Pavens FN-besøg — Hvad udvirkede det?

DA PAVE Johannes Paul II krydsede Atlanten for at besøge FN i New York, rundede han 1.000.000 kilometer i forbindelse med sine udenlandsrejser. Det var den 4. oktober 1995, og det var hans 68. udenlandsrejse som pave. Han er utvivlsomt den mest berejste pave i den katolske kirkes historie.

Han ankom til den internationale lufthavn Newark i New Jersey en regnfuld onsdag, omgærdet af et af de mest omfattende sikkerhedsapparater der nogen sinde er blevet iværksat for en højtstående person. Det anslås at omkring 8000 af statens og byens sikkerhedsfolk havde fået til opgave at beskytte paven. En rapport kaldte det „et solidt rygskjold af sikkerhed“, som både indbefattede helikoptere og frømænd.

Hvad var formålet med besøget?

I den tale paven holdt i lufthavnen, mindede han om at hans forgænger, pave Paul VI, over for FN’s generalforsamling havde påpeget behovet for fred: „Ikke mere krig, aldrig mere krig!“ Johannes Paul II sagde at han nu var kommet „for at udtrykke [sin] faste overbevisning om at de idealer og målsætninger der for halvtreds år siden havde ført til oprettelsen af FN, er mere nødvendige end nogen sinde i en verden der søger en mening“.

Ved aftenandagten i Sacred Heart Cathedral, Newark, gav paven igen sin støtte til FN med ordene: „Denne organisation har til formål at tjene menneskeslægtens almene vel, og det er derfor passende at paven taler dér som et vidne om håbet i Evangeliet.“ Han tilføjede: „Vor bøn for fred er derfor også en bøn for De Forenede Nationers organisation. Den hellige Frans af Assisi . . . udmærker sig som en stor fredselsker og fredsstifter. Lad os anråbe ham om at gå i forbøn for De Forenede Nationers arbejde for retfærdighed og fred i hele verden.“

I sin tale til FN lovpriste paven de ikkevoldelige politiske forandringer der i 1989 bevirkede at flere lande i Østeuropa igen fik deres frihed. Han opfordrede til „ægte patriotisme“ i stedet for „snæversynet og afvisende nationalisme“. Han talte om det nuværende samfunds uretfærdigheder og sagde: „Når millioner lider som følge af en fattigdom der medfører sult, underernæring, sygdom, analfabetisme og nedværdigelse, må vi . . . minde os selv om at ingen har ret til at udnytte andre for egen fordels skyld.“

Derefter sagde han: „Hvordan kan vi, når vi står over for så kolossale udfordringer, undlade at anerkende den rolle De Forenede Nationer spiller?“ Han nævnte at FN må „blive et moralsk samlingspunkt hvor alle verdens nationer føler sig hjemme“. Han understregede behovet for at fremme „solidariteten blandt alle mennesker“.

Hvem er kilden til sand fred?

Man må bestemt sige at paven gav udtryk for mange ædle tanker. Men henledte han på noget tidspunkt i sin lange tale verdensledernes opmærksomhed på Guds rige under Kristi Jesu ledelse som løsningen på menneskehedens problemer? (Mattæus 6:10) Nej. Faktisk citerede han ikke en eneste gang fra Bibelen i sin tale til FN. Derimod sagde han at „vi, i det kommende århundrede og årtusind, med Guds nåde, kan opbygge en civilisation der er værdig for mennesket, en sand frihedskultur“. For dem der studerer Bibelen kan denne udtalelse minde om noget der blev udtalt for over 4000 år siden. I datidens Babel var der nogle som mente at de kunne bevare menneskeheden forenet ved menneskeskabte midler: „Kom! Lad os bygge os en by og også et tårn med dets top i himmelen, og lad os gøre vort navn berømt.“ (1 Mosebog 11:4) Set under den synsvinkel er det verdens politiske ledere, repræsenteret i FN, der skal skabe en ny civilisation grundlagt på frihed.

Men hvad siger Bibelen om fremtiden for de politiske regeringer og FN selv? Daniels Bog og Åbenbaringens Bog giver en klar skildring af hvordan det vil gå dem. Profeten Daniel forudsagde at Gud i de sidste dage ville oprette et rige, der ville være som en stor sten der blev revet løs fra et bjerg, ’men ikke med menneskers hænder’. Hvad ville der så ske? „I de kongers dage vil himmelens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. . . . Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.“ Menneskers regeringer vil blive udskiftet med et retfærdigt styre for hele menneskeheden. — Daniel 2:44, 45.

Hvad vil der ske med FN? Åbenbaringen, kapitel 17, skildrer FN (og dets kortvarige forgænger, Folkeforbundet) som et skarlagenrødt vilddyr der „går bort til ødelæggelse“. (Åbenbaringen 17:8)a Jehovas kilde til sand fred er ikke et eller andet ufuldkomment menneskeskabt organ, hvor oprigtige dets tilhængere end måtte være. Sand fred vil komme gennem Guds lovede rige, under ledelse af den opstandne Jesus Kristus i himmelen. På den måde opfyldes Guds løfte i Åbenbaringen 21:3, 4: „Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“

Hvilket indtryk gjorde besøget?

