Menneskers planer for international sikkerhed

„Når dette er overstået vil vi stå som helbrederne. Vi vil gøre hvad vi kan for at fremme hvad jeg optimistisk vil betegne som en ny verdensorden.“ — De Forenede Staters præsident, George Bush, januar 1991, kort efter begyndelsen på krigen mod Irak.

„I præsident Bush’ forestilling om en ny verdensorden betones retssikkerhedens betydning og den opfattelse at nationerne har et kollektivt ansvar for frihed og retfærdighed. Med den kolde krigs afslutning står vi på tærskelen til en ny æra.“ — De Forenede Staters ambassadør i Australien, august 1991.

„Når jeg betragter demokratiets fremmarch rundt om på kloden, tror jeg at vi nu er nærmere en ny verdensorden end nogen sinde før.“ — De Forenede Staters Præsident, George Bush, september 1991.

MANGE af verdens ledende personer taler, ligesom præsident Bush, optimistisk om fremtiden. Men er denne optimisme realistisk? Giver begivenhedernes gang siden den anden verdenskrig grund til en sådan optimisme? Er det overhovedet muligt for politikerne at skabe international sikkerhed?

En stor plan

„Gennem de sidste to år af den anden verdenskrig blev der hver måned dræbt over én million mennesker,“ oplyste en tv-dokumentarfilm med titlen Goodbye War. Nationerne følte dengang et påtrængende behov for en foranstaltning til at forhindre at en sådan krig igen skulle bryde ud. Mens krigen endnu rasede, udarbejdede repræsentanter for 50 nationer den største plan for international eller mellemfolkelig sikkerhed som mennesker nogen sinde har udtænkt: De Forenede Nationers pagt. I forordet til pagten bliver formålet slået fast: „At frelse kommende generationer fra krigens svøbe.“ Kommende medlemmer af De Forenede Nationer skulle „forene [deres] kræfter til opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed“.

Enogfyrre dage senere blev der kastet en atombombe over den japanske by Hiroshima. Bomben detonerede lige over byens centrum og dræbte mere end 70.000 mennesker. Denne bombeeksplosion, og den efterfølgende over Nagasaki, tre dage senere, satte en effektiv stopper for De Forenede Staters krig med Japan. Og da Japans allierede, Tyskland, havde kapituleret den 7. maj 1945, var den anden verdenskrig dermed bragt til ophør. Men betød det at al krig nu var forbi?

Nej. Siden den anden verdenskrig har menneskeheden været vidne til over 150 mindre krige, som tilsammen har krævet op mod 19 millioner menneskeliv. Det er tydeligt at FN-pagten endnu ikke har formået at skabe mellemfolkelig sikkerhed. Hvad er der gået galt?

Den kolde krig

De Forenede Nationers ophavsmænd tog ikke højde for det fjendskab der snart udviklede sig mellem de allierede fra den anden verdenskrig. Mange lande valgte side i denne magtkamp, der fik betegnelsen „den kolde krig“ og til dels var en kamp mellem kommunismen og kapitalismen. I stedet for at forene deres kræfter om at gøre ende på krig, støttede de to blokke af nationer modstridende parter i regionale konflikter, og kæmpede på denne måde imod hinanden i Syd- og Mellemamerika, Asien og Afrika.

I slutningen af 1960’erne indtrådte et politisk tøbrud mellem parterne i den kolde krig. Denne opblødning nåede et højdepunkt i 1975, da 35 lande undertegnede den såkaldte Helsinki-erklæring. Underskriverne var Sovjetunionen og De Forenede Stater i forening med deres respektive allierede i Europa. Alle deltagere lovede at arbejde for fred og sikkerhed og „at afstå fra . . . trusler eller magtanvendelse mod noget lands territoriale integritet eller politiske uafhængighed, eller fra brug af noget middel der ikke harmonerer med De Forenede Nationers målsætning“.

Men de gode intentioner bar ikke frugt. I begyndelsen af 1980’erne steg spændingen igen mellem supermagterne. Forholdet blev så anspændt at den nyudnævnte generalsekretær for FN, Javier Pérez de Cuéllar, i 1982 erkendte at organisationen havde spillet fallit og advarede mod „et nyt internationalt anarki“.

