde.“ Desuden havde Thatcher et godt personligt forhold til den amerikanske præsident Reagan der gjorde at hun kunne overbevise ham om det fornuftige i at samarbejde med Gorbatjov. Gail Sheehy, der har skrevet bogen Gorbachev — The Making of the Man Who Shook the World, drager følgende konklusion: „Thatcher kunne ’i virkeligheden [lykønske sig selv som] gudmoder til forholdet mellem Reagan og Gorbatjov’.“
Som det så ofte er sket i historiens løb, havde nøglepersonerne været det rette sted på det rette tidspunkt til at udvirke forandringer som måske ellers ikke ville være indtruffet.
Mørke skyer i horisonten
Endnu mens Øst og Vest jublede over den kolde krigs ophør, begyndte truende skyer at trække sammen andre steder. Verden tog næsten ingen notits af det da der i 1988 kom forlydender om at flere tusind mennesker i Burundi var blevet dræbt i etniske stridigheder. Man skænkede det heller ikke synderlig opmærksomhed, da der i april 1989 kom rapporter fra Jugoslavien om det værste udbrud af etnisk vold siden 1945. Samtidig resulterede den større frihed i Sovjetunionen i omfattende indre uroligheder. Nogle af republikkerne gjorde endda forsøg på at opnå selvstændighed.
I august 1990 rykkede irakiske tropper ind i Kuwait og erobrede landet på blot 12 timer. Mens tyskerne, mindre end et år efter Berlinmurens fald, fejrede den tyske genforening, proklamerede Iraks præsident: „Kuwait tilhører Irak, og vi vil aldrig give det fra os, om så vi skal kæmpe for det i 1000 år.“ I november tog De Forenede Nationer affære og truede med at foretage en militæraktion hvis ikke Irak trak sig ud af Kuwait. Verden stod atter over for en truende katastrofe, og det egentlige stridspunkt var kontrollen med olieforsyningerne.
Vil det sige at de forhåbninger om fred og sikkerhed der var blevet vakt ved den kolde krigs ophør, var ved at slukkes endnu før de var blevet til virkelighed? Læs om dette i artiklen „’Den nye verdensorden’ — ustabil lige fra begyndelsen“, som bringes i næste nummer af Vågn op!
[Illustration på side 15]
Berlinmuren mistede pludselig sin symbolske betydning som skellet mellem Øst og Vest
[Kildeangivelse på side 12]
Gorbatjov (til venstre) og Reagan: Robert/Sipa Press