Hvor kom de fra?

„HVAD vi kaldte os selv før Columbus ankom? . . . Hos hver eneste stamme gælder det den dag i dag at når man oversætter det navn vi hver især har kaldt os selv med, har det altid været noget der i grunden har samme betydning, og dét uden at vi har kendt hinandens betegnelse. På vort sprog [narragansett] er det ninuog, folket, og [på navajo er det diné,] menneskene. Det er det vi har kaldt os selv. Da [de europæiske] pilgrimsfædre ankom hertil, vidste vi hvem vi var, men vi vidste ikke hvem de var. Altså kaldte vi dem awaunageesuck, de fremmede, fordi det var dem der kom udefra, det var dem vi ikke kendte, mens vi kendte hinanden. Og det var os der var menneskene.“ — Høje Eg, en narragansett.

Der er et utal af teorier om hvor indianerne, eller de indfødte amerikanere, som mange foretrækker at blive kaldt, kom fra.a Joseph Smith, mormonkirkens grundlægger, mente i lighed med kvækeren William Penn og flere andre at indianerne var hebræere, efterkommere af de såkaldte ti forsvundne stammer af Israel. Flertallet af vore dages antropologer mener at nogle asiatiske stammer kom til det der i dag er Alaska, Canada og De Forenede Stater, enten via en landbro eller i både. Denne antagelse synes endog at finde støtte i DNA-prøver.

Indianernes oprindelse og mytologi

De indianske redaktører Tom Hill (en seneca) og Richard Hill (en tuscarora) skriver i deres bog Creation’s Journey — Native American Identity and Belief: „De fleste indfødte har den overlevering at de blev skabt af stof fra selve jorden, fra vandene eller fra stjernerne. Arkæologerne har derimod en teori om en stor landbro tværs over Beringstrædet ad hvilken nogle asiater vandrede til den amerikanske verdensdel. Ifølge teorien var disse asiater forfædre til de indfødte på den vestlige halvkugle.“ Nogle indfødte amerikanere ser skeptisk på den hvide mands teori om indvandring via Beringstrædet. De foretrækker at tro deres egne legender og sagn. De betragter sig selv som de oprindelige indbyggere, ikke som udvandrere fra Asien.

I sin bog An Indian Winter redegør Russell Freedman for denne opfattelse: „Ifølge mandanerne [en stamme der holdt til i omegnen af Missouriflodens øvre løb] var Det Første Menneske en mægtig ånd, en guddom. Han var blevet skabt i en fjern fortid af Livets Herre, skaberen af alting, for at fungere som mellemmand mellem almindelige mennesker og de talløse guder, eller ånder, der beboede universet.“ Mandanerne havde endog et vandflodssagn: „Engang da en voldsom oversvømmelse fejede hen over verden, reddede Det Første Menneske folk ved at lære dem at bygge et beskyttende tårn, eller en ’ark’, som skulle holde sig højt over vandmasserne. Til ære for ham havde alle mandanlandsbyer en miniatureudgave af sagntårnet i form af en cederpæl på godt halvanden meter, omgivet af et gærde.“

Mandanerne havde endnu et religiøst symbol, „en høj pæl indsvøbt i fjer og skind med et gyseligt, sortmalet træhoved øverst“. Hvem forestillede det? Svaret lyder: „Dette billede forestillede Ochkih-Haddä, en ond ånd der havde stor magt over mennesker, men som ikke var lige så mægtig som Livets Herre eller Det Første Menneske.“ For prærieindianerne „var troen på en åndeverden en selvfølgelig del af dagliglivet. . . . Ingen vidtrækkende beslutning kunne træffes, og intet forehavende kunne iværksættes før man havde bedt om hjælp og godkendelse fra de hellige væsener der styrede menneskenes anliggender.“

I sin bog The Mythology of North America oplyser John Bierhorst: „Det fortælles at før der fandtes klaner, vandrede osage-indianerne fra sted til sted i en tilstand kaldet ganítha (uden lov og orden). Ifølge overleveringen formulerede nogle tænkere kaldet De Små Gamle Mænd i denne tidlige tid . . . den teori at en tavs skaberkraft fylder himmelen og Jorden og holder stjernerne, Månen og Solen i bevægelse i fuldkommen orden. De kaldte den Wakónda (Mystisk Kraft) eller Eáwawonaka (Den Der Forårsager At Vi Er Til).“ Vestpå har zunierne, siouxerne og lakotaerne en lignende forestilling. Winnebagostammen har også en skabelsesmyte der taler om „Jordskaberen“. Beretningen lyder: „Han ønskede lys, og der blev lys. . . . Han tænkte atter og ønskede at Jorden skulle opstå, og denne Jord blev til.“

Set med bibellæserens øjne er det særdeles interessant at mærke sig parallellerne mellem indianernes legender og Bibelens lære, især med hensyn til Den Store Ånd, „Den Der Forårsager At Vi Er Til“. Disse navne leder tanken hen på betydningen af Guds navn, Jehova, nemlig: „Han lader blive“. Af andre lighedspunkter kan nævnes Vandfloden og den onde ånd der i Bibelen går under navnet Satan. — 1 Mosebog 1:1-5; 6:17; Åbenbaringen 12:9.

En indføring i indianernes tankeverden

De indianske skribenter Tom Hill og Richard Hill opregner fem gaver som indianerne ifølge dem har fået i arv af deres forfædre. „Den første gave . . . er vor rodfæstede tilknytning til jorden.“ Og hvem kan bestride dette i betragtning af deres historie både før og efter europæernes ankomst? Deres jord, også de mange områder de anså for hellige, blev systematisk frataget dem med magt, list eller traktatbrud.

„Den anden gave er den kraft og ånd som dyrene har fælles med vort folk,“ siges det dernæst. Indianernes respekt for dyrelivet er kommet til udtryk på mange måder. De gik kun på jagt for at skaffe mad, tøj og husly. Det var ikke de indfødte der praktisk taget udryddede bisonerne; den skyldige var den hvide mand med hans blodtørst og hans kortsynede grådighed.

„Den tredje gave er åndemagterne, som er vore levende slægtninge og som står i forbindelse med os gennem de afbilleder vi laver af dem.“ Denne tro på at ånden eller sjælen lever videre efter døden, er et fællestræk ved mange religioner over hele jorden.b

„Den fjerde gave er erkendelsen af hvem vi er, noget der udtrykkes og vedligeholdes gennem vore stammetraditioner.“ Det bemærkes især ved stammeceremonierne, hvor folk samles for at drøfte stammens anliggender, eller ved de såkaldte powwower [stævner], hvor der dyrkes stammedans og -musik. Indianerdragterne, trommerytmerne, dansene og familie- og klansammenkomsterne er et udslag af stammens traditioner.

„Den sidste gave er skaberevnen — den vi bruger når vi levendegør vor tro ved at omdanne naturmaterialer til genstande der udtrykker tro og stolthed.“ Kurvefletning, vævning, fremstilling og dekorering af keramik, smykkefremstilling og andre kreative udfoldelser er knyttet til indianernes mangeårige tradition og kultur.

Der findes så mange stammer at det ville kræve bindstærke værker at beskrive alle overleveringerne og skikkene, men det der interesserer os nu, er: Hvordan påvirkede det indianerne at blive konfronteret med millioner af europæere, hvoraf mange gik for at være kristne?

[Fodnoter]