Ikke desto mindre giver FN’s generalsekretær og andre ledere nu udtryk for optimisme. I nyhedsrapporter taler man om at vi nu befinder os i ’tiden efter den kolde krig’. Hvordan er denne ændring indtruffet?

Tiden efter den kolde krig

Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, CSCE, med 35 deltagerlande, har været en stærkt medvirkende faktor. I september 1986 underskrev disse lande det såkaldte Stockholm-dokument, hvori de bekræftede deres tilslutning til Helsinki-erklæringen fra 1975.a Stockholm-aftalen indeholder en række retningslinjer for styring og overvågning af militære aktiviteter. „De resultater der er opnået i løbet af de seneste tre år har været opmuntrende, og det der er blevet udrettet er på vej til at overstige de skriftlige forpligtelser i Stockholm-aftalen,“ skriver SIPRI (Det Internationale Fredsforskningsinstitut i Stockholm) i sin årbog for 1990.

Endelig, i 1987, nåede supermagterne til en bemærkelsesværdig enighed om at skrotte alle landbaserede missiler med en rækkevidde på mellem 500 og 5500 kilometer. „Den fysiske ødelæggelse af missiler og affyringsramper følger planen, og betingelserne for aftalerne bliver nøje overholdt på begge sider,“ oplyser SIPRI.

Men der er også taget andre skridt til at mindske faren for en kernekrig. For eksempel underskrev supermagterne i 1988 en aftale vedrørende „interkontinentale ballistiske missiler og ubådbaserede missiler“. Før enhver affyring af sådanne våben skal man fra begge sider informere modparten „senest fireogtyve timer før, med angivelse af affyringstid, -sted og målområde“. Ifølge SIPRI ’fjerner en sådan aftale i praksis faren for at lokale uroligheder kan udvikle sig til en verdensomfattende kernekrig’.

Samtidig fortsatte udviklingen af nye planer for international sikkerhed med forøget styrke. I maj 1990 foreslog den daværende sovjetiske præsident Mikhail Gorbatjov, under et topmøde i Washington D.C., at de to blokke af europæiske lande skulle underskrive en fredstraktat. Måneden efter mødtes de 16 NATO-lande i London. De tilsluttede sig Gorbatjovs forslag og opfordrede til at begge parter i fællesskab skulle underskrive ’en aftale hvori de højtideligt bekræfter at de ikke længere er fjender men ønsker at afstå fra trusler eller magtanvendelse’. Dette blev på forsiden af en afrikansk avis omtalt som „et kæmpeskridt mod verdensfred“.

Men kort før et senere topmøde i Helsinki sagde en amerikansk regeringstalsmand at ’faren for krig i Mellemøsten fordrede en ny samlet plan for verdensfred’. Verdensfreden blev udsat for en alvorlig trussel da Irak invaderede Kuwait, en situation der indebar risiko for at hele Mellemøsten ville bryde i brand. Men under De Forenede Nationers ledelse blev invasionshæren drevet tilbage til sit hjemland af en international styrke anført af De Forenede Stater. Den internationale enhed som kom til udtryk i denne krig indgød håb hos nogle om at dette indvarslede en ny tidsalder med samarbejde.

Siden da har verdensforholdene ændret sig yderligere. Navnlig i det tidligere Sovjetunionen har der fundet drastiske forandringer sted. De baltiske lande har erklæret sig selvstændige, og andre Sovjetrepublikker har fulgt trop. I lande der under det centraliserede kommunistiske styre tilsyneladende udgjorde et hele har der vist sig voldsomme etniske spændinger. Og med udgangen af 1991 er Sovjetunionen officielt ophørt med at eksistere.

Disse radikale ændringer på verdens politiske skueplads har åbnet døren for De Forenede Nationer. I den forbindelse skrev dagbladet The New York Times for den 7. august 1991: „Opblødningen af spændingerne i verden og den nye samarbejdsånd mellem De Forenede Stater og Sovjetunionen kan indebære at verdensorganisationen kommer til at spille en mere magtfuld rolle i mellemfolkelige anliggender.“

Betyder det at tiden langt om længe er kommet til at denne 47-årige organisation skal vise hvad den formår? Er vi på vej mod det der i De Forenede Stater er blevet betegnet som „et nyt århundrede og et nyt årtusind med fred, frihed og trivsel“?

[Fodnote]