„Den nye verdensorden“ — ustabil lige fra begyndelsen

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I TYSKLAND

I BEGYNDELSEN af 1991 var folk optimistiske. Den kolde krig var slut. Der var ganske vist problemer i Kuwait, som i august 1990 var blevet invaderet af Irak. Men De Forenede Nationer havde spillet med musklerne og beordret Irak til at være ude af Kuwait den 15. januar. Kravet blev bakket op af en militærkoalition bestående af 28 af FN’s medlemsnationer, der hurtigt var blevet mobiliseret og stod parat til at tvinge Irak til underkastelse. Man havde store forventninger om at verdenssamfundets hårde linje varslede begyndelsen på en ny æra.

USA’s daværende præsident, George Bush, talte om „muligheden for at vi til gavn for os selv og kommende generationer kan skabe en ny verdensorden, en verden hvori den internationale adfærd styres af vedtagne love frem for jungleloven“.

Irak ignorerede den deadline der var blevet sat til den 15. januar, og man iværksatte følgelig et massivt luft- og missilangreb mod militære mål i Irak. Verdenssamfundet mente det tydeligvis alvorligt. Den 11. april, mindre end tre måneder senere, erklærede FN Golfkrigen for overstået. Løftet om en fredelig, økonomisk og politisk stabil ny verdensorden lod til at skulle blive til virkelighed.

Krige — et sørgeligt bestandigt fænomen

I midten af 1991 erklærede republikkerne Slovenien og Kroatien sig uafhængige af det daværende Jugoslavien, hvilket blev indledningen til en borgerkrig der førte til at der blev dannet flere adskilte nationer. Mindre end et år senere sagde den franske politiske analytiker Pierre Hassner: „Ligesom det var tilfældet med Europa før 1914, døde George Bush’s nye verdensorden i Sarajevo.“ Udsigten til fred lysnede dog da man i november 1995 indledte fredsforhandlinger i Dayton, Ohio, USA, og en fredsaftale blev underskrevet i Paris den 14. december. Ved udgangen af 1995 var der derfor atter vakt forhåbninger om at den nye verdensorden alligevel ikke var død.

Først i 1990’erne var Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker også begyndt at vakle i geledderne. I 1991 var Litauen, Estland og Letland de første til at erklære deres uafhængighed, og andre fulgte hurtigt efter. I december blev Fællesskabet af Uafhængige Stater (SNG) oprettet, selv om nogle af de tidligere medlemmer af Sovjetunionen nægtede at tilslutte sig. Den 25. december 1991 trådte Gorbatjov tilbage som sovjetisk præsident.

Selv de enkelte republikker begyndte at gå i opløsning. For eksempel søgte Tjetjenien, en lille muslimsk enklave i Nordkaukasus, at opnå selvstændighed. Dette forsøg på løsrivelse i slutningen af 1994 medførte et kontroversielt angreb af russiske tropper. Til trods for at omkring 30.000 har mistet livet siden krisen begyndte først i 1990’erne, er krigshandlingerne fortsat til i år.

I oktober 1995 var der, alt efter hvordan man opregner krigene, mellem 27 og 46 konflikter i hele verden.

På randen af bankerot

I begyndelsen af 1990’erne var den nye verdensorden ikke alene politisk, men også økonomisk ustabil.

I 1991 devaluerede Nicaragua sin møntfod, men der skulle alligevel 25 millioner córdobas til én dollar. Zaire oplevede en inflation på 850 procent, hvilket gjorde levestandarden blandt landets indbyggere til en af de laveste i verden. Den russiske økonomi var også hårdt presset. Inflationen var i 1992 på 2200 procent, hvilket gjorde pengene næsten værdiløse. Forholdene blev efterhånden bedre, men i 1995 var de økonomiske problemer langtfra et overstået kapitel.

I 1991 oplevede man århundredets økonomiske skandale da Bank of Credit & Commerce International blev tvangslukket som følge af svindel og ulovlige transaktioner. Folk i 62 lande der havde skudt penge i banken, led et samlet tab på milliarder af kroner.

Det var ikke blot økonomisk svage nationer der oplevede ustabilitet. Det rige Tyskland blev tynget i knæ af omkostningerne i forbindelse med genforeningen. Arbejdsløsheden steg da arbejderne forlangte længere ferier og et bedre sundhedsvæsen. Hyppige arbejdsforsømmelser og et udbredt misbrug af bistandshjælpen har været en yderligere belastning af økonomien.

I De Forenede Stater har en række katastrofer rystet forsikringsselskaberne, der har været stærkt pressede til at udbetale skadeserstatninger. Og i 1993 advarede bogen Bankruptcy 1995: The Coming Collapse of America and How to Stop It (Bankerot i 1995: Amerikas kommende kollaps og hvordan det hindres) om farerne ved budgetunderskuddet og den voldsomt stigende statsgæld. Selv det gennemsolide engelske forsikringsselskab Lloyd’s of London oplevede en tillidskrise. Store forsikringskrav konfronterede selskabet med det utænkelige — en mulig bankerot.

Er religion en stabiliserende faktor?

I 1991 skrev den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung: „Forestillingen om en ny verdensorden er et udslag af at man i USA altid har haft den tradition at danne sig et verdensbillede med en religiøs kerne, formuleret i kristelige vendinger.“

Man skulle tro at denne religiøse baggrund ville gøre den nye verdensorden mere stabil. Men i virkeligheden har religiøs intolerance og strid medført stor ustabilitet. Algeriet og Egypten er blot to af flere lande hvor myndighederne har kæmpet mod islamiske fundamentalister. Begge lande har været udsat for en bølge af religiøst motiveret terrorisme. Der har også været religiøse uroligheder i Indien, deriblandt ni dage i 1993 med religiøse optøjer i Bombay hvor over 550 mennesker mistede livet.