Opfordrede paven de katolske troende til at tage deres bibler frem og slå skriftstederne op når han i sine taler henviste til Bibelen? Langt de fleste havde slet ingen bibel med. Og det var sjældent at paven gjorde brug af specifikke skriftstedshenvisninger som kunne have gjort det lettere for tilhørerne at følge med i Bibelen.

For eksempel sagde han i en tale til 83.000 på Giants Stadium i New Jersey: „Vi venter på at Herren skal komme igen som dommer over levende og døde. Vi venter hans genkomst i herlighed, Guds riges komme i hele dets fylde. Det er den gennemgående opfordring i Salmerne: ’Vent på Herren med mod; lad jeres hjerte være stærkt, og vent på Herren.’“ Men hvilket skriftsted i Salmerne henviste han til? Og hvilken Herre talte han om — Jesus eller Gud? (Jævnfør Salme 110:1.) Ifølge vatikanavisen L’Osservatore Romano citerede han fra Salme 27:14, der ifølge den katolske Jerusalem Bible lyder: „Sæt dit håb til Jahve, vær stærk, lad dit hjerte være fast, sæt dit håb til Jahve.“ Ja, vi bør sætte vort håb til Jahve, eller Jehova, som også var Herren Jesu Gud. — Johannes 20:17.

Har katolske præster og ledere op gennem historien fremmet freden blandt nationerne? Har katolske dogmer medvirket til at løse etniske, racemæssige og stammebestemte stridigheder? De massakrer der i 1994 fandt sted i Rwanda, og den ødelæggende krig der i de seneste år har hærget det tidligere Jugoslavien, viser at religiøse dogmer ikke kan fjerne de indgroede følelser af had og fordom der skjuler sig i menneskets hjerte. Hverken et flygtigt ugentligt skriftemål eller regelmæssig overværelse af messen kan ændre folks tankegang og handlinger. Det kræver en langt mere dybtgående påvirkning, en påvirkning som kun finder sted når Guds ord får lov til at trænge ind i den troendes sind og hjerte.

Den forandring der sker med en sand kristen, skyldes ikke en følelsesladet stemning på grund af religiøse ceremonier, men en forstandsmæssig erkendelse af hvad Gud kræver af den enkelte. Apostelen Paulus sagde: „I skal ikke lade jer forme af verdens adfærd omkring jer, men I skal ændre adfærd ved at lade den forme af jeres nye tankegang. Det er den eneste måde hvorpå I kan finde ud af hvad Guds vilje er, og vide hvad der er godt, hvad Gud ønsker, hvad der er det helt rigtige at gøre.“ (Romerne 12:1, 2, The Jerusalem Bible) Denne nye adfærd opnås gennem et studium af Guds ord, der giver nøjagtig kundskab om hans vilje. Det giver en åndelig styrke som påvirker sindet og fører til en kristen adfærd. — Efeserne 4:23; Kolossenserne 1:9, 10.

Står kirken ved „en kritisk skillevej“?

Den spanske avis El País skrev at pave Johannes Paul II, i betragtning af sine 75 år, besidder „en usædvanlig karisma“; og en amerikansk avis kaldte ham „en mediernes mester“. Han har medietække og forstår at begå sig blandt almindelige mennesker og deres børn. På sine rejser er han en dygtig repræsentant for pavestolen i Vatikanet. Men selv om Vatikanet nyder FN’s anerkendelse og paven velsigner organisationen, er det ikke ensbetydende med at Jehova Gud velsigner den.

Der var forskellige reaktioner på pavens besøg. Mange af de katolikker der fik billetter til udendørsmessen, gav udtryk for at det var en følelsesmæssigt berigende oplevelse. Nogle katolske ledere havde imidlertid et mere negativt syn på besøget og dets mulige følger. The New York Times citerede Timothy B. Ragan, formand for USA’s Katolske Center for Pastoral Ledelse, for at sige at „pavens besøg havde været en forspildt mulighed. Det havde ganske vist været ’et glædeligt og sakramentalt højdepunkt for store skarer mennesker’“, men mange katolske ledere savnede „et lyttende øre og mulighed for dialog“. Når det gælder spørgsmål som cølibat, fødselskontrol og skilsmisse, føler mange katolikker sig tvunget til at høre på en enetale.

Nogle katolske autoriteter erkender at „kirken står ved en kritisk skillevej“, og de frygter at mange katolikker, „især de unge, er ved at miste en klar fornemmelse af hvad det vil sige at være katolik“. James Hitchcock, en katolsk traditionalist, „opfatter problemet som en ødelæggende kold krig mellem et stadig mere konservativt hierarki og en ret liberal ’mellemledelse’“.

Med hensyn til hvordan pavens besøg vil påvirke stridighederne inden for kirkens rækker, siger Hitchcock: „Han kommer, man smigrer ham, han tager hjem — og så sker der ikke mere. For mig at se er resultaterne skuffende.“ Paven forspildte afgjort en mulighed for at fortælle de politiske ledere i FN hvem der er kilden til sand fred.

Selv om FN-pagtens mål er at oprette „fred og sikkerhed“, og der agiteres for at nå dette mål, bør man ikke lade sig bedrage. Bibelen advarer: „Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil pludselig undergang komme over dem ligesom veerne over den gravide; og de skal afgjort ikke undslippe.“ (1 Thessaloniker 5:3) Sand fred og sikkerhed vil kun komme som følge af Guds vilje og på Guds måde — ved hans riges styre, ikke ved FN.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 22]

FN-fotos