Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g96 22/12 s. 8-12
  • Hvordan man holder sig gældfri

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvordan man holder sig gældfri
  • Vågn op! – 1996
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvordan man overvinder sin modvilje mod et budget
  • Hvordan man kommer i gang
  • De månedlige udgifter
  • Hvad er nødvendigt?
  • Bring gælden ned
  • Kommer dit budget til at fungere?
  • Læg et budget — og hold det!
    Vågn op! – 1985
  • Hvordan du kan få styr på dine penge
    Vågn op! – 2011
  • 2 | Vær fornuftig med din økonomi
    Vågn op! – 2022
  • Bruger du mere end du tjener?
    Vågn op! – 1984
Se mere
Vågn op! – 1996
g96 22/12 s. 8-12

Hvordan man holder sig gældfri

I DISSE foranderlige tider kan det være en udfordring at forvalte familiens midler. Hvordan griber man det bedst an?

Svaret er ikke nødvendigvis en større indtægt. Ifølge økonomer drejer det sig om at have sans for hvor pengene kommer fra, og hvor de bliver af, samt om at have et godt grundlag for de afgørelser man træffer. Det forudsætter et budget.

Hvordan man overvinder sin modvilje mod et budget

Det er imidlertid sådan med budgetter at de „fremmaner lutter triste associationer,“ siger finansrådgiveren Grace Weinstein. Af den grund afviser mange blankt at lægge budget. Nogle forbinder desuden behovet for et budget med en lav indkomst eller mangelfuld skolegang. Men selv folk med en høj indtægt har lommesmerter. En finansrådgiver beretter: „En af mine første klienter tjente 187.000 dollars [godt 1 million] på et år . . . Familiens kreditkortgæld alene var lige under 95.000 dollars [553.000 kroner].“

Føromtalte Michael tøvede med at søge økonomisk rådgivning af en anden grund. Han indrømmer: „Jeg var bange for at andre ville anse mig for naiv eller dum.“ Men sådanne betænkeligheder er ubegrundede. At administrere penge kræver andre færdigheder end at tjene dem, og de færreste har lært det første. En socialrådgiver bemærker: „Vi kommer ud af gymnasiet med større viden om den ligebenede trekant end om at spare.“

Det er imidlertid forholdsvis let at lære at budgettere. Man skal blot lave en kolonne med indtægter og en med udgifter — og så holde udgifterne lavere end indtægterne. Faktisk kan det være fornøjeligt at lægge budget, og det er tilfredsstillende at holde det.

Hvordan man kommer i gang

Lad os begynde med listen over indtægter. De fleste skulle have let ved det, da man almindeligvis kun har få indtægtskilder — løn, rente af opsparing og så videre.

Men se bort fra usikre indtægter, for eksempel overtidsbetaling, bonus og gratiale. Finanskonsulenter siger advarende at man let kommer til at stifte gæld hvis man satser på usikre indtægtskilder. Hvis de hypotetiske indtægtsmuligheder giver afkast, kan man bruge pengene på noget familien ønsker sig, til hjælp for andre eller som bidrag til et godt formål.

Det er straks sværere at opstille en liste over udgifter. Robert og Rhonda, som vi nævnte i de foregående artikler, kunne ikke begribe hvor deres surt tjente penge blev af. Robert forklarer hvordan de løste problemet: „I en måned havde vi begge et stykke papir på os og skrev hver eneste lille udgift ned. Vi noterede endda de penge vi brugte på en kop kaffe. Og hver aften førte vi posteringerne ind i den budgetbog jeg havde købt.“

Samvittighedsfuld bogføring af alle penge man giver ud, leder en på sporet af de penge der ’uforklarligt fordufter’. Hvis man kender sine forbrugsvaner godt, kan man overveje at undlade en detaljeret specificering af det daglige pengeforbrug og nøjes med at holde regnskab med de månedlige udgifter.

De månedlige udgifter

Man kan eventuelt opstille et skema som det der er gengivet ovenfor. I kolonnen „Faktiske udgifter“ indfører man hvert betalt beløb. Begræns antallet af kategorier. Brug for eksempel fællesbetegnelser som „Mad“, „Bolig“ og „Tøj“. Men udelad ingen relevante underkategorier. Robert og Rhonda brugte temmelig mange penge på at spise ude, og derfor var det nyttigt for dem at holde „Spise ude“ adskilt fra „Dagligvarer“. Hvis man er meget gæstfri, kan man også oprette en underkategori der hedder „Gæster“, under „Mad“. Hensigten er at skemaet skal udtrykke ens individuelle forbrug og ønsker.