Da den anglikanske kirke i 1994 ordinerede 32 kvindelige præster, medførte det et tilbageskridt på det økumeniske område. Pave Johannes Paul II kaldte det „en stor hindring for en eventuel genforening af den katolske og den anglikanske kirke“.

Den 19. april 1993 resulterede spændingerne mellem de amerikanske myndigheder og medlemmerne af den religiøse kult Branch Davidians, der allerede tidligere havde ført til angreb på kultens ejendom i Waco i Texas, i at fire politibetjente og mindst 75 kultmedlemmer mistede livet. To år senere undersøgte man om den terrorbombe der dræbte 168 mennesker i en regeringsbygning i byen Oklahoma, kunne være en gengældelsesaktion for angrebet i Waco.

I begyndelsen af 1995 blev verden chokeret da man hørte at terrorister havde rettet et giftgasangreb mod undergrundsbanen i Tokyo. Ti personer døde og tusinder blev syge. Verden blev endnu mere chokeret da ansvaret for udåden blev placeret hos en dommedagssekt kaldet Aum Shinrikyo, eller Den Højeste Sandhed.

Særlige mindedage som mange helst vil glemme

I 1492 stødte Columbus ved et tilfælde på den vestlige halvkugle. Da man i 1992 fejrede 500-året for denne begivenhed, skete det ikke uden kontroverser. Omkring 40 millioner efterkommere af amerikanske indianere udtrykte deres harme over at man siger at en europæer „opdagede“ de lande hvor deres forfædre havde levet længe før Columbus blev født. Nogle har kaldt Columbus „forløberen for udnyttelsen og erobringerne“. Det er en kendsgerning at Columbus’ ankomst til den vestlige halvkugle blev en katastrofe snarere end en velsignelse for den indfødte befolkning. Såkaldt kristne erobrere tog deres land, deres suverænitet, deres værdighed og deres liv.

I september 1995 begyndte Israel fejringen af en 16 måneder lang fest, der skulle markere at det var 3000 år siden kong David havde indtaget Jerusalem. Men festlighederne fik en tragisk begyndelse da premierminister Yitzhak Rabin den 4. november blev dræbt ved et skudattentat få minutter efter at han havde talt ved et fredsmøde. Dette kastede en skygge over fredsprocessen i Mellemøsten og afslørede at der ikke blot hersker alvorlige religiøse forskelle mellem jøder og palæstinensere, men også blandt jøder indbyrdes.

I årene 1991 til 1995 fejrede man 50-årsdagen for flere begivenheder der fandt sted under den anden verdenskrig — angrebet på Pearl Harbor, der førte til at USA gik ind i krigen; de allieredes invasion i Europa; befrielsen af fangerne i nazisternes koncentrationslejre; de allieredes sejr i Europa; og nedkastningen af den første atombombe over Japan. I betragtning af alt det blod og alle de tårer der er forbundet med disse begivenheder, var der nogle som spurgte om der egentlig var noget at fejre.

Dette førte frem til årsdagen for en anden betydningsfuld begivenhed, nemlig oprettelsen af De Forenede Nationer i oktober 1945. Dengang nærede man store forhåbninger om at man omsider havde fundet det middel der kunne sikre verdensfreden.

FN’s generalsekretær, Boutros Boutros-Ghali, tog for nylig organisationen i forsvar og sagde at den har kunnet notere mange sejre. Men den har ikke kunnet leve op til et af sine væsentligste formål, nemlig ’at opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed’. Ofte har FN’s tropper forsøgt at bevare freden i lande hvor der ikke har været nogen fred at bevare. I 1995 havde den stadig ikke formået at puste nyt liv i den ustabile nye verdensorden.

Den nye verdensorden vakler — det sande teokrati blomstrer

Den politiske, økonomiske og religiøse ustabilitet har fået håbet om en ny verdensorden til at blegne for øjnene af folk, og nogle er derfor begyndt at tale om en ny verdensuorden. For Jehovas vidner er denne udvikling blot endnu et bevis på at kun Guds nye verden vil kunne indføre den nødvendige stabilitet.

I nogle lande betød afslutningen på den kolde krig at Jehovas vidner fik større frihed, og det blev muligt at holde særlige internationale stævner i Budapest, Kiev, Moskva, Prag, Sankt Petersborg, Warszawa og andre byer. Det var med til at styrke Jehovas Vidners verdensomspændende menighedsordning og hjalp til at fremme deres forkyndelsesarbejde. Det er derfor ikke overraskende at antallet af aktive Jehovas vidner i ét område i Østeuropa voksede fra 49.171 i 1991 til 153.361 i 1995. I løbet af disse fire år voksede antallet af Jehovas vidner i hele verden fra 4.278.820 til 5.199.895. Det sande teokrati blomstrer som aldrig før!

Ja, millioner af mennesker bygger nu deres fremtidshåb på Jehova Guds løfte om „nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo“. (2 Peter 3:10, 13) Dette er langt klogere end at håbe på en menneskeskabt ny verdensorden, hvis ustabile begyndelse blot er et varsel om at den inden længe helt vil forsvinde! — Daniel 2:44.