På skemaet må man ikke glemme kvartalsvise, halvårlige, årlige og andre tilbagevendende udgifter, såsom forsikringer, skat og afgifter. Dem skaffer man plads til på månedsbudgettet ved at dele beløbet med det antal måneder der er mellem de respektive forfaldsdatoer.

En vigtig post på udgiftssiden er „Opsparing“. Mange inkluderer ikke opsparing i de faste udgifter, men det er klogt at lægge noget af den månedlige indtægt til side til uforudsete udgifter. Grace Weinstein fremhæver med følgende ord nødvendigheden af at medregne opsparing blandt udgiftsposterne: „Har man ikke råd til at opspare mindst fem procent af sin indkomst efter skat (et absolut mindstemål), må man gribe til skrappere midler. Undgå kreditkøb, lav om på vanerne, og nøjes med det strengt nødvendige.“ Ja, husk at reservere noget til månedlig opsparing.

Det anbefales fra mange sider at man hensætter et beløb der mindst svarer til et halvt års indtjening, så man har noget at tære på under eventuel arbejdsløshed. En finansrådgiver siger: „Hvis man får lønforhøjelse, bør man spare halvdelen op.“ Mener du at det er umuligt for dig at spare op?

I så fald kan du lære af Laxmi Bai, der i lighed med mange andre i Indiens landområder er meget fattig. Hun begyndte at lægge lidt ris til side hver dag af den portion hun tilberedte til familien. Med mellemrum solgte hun den oplagrede ris og satte pengene i banken. Det åbnede mulighed for et banklån da hun gerne ville hjælpe sin søn i gang som cykelsmed. Sådanne beskedne opsparinger har ifølge avisen India Today gjort en stor forskel i manges tilværelse. For nogle har det været vejen til økonomisk uafhængighed.

At overholde budgettet kræver mere end at afveje indtægter med udgifter. Man skal desuden holde udgifterne under indtægterne, så måske er der ingen vej uden om sparsommeligheden.

Hvad er nødvendigt?

Bemærk rubrikken „Nødvendigt?“ i skemaet på side 9. Den er vigtig, især hvis man opdager at det samlede beløb under „Anslåede udgifter“ overstiger indkomsten. Men det kan koste hovedbrud at afgøre om en bestemt post repræsenterer en nødvendighed, og hvor stort et beløb man skal sætte af til den. Det gælder navnlig i disse omskiftelige tider, hvor vi konstant bombarderes med nye produkter der opreklameres som „uundværlige“. Opdel alle påtænkte anskaffelser i tre kategorier: absolut uundværligt, måske uundværligt eller bare rart at have.

Se på hver udgift i opstillingen, og når du har vejet omhyggeligt for og imod, skriv da et plus (+) hvis det er en absolut fornødenhed, og et minus (÷) hvis den sorterer under det der er rart at have. Skriv et spørgsmålstegn (?) hvis du er i tvivl. Og husk at totalbeløbet i „Anslåede udgifter“ ikke må overstige den månedlige indtægt!

Det er indlysende at man så begynder med at slette de projekterede anskaffelser der er markeret med ? og ÷. Måske er det ikke nødvendigt at se helt bort fra dem. Tanken er at man ved hvert ønske vurderer om nytten berettiger udgiften, og luger ud hvor svaret er nej. Robert og Rhonda blev på den måde klar over at de hver måned brugte 500 dollars (2900 kroner) på at spise ude. Vanen var opstået fordi ingen af dem kunne lave mad. Rhonda tog sig sammen til at indhente den forsømte viden, og hun siger: „Nu er det blevet en fornøjelse at lave mad, og vi spiser oftere hjemme.“ Robert tilføjer: „Nu spiser vi kun ude i særlige anledninger, eller når det er nødvendigt.“

Hvis ens tilværelse ændres radikalt, nyvurderer man måske sin mening om nødvendigheder fuldstændig. Som nævnt i den indledende artikel styrtdykkede Anthonys indkomst, fra 48.000 dollars (knap 280.000 kroner) om året til under 20.000 dollars (116.000 kroner), og den holdt sig på det niveau i to år. Hvis det overgik dig, kunne det blive påkrævet med et nødbudget hvor du eliminerede alt overflødigt.

Det gjorde Anthony. Ved drastisk at indskrænke udgifterne til mad, tøj, transport og fritid, lykkedes det med nød og næppe familien at beholde huset.a „Vi måtte som familie finde frem til hvad der var reelle behov, og hvad der var ønsker,“ fortæller han, „og vi har lært noget af det. Nu kender vi til at være tilfredse med at have mindre.“

Bring gælden ned

Ukontrolleret gæld kan spolere ens bestræbelser på at sætte tæring efter næring. Langfristede lån til bekostning af goder som et hus der stiger i værdi, kan være fornuftig gæld. Men gæld på kreditkort der bruges til de daglige udgifter, kan ruinere én. Derfor giver bladet Newsweek dette råd: „Sørg for ikke at skulle betale så meget som en penny i afdrag på kreditkort.“

Økonomiske eksperter råder til at man afvikler kreditkortgæld, selv hvis det betyder at man bliver nødt til at gøre indhug i sin opsparing. Der er ganske enkelt ingen fornuft i at have gæld med en tung rentebyrde og samtidig have en opsparing der kun får tilskrevet lave renter. Da Michael og Reena indså det, solgte de deres obligationer og betalte alt hvad de skyldte på deres kort, og de besluttede at det ikke skulle komme så vidt igen.

Robert og Rhonda havde ingen formuegoder og tyede til et skrabet budget. Robert fortæller: „Jeg tegnede et søjlediagram som viste hvordan vores gæld mindskedes måned for måned. Det blev hængt op i soveværelset, så vi kunne se det hver morgen, og det fornyede vores beslutsomhed hver dag.“ Ved årets udgang kunne de glæde sig over at deres gæld på 6000 dollars var bragt ud af verden.

I nogle lande er selv fast ejendom ikke så god en investering som det engang var. Hvis man køber hus, risikerer man at prioriteterne i sidste instans koster store summer. Hvordan kan man reducere udgifterne på sit hus? Newsweek anbefaler: „Præstér en større udbetaling end pengeinstituttet forlanger, eller køb et billigere hus. Hvis du allerede har hus, så modstå fristelsen til at købe et dyrere.“

Udgifterne til billån kan holdes nede med en stor udbetaling. Men den er man nødt til at spare sammen til i forvejen, så der skal skaffes plads til den på familiebudgettet. Var det for resten en idé med en velholdt brugt bil?b De lave anskaffelsesomkostninger befrier måske én for dyre renter. Kan det tilmed lade sig gøre at købe en kontant?

Kommer dit budget til at fungere?

Om du får dit budget til at fungere, afhænger i vid udstrækning af hvor realistisk det er. „Budgettet duer ikke hvis det er så stramt at det ikke kan holde måneden igennem,“ siger et ægtepar der har gode erfaringer med at leve efter et budget.

En anden vigtig betingelse for et velfungerende budget er god kommunikation mellem familiemedlemmerne. De der skal leve efter et budget, bør have lejlighed til at give deres besyv med og blive taget alvorligt. Hvis de enkelte i familien forstår hinandens behov og ønsker og har et grundigt kendskab til familiens økonomi, går samarbejdet sandsynligvis mere gnidningsløst, og det øger chancen for at familiebudgettet holder.

I disse kritiske tider, mens verdens scene hele tiden skifter, forstærkes også den privatøkonomiske belastning. (2 Timoteus 3:1; 1 Korinther 7:31) Vi har brug for „praktisk visdom“ for at klare tilværelsens udfordringer i nutiden. (Ordsprogene 2:7) Et budget er måske netop det der sætter dig i stand til det.

[Fodnoter]

a Forslag til hvordan man skærer ned på de daglige udgifter kan findes i Vågn op! for 8. august 1985, side 28, 29, og for 22. juli 1984, side 27.

b Se Vågn op! for 8. april 1996, side 16-19.

[Tekstcitat på side 11]

Ved hvert ønske bør man vurdere om nytten berettiger udgiften

[Tekstcitat på side 12]

Vogt dig for at skulle betale renter på dit kort!

[Oversigt på side 9]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

MÅNEDLIGE UDGIFTER OG VURDERINGER Måned

UDGIFTER Faktiske udgifter Nødvendigt? Anslåede udgifter

Mad:

Dagligvarer

Spise ude

Gæster

Bolig:

Afdrag eller husleje

Vand, el, vedligeholdelse

Tøj

Transport

Gaver

●

●

●

Opsparing

Skat og afgifter

Forsikring

Diverse

I alt (jævnfør indtægterne)

MÅNEDLIGE INDTÆGTER

Løn

Eventuel lejeindtægt

Renter af opsparing

I alt (jævnfør udgifterne)

[Illustration på side 10]

God kommunikation i familien er vigtig for et velfungerende budget

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del